Der tegner sig et noget bizart billede af de danske myndigheders ageren i forhold til ytrings- og forsamlingsfriheden.
1. Kort efter attentatet på Lars Hedegaard afholdt Trykkefrihedsselskabet et debatmøde. Her havde myndighederne afvist at involvere sig i sikkerhedsforanstaltningerne. Man overlod sikkerheden til amatører – frivillige fra TFS, som i kølvandet på attentatet mod Hedegaard var overforsigtige med, hvem de lukkede ind. Som følge heraf fik TFS et søgsmål på halsen, og Politiken udnyttede kynisk episoden til at male TFS som racister, fordi de ikke formåede at varetage sikkerhedsarbejdet med samme professionalisme som en efterretningstjeneste.
2. Den jødiske menighed i København har i årevis bedt myndighederne om professionel beskyttelse af Carolineskolen og synagogen i Krystalgade. Men intet er det blevet til, og den frivillige vagt foran synagogen er nu død.
3. Dansk PEN, som har været alt for længe om at anerkende, at vi har et problem med ytringsfriheden, er nu omsider ved at vågne op til dåd. Men det siger sig selv, at der stadig hersker uenighed internt i de pæne ånders klub. Derfor afholder de nu et debatmøde, så de to lejre kan få afprøvet styrken af deres respektive argumenter. Nogle ved dette møde frygter for deres sikkerhed (rationelt, kunne man mene, da en af dem har udgivet en bog med Muhammed-tegninger i). Men dette møde vil myndighederne altså heller ikke beskytte, og mødet må nu aflyses af sikkerhedshensyn.
I politisk teori siger man, at statens opgave med at varetage borgernes sikkerhed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed hører til det helt basale. Kun i anden række kommer så alt det andet, vi gerne vil: Overførselsindkomster, grøn energi og cyklende julemænd på Frederiksberg. Måske myndighederne bør omprioritere?