Tror du også (som pave Johannes Paul II og prins Charles), at Descartes var subjektivist? At Rousseau mente, at mennesker i naturtilstanden ville behandle hinanden pænt? At Hobbes var ateist? At filosofihistorien umiddelbart før Kant kan deles op i hvv. empiriske og rationalistiske tænkere? Ja? Så tager du fejl.

Nietzsche skriver et sted, at filosoffer er elendige og inkompetente til at varetage deres fag, fordi de søger at afhistoricere alting og se filosofiske tanker som fritsvævende uden for tid og rum. Han havde helt ret.

Filosoffer er notorisk bange for at historicere filosofien. Engang diskuterede jeg med en fyr, der var vild med Sartres ’Væren og intet.’ Han mente, at hvis man fandt værket uforståeligt på lange stræk, så var det, fordi man ikke havde reflekteret dybt nok. Da jeg så indvendte, at Sartre skrev store dele af værket i en periode, hvor han tog op til 20 amfetaminpiller om dagen, og at flere passager ifølge Sartre selv var fuldstændig meningsløse, svarede han, at den slags historiske detaljer var uvedkommende for filosofien.

Den slags er typisk. Filosoffer tror, at de kan sætte sig selv uden for historiens betingelser, men i virkeligheden betyder det blot, at feltet ender med at gengive den samme dårlige historiografi, fyldt med fejl og fordrejninger der i mange tilfælde blev til som åbenlyse partsindlæg. Historikere ville grine af filosofifagets såkaldte historiske metode.

”Men findes der så ikke en bog, der genhistoricerer filosofien og kigger på det med friske øjne,” tænker du så. Og jo, det gør der. Den bog er Anthony Gottliebs ’The Dream of Enlightenment’, der udkom sidste år.

Descartes var ikke synderligt interesseret i omverdensproblemet. Han ville blot have nogle indledende metodiske overvejelser af vejen, før han gik videre med sit egentlige projekt, som omhandlede videnskabelige studier af anatomi tilført nogle kreative filosofiske overvejelser om, at kroppen var en maskine. Descartes anses for den moderne filosofis fader, men hans projekt lå langt tættere grækerne end på nogen af de filosoffer, der efterfulgte ham. Spinoza var ikke en ædelmodig ener, der hævede sig over ydre betingelser ved at fæstne sig ved en smuk filosofi udklækket i isolation. I den marrano-jødiske menighed, han blev ekskommunikeret fra, var mindst to andre kommet i problemer for at have fremsat tanker om Gud som et rationelt naturprincip før ham. Han var i øvrigt heller ikke fattig, men levede ganske pænt af penge, hans fans og venner forærede ham. Hume synes ikke selv, at induktionsproblemet var noget, man skulle gøre for meget ud af. Efter hans mening var det et grundvilkår ved al kognition; en kommentar til hvor skrøbelig den menneskelige erkendelse er og altid vil være. Han ville have grinet af de herkulæiske anstrengelser, det 20. århundredes topfilosoffer (forgæves) kastede sig ud i for at løse det.

En ting, der er trættende ved bogen, er, at forfatteren bruger betydelige ressourcer på at løbe åbne døre ind med syrlige bemærkninger om, hvor uflatterende kirken agerede, og hvor travlt korsets folk havde med at begrænse den frie tanke i Europa. Den gradvise frigørelse fra kirkens intellektuelle benlås er unægteligt en del af oplysningens historie, men det forhold er tydeligt nok efter den første håndfuld observationer af den art. Et dobbeltcifret antal er overkill. Et andet minus er, at bogen er flagrende og vilkårlig i, hvilke temaer der udforskes over flere sider, og hvilke der blot opridses med en sætning eller to.

Ikke desto mindre er bogen original og læsværdig, og ingen kan tage fra Gottlieb, at han formår at skrive om filosofihistorien på en komisk, kæk og krystalklar måde, der flere steder overgår Bertrand Russell – i hvert fald rent stilistisk.

Bogens hovedpointe – at filosofien ikke kan vriste sig fri af de historiske betingelser, den udtænkes i – er stærk, og efter sidste side er det tydeligt, at mange af de ting, man sædvanligvis siger om Europas største begavelser, er forvrængede, forkerte eller begge dele. Filosofihistorien er lige så meget mytologi, som den er historie. Den har antaget et selvstændigt liv, som flere af fortællingens hovedpersoner ikke ville genkende sig selv i. Det er også instruktivt at se, hvordan førsteklassesbegavelser enten spillede med på den intellektuelle mode, der herskede i deres samtid, eller blev kørt ud på et sidespor som ’mindre filosoffer.’ Uanset hvor kvik du er, er det svært at undslippe tidsånden. Endnu sværere er at blive set og hørt, hvis du ikke passer ind.

Slutteligt kunne man spørge: Hvis filosofien angiveligt kan hæve sig over tid og rum, hvordan kan det så være, at 90% af de væsentligste landvindinger er udgået fra blot to steder på kloden, koncentreret over blot to perioder der samlet beløber sig til under et halvt årtusinde (Grækenland i klassisk tid og Nordeuropa i tidlig moderne)? At dette utrolige sammentræf ikke skulle have noget med historiens vilkår at gøre, er vist noget, man skal tage 20 amfetaminpiller om dagen for at forstå.