Af Ryan Smith

En diskursiv ændring er undervejs. I aviserne og på de sociale medier bliver ’liberal’ i tiltagende grad associeret med en uinteresseret, kulturblind og eftergivende holdning til islam. Det er en misforståelse.

Det er ellers ikke mere end et par år siden, at Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen offentligt omtalte ”islam og alle de problematikker, der rejser sig i den forbindelse.” Flere store terrorangreb har fundet sted siden, og dog synes man i dag mindre interesseret i at bedrive islamkritik.

I den overfladiske forståelse af liberalisme anses begrebet som synonymt med lav skat og friheden til at leve i regnbuefamilier, gå i swingerklubber eller hvad man nu måtte ønske. Dette er ikke forkert, men sådanne hensyn er også en luksus. Det er liberalismens endgame, som man kan afsætte ressourcer til, når de øvrige kampe er vundet. Liberalismens helt grundlæggende samfundsmæssige hensyn starter – som de britiske filosoffer Hobbes og Locke indså – med en suveræn, som kan garantere borgernes sikkerhed, liv og ejendom. Disse hensyn var måske indfriet førhen, men med den islamiske masseindvandring er de blevet aktuelle igen. Det er blot ikke alle liberale, der synes at have indset det.

At migranter fra islamiske kulturbaggrunde og deres efterkommere kompromitterer hensynet til borgernes sikkerhed, kan enhver forvisse sig om ved at tage et kig i rapporterne fra Danmarks Statistik. Hvis staten skal have legitimitet i en liberal optik, må den søge at minimere indvandringen fra grupper, vi erfaringsmæssigt ved fører til en forringelse af borgernes grundlæggende rettigheder.

Egentlig burde det være selvklart, at liberale satte islamkritik højt på deres dagsorden. I islamforskningen taler man f.eks. om, at det, der politisk korrekt kaldes ’moderate muslimer’ (dvs. fredelige muslimer, der støtter op om demokrati og menneskerettigheder), højst sandsynligt er et vestligt fatamorgana. Det mere retvisende term er uliberale moderate. Dvs. muslimer, som ganske vist er fredelige og ikke støtter terror, men som på ingen måde går ind for demokrati, ligestilling, ytringsfrihed eller andet liberalt idegods. Denne betegnelse er sandsynligivs dækkende for flertallet af verdens muslimer. Alligevel finder mange liberale det ikke magtpåliggende at dæmme op for importen af antiliberalister til eget hjemland – selvsamme land, som de ellers ønsker at trække i en mere liberal retning.

Den filosofiske kritik af islam synes man også at forsømme, selvom der også her er rigeligt med antiliberalt idegods at lægge sig ud med. Den liberale inerti er en skam for alle parter. Videnskabelige studier har vist, at liberale har høj IQ og er gode til at analysere og kritisere ideer. Liberale tænkere spillede en afgørende rolle i at afmontere socialismen og marxismen. Men af uforklarlige grunde holder man sig her tilbage.

For mange liberale synes der at være tale om et paradoks: På den ene side afviser man den konservative ’dem og os’-tankegang til fordel for en universalisme, hvor alle er ens. Men på samme tid er man tilbageholdende med at kritisere islamiske ideer, da de opfattes som ’deres’ og ikke ’vores.’

’Dem og os’-tankegangen kan ellers erstattes af en opsøgende debat, hvor man er beredt på at diskutere på modpartens præmisser og med udgangspunkt i modpartens terminologi. En person, der netop har udført en sådan islamkritik (og i øvrigt identificerer sig som klassisk liberal), er den somalisk-fødte aktivist Ayaan Hirsi Ali, der i sin bog Heretic: Why Islam Needs a Reformation Now argumenterer for, at islam bliver nødt til at ændre sig på fem fundamentale punkter for at passe ind i den moderne verden: Islam må (1) stoppe med at prioritere efterlivet højere end dette liv (2) kraftigt nedtone væsentligheden af sharia (3) holde op med at fortælle andre, hvordan de skal klæde sig, opføre sig, spise og drikke, samt hvem de må gå i seng med (4) opgive jihad og (5) anse Muhammad og Koranen som valide genstande for kritik og fortolkning.

Alternativt kunne man støtte op om de hårdtprøvede liberale mindretal i den islamiske verden, som uden megen støtte fra nogen kant forsøger at argumentere for, at den enkelte muslim ikke behøver henvisninger til religiøse skriftsteder eller tilladelse fra islamiske lærde for at afgøre, om denne eller hin praksis er forenelig med islam, da alle jordens mennesker er udstyret med en fornemmelse for godt og slet (fitra) af Allah, som vejer tungere end andre muslimers meninger og alverdens sharia.

Hvis liberale vil lade andre politiske grupperinger løbe med den indlysende vindersag, som islamkritik er og i de kommende år blot vil ligge vælgerne endnu mere på sinde, skal de blot fortsætte kursen. Alternativt kunne man gøre som den liberale Hirsi Ali dåd og formulere en liberal islamkritik.