Danmark opretholdt igennem en årrække et kornmonopol i det sydlige Norge, som forhindrede udenlandske købmænd i at sælge korn til nordmændene, eller bytte korn for norsk sølv og tømmer. Det danske kornmonopol supplerede for det meste Norge med den mængde korn, der var nødvendig, men flere gange fejlede det, med tusinder af døde til følge. I teorien kunne der dispenseres fra dette monopol fra København, men sådanne dispensationer indtraf stort set altid for langsomt, efter at det var blevet pinagtigt klart, at nordmænd sultede ihjel.

Nogle debattører fremhæver, at dette til en vis grad undskyldes af, at Danmark under nazisternes besættelse eksporterede korn til Norge.

Så altså: Fødevarer produceret under Nazitysklands politiske kontrol, og fragtet med deres logistik, skal vi tage æren for fordi det tilfældigvis voksede på vores jord. Så pyt med at vi ikke havde noget reelt valg, ingen reel politisk myndighed eller suverænitet, eller at meget dygtige militærplanlæggere nok kan finde en anden måde at få logistikken til at hænge sammen på. Pyt også med, at Norge på det tidspunkt havde været ude af unionen med Danmark i over 100 år, og at Danmarks slatne modstand mod tyskerne var en stor del af årsagen til, at Norge blev besat uden større tab og før englænderne kunne nå at gå i land. Din argumentation er den vildeste cherry picking, jeg har set i 2014.

“Undskyld vi sultede jer ihjel, da vi havde et valg. Men efter at valget blev taget fra os, og en fremmed overmagt kommanderede os til at behandle jer ordentligt, så gjorde vi det også. Er vi ikke bare nogle guttermænd?”