af Ryan Smith

Ironi kan forekomme visse steder i dette indlæg.

Mange guruer og spirituelle prædikanter udtaler i disse år, at videnskaben nu er nået til et punkt, hvor den omsider er moden til at bevise de tidløse sandheder, der findes i østens mystik, i form af buddhisme, taoisme og de ældgamle vediske skrifter (ham her, ham her, ham her, og ham her). Efter selv at have undersøgt sagen kan jeg dog konstatere, at det er forkert: Videnskaben arbejder i disse år på at bevise de tidløse sandheder, der findes i tv-serien Sex and the City.

Det hardcore videnskabelige verdenssyn består nemlig af fire grundsøjler, som enhver seriøs videnskabsmand bliver nødt til at tage alvorligt. De fire søjler er:

Evolutionsteorien og den seksuelle udvælgelse: For langt de fleste pattedyr gælder det om, at hannerne får alle de hunner, de overhovedet kan, mens hunnerne får den bedste han, de overhovedet kan. Sex er en indkøbstur, hvor mænd jagter kvantitet, og kvinder jagter kvalitet. Og for enhver der har set Sex and the City, er det tydeligt, at evolutionsteoriens idé om den seksuelle udvælgelse er præcis, hvad Samantha vil vise seeren: Hun går nemlig målrettet efter de bedste mænd, hun møder, og mange mænd viser sig villige til at befrugte hende. Alt sammen viser det seeren, at der er noget om snakken med seksuel selektion.

Videnskabens anden søjle er den såkaldte videnskabelige realisme: Det er troen på, at de ting, videnskaben undersøger og opdager, i et vist omfang er en korrekt aftapning af den virkelige verden. Videnskaben bliver med andre ord nødt til at være en mere eller mindre trofast model af virkeligheden og kan ikke bare være tilfældige tankespind, de såkaldte konstruktioner, sådan som landets universitetsstuderende lærer. At der er alvor bag autoriteternes ord, og at traditionen er noget, som man bør tage alvorligt, er netop, hvad dydsmønsteret Charlotte så gerne vil lære Sex and the Citys seere.

Kærlighedsdansen om Mr. Big

Videnskabens tredje søjle er determinisme, dvs. troen på, at fremtiden til en vis grad er forudbestemt. Determinisme vil også sige, at mennesket ikke har fri vilje, eller i hvert fald har meget lidt fri vilje. Så lidt, så det mere eller mindre er ubetydeligt for, hvordan fremtiden bliver. Derfor vil determinisme også sige, at vi, givet en tilstrækkeligt kraftig maskine (en såkaldt Universal Turning Machine), effektivt kan regne os frem til, hvad der vil ske i fremtiden. I Sex and the City er det tydeligt, at det, Miranda prøver ved at undertrykke sit følelsesliv og sætte sin lid til den rationelle dømmekraft, er at gøre sig selv til en Turning Machine. Og når Miranda ikke kan stoppe med at spise chokoladekage, selvom hun ved, at hun vil fortryde det, så er det fordi, at virkeligheden er forudbestemt.

Endelig er der mangeverdensfortolkningen af kvantemekanikken: Forestil dig, at du spørger Scarlett Johansson, om ikke I to skal være kærester. Med den gammeldags forståelse af virkeligheden, så ville Scarlett enten svare ja eller nej, men med mangeverdensfortolkningen ville hun svare både svare ja og nej: I mangeverdensfortolkningen forestiller vi os virkeligheden som en filmstrimmel, og hver gang virkeligheden står over for et signifikant ”valg”, så splitter filmstrimlen ud i to spor, der fortsætter som parallelle universer, uafhængigt af hinanden. I vores tilfælde bliver det til én filmstrimmel, hvor Scarlett Johanson siger ja, og en anden hvor hun siger nej. Begge universer er lige virkelige, men som subjekt oplever du kun det ene – lad os bare sige afvisningen – mens en kopi af dig så får lov at kysse på Scarlett i et parallelunivers. At der ikke er noget entydigt ja eller nej, men at begge kan være rigtige på samme tid, er selvfølgelig, hvad Carrie vil lære os med sin evige dansen omkring, hvorvidt det virkelig skal være hende og Mr. Big, og om alt muligt andet, som hun ligger der sin laptop of delagtiggør os i sine tanker via seriens mange voice-overs.

Mangeverdensfortolkningen har store implikationer for videnskabens andre tre søjler, og derfor er det også Carrie, der er hovedpersonen i Sex and the City. Men hverken darwinisme, determinisme, kvantemekanik eller videnskabelig realisme gør det alene: I stedet er det samspillet mellem de fire piger, der er i højsædet i Sex and the City, netop for at vise, at en videnskabelig erkendelse af virkeligheden foregår i samspillet mellem de fire søjler og inden for den matrix, de til sammen sætter op.

Men hvad betyder det så for ligestilling?

Det videnskabelige grundsyn har store konsekvenser for, hvordan vi opfatter køn og ligestilling. Hvis vi starter med evolutionen, så har den seksuelle udvælgelse den fordel, at den gør det nemt for de to køn at udvikle to forskellige ”værktøjskasser”, der så kan komplementere hinanden: Hvis den ene er god til at jage, og den anden er god til at samle, så kan man sammen få mere mad, end hvis man begge skulle være halv-gode til at jage og halv-gode til at samle. Og som videnskaben har vist, så er mænd (i snit) bedre til at bedømme vinkler, mens kvinder (i snit) er bedre til at huske små ændringer i deres nærmiljø.

Alle tidligere menneskearter har til en vis grad benyttet sig af arbejdsdeling, men der er noget, der tyder på, at homo sapiens, er den menneskeart, som for alvor begyndte at gøre brug af fidusen. Når RUC-forskeren Karen Sjørup vil lovgive sig ud af systematiske kønsforskelle, vil hun således udviske frugterne af den seksuelle udvælgelse og dermed sende os tilbage til neandertalerne. Men hvad Sjørup ikke siger, er, at hvis hendes ønskede lovgivning om at få kvinder til at optrappe karrieren skal kvalificere som ligestilling, så skal loven også sikre, at den typiske mand så får mere at skulle have sagt i hjemmet. Det synes måske ejendommeligt, når politiet må rykke ud med notesblok for at sikre sig, at du og Scarlett hver har valgt lige mange møbler til udestuen, men det bliver altså nødvendigt for at udviske den arbejdsdeling, som mænd og kvinder typisk vælger at indrette sig efter.

Med videnskabens anden søjle, nemlig Charlotte og troen på, at videnskaben afbilleder den virkelige verden, så bliver vi nødt til at tro på. at de kvaliteter, som videnskaben mener, hører til i en god topleder (m/k) ikke er tilfældige, men at de i høj grad er netop er egenskaber, som er nyttige for virksomheders drift. Det samme gælder den organisationskultur, de står for. Derfor kan vi ikke bare opfinde en ny type topleder og en ny organisationskultur, sådan som Pernille Vigsø Bagge (SF) og Mette Frederiksen (S) vil gøre det, og så forvente, at det vil være lige så effektiv som det, der er vokset frem over årtusinder.

Norges kvælende kvoter

Desuden er der determinismen; troen på, at fremtiden er forudbestemt: Hvis vi tror på determinismen, så tror vi også på, at mennesket ikke er frit til at vælge hvad som helst, men at menneskets valg i høj grad er ufrie funktioner af gener, intelligens, opvækst og dispositioner. ”I owe nothing to feminism,” som den britiske premierminister Margaret Thatcher så berømt sagde, underforstået, at kvinder med dispositionerne nok skal forstå at gøre brug af dem uden Karen Sjørups hjælp, præcis som Sex and the Citys karrierekvinde, Miranda, også forstår at gøre det.

I samspillet mellem evolution, videnskabelig realisme, og determinisme kan vi med overhængende sandsynlighed regne os frem til, at der i øjeblikket er flere mænd end kvinder, der udviser de træk, som videnskaben forbinder med en god topleder, hvilket også forklarer, hvorfor man i Norge har haft så svært ved at finde de kvalificerede kvinder. Ifølge mangeverdensfortolkningen er den verden, vi lever i, dog blot én blandt mange, og hvorfor det så lige blev dén, der blev den verden, vi lever i, kan Carrie så tænke over, mens hun slænger sig i sengen med latte og laptop.

Ifølge mangeverdensfortolkningen, så findes der dog et parallelunivers derude, hvor mænds og kvinders kompetencer er mere ligeligt fordelt, og så snart videnskaben etablerer kontakt dertil, så kan vi hjælpe Karen Sjørup, Pernille Vigsø Bagge og Mette Frederiksen ved at sætte dem på en rumraket dertil – også selvom det skulle vise sig at være villyarder af lysår væk.