En af det tyvende århundredes væsentligste filosofiske skærmydsler var striden mellem de to Harvard-filosoffer John Rawls (1921–2002) og Robert Nozick (1938–2002). Konflikten udfoldede sig især på baggrund af bøgerne A Theory of Justice (Rawls 1971) og Anarchy, State and Utopia (Nozick 1974).
1970’ernes USA var en tid præget af intellektuelt og politisk vemod. Den lange og opslidende Vietnam-krig (1955–1975) havde svært ved at mønstre folkelig opbakning, og Watergate-skandalen (1972) havde kastet smuds på præsidentembedet og fået den amerikanske præsident Nixon til at trække sig i vanære. Folk nærede mistillid til den bestående orden og ledte efter nye politiske løsninger.
Det var her, Rawls og Nozick meldte sig med to skelsættende bøger om politisk filosofi. Rawls bød ind med en socialliberal vision, hvor individuel frihed forenes med et mål om økonomisk lighed, mens Nozick slog til lyd for en libertariansk samfundsindretning, hvor økonomisk omfordeling opfattes som en krænkelse af den personlige frihed. Dog skriver de begge i en liberal politisk tradition, hvor individet kommer før fællesskabet, og hvor individuel frihed opfattes som det højeste politiske gode.
Selvom Rawls og Nozick ligger i hver deres ende af det liberalistiske spektrum, så tackler de begge spørgsmål om retfærdighed, fordelingspolitik og hvordan det perfekte samfund bør se ud. Det gør striden mellem dem til en frugtbar debat.