“Det er et ejendommeligt faktum, at et samfund, som er meget optaget af at gøre sine borgere ens, meget hurtigt giver anledning til en kaste, der flyder ovenpå, og som består af de af dets indbyggere, hvis anliggende det er at påføre det øvrige samfund denne enshed,” skriver den konservative britiske filosof Roger Scruton i en af sine bøger. I en konservativ optik har socialisme, socialdemokratisme og socialliberalisme alle det til fælles, at lighed i et vist omfang også er lig med enshed, og at enshed har det med at medføre sindelagskontrol.
Dette ses f.eks. på arbejdsmarkedet, hvor man forsøger at udskamme og kontrollere de parter, der fuldt ud lovligt når til aftale uden om de retningslinjer, som visse parter synes bør gælde for andre. Men det ses også i værdipolitikken, hvor man forsøger at udskamme og udstøde eks. islamkritikere og modstandere af indvandringen.
I sin yderste konsekvens medfører denne tilgang til politik, at det er illegitimt for individet at have holdninger, der går mod fællesskabets. Skulle en arbejdstager hellere ville tage et job hos RyanAir end sidde derhjemme på kontanthjælp, så må han regne med repressalier fra fagbevægelsen. Og skulle en offentlig intellektuel eller kommunalt ansat afsky islam som idé eller modsætte sig ikke-vestlig indvandring (men i øvrigt opføre sig pænt over for muslimer og medborgere af anden etnisk oprindelse), kan vedkommende ligeledes se frem til en opsang fra dem, hvis anliggende det er at påføre andre de rette holdninger.
Det konservative svar er i dette henseende at træde et skridt tilbage og holde en national kernekultur i hævd, som alle kan være fælles om, og som derved danner et fundament for al videre uenighed inden for landets grænser. Sagt på en anden måde: I en konservativ optik er nationalkulturen selve det fundament, der tillader individer at have modsatrettede interesser.