Vasubandhu var en fremtrædende buddhistisk lærer og en af de vigtigste skikkelser i udviklingen af Mahayana-buddhismen i Indien. Selvom han især er beundret af senere buddhister som medstifter af Yogacara-skolen sammen med sin halvbror Asanga, er hans præ-Yogacara værker, såsom Abhidharmakosha og hans kommentar til dette værk Abhidharmakoshabhshya, de frembringelser, der almindeligvis anses som mesterværker.
Vasubandhu skrev kommentarer om mange emner, som f.eks. logik, poesi, Abhidharma-klassifikationer af fænomener, samt originale og innovative filosofiske afhandlinger. Nogle af hans skrifter har overlevet i deres oprindelige sanskrit-form, mens mange andre kun er bevaret i kinesiske og tibetanske oversættelser.
Vasubandhu var en mangesidet tænker, og hans personlighed, som det også fremgår af hans værker og hans livsførelse, viser os en mand, der ikke kun var et stort geni og en stor filosof, men også et menneske, der var fyldt med stor medfølelse.
I årene umiddelbart efter sammensætningen af hans Abhidharmakoshabhashya synes Vasubandhu at have brugt meget tid på at rejse fra sted til sted. Efter at have brugt en del tid i Shakala (det moderne Sialkot i Pakistan) vandrede han sammen med sine lærere Buddhamitra og Manoratha til Ayodhya (nu Uttar Pradesh i det nordlige Indien). Dette var en by langt fra Kashmir. På dette tidspunkt i sit liv var Vasubandhu stolt af den berømmelse, han havde erhvervet på grund af sin filosofi, og han klyngede sig trofast til Hinayana-doktrinerne, hvori han var velbevandret. Han lader ikke til at have haft nogen tro på Mahayana overhovedet og benægtede, at Mahayana var en buddhistisk lære.
Vasubandhu havde op til dette tidspunkt ikke haft megen kontakt med de Yogacara-belæringer, der blev givet af hans ældre bror. Han havde måske set det omfangsrige værk Yogacarabhumi blive udarbejdet af Asanga, men dette værk synes simpelthen at have frastødt ham ved sin længde. Ifølge rapporter skulle han have sagt:
“Ak, Asanga, som er bosiddende i skoven, har praktiseret meditation i tolv år uden at have nået noget gennem denne meditation. Han har grundlagt et system så vanskeligt og besværligt, at det kun kan bæres på ryggen af en elefant.”
Asanga hørte om denne holdning og frygtede, at Vasubandhu ville bruge sine store intellektuelle evner til at underminere Mahayana. Ved at fingere sygdom var han i stand til at tilkalde Vasubandhu til Purusapura, hvor han boede. Her fandt omvendelsen af Vasubandhu til Mahayana sted.
Vasubandhu bad Asanga om at forklare sig Mahayana-belæringerne, hvorefter han straks indså, hvor overlegne Mahayana-doktrinerne var. Efter yderligere studier af disse doktriner siges det, at dybden af Vasubandhus erkendelse kom til at ligne hans brors. Han kom til at skamme sig noget så grusomt over sine tidligere nedsættende bemærkninger om Mahayana. Vasubandhu ville skære sin tunge af, men afholdt sig fra at gøre dette, da Asanga fortalte ham, at han i stedet skulle bruge den til at undervise i Mahayana.
Vasubandhu kom med tiden til at anse studiet af den enorme Shatasahasrikaprajna-Paramita-sutra som værende af allerstørste betydning for buddhismen. I betragtning af at det var de tekster, der havde konverteret ham til Mahayana, kan Vasubandhus kommentarer have været hans tidligste tanker om Mahayana. Disse blev fulgt op af en række kommentarer til andre Mahayana-sutraer og afhandlinger om disse, herunder Avatamsaka-sutra, Nirvana-sutra, Vimalakirtinirdesha-sutra og Shrimaladevi-sutra. Vasubandhu komponerede også en afhandling om vijnaptimatra (Yogacara)-teori og kommenterede Mahayanasamgraha, Triratna-Gotra, Amrita-Mukha og andre Mahayana-afhandlinger.
Ifølge de tibetanske biografier om Vasubandhu var hans foretrukne sutra enten Shatasahasrikaprajna-Paramita-sutra eller Ashtasahasrika. I betragtning af at disse tekster afslører nogle de mest dybdegående indsigter i Mahayana-tænkning, er det ikke overraskende, at Vasubandhu syntes godt om dem. Da Vasubandhus produktion af Mahayana-værker er enorm, skrev han efter al sandsynlighed nye afhandlinger hvert år.