Deadline om postmodernisme og Trump tog fat på en interessant problemstilling, men tilrettelæggelsen kunne have været bedre. Vinklen var, at postmodernisme har undergravet sandheden og dermed banet vejen for løgnagtige kandidater som Trump. Men det giver ingen mening. På trods af megen snak om det postfaktuelle samfund, lever vi i en tid besat af facts og fact-checking. Det er ikke så meget videnskabskritikken i pomo, der har sat sit aftryk på det politiske domæne, men snarere angrebet på den liberale humanismes opfattelse af subjektet som en universel størrelse, der er ens på tværs af køn, race, klasse, osv. Kort sagt kan man sige, at både højre- og venstrefløjen i store træk var enige om at anskue subjektet på denne måde før pomo, og at et væld af franske tænkere forsøgte at nedbryde dette subjektsyn med forskellige filosofiske metoder. Foucault, Derrida og Lacan er de tydeligste eksempler.

Nedbrydelsen af det universelle subjekt spredte sig i første omgang til universitetsmiljøer, hvor det antog et markant lavere filosofisk niveau, der utvivlsomt ville have fået Foucault m.fl. til at snerpe sig sammen som en indremissionsk mor, der opdager kondomer i sin datters håndtaske, og senere igen til diverse grupperinger på venstrefløjen. Fællesnævneren var, at en persons partikulære karakteristika – race, køn, klasse, etc. – havde mere at sige end tilstræbt objektivitet og rationel argumentation. Et åbenlyst eksempel på denne slags tænkning er intersektionel feminisme. Her er rationalitet ikke bare rationalitet; nej, dit ords vægt bestemmes i høj grad af, om du er mand, kvinde, hvid, sort, rask, handicappet, osv. Jo højere oppe du opfattes i magthierarkiet, jo mindre har dit ord at sige. F.eks. mener nogle intersektionelle feminister, at mænd ikke bør argumentere over for kvinder; at hvide ikke bør argumentere over for sorte, osv. Som hvid vil du nemlig aldrig kunne forstå de sortes perspektiver; som mand vil du aldrig kunne forstå, hvordan det er at være kvinde, osv. Så hvis du som hvid mand tvinger diskussionen ind på rationalitetens præmisser, forklejner du sårbare gruppers unikke erfaringer og perspektiver. Ja, du undertrykker faktisk den sandhed, de føler, gennem brug af rationaliteten. Ifølge pomo er rationalitet nemlig ikke blot rationalitet, men i høj grad skabt i samspil med vestlig selvforherligelse, magtinteresser og vante tænkemåder, som kun postmodernister formår at bryde ud af. Konsekvensen bliver, at man lige så godt kan opgive at stræbe efter rationalitet og objektivitet, da den subjektive sandhed om dine partikulære forhold som kvinde, sort, etc. altid vil stå over rationaliteten, ikke kan reduceres til rationalitet og dermed ikke kan tilbagevises, uanset hvor mange modargumenter og facts der kommer på bordet.

Trump har formået at vende denne besættelse af det partikulære på hovedet. Men snarere end minoriteter, bøsser og lesbiske er det heteroseksuelle hvide mænd, der forstås som den marginaliserede gruppe. Hos både Trump og pomo favoriseres et bestemt segment på grund af dets identitet, ikke dets argumenter, og hos både Trump og pomo opfattes det udvalgte segment som heroiske anti-establishment underdogs, der tør tale magten midt imod. I pomos tilfælde er det strukturel racisme, mandschauvinisme og homofobi, man ser sig selv som noble for at turde imødegå. Med Trump er det politisk korrekthed, kulturel feminisme og en misforstået leflen for islam. De to er i denne forstand et spejlbillede af hinanden. Tricks fra den postmodernistiske playbook er uforvaret sivet videre ud i den politiske fødekæde.

Så postmodernismens bidrag til Trump er ikke, som Deadline lagde op til, at alle render rundt og tror på deres personlige ”alternative fakta” – de fleste Trump-støtter ved f.eks. godt, at der var flere fremmødte ved Obamas indsættelsesceremoni end til Trumps. Nej, postmodernismens største bidrag er den identitetspolitiske vending, hvor køn, race, etc. opfattes som nærmest mytologiske størrelser, der går forud for enhver politisk og rationel analyse.

Der er farcepotentiale i, at pomo starter som et venstreorienteret projekt, der skal undergrave autoriteter og den hvide mands forstenede rationalitetsformer, men mest af alt ender med at skaffe venstrefløjen en masse hovedpiner i form af infighting mellem centrum-venstre og den identitetspolitiske venstrefløj. Så tilegner Trump sig et par af deres tricks, og for højrefløjen viser den identitetspolitiske besættelse sig som et nyttigt realpolitisk værktøj og bliver en medvirkende faktor i at vinde et valg, Trump nok burde have tabt. Skal man endelig analysere debatten på postmodernisternes præmisser, er der en pikant ironi i, at Trump rent identitetsmæssigt er alt, hvad postmodernisterne elsker at hade: Hvid, mand, privilegeret, kapitalist. Man havde i sin arrogance bildt sig ind, at kun ens egen fraktion kunne spille det antiuniversalistiske spil. Men nu er ånden ude af lampen. Fact-checking og rationalitet kan nok lukke munden på Trump-vælgere, når de efterprøveligt er forkert på den. Men det politiske grundsyn, hvor identitet kommer før alt andet, kan ikke manes i jorden. Rent politisk havde det nok været bedre for venstrefløjen, om man aldrig havde ladet pomo sive ind i sine rækker, men blot koncentreret sig om at bygge pragmatiske brede koalitioner mellem forskellige samfundsgrupper – grupper, der på trods af deres forskelligheder kunne nå hinanden gennem et universalistisk syn på subjektet og en fælles forpligtigelse på rationalitet.