af “Doctor Date”

Jeg var til jul. Julemaden var traditionel og fin, and, flæskesteg, kartofler og masser af brun sovs, sluttet af med risalamande. Efterfølgende blev der danset om juletræ på sædvanlig dansk facon. Gaverne til de fire børn, der var til stede, fyldte så meget, at de ikke kunne være under træet. Blandt høsten var iPads til børnene (en til hver), komplet gaming-PC til den ældste, fjernstyrede helikoptere, samt et 5000 kroners løbehjul (hvor køber man den slags?).

Ikke desto mindre indtraf krisen, da en sæk med øvrige gaver var blevet glemt hos mors familie, så efter udpakningen trillede skuffelsens tårer alligevel ned af et af børnenes kinder. Yderligere at bemærke var diskussionen mellem en voksen og et barn omhandlende, hvorvidt børnene nu også havde fortjent denne gavehøst. Den ekstroverte unge charmetrold mente, at han havde gjort sig fortjent til julegaverne ved at gå i skole, og da denne mening blev betvivlet, trillede tårerne igen ned, og moren måtte igen træde til for at trøste.

Det rører mig ikke så meget; det er jo ikke mine unger. I grunden synes jeg mest, at det er synd for dem, for de lærer ikke at forstå penges værdi, samtidig med at de oplever den slet skjulte misbilligelse fra den øvrige familie. Og det er jo desværre bare ganske almindeligt hverdags-Danmark. Selvfølgelig ligger der ikke iPads under alle træerne i de danske hjem, men vi har generelt så meget kærlighed til vores yngste, at vi lærer dem, at de er fortræffelige skabninger, blot fordi de “er”. Ingen anden kvalifikation er nødvendig end at være til, mennesket er et mirakel, og det alene gør os fortjent til livets materielle goder. Vores unge skal bare tage de uddannelser, de har lyst til, eller lade være; hvilke evner og kvalifikationer, de udvikler eller ikke udvikler, er lige meget, fordi livet er et mirakel…

…og så kommer man galt afsted.