Efter min mening kommer man ingen vegne ved at opsætte en snæver kausalitet fra Foucault et al. til Trump. Men det er vel rigtigt, at PM var med til at bane vejen fra det universalistiske subjekt til det partikulære, som forstår ikke kun private tanker og følelser, men også samfundet og sandheden i samspil med sine partikulære forhold (køn, race, etc.). Og det er vel rigtigt, at Trumps vælgere til dels får deres momentum ved at forstå sig selv identitetspolitisk: Som partikulære subjekter, hvis oplevelser ikke kan tilbagevises af den traditionelt herskende ræson — hvilket oprindeligt var et venstreorienteret projekt og et facet af megen poststrukturalistisk tænkning.

Jeg synes godt man kan sige, at der var signifikante fællestræk i temaer og filosofi på trods af de forskelligartede konklusioner m.m. Men jeg har heller ikke noget problem med at sætte meget forskelligartede malere i bås sammen som renæssancemalere etc. – så længe ingen tror, at denne overordnede betegnelse udtømmer sandheden om den enkeltes virke og bidrag.

Foucault havde en lang periode mod slutningen af sit forfatterskab hvor både han selv og hans kritikere så ham som optaget af at overskride vante rationalitetsformer, herunder det kantianske subjekt. Men igen er det ikke enkeltstående tænkere, der skal bebrejdes. Det var en tendens i den slags tænkning, der bredte sig først til venstrefløjen, med dens evige anklager om at hvide mænd ikke kunne forstå kvinder og minoriteters perspektiver, og nu kommer så højrefløjens dialektiske modtræk i form af hvid nativisme, anti-PC, nationalisme før internationale forpligtigelser osv. – kort sagt, Trump.

At sige at de franske tænkere er 100% ansvarlige for denne udvikling er absurd. Men at sige, at de ingen anpart har haft i at sætte denne dialektiske bevægelse i gang, er ønsketænkning.