– Liberalismen og konservatismen har samme ideologiske rødder i den skotske oplysning, fra Hume og Smith til Burke.
– Konservative og liberale gjorde fælles sag i den franske nationalforsamling over for de Rousseauske venstrerevolutionære i kampen om forfatningen i 1789.
– Økonomisk må Konservative være (næsten) lige så liberale som liberalister, hvis det ikke bare skal ende i merkantilisme og statslig kontrol med økonomien til stor skade for alle borgere, der bliver fattigere end ellers
– (Locke-)Liberalister og konservative er fælles om, at nationalstaten har suverænitet mht. at sikre lov og orden indadtil og forsvare de ydre grænser udadtil. Det politiske har altid oprindelsen i et nationalt fællesskab (der må jo være noget, der går forud for Lockes kontrakt, og som gør, at netop dé mennesker indgår en kontrakt sammen og ikke alle mulige andre mennesker).
– Privat ejendomsret er en lige så vigtig værdi for konservative som for liberalister
– Personligt ansvar, selvforsørgelse, arbejdsmoral, at ingen unødigt skal ligge andre til last er lige så meget konservative som liberale idealer
– Kritikken af velfærdsstaten er – som du nævner – noget, der (burde) forene liberalister og konservative
– Liberalister og konservative er fælles om at være imod revolutionære omvæltninger af samfundet og lægge vægt på den evolutionære udvikling af samfundet. Både den klassiske liberalisme og konservatismen er anti-utopiske og anti-konstruktivistiske. Før demokratiet var liberalister ikke imod retten til oprør mod tyranniet, men det er faktisk også en ret, der kan findes teologiske begrundelser for i Biblen og i protestantismen, og hvis man som Burke beundrer den engelske forfatning fra 1689 for dens balance, må konservative være enige med liberale, og i øvrigt var det også både Whig og Toryer, der inviterede William af Oranien til at tage kronen i 1688. Men under alle omstændigheder er oprør og revolution to forskellige ting.
– Klassisk liberalisme har altid været et negativt projekt, der har fokuseret på at værne om historiske rettigheder og rettigheder, der har protestantiske rødder som hos Locke. Det er kun hos de forskruede franske oplysningsfilosoffer, der næppe kan kaldes liberalister, at man finder kimen til en rationalistisk opfattelse af rettigheder, ikke mindst hos Condorcet og fysiokraterne, og som også findes hos nogle nyere liberalister som Nozick og Rothbard.
– Liberalister og konservative må være fælles om modstanden mod afgivelse af suverænitet til overnationale politiske institutioner som EU og af de samme grunde, hvis man er en Lockesk liberalist.

Der er også forskelle på liberalisme og konservatisme, men at hævde, at konservatisme er lige så langt fra liberalisme som fra socialisme, er enten ahistorisk eller også abonnerer man på en nærmest fascistoid udgave af konservatismen, der sætter Staten og ikke Nationen øverst. Og det er vel ikke det, nationalkonservatisme går ud på?