af William Jansen (27/04 – 2011)

Sherin Khankans seneste artikel præsenterer sharia som en islamisk borgerskabsetik, der er fuldt forenlig med vestlig lovgivning. Hendes argument lyder som følger:

…det store flertal af Koranens vers og traditionerne om Profeten er dynamiske i den forstand, at de skal underkastes fortolkning (idjtihad). […] …de islamiske retsprincipper er dynamiske i den forstand, at de ikke angiver vejen til et fastlagt og uforanderligt retssystem eller styreform.

Khankan har på sin vis ret. Enhver idé kan, hvis den vrides tilstrækkeligt længe, twistes til at passe ind i enhver anden idé. Men personligt er jeg skeptisk overfor projektet. Khankan gør min skepsis til ære.

Gud vil tilintetgøre rente…

Tillad mig at citere et af Khankans egne eksempler på sharias forenlighed med et demokratisk retssamfund:

“Gud har tilladt handel men forbudt rente.
Gud vil tilintetgøre rente og mangfoldiggøre almisserne.”
(Koranen 2:275-276)

Khankan: ”Islamic banking” er et andet eksempel på sharialovens uproblematiske samspil med europæisk lovgivning. ‘Islamic banking’ bliver praktiseret i nogle muslimske lande herunder Malaysia, De Forenede Arabiske Emirater, Saudi Arabien, Pakistan, Bangladesh og nu også i England og Danmark.

Hvad er problemet?

Khankan citerede 14 relativt harmløse ord fra Sura 2:275-276. Vi springer et enkelt vers over, og fortsætter hvor Khankan slap:

Sura 2:278-279: “I, der tror! Frygt Gud, og lad fremover være med at tage rente, hvis I er troende! Hvis I ikke holder op, så modtag en krigserklæring fra Gud og Hans udsending! Men hvis I omvender jer, kan I beholde jeres kapital, uden at handle uret og uden at blive gjort uret.”

Det er kun et enkelt vers, som skiller det relativt harmløse forbud mod rente, og den jordiske trussel om terrorisme, krig og plyndring rettet mod den ikke-islamiske del af menneskeheden. Det er selvfølgelig muligt at vælge forbudet til, og samtidigt vælge truslen om krig og plyndring fra, men…

Et påbud, som trækker sin legitimitet fra en autoritet, risikerer at legitimere de øvrige påbud som samme autoritet fremførte i samme kontekst. Derfor bliver Khankan nød til at forholde sig åbent, ærligt og uforfærdet til vers 278-279, når hun argumenterer mod renter med udgangspunkt i vers 275-276. Istedet vælger Khankan at ignorere eksistensen af de problematiske vers.

Nøglen til en demokrati-venlig fortolkning af islamiske retsprincipper:

Khankan har ret i at “…de islamiske retsprincipper er dynamiske i den forstand, at de ikke angiver vejen til et fastlagt og uforanderligt retssystem eller styreform.” De islamiske retsprincipper kan forenes med et vestligt demokrati, hvis og såfremt de troende muslimer fortolker principperne tilstrækkeligt dynamisk.

Men nøglen til en demokrati-venlig fortolkning af islamiske retsprincipper er en forståelse af Koranen som et menneskeligt skrift, der oprinder hos en (muligvis fiktiv) kvindeundertrykkende, homofob, barbarisk, hadefuld, pædofil bandit, og sidenhen blev fortolket (og muligvis redigeret) af imperialistiske magthavere med et behov for at retfærdiggøre egen ekspansionslyst og facisme.

Konklusion:

Hvis du, som Khankan, ikke er villig til at bruge denne nøgle, så ender du med at cherry-picke Koranen. Hvis du cherry-picker Koranen i din søgen efter anti-racistiske, fredsskabende og civiliserede vers, ender du så godt som hver gang med at legitimere det racistiske, krigeriske og barbariske vers længere nede på siden. Det har ihvertfald været Khankans skæbne igen, igen, igen og igen.