Da jeg lærte min søster at læse, regne og skrive, lærte jeg stoltheden over at være effektiv at kende. … Når jeg forvandlede min uvidenhed til viden, når jeg indprentede sandheder i en uberørt, uopdyrket sjæl, skabte jeg noget reelt. … Jeg brød ud af barndommens passivitet og trådte ind i det store menneskelige kredsløb, hvor – det troede jeg i hvert fald – hver især hjælper alle de andre.
Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men det er en kendsgerning, at jeg ret tidligt holdt op med at interessere mig for de organiske fænomener. Når vi var på landet, hjalp jeg Madeleine med at fodre hendes kaniner og høns, men jeg blev hurtigt ked af disse pligter, og jeg følte ingen særlig trang til at klappe bløde pelse eller dun. … I virkeligheden var jeg langt mere nysgerrig end metodisk, mere opfyldt af ildhu end af omhu, men jeg hengav mig til rent skizofrene drømme om strenghed og sparsommelighed: jeg udnyttede Blondine [=en dukke] til at få tilfredsstillet denne mani. Som perfekt moder til en lille mønsterpige, på hvem jeg ofrede den ideelle opdragelse, af hvilken hun til gengæld drog det maksimale udbytte, holdt jeg mig skadesløs for den sparsommelighed, der prægede min egen hverdag [pga. krigen som på det tidspunkt havde medført rationering; ellers led hun ikke nød i sin opvækst]. Jeg accepterede min søsters taktfulde bistand, mens jeg selv myndigt og håndfast vejledte hende med opdragelsen af hendes børn. … Når jeg tænkte på fremtiden, forekom det slaveri [en husmors overbebyrdelse af husligt arbejde indebærer] mig så tyngende, at jeg gav afkald på selv at få børn; det vigtigste for mig var at skabe og forme sind og sjæle. Jeg besluttede mig til at blive lærerinde. … Når jeg så på den fremgang, min søster havde gjort, følte jeg glæden over at forvandle tomhed til fylde; jeg kunne slet ikke fatte, at fremtiden skulle kunne byde mig en mere ophøjet beskæftigelse end den at forme et menneskeligt væsen. Men det var nu ikke ligegyldigt, hvem det blev. I dag står det mig klart, at det var mig selv, jeg lagde planer for i min fremtidige skabelse.
Men min stædighed omfattede også langt vigtigere ting [end kræsenhed]. Kedsommelighed var mig ganske uudholdelig: den gav sig straks udslag i angst, og det var derfor jeg, som jeg allerede har sagt, ikke kunne fordrage lediggang. Men et arbejde, som kun lagde beslag på min krop uden at fængsle mine tanker, gav mig den samme følelse af tomhed. Det lykkedes mormor at få mig gjort interesseret i kanevasbroderi og filering, og dette arbejde optog mig temmelig meget; jeg fik lavet en halv snes antimakassar og syede et forfærdeligt stolesæde til en af stolene på mit værelse. Men derimod sjuskede jeg med sømmesting, kastesting, stopning, knappehulssting, korssting, broderi og knyttearbejde. … Det var et træk hos mig som skulle gå igen og igen. Altid snublede jeg over det praktiske arbejde, og sirligheden blev aldrig min stærke side.