Politiken var engang en avis, som uddelte gennemtænkte tæsk fra et oplyst udgangspunkt. Nu om dage er det snarere held end forstand, når Politikens journalister forfatter lødige indlæg.

af Ryan Smith

Politiken var engang et seriøst medie. Sådan er det desværre ikke længere. Faktisk skal man helt tilbage til midten af 1990’erne, før man med god samvittighed kan tale om, at Politiken konsistent formåede at holde et samfundsoplysende niveau i sine meningsartikler. Nu om dage er det snarere sådan, at Politikens holdningsjournalistik mest udmærker sig ved sine fordrejninger og ved den sløsede (eller uetiske?) omgang med fakta.

De glædelige minder om Politikens storhedstid har for mange fortabt sig i historiens tåger. Men i midt-90’erne var Politiken faktisk en intellektuelt respektabel avis, der fra et socialliberalt udgangspunkt delte velovervejede og fortjente tæsk ud både rød og blå. En avis, hvor man balancerede på en knivsæg mellem liberalismen som vækstmotor i et frit samfund på den ene side, og så de sociale hensyn i samfundet på den anden. En avis, hvor lederskribenter som Tøger Seidenfaden ikke var bange for at tale dunder mod de radikale islamister, når de truede Salman Rushdie på livet, og hvor samme islamisters formørkede fantasier blev mødt med en oplyst religionskritik fra Politikens spalter.

Jeg er godt klar over, at mit indlæg kommer til at virke som et ensidigt angreb på Politiken, og det beklager jeg. Men som gammel læser er det svært at begribe, hvor fortvivlende langt Politiken er faldet i løbet af de sidste 15 år. For at vise hvad jeg mener, vil jeg her gennemgå fire indlæg fra Politikens fastansatte skribenter, som alle er forfattet i nyere tid, og som jeg mener, dokumenterer Politikens forfald ned fra den journalistiske elites tinde. De fire indlæg benytter sig alle af det, som jeg her vil kalde ”appeller til dumhed”: Argumentation, hvor Politikens skribenter med vilje taler til de laveste instinkter i mennesket. Hvor man fra Politikens side angriber mennesker i stedet for at angribe argumenter, og hvor man svigter sin arv som et organ for oplysning ved at appellere til gruppedannelse, holdpsykologi og slet og ret dumhed. Politiken er på mange måder selv blevet til det, som avisen engang blev grundlagt for at bekæmpe.

Per Michael Jeppesen: ”Røde vælgere er bare hamrende kritiske” Politiken 16.05.12

I dette indlæg slår Politikens opinionsredaktør fast, at man simpelthen bare har en bedre debatkultur på venstrefløjen. Derefter vender han blikket mod højrefløjen og peger så fingre af blå vælgere, som han udstiller som ”stillestående”, ”kedsommelige” og servile autoritetstro lakajer. Ja, skal man tro Per Michael Jeppesen, så er den blå debatkultur så godt som ikke-eksisterende og præges først og fremmest af stilhed og ”manglende debat”.

Men sandheden om Foghs 10 år på magten er ikke så simpel: Sandheden er også, at der i Fogh-årene blev stiftet et nyt parti i protest mod Foghs midtersøgende linje. Et parti, der i dag har 9 mandater i folketinget, og som selv Danmarks Radio for nylig har kaldt for ”oppositionens intellektuelle leder” (P1 Debat 14. maj 2012). Siden er mange Venstre-politikere sivet fra moderpartiet og over i Liberal Alliance, men derimod er der ingen større personsager, der involverer socialdemokrater, som har bevæget sig venstre om til SF og Enhedslisten. Søren Pinds liberale teser nævnes ej heller med et ord i Jeppesens indlæg, og sådan kunne man blive ved. Per Michael Jeppesens ”historie” om Fogh-årene er simpelthen for ensidig. Er de systematiske udeladelser mon udtryk for en bevidst fordrejning? Eller er der mon tale om en appel til dumhed, der udspiller sig efter formularen ”rød er bedre end blå”?

Kristian Madsen: ”Tilfældet Joachim B. Olsen” Politiken 25.04.2012

Hvis det ikke var Per Michael Jeppesen, der så lå inde med den overlegne debatkultur, han selv skrev om, så er det i hvert fald heller ikke Politikens lederskribent Kristian Madsen. Madsen har sat sig for at kritisere Joachim B. Olsen (LA), men i stedet for at tage fat på Olsens argumenter, så bruger Madsen mest sine kræfter på at pege fingre: Ifølge Madsens pen er Olsen ”en lille mand” der er ”uden skyggen af empati”, og så er Olsen også ”eksponent for et gennemført usympatisk standpunkt”.

Madsens stil er, hvad Politiken desværre er blevet platform for: En debatkultur, der uden blusel svælger i at gå efter manden og ikke efter bolden. De få ord, som Madsen afser til at behandle Joachim B. Olsens politiske holdninger (frem for blot at angribe ham personligt), bruger Madsen på følelsesmæssigt at kriminalisere Olsens standpunkt snarere end på at gå i rette med hans argumenter. Er det i Madsens bog de facto utilladeligt at være liberalist? Anerkender han kun det gode arguments kraft, hvis han tilfældigvis selv er enig i konklusionen? Eller praktiserer han blot appeller til dumhed efter devisen ”han er et dårligt menneske, og vi lytter ikke til dårlige mennesker”?

Lars Trier Mogensen: ”’Corydon-doktrin’ er dyr for Danmark” Politiken 11.05.2012

Det næste eksempel på Politikens forfald er et indlæg fra en anden af Politikens lederskribenter, nemlig Lars Trier Mogensen. I indlægget ovenfor har Trier Mogensen set sig sur på landets finansminister, fordi ministeren ikke åbner statskassen på nær så vid gab, som Trier Mogensen godt kunne tænke sig. Egentlig er det mindre end to år siden, at Trier Mogensen på tv gjorde sig til talsmand for det socialliberale udgangspunkt, der i gamle dage var med til at gøre Politiken til et seriøst medie på den politiske scene. Men med sit indlæg fra 11. maj har piben fået en anden lyd: Her er Trier Mogensen ude i et fuldbyrdet angreb på de frie kapitalmarkeder, som Politiken engang anerkendte som den bedste vækstmotor til at skabe velstand og vækst til gode for alle samfundslag. Trier Mogensen var engang socialliberal, men nu om dage ser det ud til, at han helt har glemt det liberale.

Trier Mogensens indlæg starter med et angreb på folk, der handler på de internationale finansmarkeder. Finansmarkedets aktører – som ofte er helt almindelige mennesker – er ifølge Trier Mogensen ”hysteriske kællinger” (her stikker den overlegne debatkultur igen hovedet frem). Fra Trier Mogensens side levnes der intet forsøg på at sætte sig ind i ”kællingernes” bekymringer, og ingen overvejelser går til, om det mon er fair, at disse mennesker forsøger at beskytte deres pensionsopsparinger mod at blive brugt som et led i risikable og kortsigtede offentlige investeringer, som ingen i sidste ende ved, hvad vil føre med sig.

Ud over finansmarkederne har Trier Mogensen som sagt også set sig sur på finansminister Bjarne Corydon. Ministeren tækkes nemlig finansmarkederne for ivrigt, og så bærer Corydon rundt på ”det symbolladede mellemnavn Fog”. Mener Trier Mogensen alvorligt, at folks mellemnavne kan bruges som et argument imod deres politik? Eller kører han mon en appel til dumhed af på sine læsere, der spiller efter noderne ”Fog lyder som Fogh, og Fogh kan vi ikke lide”?

Bjørn Bredal: ”Liberal Alliance er i virkeligheden en bank” Politiken 16.04.2012

Så vidt, så uappellerende. Men hverken Madsen, Trier Mogensen eller Jeppesen kan helt hamle op (eller ned) med de causerier, som Politikens Bjørn Bredal disker op med: Han indleder med en konstatering af, at Anders Samuelsen har en tøjstil, der ikke falder i skribentens smag (den overlegne debatkultur manifesterer sig igen). Herefter slår Bredal det uden beviser fast, at Liberal Alliance ”er en bank”. Bredal har ingen virkelige argumenter, men anvender i stedet en primitiv syllogisme: Fordi bankmænd går i jakkesæt, og Anders Samuelsen går i jakkesæt, så er Anders Samuelsen i virkeligheden bankdirektør. For at udstille hvor dumt det er, så kunne vi blot indvende, at eftersom Lenin også gik i jakkesæt, så er Anders Samuelsen i virkeligheden Leninist. Ja, det er faktisk det debatniveau, man holder på Politiken: Man angriber mennesker for at hedde det forkerte til mellemnavn og for ikke at gå i det rigtige tøj, og så lægger man spalter til påstande, som man ikke kan dokumentere.

Havde Bredal ulejliget sig med at se på beviserne, så ville han se, at Liberal Alliance er Folketingets næstmest åbne parti (efter Enhedslisten), og at partiet opfører et tocifret antal private fonde, virksomheder og organisationer som større donorer, heriblandt Saxo Bank. Derfor kunne Bredal selvfølgelig stadig have ret i, at Saxo Bank bidrager med en uforholdsmæssigt stor andel af Liberal Alliances støttekroner, men som seriøs journalist påhviler der i så fald Bredal et gravearbejde for at påvise, at tingene vitterligt forholder sig sådan, hvis ellers han vil udtrykke sig så sikkert. Men Bredal har ingen beviser. Hans arbejdsmetoder er dovenskab, og hans argumentation er, som man kunne forvente, indlysende appeller til dumhed.

Kritisk, demokratisk… og dum?

Men mens Politiken aldrig har været bleg for at udstille Liberal Alliances erhvervsstøtter i Saxo Bank, så er der til gengæld et andet lignende forhold, som Politiken alle dage har været underligt tavs om. Nemlig Politikens eget forhold til de mange støttekroner, som den selv modtager fra udefrakommende. Mens Liberal Alliance i 2011 modtog 17,5 mio. kr. fra en vifte af forskelligartede private organisationer, så modtog Politiken i 2012 intet mindre end 19,7 millioner kroner. Ikke fra mange forskellige donorer, men fra én altoverskyggende donor, nemlig staten. Hvad statens mange støttekroner så måtte gøre ved Politikens neutralitet set ud fra Bredals logik, det skal vi her lade stå usagt.

Nej, hvad der derimod interesserer os ved de statslige støtteforhold er, at statsstøtten ikke er automatisk, men at den går hånd i hånd med en række krav og forventninger fra fællesskabets side. Fra statens side har man nemlig nedsat et udvalg for at sikre sig, at mediestøtten finder en hensigtsmæssig form, sådan at der ikke finder misbrug af støtten sted. I udvalgets rapport fra 2011 beskriver de formålet med mediestøtten som følger:

”Formålet [med mediestøtten] er at understøtte mediernes demokratiske, kritiske og uafhængige funktion. … I forlængelse heraf skal den offentlige mediestøtte bidrage til … At fremme samfundsmæssig og kulturel oplysning.”

Jeg mener, at jeg med min gennemgang af de fire ovenstående indlæg fra Politiken har vist, at Politiken ikke (længere) fremmer den samfundsmæssige oplysning med sin holdningsjournalistik. I stedet mener jeg, at Politikens skribenter formørker og vildleder offentligheden med den debatform, som de gang på gang vælger at lægge for dagen. En debatform, der ikke oplyser, men formørker. Der ikke leverer kritik, men personangreb. Kort sagt: En debatform, der appellerer til dumhed og ikke til demokrati.

På det grundlag mener jeg, at det et fair spørgsmål, om Politiken i sin nuværende form lever op til de krav, der er forbundet med mediestøtten.

Men nuvel, forhandlingerne om fremtidens mediestøtte skal kun lige til at begynde, og for alles skyld kan man håbe, at Politiken udnytter den mellemliggende tid til at sadle om og vende tilbage til det kritiske, analytiske og socialliberale udgangspunkt, der engang var med til at gøre avisen til et forbillede for andre medier.

At Politiken igen kan blive en avis, hvor en overlegen debatkultur ikke blot er noget, man snakker om, men noget man praktiserer.