I USA er de fleste iagttagere enige om, at hvis enhver anden kandidat havde opført sig, som Trump har gjort, så ville vedkommende være chanceløs nu. Ingen ville tage ham seriøst, og ingen ville stemme på ham. Forestil Dem f.eks. Rand Paul håne en invalid journalist for sit handicap. Eller Marco Rubio insinuere, at den aldrende John McCain ikke var ”rigtig” krigshelt, da han jo blev fanget af nordvietnameserne. Det var bare ikke gået.

I Danmark har vi tilsvarende en politisk kraft, som der gælder særlige regler for. Det er ikke Trump, men Enhedslisten.

Trump er gang på gang blevet anklaget for, at hans politik er indholdsløs og usammenhængende. Han er god til at tale vælgernes frustrationer op, men hans løsninger lader vente på sig. Ofte parerer han spørgsmål om, hvordan hans politik skal implementeres i praksis, med et ”trust me, it’s gonna be great.” Gerne gentaget en tre-fire gange med mindre variationer.

At det også forholder sig sådan med Enhedslisten, kan enhver forvisse sig om ved at se Pernille Skippers optræden i Vi ses hos Clement. Enhedslistens politiske ordfører kan ikke svare for, hvad der står i partiets eget principprogram, men forsøger sig i stedet med snak om andre anliggender.

Det er ikke en enlig svale. For tre år siden gik et klip med Skipper og Joachim B. Olsen viralt. Her griner Skipper overbærende, da Olsen påpeger, at Enhedslistens arbejdsmarkedspolitik er at give alle ret til mindst 15.000 kr. om måneden. Tallet er hentet fra Enhedslistens egen hjemmeside, men Skipper vil (igen) ikk forholde sig til det. Som Trump, der gang på gang benægter ting, han selv har sagt, nægtede Skipper simpelthen at diskutere substansen i egen politik. Hvorfor grinte hun egentlig? Mener hun ikke, at man skal tage Enhedslistens politik seriøst (noget kunne jo tyde på det)? Eller mener hun mon selv, at Enhedslistens politik er komisk?

Trump har en tendens til at hylde alternative statsformer og statsledere. For ham er det Putin og Rusland, den frie verden bør tage ved lære af. Med Enhedslisten er der vist ingen danske journalister, der rigtig kan finde ud af, hvad partiet egentlig mener om Sovjetunionen og Lenin. Men heldigvis ved vi, hvad de mener om Venezuela og Chavez. Det har Pelle Dragsted, Helle Brix m.fl. nemlig fortalt os igen og igen. Dog uden at ville forholde sig til den sult, inflation og fattigdom, der uvægerligt følger i hælene på den reelt eksisterende socialisme.

Hvad angår politisk uvidenhed, er Trump også i egen liga. Tænk f.eks. på den libertarianske præsidentkandidat Gary Johnson, hvis kampagne led et knæk, da han ikke ekstemporalt kunne forbinde Aleppo med konflikten i Syrien. Men forTrump gælder andre regler. Han har igen og igen afsløret, at han ikke kender til politiske fikspunkter som TTIP og Lockerbie, at han ikke har læst den amerikanske forfatning, at han ikke ved, at Det hvide hus ikke er Amerikas centralbank, og så videre. I Danmarks Radios Debatten fik Pernille Skipper tilsvarende her for leden afsløret, at Enhedslisten ikke ved, hvordan det er gået med skattetrykket her i landet over de sidste 30 år (Enhedslisten tror det er faldet, mens tal fra Skatteministeriet viser, det er steget). Højst imponerende lader Enhedslisten også til at have adgang til sine helt egen økonomiske sagkundskab, som mener, at topskattelettelser ikke medfører vækst.