Af Torben Mark Pedersen

Som opfølgning på Ryans Smith tænksomme indlæg om den liberale islamkritik, hævder Rasmus Brygger, at islamkritik ikke kan være liberal.
Det er forkert. Hvor en nationalkonservativ islamkritik tager udgangspunkt i forsvaret for Danmark som nation og for den danske, kristne kernekultur, tager en liberal islamkritik udgangspunkt i forsvaret for den personlige frihed.
Længere er den sådan set ikke.
Når Rasmus Brygger alligevel kan hævde, at der ikke findes en liberal islamkritik, så skyldes det tre misforståelser.
For det første, at fordi politisk liberalisme ikke er antireligiøs, så skulle liberale ikke kunne kritisere religion. Det er rigtigt, at mange af liberalismens fædre var dybt religiøse, og at liberalismen i øvrigt har protestantiske rødder. Og når religion er en privat sag og ikke politisk, så er religion ikke en sag for den politiske liberalisme, men det betyder naturligvis ikke, at liberale ikke kan kritisere religion, når religionen bliver politisk og frihedsfjendsk. Og er der noget, islam er, så er det frihedsfjendsk.
Rasmus Bryggers anden misforståelse (stråmandsargument) består i at påstå, at islamkritik baserer sig på en kollektivistisk menneskeforståelse. Her benytter han tricket med at sætte lighedstegn mellem islam og muslimer, hvilket tjener til at udskamme islamkritikere: Hvis man kritiserer islam, anklages man for at generalisere over alle muslimer. Det er indlysende forkert. Kritik af de frihedsfjendske træk ved en rettroende udlægning af islam indebærer ikke, at kritikken rammer alle de muslimer, der ikke er rettroende.
Afslutningsvist springer Rasmus Brygger fra at tale om islamkritik til udlændingepolitik, og her viser Rasmus Brygger, at han nok har læst Locke, der etablerer forbindelsen mellem ejendomsret og frihed, men at han ikke har forstået ham, og at han i øvrigt ikke har forstået den liberale tradition fra den amerikanske og franske revolution.
Påstanden om, at der skulle findes en universel ret til at rejse på tværs af grænser er ikke en liberal ide. Det er en ide, der er født i sidste halvdel af det 20. århundrede, da menneskerettigheder fik status som en ideologi.
Hos Locke og ifølge en Rothbardsk rettighedsliberalisme er frihed til at bevæge sig og rejse begrænset af den private ejendomsret, og hos Locke har staten suverænitet til at håndhæve de ydre grænser på borgernes vegne. Den manglende ret til at bestemme egen migrationspolitik var en af de amerikanske kolonisters anker mod den engelske konge, der nævnes i Uafhængighedserklæringen fra 1776, og de rettigheder, der beskyttes i den amerikanske Bill of Rights fra 1791 og i den franske Erklæring om menneskets og borgernes rettigheder fra 1789 er alle knyttet til nationalstaten. Intet steds hævdes de at være universelle i betydningen grænseoverskridende. Selv FN’s “Universelle erklæring om menneskets rettigheder” ophæver ikke nationalstaternes suverænitet ved at give mennesker en universel ret til migration til et andet land.
Det er faktisk en antiliberal ide, idet den krænker borgerne i et lands ret til frivilligt at slå sig sammen og danne en stat, der overdrages suveræniteten til at håndhæve de ydre grænser for den ejendom, de ejer privat og i fællesskab.