Når man ser en person, der aktivt søger at ensrette debatten via politisk korrekthed og krænkelseskultur, så falder vedkommende typisk i en af to kasser: Enten (1) Den identitetspolitiske (”jeg er kvinde/muslim/sort, og derfor har jeg særlig indsigt i, hvad alle kvinder/muslimer/sorte mener og føler”) eller (2) det, vi kunne kalde ”den frustrerede ophavsmand.” Det er ham, denne postering handler om. På alle felter gælder det, at pladserne på parnasset er begrænsede: Der findes langt flere musikere, forfattere, billedkunstnere, forskere og meningsdannere end det fåtal, der kan sikre sig en prominent plads inden for deres felt. Det betyder, at der inden for alle disse discipliner findes et anonymt og frustreret proletariat, der savner anerkendelse af deres bøger, musik, billeder, forskning eller holdningsjournalistik. Disse folk _har_ forsøgt at gøre sig gældende inden for deres felt, men deres produktioner har ikke opnået den anerkendelse, som man kunne have håbet. Og hvad kan de så gøre ved det?

En af indsigterne fra evolutionær psykologi er som følger: Hjernens højere kognitionsevner er først og fremmest gearet til at genkende mønstre i sin omverden og handle på dem. Men da det enkelte mønster kan realiseres af flere forskellige kombinationer af enkeltbestanddele, vil man ofte se ”misapplikationer” af handlingen i forhold til mønsteret. Således kunne man også tænke sig, at grunden til, at der synes at være et sammenfald mellem personer, der gerne vil hunse rundt med andre i debatten, og ”frustrerede ophavsmænd,” er, at disses bevidsthed gennemgår en misapplikation i forhold til analysen af eget virkes manglende gennemslagskraft. Kokurrencen om en plads i rampelyset er hård på de kreative felter, og hvis man ikke evner at brillere på traditionel manér, så kan man muligvis opnå prominens ved at sætte dagsordenen i forhold til den politiske korrekthed på sit felt. Krænkelsesklummen bliver således den frustrerede ophavsmands genvej til anerkendelse – i hvert fald i vedkommendes eget sind.

Information bragte for nylig en artikel af en (relativt ukendt) fantasyforfatter, der mellem slet skjult reklame for egne værker rakkede ned på H.P. Lovecraft og ’Game of Thrones,’ mens vedkommende søgte at bestemme racemæssige standarder, som alle skulle operere efter i fantasymiljøet. Et større dansk dagblad har en (igen relativt ukendt) musiker, der løbende blogger om det, han ser som sexisme i mere kendte musikeres kvindesyn (hans eget virke som musiker bliver i øvrigt udbasuneret med hver eneste byline i hver eneste blog, som han skriver). Og nu er der så nogle kulturforskere, som søger at komme til prominens ved at gøre den æstetik, der pryder visse kolonialvarer, synonym med racisme.

Måske er den frustrerede ophavsmands tilgang end ikke så irrationel igen – skulle han lykkes med sit foretagende, vil han blive husket som den, der med sit progresssive menneskesyn afstedkom en forandring til det bedre for sit felt. Måske vil han endda være så heldig, at folk vil blive ansporet til at kigge nærmere på hans produktioner (da det jo ikke er hvem som helst, der kan have held til at sætte dagsordenen for et helt felt).

Derfor, lad os huske på, at mens det er svært at være nyskabende, så er det uendeligt let at lire den politiske korrekthed af som en erstatning for ægte kreativitet. Grebet kommer endda med indbygget ønskeopfyldelse: Folk, der ikke gider høre på det, har ikke bare et andet syn på kontekst og individualisme end den frustrerede ophavsmand. Ved at ignorere ham gør de sig til racister eller sexister, og ingen kan således tillade sig at ignorere den frustrerede ophavsmands budskab på samme måde, som de ignorerede hans oprindelige produktioner. Ned med den frustrerede ophavsmand!