1
Heideggers modernismekritik kan ikke længere adskilles fra hans antisemitisme efter de notesbøger. Modernismen var styg, fordi de overnationale jøder lettere kunne konspirere om at suge penge ud af os andre og nedbryde de europæiske kulturer i en åben, modernistisk samfundsorden end i en lukket præ-moderne orden.

2
Popper sviner filosoffer til for at være obskure, men Popper kunne selv lide obskure, svært tilgængelige filosoffer som Parmenides og Jacob Fries.

3
At mene, at det hele i sidste ende kan bevises videnskabeligt er OGSÅ et metafysisk standpunkt, men det kan/vil de, som mener dét, som regel ikke forstå. Blot ét citat – i øvrigt fra en naturvidenskabsmand – viser det:

“[It] is a metaphysical world view. … It cannot be proved with logic from first principles or be grounded in any definitive set of empirical tests. … Its best support is no more than an extrapolation of the consistent past success of the natural sciences.” – Wilson: ‘Consilience’

5
Hegel-delen af The Open Society er ekstremt tynd. Det er også tydeligt, at Popper var ude, hvor han ikke kunne bunde, i de svar, som han skrev til kritikere af Hegel-delen. Platon-delen var også overdrevet, og uhæderlig. Eksempelvis oversætter han Platons kaste-teori som et spørgsmål om “race,” med tydelige referencer til Nazityskland – plat.

Men underholdende, det var det.

6
Carnaps eget projekt styrtede jo i grus og måtte opgives. Kort sagt: Hvis logisk sproganalyses aksiomer skal være valide, så beskriver vi ikke verden, men et lukket sprogsystem, fjernet fra verden.

7
Hume sagde ikke, at vi ikke måtte slutte fra er til bør; han sagde bare, at det ikke i sig selv udgjorde ‘justified belief’. Ergo er det metafysik at tro, at vi har ‘justified our beliefs’, når vi gør det. Men Hume mener faktisk, at vi SKAL gøre det – vi KAN ikke andet som mennesker.

8
Heidegger var ikke atavist, men modernisme forstået som oplysningsværdier, universalisme, folkeret, meritokrati og et grundlæggende menneskeligt værd, som alle mennesker besidder qua mennesker – alle disse ting var han enten imod eller indifferent omkring.

9
I 2010 var der stadig folk, der i ramme alvor benægtede, at Heidegger var nazist og antisemit. I løbet af de tidlige 10’ere skiftede de så over og sagde, at selv hvis det var rigtigt, så ville det ikke have haft nogen indflydelse på hans filosofi. Nu er det afsløret, at Heideggers modernismekritik bundede i antisemitisme, fordi modernismen i hans paranoide og racistiske sind tillod jøderne kulturel dominans på tværs af nationalstater. Styk for styk falder Heideggerianernes beskyttelsesrum og krybegange af hellig renhed, inden for hvilke Heideggers antisemitisme i hvert fald ikke kan siges at have påvirket hans filosofi. Jeg ser personligt frem til Heideggerianernes næste undvigelsesmanøvre: “Det endegyldige bevis på den Heideggerianske tankes renhed er, at den slet ikke behøver have noget med Heidegger at gøre!”