Mange på det nye højre begynder at spejle venstrefløjens position om, at frihandel er skadeligt for suverænitet, selvbestemmelse og demokrati. Har de ret?

 Af Ryan Smith

Overalt i den vestlige verden har nye højreorienterede strømninger medvind. Et utal af politiske spørgsmål, der før blev betragtet som afgjort, genåbnes, og nye svar forfærder de gamle eliter.

Meget af det liberale idegods, der bare for 20-30 år siden blev anset som fremtidens ufravigelige verdensorden, fremstår i dag blåøjet, bizart og altmodisch. En oprykkelse er i gang, hvor både højre- og venstreorienterede gradvist indser, at Vesten må revidere sit verdensbillede. At løsninger, der unægteligt er i strid med fordums konventionskonsensus og liberaldemokratiske principper, gradvist må accepteres, hvis Vesten skal få bugt med migrationspresset.

Men hvor langt bliver vi nødt til at gå? Hvilke af fortidens vedtagne sandheder må kasseres, og hvilke får lov at bestå?

International frihandel er den tanke, at hvis to lande handler med hinanden, vil den samlede velstand blive forøget, selv hvis det ene land er markant rigere end det andet. Frihandel er et af de spørgsmål, som gennem mere end et århundrede er blevet betragtet som afgjort blandt eliten både på højrefløjen og blandt Vesteuropas socialdemokratier, med kun det yderste venstre som undtagelse. Men i løbet af 2015 og 2016 er mange på det nye højre begyndt at spejle det yderste venstres position om, at frihandel er skadeligt for suverænitet, selvbestemmelse og demokrati. Mest kendt er nok Trump, men vi har også hørt lignende røster herhjemme.

Oveni de approprierede venstrefløjsargumenter om ”selvbestemmelse” lægger det nye højre så argumenter om folkeslag, der er politisk forpligtiget på sig selv, og som der må forene sig mod det migrationspres, den vestlige verden oplever fra henholdsvis Latinamerika (USA) og Mellemøsten (Europa) i disse år.

Så hvor langt bliver man nødt til at gå? Bliver man nødt til at indføre protektionisme for at beskytte nationens egne ufaglærte, sådan som Morten Uhrskov Jensen, landsformand for Dansk Samling, har plæderet for? Eller kan man, som Pernille Vermund, forkvinde for Nye Borgerlige, stå på mål for en position, hvor grænserne lukkes for migration, mens frihandelen bevares?

Frihandelsmodstanderne blandt det nye højre begrunder især deres skepsis med to argumenter: (1) At den ufaglærte arbejder i Danmark vil få værre kår af frihandel og (2) at frihandel vil medføre øget indvandring til Danmark. Men er det nu også rigtigt?

Hvad angår det første argument, så ved vi reelt ikke, hvordan det vil gå. Erfaringen taler for, at danske lavtlønsarbejdere vil opnå en samlet velstandsforøgelse ved frihandel, fordi det, de taber på at blive udkonkurreret på arbejdsmarkedet, bliver genvundet gennem stadig lavere priser på stadig bedre varer. Dvs. man kan have en højere levestandard på overførselsindkomst med råd til iPads og de rigtige californiske rødvine end at være fabriksansat og kun have mulighed for at købe Harboe-pilsner og varer fra Fakta. Men frihandelsmodstandere som Uhrskov baserer netop ikke deres argumentation på betragtninger om et samlet velstandsniveau, men  derimod om væsentligtheden af at være i job. Her har Uhrskov m.fl. unægteligt ret i, at den værdi, man oplever ved at varetage et job (mening og retning i tilværelsen såvel som anerkendelse og værdighed), ikke kan opgøres i kroner og øre, og derfor kan spørgsmålet om frihandel ikke reduceres til et spørgsmål om, hvor mange (velfærds)kroner Danmarks ufaglærte i fremtiden vil have mellem hænderne.

Til gengæld lader frihandelsmodstanderne til at misse en af den østrigske nobelpristager i økonomi, F.A. Hayeks, væsentligste økonomiske indsigter: Når nutidens jobs forsvinder, ved vi ikke, hvor fremtidens jobs skal komme fra. Og det har vi aldrig gjort. Det gjorde vi heller ikke i 1617, 1717, 1817 eller 1917. Men økonomien har altid tilpasset sig, så fortidens fyrede ufaglærte igen er kommet i job. Det betyder ikke, at vi kan være sikre på, at det samme vil indtræffe i 2017, men som Hayeks økonomiske arbejde har vist, så vil økonomisk intervention (i form af eksempelvis toldmure og omfordeling) destruere grundlaget for, at økonomien kan tilpasse sig de nye vilkår. Med andre ord ved vi ikke, om økonomien kan tilpasse sig, og vi finder heller ikke ud af det, hvis vi ikke giver den en chance.

Endelig er der spørgsmålet om, hvorvidt frihandel vil medføre øget indvandring til Danmark. Spørgsmålet opstår som følge af en manglende skelnen mellem frihandel forstået som varer og kapitalens frie bevægelighed og frihandel forstået som folkeslag og arbejdskraftens frie bevægelighed. Det er unægteligt sandt, at de to ideer hænger intellektuelt sammen og kan retfærddiggøres med henvisning til de samme argumenter, sådan som den østrigske økonom Ludwig Mises påpegede. Nogle økonomer taler endda om varers fri bevægelighed og folks fri bevægelighed som to faser af samme udvikling. Men blot fordi de to praksisser er intellektuelt forbundne, betyder det ikke, at de ikke kan adskilles i praksis. Der er intet politisk til hinder for, at man kan acceptere varer og kapital, mens man vedbliver at afvise indvandring (sådan som Pernille Vermund stod på mål for i Danmarks Radios Debatten).

På nogle punkter kan man endda argumentere for, at frihandel vil styrke det nye højres egen dagsorden: Jo større velstandsforskel, der er på de forskellige lande, des større incitament har den enkelte indbygger i de fattige lande til at risikere liv og lemmer for at komme ulovligt til Europa. Uden adgang til det europæiske marked ved vi også, at der er betragteligt færre økonomiske muligheder i disse folks hjemlande. Vesten kan ikke løse alle de mellemøstlige og afrikanske landes problemer, men det, vi kan gøre, er at lade dem sælge deres varer på vore markeder, hvilket tillige vil tage en del af indvandringspresset.