Heideggers “sorte notesbøger” fra 1930’erne er nu på vej til at blive publiceret for offentligheder for første gang. Der er allerede udbrudt et slagsmål om foretagenet: Var Heidegger nazist eller ej? Og hvis han var, hvilken forskel gør det så for hans filosofi?

Der er to klemmer, der sniger sig ind på Heidegger i disse år, og faktisk har gjort det de sidste 20-30 år.

Nazist og plagiator

Den ene er, at han (selvfølgelig) var racist og nazist/fascist. Det hævdes ofte fra Heideggers støtter, at selv hvis Heidegger var nazist, så ivlle det ikke gøre nogen forskel for hans filosofi. Men man kan spørge sig selv, hvorfor han og hans epigoner så havde så travlt med at benægte det og tale udenom i alle disse år, hvis det alligevel ikke gør nogen forskel? En anden konsekvens af hans filosofi er, at folkemord og etnisk udrensning kan legitimeres, hvis det sker i overensstemmelse med folkets vilje, på folkets eget territorium og i overensstemmelse med folkets historiske kontinuitet.

Den anden er, at han har stjålet centrale ideer af sin metafysik fra østasiatiske tænkere uden at kreditere disse. Han er med andre ord en intellektuel svindler. Når en studerende stjæler andres arbejde uden at kreditere det, bliver han smidt ud af universitetet. Men når løgnen bliver stor nok, og ingen opdager tyveriet de første 30 år, så bliver svindelnummeret til akademisk sandhed og Heidegger sikret en plads i filosofihistorien. Det, der holder ham ved ilden i forhold til akademisk prominens, er således simpel kulturalisme (det kan jo ikke være asiaterne, som har tænkt og udviklet de her ideer før os; der skulle en Heidegger til for at finde på dem) og det, at mange akademikere har meget investeret i hans tænkning og nødig vil se hans navn krydset over i filosofihistorien.

Relationen mellem menneske og tanke

Fra Heideggers forsvarere lyder det ofte, at man må skille mennesket fra filosofien. Dvs. Heidegger var muligvis et skidt menneske, men hvis han var, så betyder det intet for hans tænkning.

Til det kan man sige: Heideggers person og tænkning kan muligvis skilles ad, men hans metode og tænkning kan ikke. En tanke er åbenbart ikke ‘rigtig’ for Heidegger før den er tænkt af en ikke-jødisk, hvid vesteuropæer, som helst er tysker. Gule menneskers tanker er en slags andenrangsfostre, der svæver rundt i det frie rum indtil en hvid europæer beslutter sig for at sige god for dem. Først da vil disse tanker blive placeret på et konkret sted i filosofihistorien og den hvide person, som egentlig blot er kurator, anerkendt som ophavsmand til disse tanker. De beundrere, som ikke mener, at Heidegger burde have nævnt sine asiatiske kilde på lige fod med de europæiske, viderefører blot hans racisme.

Heideggers forsvarere laver en hård opdeling mellem personen og tankerne. Men der er et mellemstadie mellem personen og tankerne – metoden; den systematiske underkendelse af ikke-europæiske kilder. Alene derfor kan man lige i Heideggers tilfælde ikke kan skille tankerne og manden 100% ad.

Heideggers racisme og kulturalisme kan ikke skilles fra hans metode, hvor gule mennesker, hvis tanker han er bekendt med og inspireret af, selektivt kan forbigås i stilhed idet man selv hævder, at have fundet på ideerne deri.

Et tankeeksperiment

En kineser læser Nietzsche og skriver så nogle værker på kinesisk hvor han genbruger de mest centrale fraser: Gud er død, viljen til magt, overmennesket, etc. etc. Han får talrige chancer for at forklare hvad hans inspiration er. Gang på gang siger han, at det er tanker, som har meldt sig i hans hoved fordi han har læst klassiske kinesiske tænkere. Han formår at opretholde løgnen i 30 år, men derefter bliver det afsløret, at han har sine centrale koncepter fra Nietzsche. Hvad ville vi tænke om denne person: Geni eller svindler?

Hvad end svaret er, så er det det samme, vi skal tænke om Heidegger.

Henlige uheld og “glemt” inspiration

Nogle vil påstå, at det er et henligt uheld eller en “ubevist inspiration Det er en mærkelig bevidsthed, som godt kan finde ud af omhyggeligt at kreditere sine europæiske kilder, men systematisk undlader de asiatiske. Ubevidst er det i hvert fald ikke.

Dernæst er der dem, som sætter den stråmand op, at der ikke findes ensomme tænkere, der sidder i deres tårne og gør nye indsigter uden reference til andre tænkere. Men ikke at bruge andre kilder er jo ikke det samme som systematisk at udelade visse af sine kilder. Og ironisk nok er billedet af den ensomme tænker, der sidder i sit tårn netop ét som Heidegger selv ville stå på mål for. Udskift blot tårn med skovhytte.

Heidegger contra Freud

Heidegger har opnået den prominens, han har, ved at lyve. Lyve om kilder, lyve om handlinger, lyve om andre filosoffer, lyve om eget politiske ståsted.

Da det blev afsløret, at Freud havde løjet i sine case studies, skadede det hans faglige anseelse betragteligt. Men i filosofi, hvor der ikke er umiddelbare konsekvenser ved at forfølge et falsum, er det nemmere at vende blikket væk fra uredelighed i beskyttelse af egne interesser.

I dag kan man ikke tage en seriøs diskussion om Freud uden at nævne hans uhæderlighed. Det kan man stadig godt med Heidegger. Men sådan kan det ikke fortsætte.

Freud fortalte folk, at hans nye kur var vildt effektiv, når han vidste at der i bedste fald var tale om blandede resultater, og derfor fik mange til at tro på den. Det var svindel på samme måde som med Heidegger.

Argumentet om historisk signifikans

Nogle vil medgive, at Heidegger svindlede sig til prominens. Men deres argument er så nu, at siden Heidegger slap afsted med sit svindelnummer, så har han nu opnået en historisk signifikans som berettiger hans tænkning til den plads, den sædvanligvis tilskrives.

Denne pointe er grundlæggende, at hvis man kan slippe afsted med et falsum, så udgør det sin egen berettigelse, når først løgnen er blevet stor nok. Gad vide, om disse mennesker så også mener, at det samme gælder for normal historieskrivning? Er det også ligegyldigt at få verificeret om det var Polen, der angreb en tysk grænsestation, eller om angrebet var en tysk fabrikation?

Berettigelsen er post hoc: “Mange tænkere har forholdt sig til Heidegger, derfor havde han talent.”  Men disse andre tænkere har jo netop ikke haft mulighed for at vide hvor flere af Heideggers centrale ideer i kom fra – de troede, at de kom fra ham, for han gemte jo netop sine asiatiske kilder af vejen. Så er præmissen for hans ‘talent’ som filosof jo forfejlet. Der er i lige så høj grad tale om talent som svindler.

Argumentet om Heideggers samtid

Et sidste arugment i Heideggers forsvar lyder: “Måske svindlede han, men i så fald må man se hans svindel i forhold til samtiden. Den gang var filosofien betydeligt mere etnocentrisk, og Heidegger var næppe blevet taget alvorligt, hvis han havde kastet sig ud i en analyse af asiatisk filosofi.”

Dette argument er bare ikke historisk korrekt: Schopenhauer, Nietzsche, Leibnitz, Kant, m.fl. kunne alle finde ud af at henvise til asiatiske tænkere, når de behandlede disse i deres tænkning. Schopenhauer er et særligt godt eksempel: Han er født ca. 100 år før Heidegger, men kunne finde ud af, at behandle sine inspirationskilder ligeligt, uafhængigt af race og kultur. Han var en global tænker. Heideggers forskelsbehandling gør ham bare til en provinsiel, nationalistisk kulturalist.

Der er efterhånden en del undersøgelser, som viser, at Heidegger var en svindler. Én meget tekstnær en er juristen Reinhard May’s bog, Heidegger’s Hidden Sources. Her skriver han:

“The investigation concludes that Heidegger’s work was significantly influenced by East Asian sources. It can be shown, moreover, that in particular instances Heidegger even appropriated wholesale and almost verbatim major ideas from the German translations of Daoist and Zen Buddhist classics. This clandestine textual appropriation of non-Western spirituality, the extent of which has gone undiscovered for so long, seems quite unparalleled, with far-reaching implications for our future interpretation of Heidegger’s work.” – Routledge 1996, side xv

***

I 2010 var der stadig folk, der i ramme alvor benægtede, at Heidegger var nazist og antisemit. I løbet af de tidlige 10’ere skiftede de så over og sagde, at selv hvis det var rigtigt, så ville det ikke have haft nogen indflydelse på hans filosofi. Nu er det afsløret, at Heideggers modernismekritik bundede i antisemitisme, fordi modernismen i hans paranoide og racistiske sind tillod jøderne kulturel domins på tværs af nationalstater.

Styk for styk falder Heideggerianernes beskyttelsesrum og krybegange af hellig renhed indenfor hvilke Heideggers antisemitisme i hvert fald ikke kan siges at have påvirket hans filosofi. Jeg ser personligt frem til Heideggerianernes næste undvigelsesmanøvre: “Det endegyldige bevis på den Heideggerianske tankes renhed er, at den slet ikke behøver have noget med Heidegger at gøre!”

***

Det er i debatten blevet sagt, at Heidegger var ikke så slem, fordi Platon også var totalitær. Så hvis man sagde: “Hitler er ikke så slem. Melos blev også etnisk udrenset under den Peloponnesiske Krig,” så ville de samme folk købe den. Godt at vide.