af Troels Heeger og Søren Villemoes

Beskyldninger om islamofobi flyver så hyppigt gennem luften, at enhver kritiker af religionen før eller siden må påregne at blive beskyldt for at lide af en irrationel og patologisk frygt. Det er ærgerligt, for det gør det svært at skelne mellem den gode, relevante og seriøse islamkritik og den mere verdensfjerne, kulturpessimistiske og useriøse variant. Hvis også den seriøse islamkritik automatisk afvises som hadefuld og irrationel, bliver det i praksis svært at skelne snot fra skæg, og det gør det vanskeligere endnu at have en offentlig religionskritik, som gør en forskel.

Ifølge folk som eksempelvis Oxford-professoren Tariq Ramadan lider islamofober af en sygdom. Sådan må man forstå begrebet: En sygelig angst for islam. Men man skal passe på med at sygeliggøre folks holdninger og kritik og gøre dem til udslag af en forstyrret psykologi. Det har nemlig den slagside, at man ikke behøver forholde sig til kritikken – for hvem gider egentlig forholde sig til rablende tale fra en fobisk galning? Og samtidig fungerer diagnosen ‘islamofobi’ som en belejlig skærm for dem, kritikken er rettet mod.

Men hvis man alligevel skal driste sig til at anvende fobien som en diagnose i den offentlige debat, vil vi her lancere en ny fobi, der er meget udbredt i disse år, og som sjovt nok ofte kan diagnosticeres hos dem, der er de første til at kalde andre for ‘islamofober’. Der findes nemlig en udbredt irrationel og dyb frygt blandt mange i den offentlige debat for alt, hvad der kan frygtes muligvis at føre til noget ‘ekstremt’. Disse folk lider af det, der bedst kan beskrives som ‘ekstremofobi’: En verdensfjern, irrationel og patologisk frygt for alt, hvad man kan forestille sig, der fører til noget ekstremt.

I sidste uge fik vi et forrygende indblik i den ekstremofobes forstyrrede tankegang. Politiken-redaktøren Tøger Seidenfaden har nemlig lige vundet en pris for sit virke som offentlig debattør (og tillykke med det!). Og det tog han som en anledning til at skrive et indlæg om den røde tråd i sin lange karriere som meningsdanner. Lad os kaste et blik på den meningsgivende rettesnor i Seidenfadens professionelle virke:

I det politiske betyder det, at jeg er mere interesseret i den linje, der afgrænser fløjene mod ekstremerne, end i den midterlinje, der deler Folketing i regeringsflertal og opposition.

I og med at jeg ikke mistænker hverken centrum-venstre eller centrum-højre for af egen drift at ville ødelægge samfundet, er jeg mest optaget af de glidebaner, der findes på begge sider af dem, og som kan trække samfundet i den forkerte retning og svække kvaliteten af vores demokrati.

Her ser vi ekstremofobien i sin rene form. Enhver drift væk fra der, hvor ekstremofoben selv står (hvilket i næsten alle tilfælde er det, han selv vil beskrive som ‘midten’), er en bevægelse, der løber ud modekstremerne. Og derude vil man ‘af egen drift’ ødelægge samfundet, intet mindre. Ekstremofober kan således gøre enhver afvigelse fra deres egen normaltilstand til et skridt på vejen mod noget, der med al sandsynlighed vil ende i holocaust.

Et af ekstremofobiens mest oplagte symptomer er forekomsten af et dobbeltblik, der gør den ekstremofobe ude af stand til at fokusere skarpt.  Som en beruset vagabond, der er overbevist om sit eget klarsyn, holder den ekstremofobe sig imidlertid ikke tilbage fra at råbe op i gadebilledet. På den ene side kan ekstremofoben få øje på en lurende ekstremistisk glidebane i selv den mindste detalje. På den anden side har han meget svært ved at se sin egen ekstreme position.

Føromtalte Seidenfaden kunne for et par år siden erklære, at Danmark endegyldigt havde mistet sin ‘anstændighed’, fordi Asmaa Abdol-Hamid blev mødt med kritiske spørgmål i kølvandet på sit kandidatur for Enhedslisten. Det var den irrationelle frygt for det ekstreme, der fik Seidenfaden op på barrikaderne og fik ham til at sidestille kritik med had til muslimer. Pressens spørgsmål blev affejet som en del af en uanstændig, antimuslimsk kampagne.

Men selvom kritikken af Asmaa bestemt havde sine hysteriske indslag (som da Søren Krarup gik amok ved tanken om tørklæder i Folketingssalen), var det mest ekstreme, der blev sagt i den forbindelse uden sammenligning Seidenfadens erklæring om, at Danmark nu havde mistet sin ‘anstændighed’. Det var nemlig et udslag af ekstrem kollektivistisk moralisme, hvor vi danskere som helhed og som ‘folk’ (et begreb som Seidenfaden givetvis i alle andre mulige sammenhænge ville afvise eksistensen af) alle havde del i en samlet folkelig ‘anstændighed’, der åbenbart stod og faldt med antallet af kritiske spørgsmål rettet mod en folketingskandidats religion.

Seidenfadens kamp mod det ekstreme er i sig selv ekstrem. Hvilket i sidste ende blot gør den absurd og selvmodsigende. Ekstremofober som Seidenfaden vil ofte på den ene side promovere inklusion og anerkendelse af religion i det politiske, da ’sekularisme’ i deres øjne også er en form for ekstremisme. Men samtidig ønsker de alligevel ikke, at det religiøse skal indtræde på lige fod i det politiske, da det vil indebære, at man kan kritisere religion, akkurat ligesom som man kritiserer alt andet i politik – og det vil jo igen også føre til ekstremismen. Alene derfor er ekstremofoben dømt til evig frustration i alle spørgsmål, der vedrører religion og politik.

Ekstremofobens forsøg på at løse sine evigt tilbagevendende genvordigheder munder derfor ofte ud i en art vulgær-tolerance, hvor man ikke bare skal tolerere noget i ordets klassiske forstand (dvs. acceptere at noget, man ikke kan lide, har ret til at eksistere og komme til orde), men at det skal omfavnes og imødegås og ikke mindst ‘respekteres’ – for det meste gennem symbolske markeringer, der ofte ender med et få et teatralsk og tragikomisk skær. Elsebeth Gerner Nielsens ekstremofobiske og vulgærtolerante stunt, hvor hun pludselig demonstrativt stillede op med et tørklæde om hovedet foran en samlet presse, var et glimrende eksempel på denne tankegang. Samtidig er det kun udvalgte symboler, der skal vulgærtolereres. De ting, man virkelig ikke bryder sig om, vil man helst have forbudt ved lov (f.eks. racisme).

Seidenfadens mærkværdige forsvar for Abdul Wahid Pedersens manglende afstandtagen fra stening (med argumentet oml, at man i så fald også må bede katolikker om at lægge afstand til nadverens implicitte kannibalisme) er også et godt eksempel på ekstremofobiens vulgærtolerante absurditet. Den nu legendariske leder, der i dag er fjernet fra nettet, havde i øvrigt den sigende titel “Religiøsitet er ikke ekstremisme”. Så kan ekstremofoberne slappe af. Der er intet at komme efter her.

Seidenfadens ekstremofobi har dog aldrig været bedre og mere klart udtrykt end i den tale, han holdt i 2009 i anledning af Folketingets åbning. Her udråbte han bastant sekularismen til ‘den største trussel’. Hvordan i alverden man kan se det sekulære som en trussel, er en gåde – at man kan se den som ‘den største trussel’, er et mysterium. Men for ekstremofoben er alt enten en bevægelse ud mod Hitlers Tyskland på den ene side eller Stalins Sovjet på den anden. ‘Sekularismen’ er ud fra denne logik naturligvis blot et skridt på vejen mod statspåtvunget ateisme, Stalin-style. Kritik af andres religion er følgelig et skridt på vejen mod holocaust, Hitler-style. Ekstremofobens løsning bliver at bekæmpe vindmøller, Don Quijote-style.

Ekstremofoben vil ofte hævde, at ‘midten’ er stedet, hvor fornuft, fred, pragmatisme og moral er at finde. Nyere politologisk forskning viser, at den højrepopulisme som ekstremofober for det meste anser som det mest ekstreme slet ikke er så ekstrem eller radikal, som mange hidtil har antaget. Tværtimod er moderne, europæiske højrepopulistiske partier snarere borgerlige midterpartier, der repræsenterer demokratiske mainstream-synspunkter, der deles af størstedelen af befolkningen. Det, der gør dem særlige, er snarere deres måde at repræsentere disse mainstream-holdninger på, og altså ikke så meget holdningerne i sig selv.

Nogenlunde det samme kan siges om ekstremofoberne, de er nemlig også karakteriseret ved deres måde at udtrykke holdninger på, snarere end ved deres specifikke holdninger. Men i modsætning til europæiske højrepopulistiske partier er ekstremofoberne for det meste meget langt væk fra den offentlige mainstream. De sidder med gru og betragter den midte, som de selv hævder at befinde sig på, drive ud i ekstremerne.

Som en god ven af bloggens bestyrere  for nylig bemærkede, kæmper en stor del af de antifascistiske grupperinger i det autonome miljø ikke mod fascismen, men for retten til at udpege fascister. Samme logik gælder også for ekstremofoberne. Når det kommer til stykket kæmper de reelt set ikke mod ekstremisme, men for retten til at udpege andre som ekstremister.