Mads Holger var den dansker, jeg har kendt, der tog klassisk filosofi mest alvorligt.

Der var noget anderledes over hans tilgang til filosofien. Noget klassisk som man ellers kun støder på i bøger skrevet før 1970. Noget gammeldags, noget germansk og – kunne man næsten sige – kontinentalt, hvis ikke det var for de postmoderne konnotationer, ordet har. Der er ofte noget overfladisk over selverklærede postmodernister – de gider ikke sætte sig ind i filosofihistorien, udover lidt kursoriske citater opsamlet her og der. Det er selvfølgelig belejligt, hvis man vil bilde sig ind, at alle verdenshistoriens signifikante tanker er tænkt efter 1900.

Mads var et spejlbillede af dem. Han tog klassisk filosofi seriøst, men var kun overfladisk interesseret i det 20. og 21. århundredes tænkning. Den britiske tradition udelukkede han også. Han vidste efter indrømmelse ikke meget om Burke, Hume, Mill eller Smith (og ønskede heller ikke at gøre det). Til gengæld kunne han sine germanere: Sin Hegel (uden at være hegelianer) og sin Kant (uden at være kantianer). De fire bedømmelsesformer og antinomierne, forstands- og videnskategorierne kunne altid fiskes frem fra blazeren, uanset hvor mange champagnecocktails der ellers var kommet derind.

Hans tilgang til filosofi var anderledes end min. Den analytiske metode virkede fremmed for ham. Han var ikke interesseret i at vurdere den enkelte filosofs frembringelser på baggrund af logik; at efterprøve, om de nu virkelig bevarede formen, når de blev dyppet i rationalitetens syrebad. Han ville hellere forstå den indflydelse, de havde haft på Vestens kultur- og idehistorie. Som hos Hegel var der en fornemmelse af, at det, at tankerne var blevet tænkt og havde påvirket Vesten, i sig selv havde legitimeret dem. Genopleve den snoede sti deres tanker havde ført den vestlige civilisation ned ad for sit indre øje. I den forstand var han historicist.

Vi taler Vesten og ikke verden her. Præcis som han ikke havde interesse i at forstå briterne, var han også uinteresseret i at forstå den indflydelse, ikke-vestlig filosofi har haft på Vesten siden antikken. Men i modsætning til mange konservative, der uden at vide noget om ikke-vestlig filosofi i øvrigt, er hurtige til at forkaste dens indflydelse på et kulturalistisk grundlag, afviste han ikke, at andre civilisationer nok havde tænkt mange af de ting, vi sædvanligvis opfatter som vestlige gennembrud, tidligere og bedre end os. Mads var anti-universalist, men hans anti-universalisme var et bevidst valg og ikke en belejlig selvforherligelse af den kultur, man tilfældigvis selv kender bedst. I mine øjne var det en god kvalitet hos ham og en alt for sjælden egenskab ved konservative i øvrigt.

Folk siger af og til, at hans interesse for filosofi mest var forestilling og charlataneri. Jeg er ikke enig. Interessen stak dybere end det, langt hinsides hvad man kan bruge til at brillere med og imponere skønheder i byen (om end man selvfølgelig altid skal anvende sin filosofividen på denne måde, når man ellers kan komme til det).

De vigtigste filosoffer for Mads var Kierkegaard, Nietzsche, Parmenides, Platon og Heraklit. Interessen for Parmenides var fundamental og informerede både (mindre heldigt) hans konservatisme og (mere heldigt) hans kristendom. Som det var gængs skik blandt neoplatonister i antikken, så han en komplementaritet mellem Platon og Aristoteles, hvor de fleste moderne forskere udlægger dem som modsætninger. Det var efter min mening ham, der havde ret. Der var en fornemmelse hos ham om, at grækerne havde tænkt alt, hvad den vestlige civilisation behøvede, og at senere filosoffer blot havde ydet, hvad de kunne, for at oppudse arvesølvet. Spæde forsøg på at bemægtige sig de tinder, grækerne allerede kiggede ned fra.

Derfor forsøgte han også stædigt at bryde den herskende diskurs i debatten, hvor man helst skal citere tænkere fra det 17. århundrede og frem. Han anvendte græske referencer, når han skulle debattere christiansborgpolitik, og blev nådesløst gjort til grin for det.

En af de sidste samtaler, jeg havde med ham, handlede om Kierkegaard og Nietzsche. For ham var Nietzsche immanensens filosof. Som mange andre filosofiinteresserede havde han en overtænkende, tvivlende og usikker side. Samtidig kastede han sig gang på gang ud i aktiviteter, der uomtvisteligt krævede mere mod, end de fleste nogensinde vil mønstre. Det var i hans verden i Nietzsche, at man skulle finde dette mod. Som Mithras, der, uagtet at han selv sidder på ryggen af den galopperende tyr, frygtløst jager sit knivblad i struben på den, således skulle man hos Nietzsche finde modet til at handle resolut og virilt, når øjeblikket bød sig.

Hvis tyren er immanensen, man uvægerligt må ride med eller mod sin vilje, så var Kierkegaard that low door in the wall for ham, der viste vejen til transcendensen. Her var der ikke noget med at desavouere den religiøse dialektik og se Kierkegaard som en psykologisk-eksistentiel tænker, der beskæftigede sig med det moderne menneskes almene kår. Han var helt på det rene med, at den kierkegaardske kulmination ikke besad objektiv merit, men at den er en personlig og paradoksal erkendelse af det guddommelige – en erkendelse, der står i modsætning til fornuften.

Her kunne jeg ikke følge ham. Ikke fordi jeg, som mange liberale, er blind over for det transcendentale, men fordi jeg, i lighed med de indiske tænkere, ikke mener, at det transcendentale står i modsætning til fornuften. Den kierkegaardske sti førte desuden dybere ind i eget subjekt og – som det var tilfældet i Kierkegaards eget liv – til en apriorisk (ukantiansk) devaluering af andre. Det bød mit temperament imod, men ham passede det fint – hvad mange, der modsagde ham i debatten, også fik at føle.

***

Skulle der være en lektie, må det blive denne: Er du interesseret i filosofi, så skylder du dig selv at finde ud af, om ikke grækerne har mere at byde på end franske sortsnakkere fra det 20. århundrede og autenticitetsforladte universitetsnussere fra det 21. Find ind til de aktiviteter i tilværelsen, du for alvor føler lidenskab for, og forfølg dem, snarere end det, andre forventer af dig, eller det, du tror, du bliver ‘nødt til.’ Lad dig ikke shame af børneateister, hvis du føler et kald mod det transcendentale. Vær din egen, og ikke tidens mand. Bedrag ikke dig selv til at tro, at du først rigtigt kan være den, du er, om to, fem eller ti år. Det er dit liv, og du har ikke så langt igen, som du tror.