Blot en note om et obskurt spørgsmål, der på bizar vis er blevet relevant igen efter Charlottesville: Bør libertarianere sympatisere med Sydstaterne, hvad angår den Amerikanske Borgerkrig?

Tendensen er selvfølgelig mest prominent i USA, hvor sympatisørerne blandt andet tæller den afroamerikanske(!) stjerneøkonom Walter Williams, diverse røster i libertarianerpartiet samt folk på libertarianske blogs m.m. Men der er nu også et par danske libertarianere og ancap’ere, der er at finde på dén galej.

Argumentationen kredser typisk om tre punkter: (1) Syden havde ret til selvbestemmelse og til at træde ud af Unionen. (2) Mange libertarianere mener, at ikke-aggressions-princippet er en slags rosetta-sten for det politiske, der kan anvendes til at dømme ret fra vrang i næsten alle konflikter, og efter deres mening var det Norden, der initierede aggression mod Syden. (3) Varianter over følgende tema: Nordstaterne havde ikke ret til at invadere Syden for at bevare Unionen / Nordstaterne knægtede frihedsrettigheder / Krigen styrkede centralregeringen og centraliserede magten i USA.

Jeg er ikke overbevist.

(1) Havde Syden ret til at træde ud af Unionen? Hvorvidt og hvornår regioner har ret til at forlade regeringsfællesskaber er et omfattende spørgsmål, som bør behandles i boglængde. Men for at gøre det kort har forskning vist, at mange libertarianere har en stærk frihedsmoral, der gør det nemt for dem at sympatisere med parter, der ønsker at undgå kollektive formaninger, der påtvinges dem af fællesskabet. De har en instinktiv og idealistisk tilgang til sådanne spørgsmål, som gør det svært at diskutere sagen pragmatisk. Det gør dem også blinde over for, at den væsentligste årsag til, at Sydstaterne ønskede at forlade Unionen i årene op til 1860-61, var slaveri.

Der er gode libertarianske argumenter for, at Syden havde ret til at træde ud af Unionen. Det regeringssamarbejde, man havde indvilliget i, var i tiltagende grad blevet misligholdt. F.eks. blev der i 1828 indført en protektionistisk told, som havde til formål at opretholde den amerikanske industris hjemmemarked ved at forhindre Sydstaterne i at købe industrivarer fra Europa, hvor de kunne fås bedre og billigere. Det var efter manges mening imod forfatningens ånd og den måde, forfatningen oprindeligt var blevet præsenteret for delstaterne på. Fire år senere fik netop utilfredshed med tolden South Carolina til at true med at forlade Unionen. Dette ville have været et fint libertariansk grundlag for at træde ud af Unionen, men flertallet blandt South Carolinas politiske klasse var sjovt nok ikke libertarianere i 1832, og man stillede sig i sidste instans tilfreds med en nedsættelse af tolden.

Hvad Syden til gengæld ikke kunne stille sig tilfreds med var ophævelsen af slaveriet, hvilket gjorde, at udtrædelsen, som ellers blev afværget i 1832, blev en realitet i 1861. Det er derfor mildest talt bizart, at man i visse libertarianske kredse vil gøre borgerkrigen til et spørgsmål om Sydens ret til selvbestemmelse, og ikke slaveri, for situationen var aldrig kommet dertil, hvis ikke det netop var for slaveriet.

(2) Hvem forbrød sig mod ikke-aggressions-princippet? Jeg er ikke selv den store fan af IAP som rosetta-sten, men lad nu det ligge. Strengt taget startede krigen med, at Sydstaterne åbnede ild mod Fort Sumter, hvilket vil sige, at Sydstaterne stod for den indledende krigshandling. Her argumenterer sydstatssympatisører typisk med, at eftersom fortet var South Carolinas ejendom, og den føderale regering nægtede at rømme det, efter at South Carolina havde forladt Unionen, så var det i virkeligheden Nordstaterne, der havde forbrudt sig mod IAP. Argumentet er, at Nordstaterne havde indledt aggression, da de holdt fast på ejendom, der ikke var deres. Problemet er blot, at Sydstaterne også holdt fast på ejendom, der ikke var deres, nemlig 3-4 millioner slaver. Argumentet giver kun mening, hvis man ser ikke-aggressions-princippet som en dualisme mellem Norden og Syden, hvor slavernes rettigheder på en eller anden måde står uden for ligningen. Men libertarianisk rettighedstænkning er netop universel. Således kommer man uforvarende til at sætte sig på en odiøs racistisk og supremacistisk stol, også selvom det måske ikke er ens motivation.

(3) Endelig er der argumenterne om, at (a) Nordstaterne ikke havde ret til at invadere Syden for at bevare Unionen, at (b) Nordstaterne knægtede frihedsrettigheder og at (c) krigen styrkede centralregeringen og centraliserede magten i USA. (a) Nej, Nordstaterne havde måske ikke ret til at invadere Syden for at bevare Unionen, og ja, Nordens indledende erklærede formål med krigen var ikke at frisætte slaverne, men ikke desto mindre var det netop, hvad man endte med at gøre, og krigen bliver unægteligt nødt til at blive set i det lys. Norden kæmpede måske ikke for at frisætte slaverne, men Syden kæmpede så afgjort for at bevare slaveriet. Havde Nordstaterne bibeholdt slaveriet efter deres sejr, kunne vi diskutere krigen på de præmisser, disse libertarianere stiller op – som et spørgsmål, der skal diskuteres i forhold til imperialisme, aggression og magtcentralisering – men det gjorde de som bekendt ikke. Igen kan man ikke se bort fra, at krigen endte med at bringe 3-4 millioner mennesker tættere på de rettigheder, der er grundlaget for libertariansk politisk filosofi. At prætendere andet er som at ville diskutere uoverensstemmelserne mellem Øst- og Vesttyskland uden at tage højde for, at den ene part var et frit demokrati, mens den anden part var et totalitært diktatur. Helt forvrænget. (b) Ja, Nordstaterne knægtede frihedsrettigheder, men Sydstaterne havde tilsvarende indskrænket borgernes frihedsrettigheder. Selv inden krigen kunne man i visse egne af Syden blive anholdt for at udtrykke sympati for emancipationsbevægelsen, selv i privat korrespondance. Og når vi nu skal anskue sagen med libertarianske briller, så var Sydstaterne også de første til at indføre værnepligt. At tegne et billede af Nordstaterne som de eneste, der knægtede frihedsrettigheder, er misvisende og tendentiøst. (c) Hvad libertarianerne, der sympatiserer med Syden, derimod har ret i, er, at krigen unægteligt centraliserede magten i USA (og at centralregeringens magt vis-à-vis delstaternes aldrig er blevet bragt ned i nærheden af niveauet før krigen igen). At staterne kunne true med at træde ud af Unionen, når centralregeringen overskred de bånd, Forfatningen ellers skulle lægge på den, var et af de eneste værktøjer, delstaterne reelt havde til rådighed for at modvirke centralregeringens ekspansion. At slaget om udtrædelsen af Unionen kom til at stå over slaveriet, og ikke over nogle af de mange andre måder, centralregeringen misligholdt Forfatningen på, siger for det første noget om Syden, som man altså sympatiserer med, og for det andet har det gjort, at så godt som al snak om udtrædelse af Unionen og ”states’ rights” i 150 år er blevet opfattet som kodesprog for etnonationalisme og racisme. At centralregeringen er blevet så allestedsnærværende, og at staternes muligheder for at gå egne veje er blevet så kuperede, er en sag, mange libertarianere med rette bløder hjerteblod for. Men de burde bebrejde Syden, ikke Norden, at borgerkrigen faciliterede den drejning.