af William Jansen (24/03 – 2011)

Sherin Khankan er gået i J’accuse-mode, og har begået en kronik i Jyllands-Posten under overskriften Bogstavfundamentalister.

The Good

Sherin Khankan bruger kronikken til at tage et tiltrængt opgør med “en ny form for bogstavfundamentalister” som bruger “specifikke kontroversielle vers fra Koranen” til at “definere islam som en kvindeundertrykkende religion eller en politisk ideologi, som opfordrer til vold og terror.” – “Disse bogstavfundamentalister insisterer på at give enkelte vers fra Koranen universel betydning” lyder den betimelige anklage fra Khankan.

Bogstavfundamentalisterne stiller Khankan op overfor muslimer der “tolker Koranen kreativt, dynamisk og fleksibelt ind i den tidsalder og det samfund, de lever i.” Disse muslimer “fastholder, at der [i forhold til de grumme Koranvers] er tale om en specifik historisk kontekst, som intet har med nutiden at gøre.”

Koranen indeholder åndsformørkelse, kvindeundertrykkelse, barbari, krigserklæringer m.m. Hvis vi ikke skal parkere værket på historiens mødding har vi brug for et opgør med den bogstavfundamentalistiske forståelse af Koranen, som værende et omnipotent væsens endelige og evigtgyldige åbenbaring til hele menneskeheden.

The Bad

Hvilke bogstavfundamentalister vælger Khankan så at gå i kødet på? Pakistanske bogstavfundamentalister som myrder kristne menneskerettighedsforkæmpere? Saudi-arabiske bogstavfundamentalister som massemyrder vilkårlige amerikanere? Danske bogstavfundamentalister som hylder stening?

Nej, Khankan koncentrerer al sin harme, og halvdelen af kronikken, om den værste bogstavfundamentalist af dem alle: Islam-kritikeren Lone Nørgaard. Lone Nørgaards seneste bogstavfundamentalistiske brøde er at hun har afvist Khankans Koran-apologi med en henvisning til Koranens rent faktiske indhold.

Folk bliver undertrykt, tortureret og dræbt hver eneste dag på grund af islamisk bogstavfundamentalisme. Khankan italesætter udelukkende begrebet for at bruge det som et afsæt til at kritisere Nørgaards ærlige forsøg på et opgør med islamisk bogstavfundamentalisme. Et opgør som i Nørgaards (og min) opfattelse forudsætter åbenhed og ærlighed om Koranens indhold.

The Ugly

Khankan sætter sig selvfølgelig også for at afvise Nørgaards tolkning af et specifikt Koran-vers.

Sura 9.5: Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold!

Det er jo forfærdelige ord. Men Khankan påpeger at verset i dets fulde længde indeholder en nuancering, som havnede på Nørgaards klippegulv.

Sura 9.5: Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig.

[i Khankans oversættelse; Men hvis de angrer og holder bøn og betaler (den velgørende) almisse, så lad dem gå deres vej. Allah er sandelig atter tilgivende og barmhjertig.]

Verset siger altså klart og tydeligt, at hvis fjenden overgiver sig og opfylder specificerede religiøse forpligtelser, så skal man indstille kampen.

Et tilbud om fred, som indeholder et religiøst diktat, er en krigserklæring. En effektueret fredsaftale, som forpligter den tabende part på et religiøst diktat, er en forbrydelse mod menneskeheden.

Når det så er sagt; forskellen på at “dræbe dem, der sætter andre ved Guds side” og give de vantro en udvej i form af bøn er reel. Verset er marginalt bedre i Khankans komplette version fremfor Nørgaards tilskårede udgave. Men forskellen er tættere på “ubetydelig” end den er på “nævneværdig.”

Denne forskel bruger Khankan til at konkludere at “Koranen opfordrer hverken til aggression eller drab… […] først og fremmest opfordres til fred og forsoning, og at kamp er den sidste udvej…”

Konklusion:

Jeg har sagt det før. Jeg siger det igen: I Call Bullshit!!!