Af Ryan Smith

I en af filmhistoriens mest berømte åbningsscener, Raiders Of The Lost Ark fra 1981, ser vi Indiana Jones stjæle et gyldent afgudsbillede fra et gammelt tempel ved at snuppe det fra dets plads på et alter og erstatte det med en dødvægt – en pose sand.

Således, kunne man indvende, er det også gået med hoffilosofien på Vesteuropas universiteter. Det gyldne afgudsbillede var her Marx og marxismen i alle dens afskygninger (Frankfurterskolen/kritisk teori, analytisk marxisme, marxistisk humanisme, individualistisk eksistentialisme, m.fl.). Med et analyseapparat, der tilsyneladende kunne anvendes på hvad som helst, og som samtidig ikke kunne falsificeres, var den marxistiske metode, hvad den franske filosof Raymond Aron (med en eksplicit reference til Marx) har kaldt l’opium des intellectuels – de intellektuelles opium.

Universitetsmarxismen kom dog i krise i årene op til Sovjetunionens kollaps. Marxismen havde spillet fallit, såvel moralsk som intellektuelt. Noget måtte erstatte afgudsbilledet på universitetsfilosofiens alter.

Dødvægten – posen med sand – er i denne sammenhæng postmodernismen/poststrukturalismen – ”den sproglige vending” i filosofien, som søgte at reducere alt til sociale diskurser og konstruktioner. Når mænd foretrækker kvinder i alderen 18-28 år som sexpartnere, så er det ikke biologi, men kultur, der er årsagen. Hvis vi talte anderledes om menneskets seksualitet, så ville præferencerne også ændre sig.

Ifølge poststrukturalismen er vi alle fanget i et spind af arbitrære sproglige og kulturelle konstruktioner, som dikterer virkelighedens grænser for os, og som vi ikke kan bryde ud af. Kun den poststrukturalistisk skolede akademiker er i stand til at analysere – og derved undslippe – de sproglige netværk, der binder os. Ved at tale i usædvanlige sprogkoder viser han os vejen ud af den illusion, vi har fanget os selv i. Han bliver samfundets vigtigste specialist.

De religiøse og eskatologiske elementer i den marxistiske teori er velkendte. ”Intet skæg, ingen profet,” skulle Marx have sagt om sit valg af ansigtsbehåring. Men poststrukturalismen er nihilistisk som kun en apostat, der ikke har fundet en ny religion, kan være det. Denne nihilisme gjorde sig gældende såvel deskriptivt som normativt. Hvor marxismen havde været global og optimistisk i sin epistemologi, så ser poststrukturalismen særdeles negativt på muligheden for sikker erkendelse. Einstein og Darwins teorier giver ikke et mere retvisende billede af virkeligheden end det, renæssancens alkymister kunne levere. Det individuelle subjekt sås der også tvivl om. Du kan ikke være sikker på, hvilket køn du har. Måske findes du slet ikke.

Også på det normative plan gør poststrukturalismens nihilisme sig gældende. Alt fra æstetikken i Nazitysklands mange faner og uniformer til Khomeinis mytiske indsigt i den neoplatoniske gnosis kunne berettige en tilsidesættelse af individets frihedsrettigheder (som jo alligevel blot var en vilkårlig norm). Alt er tilsyneladende bedre end det kapitalistiske forbrugersamfund med dets snusfornuftige kompromiser og forkærlighed for business as usual.

Poststrukturalismen fejrer menneskets begær. Men den begræder, at vi stort set alle ønsker det samme: Bil og hus i forstæderne, to flotte børn og familiehygge om fjernsynet hver weekend. Ifølge poststrukturalismen er det den forkerte slags begær. Folk er ikke radikale nok, ikke søgende nok. Konformiteten i deres drømme viser, at de stadig er fanget i samfundets sprogkoder. Deres ønsker er ikke legitime. De må optrevles og udstilles. Devalueres, så de kan komme på bedre tanker.

Det gyldne gudebillede på universitetsfilosofiens alter viste sig at være en afgud. En falsk helligdom, hvis mirakler lod vente på sig, og som udeblev, når det virkelig gjaldt. Marxismens historicistiske forudsigelser viste sig ikke at holde stik, og ideen om, at mennesket fødes som en nogenlunde blank tavle, der uden videre kan opdrages til kønsblindhed og kollektiv ejendomsret, viste sig også at være forkert.

I dag er Marxismens tilhængere marginaliseret verden over. Så er spørgsmålet bare, hvor længe universitetsverdenen kan blive ved med at tilbede en pose sand.