Fra Det Gamle Testamente kender vi historien om de to kvinder, der begge mener at være mor til samme dreng. Der er født to spædbørn i huset, hvor de bor. Men det ene døde kort efter fødslen, og nu hævder de begge at være mor til det levende. Den vise kong Salomon sender bud efter et sværd: ”Hug det levende barn midt over, og giv kvinderne halvdelen hver,” befaler han. Den sande mor trygler som bekendt: ”Slå ikke barnet ihjel! Giv det hellere til den anden.” Den falske mor siger: ”Ingen af os skal have det – hug det bare over.”
Sådan var det også, da den borgerlige MF’er Henrik Dahl var i Deadline og diskutere den postmoderne filosofis mangler i foråret. I hvert fald hvis man fulgte den efterfølgende debat på Facebook. Dahl kørte den kontante stil og slog benhårdt på, at mange af de postmoderne filosoffers historiske påstande er blevet tilbagevist af faghistoriske arkivrotter, som typisk er langt bedre inde i primærkilderne, end filosofityper har det med at være. _And there was gnashing of the teeth_, for nu at blive i det bibelske. Motivspekulation, psykologisering og ad hominem. ”Det mener han også bare, fordi han er reduktionist,” var et gennemgående argument. I stedet for at imødegå argumentet forsøgte man at kriminalisere ytringen på forskellig vis. Det er vistnok det, fjerdebølgefeminister kalder herskerteknikker og shaming. Det var man helt cool med i det venstreorienterede universitetsmiljø. ”Det er også bare din mening,” var det foretrukne greb fra en gruppe mennesker, hvis gennemsnitlige uddannelsesniveau er Ph.D.
En anden illustration kan findes i den løbende identitetsgørelse af borgerlig-liberale argumenter fra såvel venstreorienterede som kontinentalkonservative. ”Hvis vi snakker længe nok om fyre i billige jakkesæt og champagnebobler, der af og til splaskes helt op til kanten (og lidt til) i den libertarianske fraktion af liberalismen, så annullerer det nok deres argumenter til sidst,” lader rationalet til at være. ”Du har også følelser og identitet investeret i din politiske position, præcis som de mennesker, du kritiserer,” er det argument, man kan udlede. Bevares, det har de fleste da. Men det er alt andet lige bedre at have en følelse og et argument, end blot at have en følelse.
David Hume siger et sted, at det dyriske grynt, der skal udtrykke misbilligelse, er det sidste, man har tilbage, når man ikke har flere argumenter, men stadig ikke vil give sig. Identitetsgørelse og psykologisering er det næstsidste. Troen på, at den type genmæle kan nivellere rationelle argumenter, er vor tids pendant til det desperate skrig, der lød ved kong Solomons hof for 3000 år siden: ”Ingen af os skal have det – hug det bare midt over!”