Socialisme som stammetænkning

Vi mennesker er ikke tilpasset til at leve i moderne massesamfund med individuel frihed og demokrati. Vi bærer i høj grad rundt på en række evolutionære tilpasninger fra stenalderen. Det skaber splittelse, når vi snakker politik.

Af Ryan Smith

For 2300 år siden skrev den græske filosof Platon, at mennesket ikke er tilpasset til tankernes verden. De fleste af os lever i virkeligheden i følelsernes verden, efter mavens velbehag, eller efter skridtets fornøjelser.

Moderne neurovidenskab har langt hen ad vejen givet Platon ret: Mennesket er en underlig skabning, fanget midtvejs imellem det dyriske og det logiske. Vor forstand trækker os ofte i én retning, mens vore følelser og drifter vil noget ganske andet.

Denne krydsning mellem højere og lavere elementer i mennesket er også på spil, når vi snakker politik. Vi er alle en blanding af stenalderhjernens instinkter og de højere funktioners forstand.

Af og til er instinkterne på linje med fornuften, men hovedparten af tiden er det dog det modsatte, der er tilfældet.

To områder, hvor stenalderhjernen har særlig tendens til at komme i konflikt med fornuften, er, når vi taler fællesskab og lighed. Uenighederne vil ingen ende tage, og de udspiller sig typisk som følger.

FÆLLESSKAB

Den naturlige organisation for mennesker har gennem det meste af artens udviklingshistorie været en samfundsform med fokus på fællesskabet og med en lille gruppe magthavere i toppen, der havde nær uindskrænket magt over de andre i stammen. Først da en gruppe nordeuropæiske protestanter – nærmest ved et tilfælde – fik den idé at erstatte herskere (som havde uindskrænket magt) med repræsentanter (hvis magt var indskrænket), så vi en udvikling i retning af den individualisme, vi kender i dag.

I dag er der bred enighed om, at et repræsentativt demokrati med forfatningsmæssige begrænsninger for magtudøvelsen overgår de gamle samfundsformer med høvdinger og herskere. Men selv om vi er blevet vælgere, der skal fungere i et åbent og komplekst demokrati, så bærer vi stadig rundt på stenalderhjernens instinkter. Derfor kommer valget af regeringsleder lynhurtigt til at ligne noget fra en primitiv stamme, der sætter sig ned for at vælge en høvding.

Når stenalderhjernen er med i politik, så er det ikke nok at konstatere, at høvdingen har en politik, som man ønsker at støtte op om. Lederen kan ikke nøjes med at være kompetent, nej, han skal helst ligne resten af stammen.

Det er ikke tilfredsstillende for stenalderhjernen at se på den vordende leders kompetencer, nej stenalderhjernen bliver nødt til at forvisse sig om lederens karakter og tilhørsforhold. Når vælgerne ikke kan acceptere, at Helle Thorning-Schmidt går med Chanel-dragt og Gucci-taske, så er det stenalderhjernen, der brokker sig. De fjer og den krigsmaling, hun pryder sig med, skulle jo helst ligne resten af den socialdemokratiske stammes. Fornuften tilsiger, at kun hendes kompetencer er væsentlige, men stenalderhjernen har travlt med hendes tøj.

Vi har allerede nævnt, at stenalderhjernen er individualismens fjende. Kravet om, at en leder skal ligne resten af stammen, er netop en leflen for stenalderhjernen, som forringer det enkelte menneskes mulighed for at udfolde sig som individ. Fællesskabet ophøjes til den målestok, som alt skal vurderes efter, og folk, der afviger, har bare at rette ind. Eller endda ”skride ad helvede til”, som Enhedslistens Pelle Dragsted bad landets liberalister om i Politiken 11.01.2014.

Stenalderhjernen analyserer sig ikke frem til, om den er enig eller uenig i en given politik, men bekymrer sig først og fremmest om, hvorvidt en person nu også hører til stammen. Når debattører vil lefle for vælgernes stenalderhjerne, så sætter de fremmedklingende navne på politiske modstandere. Der findes mange eksempler på sådanne navne, men mest kendt er nok de mange anklager om neo-, ultra-, chok-, super- og Saxo-liberalisme, der flyver gennem debatten. Meningen er klar: Modstanderen er ”uden for stammen,” alt imens man selv repræsenterer ”fællesskabet.”

Når først en person først er stemplet som ”uden for stammen,” så er stenalderhjernen ikke længere interesseret i vedkommendes argumenter. Således kan appeller til stenalderhjernen depravere den offentlige debat ved at udelukke kvalificerede og valide argumenter som noget, man ikke behøver lytte til.

Den amerikanske psykolog Sean Ruth har i sin bog Leadership and Liberation argumenteret for, at det er en mild form for undertrykkelse at stemple sin modstander som ”uden for fællesskabet” i et forsøg på at undgå at tage stilling til vedkommendes argumenter. Når først en organisation er lykkedes med at identificere sig selv som synonym med fællesskabet og dens kritikere som værende ”uden for fællesskabet,” så synes analytiske argumenter at prelle af på foretagendet. Så meget at organisationen end ikke behøver besvære sig med at imødegå kritikken. Det synes i høj grad at være tilfældet med fagbevægelsen i Danmark.

LIGHED

Et andet område, hvor stenalderhjernen trækker os i én retning og forstanden i en anden, er lighed. Stenalderhjernen er fuld af misundelse, afskyer ulighed og er ganske enkelt ude af stand til at skille oplevelsen af ulighed fra følelsen af uretfærdighed.

Når stenalderhjernen tænker økonomi, så ser den nulsum og design. Ulighed perciperes at skyldes en bagvedliggende vilje til ulige fordeling, som en forælder der i et ondsindet lune har givet sine børn ulige lommepenge for lige hjælp med de huslige pligter.

Det er denne lommepenge- og husholdningslogik, der gjaldt i primitive stammesamfund, som stenaldermanden Grok også anvender for at forstå komplekse massesamfund som de moderne.

Socialdemokraternes Peter Hummelgaard føler f.eks. fint, at han kan bestemme, hvor meget det enkelte ”barn” skal have i lommepenge:

”Vi skal ikke til at give millionær- og milliardær-unger skattelettelser som ikke har gjort andet end i forvejen at være født med en guldske i røven.” (JP 24.04.13)

I stenalderens stammesamfund er høvdingen en hersker, der har direkte kontrol med stammens ressourcer og uden videre kan bestemme, hvor stor en andel af de fælles ressourcer, der skal tilkomme den enkelte . Men i et frit og individualistisk samfund er borgerne hverken børn eller underordnede, men frie mennesker. Magthaverne er ikke deres høvdinger, men deres repræsentanter.

I et frit samfund bør magthaverne holde sig til at udstikke rammevilkår og afstå fra at holde hånd i hanke med forskellige befolkningsgruppers privatøkonomi. Desuden er det ikke politikerne, som giver borgerne lommepenge, men tværtimod borgerne der som et nødvendigt onde finansierer en løn, som politikerne kan leve af.

Stenalderhjernens appeller er lette at forstå. De kendetegnes ved, at komplekse fænomener reduceres til simple fortællinger, som stenaldermand Grok kan begribe. Et komplekst fænomen som finanskrisen kan f.eks. forenkles til, at ”bankerne var blevet for grådige.” Men netop fordi verden er mere kompleks end som så, er der god grund til at være skeptisk, næste gang der kommer en politiker forbi, som hævder at kæmpe for lighed og fællesskab.

Det er alt sammen, som den britiske statsmand og filosof Edmund Burke har sagt: Menneskets egnethed til at besidde politiske rettigheder står nøje i forhold til dets evne til at sætte kæder på dets lyster og til at elske retfærdigheden højere, end det elsker sin egen natur.