Af Troels Heeger

Politikerne har til opgave at søge kompromisser, at bedrive realpolitik, med andre ord at navigere så godt som muligt i den pluralistiske sø af konflikter, som demokratiet udgør. Blandt andet derfor har vi politiske tænketanke med det erklærede formål at forsøge at påvirke magelige politikere til at trække mod ideologiske optrukne standpunkter, der som regel befinder sig et stykke fra den lune midterkonsensus, der synes at være et sine qua non i dansk politik.

I dagens Jyllands-Posten kan man læse et mere eller mindre forurettet interview med Martin Ågerup, den ideologiske kalif af den liberalistiske tænketank Cepos, i anledning af dennes nye bog Den retfærdige Ulighed. I bogen argumenterer Ågerup for at ulighed ikke nødvendigvis er af det onde, og at frihed er at foretrække fremfor lighed (heri aner man desuden den grundlæggende liberalistiske konflikt med demokratismen, som også udpensles af den belgiske politolog Chantal Mouffe).

I interviewet fastholder Ågerup at de pragmatiske løsninger, læs: den liberalistiske model, i sidste ende vil vinde, mens han samtidig skoser statsministeren for at have forladt pragmatismen, underforstået den økonomisk ansvarlige uligheds-politik, til fordel for socialdemokratisk lighedsmageri:

“…at ulighedsdebatten er løbet så meget af sporet, er i høj grad de borgerlige partiers ansvar, for det var netop Anders Fogh Rasmussen selv, der gik hårdt til angreb på Nyrup-regeringen for at øge fattigdommen. Senere pointerer regeringen Fogh netop, at deres politik er socialt ansvarlig, socialt afbalanceret osv. – man signalerer selv, at man vil måles på lighed.”

Først og fremmest finder jeg det ustyrligt morsomt, at Ågerup kan beskylde en statsminister som Anders Fogh for manglende pragmatisme. Vi taler om en dygtig politiker, der med den ene hånd ryster liberalistiske fraser af sig for at tækkes sit baglands ideologiske hardliners, mens han med den anden hånd viderefører den socialdemokratiske politik, der har holdt ham ved magten siden 2001.

Derefter må man spørge: Når Ågerup på denne måde sidestiller en socialt ansvarlig politik med lighed, skal en politik baseret på ulighedens ideologi derefter forstås som socialt uansvarlig?