Kommentar til ‘Den konservative sag falmer.’

I betragtning af hvor central en idehistorisk pointe det er, så kan det undre, at der ikke er flere, der har sagt det her højt i den offentlige debat: Moderne konservatisme er som en PC, hvor afgørende dele af indmaden er liberal. Maskinen skinner flot udenpå, af både bladguld og rokokopastel, men indeni er computeren fyldt med liberal hardware som frihandel, parlamentarisme, kapitalisme og liberal forfatningspraksis. Selv mange konservative synes uvidende om denne fundamentale gæld til liberalismen. De anklager liberalismen for at være historieløs og udråber gerne sig selv til at være de ‘ægte’ borgerlige. Men de dage, da europæisk-kontinental konservatisme var et decideret alternativ til liberalismen, og ikke blot en æstetisk facade, som skjuler den liberale hardwares rå former og gør helheden blødere at se på, er for længst borte.

Er der så ikke længere brug for konservative? Jo, det er der. Der er brug for den konservative psykologi og temperament. Menneskelig viden er kompleks, samfundet er komplekst. Vi har brug for folk, som er kritiske over for det menneskelige intellekt og for at kaste samfundet ud i gennemgribende eksperimenter, såsom at give en hel generation af skolebørn “ansvar for egen læring,” blot fordi det er fashionabelt på pædagogstudiet. Folk, som ved, at ethvert tiltag, uanset hvor stærkt det ser ud på papiret, snildt kan have en helt anden effekt i virkeligheden. Vi har brug for folk, som forsvarer de normer, som frie mænd og kvinder har indrettet sig efter og fundet værdifulde gennem århundreder. En ægte konservativ skal forsvare civilsamfundet mod statens indgriben og ensretning i det, samtidig med at han har tillid nok til sit lands kultur til, at han ikke vil bruge staten til at tvinge den ned over andre. Dét er de konservatives fornemste opgave.