Hvordan kommer vi fra, at vi skal suspendere domsfældelse, til, at en konkret religion, som fremsætter konkrete påstande om verden i tid og rum, kan være lige så valid som ateisme? Hvis den religiøse agnostiske position skulle være konsistent, så skulle den vel bekende sig til den religion, som er mest transcendent og som fremsætter færrest påstande, som interferer med de naturlove, vi ellers har observeret. Den religion er så ikke kristendommen, med mindre man er klar til at opgive jomfrufødsel, genopstandelse med verdslig avatar til følge, og de øvrige af Jesu mirakler.

Derimod sagde den store russiske buddholog Stcherbatsky om de ikke-teistiske grene af buddhismen, at:

“The law of karma … cannot be proved experimentally. It is transcendental. But when critically examined it will be found to contain no contradiction and therefore it can be believed even by critical minds. … Far from being in conflict with causality [Buddhist karma] is only a special case of that causality.” – Buddhist Logic, vol. I

Så hvorfor tager de kristne, som argumenterer imod ateisme med agnosticisme, så ikke konsekvensen af deres egen agnosticisme og bekender sig til den religion, der antager så lidt som muligt? Et gæt er, at det er, fordi de er kristne af historiske og kulturelle årsager og ikke af analytiske og epistemologiske årsager. Og det er også ok. Det er bare mærkeligt, at man mener, at denne appel til at suspendere domsfældelse kun skal gælde ateister og ikke også en selv.

Både ateisme og religion er metafysiske positioner. Det er nemt nok for de religiøse at udstille de metafysiske elementer i ateisme, men deres sag er mindre betvingende, når de skal argumentere for deres egen tro, end når de blot skal udstille de metafysiske antagelser i ateisme.