Af Ryan Smith

“I like taxes. With them I buy civilization,” eller den historisk præcise variant “taxes are what we pay for civilized society,” er et svar man ofte hører på denne eller hin skattekritik. Ofte slynges citatet ud som en overraskende kobling, der skulle tage de skattekritiske røster på sengen. Antageligvis mener man, at folk, der synes, at skatten er for høj, aldrig har tænkt over sammenhængen mellem skat og samfund. Men selvfølgelig har skattekritiske tænkere skrevet essays og bøger om netop denne sammenhæng, årtier før Oliver Wendell Holmes fandt på det pågældende bon mot. Bastiats essay om That Which Is Seen, and That Which Is Not Seen (1850) er nok det mest berømte i denne genre. Til sammenligning er Wendell Holmes’ lille vending fra 1927.

Den lille vending er også problematisk af en anden årsag, som vi her kunne kalde “civilisationens Laffer-kurve”: Ganske vist får man civilisation af skatter, men får man altid mere civilisation af højere skatter? I så fald ville det mest civiliserede samfund jo have et skattetryk på 100%. Det er der næppe mange af de velfærdsstatstilhængere, der påkalder sig Wendell Holmes, der mener.

Hvis vi er enige om, at det optimale skattetryk ikke er 100%, hvad er det så? Wendell Holmes’ ord faldt på et tidspunkt hvor det samlede amerikanske skattetryk var 7,6%. I moderne kontekst nævnes en flad skat på 20% af og til som det mindst forvridende skattelejde. Det kunne man nok godt få de fleste af de skattekritikere, der ellers får slynget Wendell Holmes i hovedet, med på. Sjovt nok er det dog aldrig hverken 7,6% eller 20%, der sigtes til, når velfærdsstatstilhængere i moderne tid påkalder sig Wendell Holmes. Ja, oftest ligger raten mistænkeligt tæt på det nuværende skattetryk i deres eget hjemland.

Endelig er der spørgsmålet om, hvad der kvalificerer som civilisation. Mises skulle angiveligt have sagt, at minimalstaten ud over domstole og militær også havde en forpligtigelse til at opretholde en statsopera. Så lad os bare sige, at Det Kgl. Teater er civilisation. Men er Kvinfo, X-Factor, lysende bænke, cyklende julemænd og støtte til rabiate imam’er? Wendell Holmes’ udsagn er tilstrækkeligt vagt til, at alt og intet kan være civilisation. Det er en truisme uden kvalifikationer, uden empirisk indhold, uden falsifikationskriterier. Det er den bedsteborgerliges refræn, der kan anvendes i enhver kontekst, hvor skattekritikere og minimalstatstilhængeres argumentation ellers synes for overvældende.