Dansk lovgivning giver i dag alle ægtepar fælleseje, medmindre de aktivt indgår aftale om juridisk særeje. Det lyder måske romantisk, men faktisk gør vi kærligheden en bjørnetjeneste.

af Ryan Smith, journalist og forfatter

Intet kan forstyrre og forvride en ellers god og harmonisk relation som penge kan det. Se blot på familiefejden, der med stor forudsigelighed udbryder, når den rige onkel afgår ved døden uden at efterlade sig et punktligt og minutiøst testamente. Bror farer op mod søster, og relationer, der før var præget af livslang varme, underkastes nu den bitre strid om mammon.

Hvis end ikke familiemedlemmer, der er vokset op under samme tag og som deler blod og gener, kan tænke klart, når først pengene frister, hvordan skulle unge elskende, hvis kroppe i forvejen er fyldt med amoriner, så kunne håndtere udfordringen og holde hovedet koldt?

Dansk lovgivning er i dag indrettet således, at den i udgangspunktet giver alle ægtepar juridisk fælleseje, med mindre de aktivt indgår aftale om særeje. Og det giver undertiden anledning til nogle mærkværdige situationer. Lad os sige, at hårdtarbejdende Hanne gifter sig med dovne Dennis. Forud for deres ægteskab har Hanne passet sit arbejde og sparet op til en fremtid med hus og bil. Dennis har derimod prioriteret fritiden over karrieren, og den indkomst, som Dennis nu engang har haft, hovedsageligt er gået til forbrug fredag aften.

Kort efter, at Hanne og Dennis er blevet gift, finder Hanne ud af, at Dennis har bedraget hende med andre kvinder. Ligesom 40,2 % af alle danske ægteskaber, så ender også Hanne og Dennis’ ægteskab nu også i skilsmisse. Men de penge, som Hanne møjsommeligt havde sparet op, helt fra før hun mødte Dennis, skal nu deles med eksmanden.

”Så kunne Hanne bare have fået særeje,” lyder standardsvaret, når sådanne historier kommer folk for øre i dagens Danmark. Men her må vi stoppe og spørge os selv, om det virkelig er så retfærdigt, at Hanne skal dele sin formue med Dennis, blot fordi hun ikke lagde vejen til alteret ind forbi et advokatkontor.

Fra psykologiens verden kender man fænomenet blame the victim bias (det vil sige en irrationel tendens til at bebrejde offeret), og spørgsmålet er, om ikke Hanne her er offeret – offer for en antiindividualistisk lovgivning, der løbende fostrer sure situationer for de folk, der skal leve under den.

Panorama af problemer
For hvem ved: Måske prøvede Hanne at få særeje, mens Dennis blev truende og kold, når emnet kom op? Med et eksempel fra virkelighedens verden, så bragte Familiejournalens brevkasse sidste år et spørgsmål fra en rigmand, hvis forlovede blev følelsesmæssigt fjern og bebrejdede ham, hver gang han nævnte muligheden for særeje. Hun følte, sagde hun, at ordningen var uromantisk, og hun ønskede ikke sådanne tanker associeret med sit ægteskab.

Eller måske nægtede Dennis simpelthen at skrive under. I dag siger lovgivningen nemlig, at begge parter skal skrive under på en ægtepagt og få den tinglyst hos staten, før en ægtefælle kan få lov at beholde sin formue i tilfælde af skilsmisse. Gifter man sig i Danmark, bliver ens ejendom automatisk underlagt juridisk status af ’fælleseje’ – helt uden at man får nærmere oplysning eller nogen form for vejledning eller advarsler. Ønsker man et alternativ, må man, som vi har set, gå meget langt og sikre sig sin ægtefælles accept af ens ønske om at beholde det, der nu engang er ens eget.

Den ændring, vi ønsker, er simpel: I stedet for at fælleseje er standard, ønsker vi, at særeje for førægteskabelig formue fremover gøres til standard. Gjorde vi særeje til den juridiske standard, så ville vi også lade kærligheden træde klarere frem som bevæggrund for den smukke institution, som ægteskabet nu engang er.

Med særeje som den juridiske standard, skal han ikke længere høre, at han kun fik hende, fordi han var rig, og hun skal ikke længere høre, at hun kun tog ham for pengenes skyld. Med en politikerstand på Christiansborg, der mener, at folk ikke selv kan håndtere ansvaret for, hvad de spiser, og hvorvidt de bør medbringe en kniv på deres fisketur, så ligger det lige for, at politikerne ligeledes må gribe ind for at beskytte de vordende ægtefolk mod en tankeløs formøbling af formuen. Ja, når man tænker over det, så er det jo faktisk uansvarligt af politikerne at placere så tungt et ansvar på skuldrene af landets elskende.

Så giv kærligheden en chance – og gør særeje til standard.