Lad os sige vi har to aktører, Otto og Britta. De kan lave hhv. cykler og telefoner. Otto er god til at lave cykler, og Britta er god til at lave telefoner:
Otto: 10 timer pr. cykel, 25 timer pr. telefon
Britta: 20 timer pr. cykel, 15 timer pr. telefon
Hver for sig skal du nu lave 1 cykel og 1 telefon:
Otto: 10 + 25 timer = 35 timer
Britta: 20 + 15 timer = 35 timer
Men nu arbejder de sammen:
Otto: 2 Cykler = 20 timer
Britta: 2 Telefoner = 30 timer
De har produceret det samme, byttet, og sparet 20 timer. Det er absolutte fordele.
Nu kommer komparative fordele: Bente er *både* bedre til at lave cykler *og* til at lave telefoner end Britta:
Britta: 15 timer pr. cykel, 20 timer pr. telefon
Bente: 13 timer pr. cykel, 10 timer pr. telefon
Hver for sig skal du nu lave 1 cykel og 1 telefon:
Britta: 15 + 20 timer = 35 timer
Bente: 13 + 10 timer = 23 timer
Men nu arbejder de sammen:
Britta: 2 Cykler = 30 timer
Bente: 2 Telefoner = 20 timer
Britta sparede 5 timer
Bente sparede 3 timer
Selvom Bente var bedst til det hele, så kunne det alligevel betale sig at arbejde sammen med Britta.
Selvom USA er bedst til det hele, så kan det allgievel betale sig at handle sammen med Kina.
Q: Jamen har Otto så mistet sit job?
A: Nej. De kan alle arbejde sammen. Vi har bare holdt eksemplet til to mennesker, fordi det er det nemmeste.
Alle kan arbejde sammen og ingen mister sit job. Det er det, der er det smukke: Der er ingen, der er for svage eller inkompetente til at være med. Når man læser i medierne om folk, der “mister deres jobs” p.g.a. frihandel, så er det næsten altid fordi folk før arbejdede indenfor en toldmur som bliver revet ned. Hvis du og dine venner f.eks. er de bedste til at lave telefoner i Danmark, og I bruger 20 timer pr. telefon, så er det meget fedt for jer så længe ingen må handle i udlandet. Men så åbner vi op for markedet, og så er der måske nogen i Tyskland, som kan lave en telefon på 17 timer. Nu er jeres jobs truede, og det er rimelig surt, men de er kun truede fordi der ikke var frihandel til at begynde med.
Men overvej så de langsigtede konsekvenser:
(A) Toldmuren forbliver, du og dine venner sælger telefoner til alle i Danmark de næste 10 år.
Resultat: Meget fedt for jer, men effektivitetsspild for alle der skal have en telefon: Jeres telefoner er dyrere end dem man kunne få i Tyskland og samlet set har vi dobbelt arbejde, I og med, at I laver det samme, som de laver i Tyskland, bare mindre effektivt.
(B) Toldmuren forsvinder. Du og dine venner må finde noget andet at lave end telefoner. Alle andre i Danmark får nu billigere telefoner. I finder noget andet at lave. Det logiske er at tænke på at finde noget, som I er bedre til end tyskere, men lad os bare for argumentets skyld sige, at I er dårligere end tyskerne til ALT.
Og her er så det smukke ved frihandel: Som tallene ovenfor viser, så kan I stadig hjælpe, bidrage, tjene og få fortjeneste ud af det, selvom tyskerne er bedre til alt. Det er lidt som en læge, der bruger en sekretær til at screene sine patiener fordi hans arbejdstid er så værdifuld: Han ville være bedre til at screene OG bedre til at være læge, men det ville være ineffektiv brug af hans tid. Derfor ansætter han en sekretær der er dårligere til at screene OG dårligere til at være læge, men resultatet bliver, at der opstår en effektivitetsforbedring for alle parter, og fordi kagen bliver større, så kan alle får et større stykke kage, og flere mennesker kan få lægehjælp.