Af Ryan Smith, redaktør

Her kommer en række barske økonomiske fakta: I år 2000 var gennemsnitslønnen for unge mennesker med en gymnasial uddannelse 11% højere, end den er i dag. Ungdomsarbejdsløsheden har i flere vestlige lande ligget stabilt omkring de 10% igennem flere år. Så godt som samtlige grene af erhvervslivet efterspørger i dag mindre fysisk arbejdskraft, end de gjorde for blot få år siden. Og ca. 75% af de jobs, som USA har genvundet siden finanskrisen, ligger i vandskorpen omkring minimumlønnen.

’New Normal’ er ikke blot et slogan i en bankreklame. Det er en global økonomisk realitet. De stabilt opadgående år fra efterkrigstiden er definitivt borte og kommer aldrig igen. Så klart er budskabet fra den ansete amerikanske økonom Tyler Cowen, der gennem flere år har undersøgt problematikken.

Cowens hovedtese er, at internettet, økonomisk globalisering og tiltagende intelligente computere tilsammen er godt i gang med at vende op og ned på den økonomiske orden, vi kendte. Med internettet og moderne computerkraft kan en enkelt person i dag udrette, hvad der skulle dusinvis af mennesker til for at udrette i efterkrigstiden.

Ligeledes er intelligente computerprogrammer på nippet til selv at kunne skrive avisartikler og give karakterer til universitetsopgaver. Middelklassen er således truet fra to sider: På den ene side fra virksomheder, der udnytter de nye vilkår til at innovere, sådan at der globalt udrettes mere med mindre arbejdskraft (tænk Google og Amazon). Og på den anden side fra computerprogrammer, der slet og ret overtager middelklassens jobs.

Ud fra denne udvikling forudser Cowen, at den gamle samfundsindretning med en arbejderklasse, en middelklasse og en overklasse gradvist vil blive erstattet af en ny samfundsindretning. Fremtidens samfundsorden vil overvejende tegnes af en overklasse og en underklasse – vi vil få markant flere fattige, men også markant flere rige. Uligheden vil eksplodere.

Således finder Cowen anledning til at tage livtag med venstrefløjens favoritstatistik, nemlig at reallønnen for den amerikanske middelklasse er stagneret over de sidste 40 år. Faktuelt er det korrekt, men årsagen er ikke (som det hævdes), at de rigeste udnytter middelklassen, så meget som det er et spørgsmål om, at der i dag er mindre efterspørgsel efter middelklassens arbejdskraft.

Fremtidens polarisering vil ifølge Cowen foregå som følger: Samfundets superrige vil i løbet af de næste 20-30 år vokse fra at udgøre ca. 1% af befolkningen (de famøse ”one percent”) til i stedet at udgøre 10-15%. De øvrige af os vil i absolutte termer leve bedre end nutidens middelklasse. Men opgjort som relativ ulighed, vil vi andre være længere fra samfundets superrige, end vi er i dag.

For at være blandt de nye superrige er det ifølge Cowen ikke nok at kunne arbejde innovativt med teknologien. Man skal også være den absolut mest talentfulde inden for sit felt. Kun de færreste af os er i stand til at nævne navnene på Googles, Amazons og Netflix’ største konkurrenter, for på internettet er der ingen nummer to.

Således er det Cowens pointe, at den ulighed, som vi har set tage til siden 70’erne, ikke blot er et lokalt eller kortsigtet fænomen, som vil rette sig selv ud på sigt. Tværtimod har vi at gøre med de første skridt på vejen mod en ny normaltilstand, hvor uligheden vil være markant højere, end den er i dag.

Og hvordan ser Vesten så ud i 2034? Efter årtier med dalende fødselsrater vil vi være betydeligt ældre, end vi er i dag. Samtidig vil vi dog bruge maskiner til betydeligt mere, så den projekterede ældrebyrde behøver ikke blive så tung som beregnet. Udefra vil vi være presset af Kina og spille en mindre rolle i verden. Vestens mest attraktive storbyer (såsom Geneve, San Francisco og New York) vil i tiltagende grad blive omdannet til oplevelsesøkonomiske legepladser for det internationale jetset, mens den skrumpende middelklasse må søge billigere beboelse i afsides og ucharmerende byer.

Cowens forudsigelser kan minde om de skrækscenarier, som venstrefløjen i disse år udlægger som synonyme med ”ultraliberalisme.” Men ultimativt fastholder Cowen, at hans analyse hverken er højreorienteret eller venstreorienteret. Den er blot en nøgtern fremskrivning af de grundlæggende forhold, der allerede nu præger den globale økonomi, og som ikke kan slås i bakgear.