Et tankeeksperiment: Hvis offline copyright var ligesom internet copyright.

Samme dag, som Dan Browns nyeste bestseller kommer på markedet, køber du den og genudgiver den i dit eget navn. I denne process står der en hel industri af forlæggere og bogtrykkere klar til at hjælpe dig. De gør det gratis for dig – det eneste, de forlanger til gengæld, er at få lov til at plastre ‘din’ bog til med reklamer, som de tjener pengene på. Bogen foræres gratis væk til forbrugerne.

Hvis nogen prøver at holde dem ansvarlige, henviser de til et smuthul i loven og undskylder sig med, at de ikke kunne vide, at Dan Brown ikke ville have sin bog givet gratis væk, og at de heller ikke kunne vide, om han kunne tænke sig, at få del i de reklamepenge, som andre tjener på at give hans bog væk uden tilladelse.

Når Dan Brown opdager en ulovlig udgave af sin bog i cirkulation, så kan han sende en juridisk formular ud til forlæggeren, som stopper for cirkulationen. Men hvert brev stopper kun en enkelt forlæggers distribution af hans værk, og han skal selv holde øje med, at den samme forlægger ikke pludselig begynder at distribuere hans bog igen.

Er man lige præcis Dan Brown, så kan man hyre nogle high roller-advokater, som muligvis kan kradse den tabte fortjeneste ind ved sagsanlæg (*hvis* de vinder og først til udbetaling efter flere år). Er man imidlertid *ikke* Dan Brown, men blot en almindelig forfatter, så kan man se til, mens tredjeparten både skader ens mulighed for at profitere på ens arbejde og stikker de penge, som de har tjent på den uautoriserede udbredelse af ens værk, i egen lomme.

ACTA og SOPA var forfærdelige stykker lovgivning. Men de problemer, som de søgte at adressere, er ægte nok.