Fra den klassiske liberalismes opståen i 1700-tallet var de liberale indædt imod adelen, som man så som doven og ueffen i forhold til det driftige borgerskab, der selv havde arbejdet sig op. Adelens privilegier blev tillige set som et brud på det liberale ønske om lighed for loven.

Dette er en af grundene til, at der i den amerikanske forfatning står: “No title of nobility shall be granted by the United States.”

Man var imod adelen, men ikke nødvendigvis monarken, som dengang varetog en række politiske og militære hverv. I dag må man dog spørge sig selv, om ikke nutidens kongelige er mere at sammenligne med datidens adelige end med datidens kongelige.

De praktiske hverv, som udgjorde begrundelsen for, at liberale accepterede kongehuset, er nu lagt ind under staten. Spørgsmålet er derfor, om ikke en anvendelse af den klassiske liberalismes principper på nutiden ville føre til, at liberale politikere: (1) burde være imod kongehuset og (2) takke nej til hofbal.

***

Nogle vil henvise til, at liberalismens fader, John Locke, ikke var imod et aristokrati heller, men der sker netop en del efter Locke, i både Storbritannien og USA, hvor der udvikler sig en decideret anti-adelig stemning blandt klassiske liberale. Det kulminerer så i et ønske om at afskaffe adelens særstatus.

Locke mener selv, at hans samtids adel er nogle driverter, som ikke lever op til det samfundsansvar, der følger med nedarvede privilegier. Men han forsvarer adelens beståen med appel til en mytisk tid, hvor de adelige var deres privilegier værd. Det er svært at tage alvorligt. Så kunne jeg også argumentere for, at Forsvaret burde vedligeholde et regiment af hoplitter. Der var jo en mytisk tid hvor 300 af dem holdt 100000 persere tilbage.