Der var engang et land, hvor man med sikkerhed vidste, at personer (m/k), som havde fået et stort skud testosteron på fosterstadiet, også var mere socialt dominerende. I dette land vidste man derfor, at der alt andet lige ville være flere socialt dominerende mænd end kvinder. I dette land var det også sådan, at social dominans var et af de karakteristika, som skulle til, for, at andre i landet ville opfatte en som en leder. Derfor vidste alle i landet, at den menneskelige biologi arbejdede i retning af at udklække flere mænd med lederlignende karakteristika end kvinder. Men det var ganske uretfærdigt, synes nogle, og derfor indførte de en lov, som sagde, at mindst 40% af landets absolutte topjobs skulle besiddes af kvinder. Dog var der ikke mange af disse “absolutte topjobs,” ja, kun et par tusinde i et land på 5,6 mio. mennesker. Af det lille lands godt 1,4 mio. kvinder i den arbejdsdygtige alder var det derfor en smal sag at få afsat de 800 topjobs, der pludselig var blevet ledige, til kvinder, som havde fået et usædvanligt højt skud testosteron på fosterstadiet. Ja, forsøgte man at bestemme, hvad de nyforgyldte kvinders testosteronniveau havde været, så viste det sig, at deres hormonbalance på fosterstadiet havde haft mere til fælles med mænds end med andre kvinders. Således lykkedes det de grådige kapitalister at besætte de 800 bestyrelsesposter med individer, som egentlig var mænd, men som tilfældigvis bar rundt på kvindelige kønsorganer, og dermed blev det også dét år jul bag de tonede ruder, som afskærmede hjørnekontorerne på øverste etage fra pøbelens emsige blik.