Det er egentlig sjovt, hvordan vi i dag husker Rushdie som “en vi holdt med” dengang. For går man tilbage og læser om konflikten, så var der mange lighedspunkter med nutiden: Også dengang mente mange, at manden selv var ude om det. Også dengang blev kunstnerens intentioner og værkets kunstneriske kvaliteter anset for den løftestang som kunne retfærdiggøre bogens form; kunne disse anfægtes, ja, så var der ingen grund til at tænke den ubehagelige tanke, at tusindvis af muslimer var villige til at slå forfattere, hvis bøger de aldrig havde læst, ihjel, ja, villligt lade sig fjernstyre af en psykopatisk og totalitær massemorder i Iran.

I dag huskes Satanic Verses som den “fine” Muhammed-provokation; det værk havde ægte kunsteriske kvaliteter, og det var ikke Rushdies intention at provokere. Således fremhæves Rushdie ofte som modsætningen til Kurt Westergaard, Flemming Rose og Charlie Hebdo, som jo “blot var ude på at provokere,” og som derfor ikke bør/skal/må/kan gøre brug af deres ytringsfrihed i samme grad som en forfatter, der er så proppet med dannelse, at han sveder kunstnerisk kapital.

Men faktum om Satanic Verses er, at:
– Muhammed latterliggøres og omtales nedsættende
– Muhammed sammenlignes allegorisk med Satan
– Koranen beskrives som et skrift, Muhammed selv har fundet på
– Muhammeds koners navne er navnene på prostituerede i bogen

Derfor var der i ’89-90 mange intellektuelle, ja måske endda et flertal, der opgjorde analysen som følger: “*Hvis* Satanic Verses havde haft kunstneriske kvaliteter, så ville vi have fundet kampen mod totalitær islam værd at støtte. Men da skriftet er en plat provokation, og kunstneren tydeligvis blot var ude på at dæmonisere muslimer, så er det ikke den slags, vi ønsker at blive set i selskab med.”

Og det er altså, om ikke de eksakt samme mennesker, så i hvert fald det samme segment af mainstream-intellektuelle, som i dag lægger afstand til Flemming Rose og Charlie Hebdo, men som husker Satanic Verses som noget anderledes og finere end disse.

– Det viser (selvfølgelig), at de ting, der måske virker unødvendigt provokerende og værdiløse nu, kan se helt anderledes ud om 25 år. Og endnu mere anderledes om 75, 100, og 125 år. Hvorfor skulle Sokrates egentlig provokere? Han havde jo ikke engang noget på hjerte; det tilstod han jo selv. Renset for den umiddelbare harme og krænkelse i hans samtid, kommer støtten til hans modstandere til at se tiltagende latterlig ud. Og mon ikke også det er det samme med Rushdie?

– Det afslører også (mener jeg) en fejl i ræsonnementet hos de folk, der mener, at deres støtte til aktører, der producerer krænkende værker, skal betinges af de kunstneriske meritter, som kunsteren formår at lægge for dagen: Hvis man insisterer på, at støtten til folk, der anvender deres ytringsfrihed til at krænke, skal ses på case-by-case basis, så bør man også være heeeeelt sikker på, at man har vurderet den enkelte sag korrekt. Og hvordan skulle mennesker, hvis egen dømmekraft er påvirket af, at de empatiserer med andres krænkelser og helst er fri for hele balladen med terrortrusler og fjendskaber egentlig kunne det?