Det er i dette øde område sydøst for Wałbrzych, og meget tæt på den tjekkiske grænse, at det sagnomspundne nazi-tog omsider er blevet lokaliseret.
Det indrammede område består af vidtforgrende tunneller og enorme kamre, der er store nok til at rumme nazitoget, som rapporteres til at være 150 meter langt. Dele af tunnellerne og kamrene er oversvømmet som følge af den polske hærs sprængninger, men toget står intakt på et tørt og uberørt sted.
Området konstituerede det såkaldte “Riese Projekt”, som indledtes i 1943, og som der blev bygget på frem til 1945. Nazi-Tyskland plejede at dokumentere alt, men hvad projektet gik ud på,ved man faktisk ikke. Det kan have været etableringen af underjordiske industri- eller militærfabrikker, og senere i krigen måske fabrikker til konstruktion af de tyske “Wunderwaffen” fx. de tyske Messerschmidt jetjagere.
Toget ved man heller ikke, hvad indeholder. Det kan være våben til brug for SS-ernes ‘last stand’ i de omliggende uglebjerge, dokumenter og tegninger til vidundervåben, eller noget endnu mere værdifuldt, fx. guld, ædelstene og værdifulde malerier. En myte er, at toget indholder “verdens 8. vidunder”, nemlig den russiske kejsers berømte ravkammer, som tyskerne stjal og førte til Köningsberg i 1941, hvor det forsvandt.
Toget indeholder under alle omstændigheder noget meget værdifuldt. Det ved man fordi det er pansret, og fordi man gjorde sig store anstrengelser med at minere det, så det hurtigt kunne sprænges, hvis russerne fandt det.
Det øde område er også interesant, fordi det var her dele af den tyske hær og højtstående personel, bl.a. Dr. Mengele, var på flugt til Tjekkiet. Man ved, bl.a. fra beretninger fra overlevede tyske soldater, at de i området gemte våben og værdifulde sager, fordi havde en forhåbning om at komme tilbage.
Få uger før 2. verdenskrigs afslutning afgik et langt pansret tog fra Breslau (i dag Wroclaw) i retning mod Waldenburg (i dag Wałbrzych), hvor efter det forsvandt sporløst. På den tid var der også ubekræftede historier om, at nogle sværtbevæbnede lastvogne forsvandt sporløst i området.
Begivenhederne har været omgæret med meget mystik og skabt mange vandrehistorier gennem årene, der er gået. Man fornemmede dog så meget, at eftersom toget var pansret måtte det indeholde noget vigtigt og værdifuldt.
Waldenburg/Wałbrzych ligger i det sydlige Schlesien, tæt på den tjekkiske grænse. Det er et område, som undgik egentlige kamphandlinger, men som i andre af de områder, som Tyskland måtte afstå til Polen også var udsat for store folkevandringer, da de fordrevne tyskere rykkede ud, og de tilkomne polakker rykkede ind. Kontinuiteten forsvandt.
Dertil kom, at den sovjetiske hær i samarbejde med de polske myndigheder i årtier afskar offentlighedens adgang til en stor del af området. For lidt syd for Wałbrzych havde Nazi-Tyskland under rustningsministeren og chefarkitekten, Albert Speers ledelse været i gang med at konstruere et enormt bygningskompleks (35 kvadratkilometer i omfang) med forgrenede tunneller og store kamre under det område, der kaldes Uglebjergene. Bygningskomplekset blev af tyskerne kaldt ‘Projekt Riese’ (Riese = gigantisk).
Det bidrog til mystikken, at der ikke fandtes nogen tysk dokumentation om projektet. Nazi-Tyskland havde ellers for vane at dokumentere alt, selve dets største uhyrligheder. Men Projekt Riese kunne man ikke finde noget om. Dokumentationen er formentlig blevet skaffet af vejen sammen med en masse andet, vi heller ikke ved noget om.
Der var heller ikke nogen overlevende, som ville stå frem og fortælle i detaljer om, hvad projektet gik ud på. Et rygte var, at tyskerne i krigens sidste uger massemyrdede de tilbageblevne ca. 20.000 tvangsarbejdere. Det var der dog ikke noget usædvanligt i, men vandrerhistorien, der opstod, var Riese-komplekset gemte på noget virkeligt hemmeligt, som fangerne ikke skulle have mulighed for at fortælle om. Massegravene er dog ikke blevet fundet.
Der var i månederne efter krigen også beretninger om betydelig tysk undergrundsaktivitet i området (uafhængige tyske undergrundsceller eller personer, der var medlemmer af Werwolf-netværket). På samme tid blev der begået en del uopklarede mord, og personer forsvandt sporløst. Rygtet, der opstod, var at de nazistiske partisaner søgte at forhindre, at dele af Riese-komplekset blev opdaget og faldt i fjendens hænder, og mordene blev begået for at forhindre, at nogen talte over sig.
Hvad man ved med sikkerhed, er, at det polske sikkerhedspoliti (Urzad Bezpieczenstwa Publicznego) og enten det polske hjemmeværn eller den polske hær i vinteren 1945/46 i området opsporede og anholdt en gruope Wehrmacht-soldater, SS’ere og medlemmer af den tyske sikkerhedstjeneste (SD) og nazipartiet (NSDAP). Man fandt også ti medlemmer, som arbejdede for den tyske undergrundsbevægelse, “Freies Deutschland”.
Endelig var der historien om Anthon Dalmus, som angiveligt havde været højtstående tysk officer og ingeniør på Projekt Riese. Dalmus, som havde arbejdet for Todt-organisationen siden 1940 (den lokale organisation, som i 1944 blev overdraget projektet og som blev sat til at afvikle det) fortalte velvilligt om projektet, og førte flere gange de lokale myndigheder rundt i området, hvor han fortalte i detaljer om de enkelte bygningskonstruktioner. Men ifølge forskere spredte Dalmus bevidst misinformation for at dække over områdets virkelige formål, ligesom han ikke fortalte om de ting, der lå gemt i området. Forskerne fandt også belæg for, at Dalmus var knyttet til Werwolf-grupperne.
Under den kolde krig blev der lavet flere polske film om efterkrigstidens aktiviteter i området og de myter, der opstod. Området har i årtier tiltrukket opmærksomhed fra professionelle og amatør forskere såvel som utallige fantaster. Området er som skabt til konspirationsteorier.
Den mest almindelige ‘teori’ er, at tyskerne var i færd med at bygge en ny førerbunker og et større kompleks, som skulle sikre ly for alle højtstående nazimedlemmer. At man faktisk var i færd med at bygge en underjordisk by. Denne ‘teori’ hænger ikke sammen med det faktum, at konstruktionen var anderledes end de komplekser, der blev bygget for føreren rundt om i Polen, Rusland og Tyskland, samt det faktum at der under slottet “Fürstenstein” (i dag Książ), blev bygget et større bunkeranlæg, som kunne tjene som førerr bunker.
“Fürstenstein” blev i mellemkrigstiden ejet af den royale Hochberg-familie, som var en af Europas rigeste og mest velhavende dynastier. I 1941 fordrev nazisterne familien under påskud afm at den ene søn var i den britiske hær og den anden søn arbejdede for de frie polske styrker i Vest. Derefter byggede man bunkerkompleket, og i september 1943 blev startskuddet givet til Projekt Riese, hvorefter der skød adskillige tvangsarbejdslejre op i området.
Mange “teorier” går på, at Projekt Riese havde til formål at bygge Hitlers vidundervåben (“Wunderwaffen”). Man kan ikke specifikt pege på hvilke, selvom der naturligvis er mange “teorier”. Det kunne være biologiske eller kemiske våben, jetjagerfly eller måske ligefrem de flyvende tallerkener, som tyskerne eksperimenterede med eller det kunne være atomvåben, som tyskerne var ganske langt fremme i konstruktionen af. “Teorien”, som har tiltrukket sig størst opmærksomhed, var konstruktionen af et nye jetjagerfly. Et projekt, som skulle have kodenavnet V-7.
Andre teorier går på, at komplekset skulle skjule stjålne skatte fra museer, kirker, jøder m.m. (det anslås at ca. 100.000 stjålne værker er gået tabt, herunder det berømte ravkammer fra den russiske zar, guld fra banker (herunder fra bankerne i Breslau, som mistede alle beholdninger i krigens sidste måneder), jøder m.fl. Det forsvundne tog og de forsvundne lastvogne spiller en vigtig rolle i denne myte.
Riese-projektet blev langfra færdigbygget; det til trods for, at Speer i 1944 skrev til Hitler, at man var nået langt. Området blev først åbnet for offentligheden efter den kolde krig, så der er stadig meget, der skal udforskes, selvom man har søgt og søgt. Måske gemmer der sig mere, end man umiddelbart har kunnet finde.
For det ved man nu, at der gør. Man ved nu, at det forsvundne tog faktisk findes, og man ved også præcis hvor. Hvad der skulle til for at finde det, var en tysk soldat, der på sit dødsleje endelig afslørede beliggenheden. At han ventede så længe med at afsløre hemmeligheden, gør det ikke Projekt Riese mindre mystisk.