Author Archives: Majken Hirche

ENFP – portræt og beskrivelse

Den inspirerende og entusiastiske “Rasmus modsat” med hjertet på rette sted.

enfp-150x150 ENFP’er er varme, entusiastiske mennesker. De er typisk meget kvikke, og for andre, som observerer dem, så virker det, som om de har stort potentiale.

ENFP’er lever i en verden af muligheder. De kan blive meget passionerede og begejstrede for de ting, som de netop er ved at diskutere. Deres entusiasme giver dem mulighed for at inspirere og motivere andre, måske mere end hvad nogen af de andre 15 typer er i stand til. De kan tale sig ind i større og større muligheder, og entusiasmen kan bare vokse og vokse. De elsker livet og ser det som en særlig gave, og de stræber efter at få mest muligt ud af det.

ENFP’er har typisk en bred vifte af kompetencer og talenter. De er gode til de fleste ting, der interesserer dem. De elsker at arbejde projektorienteret, og udsigten til at skifte karriereretning kan give dem energi og entusiasme snarere end at fylde dem med usikkerhed, som det ville ske for særligt I—J-typerne.

For en udefrakommende kan ENFP’er nogle gange synes retningsløse og uden formål, men ENFP’er er faktisk ret konsekvente, idet de har en stærk følelse af indre værdi og signifikans, som de bærer med sig ind i ethvert projekt, som de kaster sig over.

Således har ENFP’er også brug for at føle, at de lever deres liv ”som deres sande selv”, dvs. i overensstemmelse med deres værdier og med hvad de mener er rigtigt. ENFP’er ser personlig mening i mange ting, og de stræber kontinuært efter at forene deres ydre liv, som ofte er meget kaotisk og mangefacetteret, med deres indre fornemmelse af, hvad der er rigtigt, selvom sidstnævnte ikke altid træder helt klart frem for dem selv. På grund af dette kan visse ENFP’er føle, at de hele tiden er i fare for at agere ”inautentisk”, eller at de er ved at ”miste kontakten med sig selv.”

ENFP: God til at starte projekter, mindre god til at afslutte dem

Både ENFP- og ENTP-typerne er meget bedre til at få ideer og sætte ting i gang, end de er til at afslutte projekterne. Men da ENFP’erne har en præference for følen frem for tænkning, så er ENFP’en måske den af de to typer, som skal være mest opmærksom på at sørge for at overholde sine aftaler og færdiggøre sine projekter. En ENTP kan bruge sin tænkefunktion (Ti) til at ”tage sig selv i nakken” og få arbejdet afsluttet, men for en ENFP er det tillige vigtigt, at projektet bliver ved med at være synkroniseret med deres personlige værdier og interesser. At færdiggøre projekter er således et særligt svært problemområde for ENFP’er, og hvis ikke de lærer det, så vil de aldrig opnå de store resultater i livet, som deres potentiale ellers sætter dem i stand til at opnå.

De fleste ENFP’er har store menneskefærdigheder. De er varme og interesserede i andre mennesker, og de lægger stor vægt på interpersonelle relationer. Men samtidig må man sige, at ENFP’er næsten altid har et stort behov for at blive set og holdt af. Undertiden kan ENFP’er derfor overdrive deres egne udtalelser og tiltvinge sig upassende meget opmærksomhed i sociale situationer for at tilfredsstille deres egoistiske behov for kærlighed og opmærksomhed. Men når først en ENFP har lært at balancere egne behov med andres, så er vedkommende typisk vellidt.

De brænder for det store billede – ikke for fakta og detaljer

Fordi ENFP’er lever i en verden af spændende muligheder, så har de også en tendens til at se detaljerne bag det, de beskæftiger sig med, som trivielt slid. ENFP’er har det svært i rutineprægede job, og de keder sig nemt med opgaver, som handler om at gennemgå allerede kendt stof. Således er ENFP’er også et særsyn i forælderrollen, idet mange har svært ved at opretholde en konsekvent pædagogisk attitude over for deres børn. ENFP’en kan være den strenge forælder den ene dag og barnets bedste legekammerat den anden dag, og alt i alt kan det være temmelig forvirrende for barnet.

ENFP’er er dybest set glade for tilværelsen. De kan blive ulykkelige, når tingene går dem for meget imod, eller i situationer hvor de ikke kan udøve deres store mentale fleksibilitet. Mange overvejer derfor at blive selvstændige og få friheden til at leve fuldt ud i overenstemmelse med netop deres værdier.

ENFP’er er charmerende mennesker, hvis kompetencer spænder over et bredt spektrum. De har mange evner, som de kan bruge til at realisere sig selv og dem i nærheden af sig, hvis blot de er i stand til at forblive centreret og mestre evnen til at færdiggøre deres projekter.

Hvem deler du type med? Se listen over berømte ENFP’er her.

Emneord: Jungs Typer, Personlighedstyper, Jungianske Typer, Personlighedstests.

INFP – portræt og beskrivelse

Den passionerede og drømmende idealist, som respekterer andre og giver dem plads.

infp-150x150 Som INFP er din primære leveform fokuseret internt, hvor du beskæftiger dig med ting i henhold til, hvordan du føler om dem, eller hvordan de passer ind i dit personlige værdisystem. Din sekundære tilstand er ekstern, hvor du primært tager ting ind via din intuition.

INFP’er er fokuserede på at gøre verden til et bedre sted for mennesker. Deres primære mål er at finde ud af deres egen betydning i livet. Hvad er deres formål? Hvordan kan de bedst tjene menneskeheden i deres liv? De er idealister og perfektionister, der kører sig selv hårdt i deres søgen efter at nå de mål, de har identificeret for sig selv.

INFP’er er meget intuitive omkring mennesker. De er stærkt afhængige af deres intuition til at vejlede sig, og de bruger deres opdagelser til konstant at søge efter værdi i livet. De er på en kontinuerlig mission for at finde sandhed og meningen i tilværelsen. Hvert møde og hvert stykke viden bliver sigtet gennem INFP’ens værdisystem og vurderes for at se, om det har nogen muligheder for at hjælpe INFP’en med at definere eller forfine sin egen vej i livet. Målet for enden af ​​stien er altid det samme – det er, at INFP’en er drevet til at hjælpe mennesker og gøre verden til et bedre sted.

INFP’er er generelt eftertænksomme og hensynsfulde, og de er også gode til at lytte. Selv om de kan være reserverede og have svært ved at udtrykke følelser, har de en meget dyb omsorg og er virkelig interesserede i at forstå andre mennesker. Denne oprigtighed registreres af andre, hvilket gør INFP’en til en værdsat ven og fortrolig. En INFP kan være ganske varm i selskab med folk, som han eller hun kender godt.

INFP’er kan ikke lide konflikter og vil gå meget langt for at undgå dem. Hvis de skal se en konflikt i øjnene, vil de altid nærme sig den fra deres følelsers perspektiv. I konfliktsituationer kan INFP’er undertiden lægge meget lidt vægt på, hvem der har ret, og hvem der tager fejl. De fokuserer i stedet på, hvad konflikten får dem til at føle, og ikke på hvorvidt de rent faktisk har ret. De ønsker ikke at føle sig dårligt tilpas. Dette træk hos dem kan undertiden synes irrationelt og ulogisk i konfliktsituationer. Men på den anden side gør det INFP’er til gode mæglere, og de er typisk gode til at løse andre folks konflikter, fordi de intuitivt forstår folks perspektiver og følelser og oprigtigt ønsker at hjælpe dem.

INFP’er har meget høje standarder og er perfektionister. Derfor er de som regel hårde ved sig selv og sætter deres lys under en skæppe. INFP’er kan have problemer med at arbejde på et projekt i en gruppe, fordi deres standarder sandsynligvis vil være højere end andre gruppemedlemmers. Der må en INFP arbejde på at balancere sine høje idealer med kravene, som opstår i forbindelse med dag-til-dag-arbejde. Uden at løse denne konflikt vil de aldrig være tilfredse med sig selv, og de kan blive forvirrede og lammede over, hvad de skal gøre med deres liv.

INFP’er er ofte talentfulde forfattere. Det kan være akavet og ubehageligt for dem at udtrykke sig verbalt, men de har en fantastisk evne til at definere og udtrykke hvad de føler på papir. INFP’er optræder også ofte i social- og service-erhverv, såsom terapi eller undervisning. De er bedst i situationer, hvor de arbejder for almenvellet, og hvor de ikke behøver at bruge hård logik.

Hvem deler du type med? Se listen over berømte INFP’er her.

Emneord: Jungs Typer, Personlighedstyper, Jungianske Typer, Personlighedstests.

ENFJ – portræt og beskrivelse

Den givende mentor og coach, der får andre til at føle sig godt tilpas og leder fællesskabet frem mod nye mål og værdier.

enfj-150x150 ENFJ’er er fokuserede på mennesker. De lever i en verden af ​​menneskelige muligheder. Mere end nogen anden type, så har ENFJ’er fremragende færdigheder, hvad angår mennesker. De forstår og bekymrer sig om mennesker, og de har et særligt talent for at få det bedste frem i andre. ENFJ’ers hovedinteresse i livet er at give kærlighed, støtte og positive oplevelser til andre mennesker. De er fokuserede på at forstå, støtte og opmuntre andre. De får ting til at ske for folk, og de får personlig tilfredsstillelse af at hjælpe andre.

ENFJ’ers evner til at omgås folk er så usædvanlige, at de kan få folk til at gøre, præcis hvad ENFJ’en vil. De kommer ind under huden på folk, og de får de reaktioner, de søger fra andre. ENFJ’ers motiver er normalt uselviske, men ENFJ’er, der har udviklet sig mindre end ideelt, har været kendt for at bruge deres magt over mennesker til at manipulere dem.

ENFJ’er er så eksternt fokuserede, at det er særligt vigtigt for dem at tilbringe tid alene. Det kan være svært for nogle ENFJ’er at tage sig tid til at være alene, fordi de har tendens til at få mørke tanker, når de er alene. Derfor kan ENFJ’er nogle gange undgå at være alene og i stedet fylde deres liv med aktiviteter, der involverer andre mennesker. ENFJ’er har en tendens til at definere deres livs retning og deres egne prioriteter i henhold til andre folks behov. Somme tider er de ikke så opmærksomme på deres egne behov. Det er naturligt, at denne personlighedstype vil have tendens til at placere andres behov over sine egne, men ENFJ’er bør prøve at være opmærksomme på deres egne behov, således at de ikke ofrer sig selv i deres bestræbelser på at hjælpe andre.

ENFJ’er er på mange måder ekspressive og åbne, men de er mere fokuserede på at være lydhøre og støttende for andre end på at brage igennem med deres egne meninger. Når man står med en konflikt mellem selv at føre sig frem og så at lytte til en anden persons behov, så er de mere tilbøjelige til at lytte til den andens behov.

En ENFJ kan føle sig ensom, selv når han er omgivet af mennesker. Denne følelse af ensomhed kan blive forværret af hans tendens til ikke at afsløre sine sande holdninger, men i stedet altid være på udkig efter hvad andre nu har brug for.

Folk elsker ENFJ’er. De er sjove at være sammen med, og de forstår og elsker andre mennesker. ENFJ’er udstråler normalt en masse selvtillid og har en stor evne til at gøre mange forskellige ting. De er generelt kvikke, fulde af potentiale, energiske og tempofyldte. ENFJ’er kan godt lide, at ting er organiserede, og de arbejder hårdt på at fastholde struktur og på at komme af med tvetydighed.

På arbejdspladsen gør ENFJ’er sig godt i stillinger, hvor de beskæftiger sig med mennesker. De er naturligt hjemme i sociale udvalg, HR og hvad som helst, der har at gøre med mennesker. Deres uhyggelige evne til at forstå folk og sige lige, hvad der skal siges for at gøre dem glade, gør dem også gode til rådgivning. De nyder at være i centrum for opmærksomheden, og de gør meget godt i situationer, hvor de kan inspirere og motivere andre, såsom undervisning.

Generelt er ENFJ’er charmerende, varme, venlige, kreative og mangfoldige individer med et rigt udviklet indblik i, hvad der får andre mennesker til at tikke. Denne særlige evne til at se vækstpotentialet i andre kombineret med et ægte drive til at hjælpe folk gør ENFJ’en til et virkelig værdsat individ. Så givende og omsorgsfulde som ENFJ’er er, skal de huske at værdsætte deres egne behov såvel som andres behov.

Hvem deler du type med? Se listen over berømte ENFJ’er her.

Emneord: Jungs Typer, Personlighedstyper, Jungianske Typer, Personlighedstests.

Guide til MBTI / JTI / Jungs Typelære

Hvad betyder bogstaverne?

E eller I: Hvor kommer din energi fra?

I betyder ”Introvert”
Introverte mennesker får deres energi fra at være alene i stilhed. De har svært ved afbrydelser. De føler sig mere stimulerede til at være sociale og sammen med andre, efter de har haft lange stunder for sig selv.

E betyder ”Ekstrovert”
Ekstroverte mennesker får deres energi af at være sammen med andre og ”tænke højt ud i rummet.” De føler sig mere stimulerede til at samle deres tanker og arbejde igennem, efter de har været sociale.

S eller N: Hvilke typer informationer kan du bedst lide at arbejde med?

N betyder ”iNtuitiv”
Intuitive typer elsker at arbejde med teorier og muligheder – det, der kunne være, men som ikke er. Intuitive typer hopper rundt fra ting til ting, og fra emne til emne, som en astronom med et teleskop. N-typer er i reglen meget glade for abstraktion og kan nogle gange sidde og diskutere en ting med stor entusiasme. S-typer synes nogle gange, at N typer burde teoretisere mindre og gøre mere.

S betyder ”Sansende”
S-typer elsker at arbejde med sikre fakta og detaljer. Hvis N-typer er drømmende, er S-typer realistiske. De ved, hvad der er muligt, og hvordan man gør det. S-typer kan lide diskussioner med et klart afgrænset emnefokus og bryder sig ikke op at hoppe fra mulighed til mulighed – de foretrækker planer og handling, som man ved kan blive til noget i den virkelige verden.

F eller T: Hvordan træffer du beslutninger?

T betyder ”Tænkende”
Tænke-typer træffer beslutninger på baggrund af upersonlig logik. De lægger vægt på objektive informationer og parametre og kan af og til opleves som kolde og logiske af Føle-typer. Tænke-typer anvender ofte logik som deres rettesnor, når de argumenterer. T-typer lader sig styre af hovedet.

F betyder ”Følende”
F-typer træffer beslutninger på baggrund af deres personlige værdier og opfattelser. De er fuldt ud i stand til at anvende logik, når opgaven kræver det, men deres egentlige beslutningsgrundlag ligger i værdiernes verden. På trods af navnet er føletyper ikke direkte styret af deres følelser, men snarere af deres personlige værdier og sentimenter. F-typer lader sig føre af hjertet.

J eller P: Hvordan er din livsstil?

J betyder “Vurderende”
(J kommer fra det engelske “Judging”). J-typer holder af struktur og faste planer, og de er ofte gode til at sætte ydre opgaver i system. Når man står over for en stor opgave eller et stort projekt, kan det være stressende for J-typer ikke at vide, hvem der skal gøre hvad hvornår, eller hvad det næste punkt på dagsordenen er.

P betyder “oPfattende”
P-typer foretrækker at leve deres liv tilbagelænet, spontant og fleksibelt. P-typer er ofte gode til at improvisere og til at tage tingene, som de kommer. Når en beslutning skal træffes, kan en P-type føle, at det er kvælende at skulle lægge sig fast på en given løsning, så længe muligheden for at “vente og se hvad der sker” stadig er til stede.

Buddhist Ideas Explained

You can’t, beyond a few basic things, say that *all* Buddhists believe something, since Buddhism is like all of philosophy reinvented in its own image. There are sooo many Buddhist philosophers; Nagarjuna is just the greatest one. And Nagarjuna is very important to all Buddhists except for the ones in India/Sri Lanka and some of Cambodia.

*On top of that* you have religious Buddhism and philosophical Buddhism. Supposedly, the Buddha made fun of his followers for supposing that he was immortal, but then you get other sources saying that he was uniquely divine. I guess you rarely start anything spiritual in premodern times without being deified at least a bit. Even Nagarjuna was deified as being able to speak with snake-gods, and he is pretty rational.

Karma — In Hinduism, karma is like a cosmic accountancy system, governing the cycle of birth and death. This is what most We11sterners mean when they refer to karma. Some Buddhist texts are like this too, but in Buddhism, there is no caste system. Often, when the Buddha talks about karma, he means something more akin to “activity” or “causation.” Not in the sense of Western / Aristotelian ideas, but more like a descriptor of why the world (as he sees it) becomes more and more uneven or differentiated. Karma is not so much specific actions, which give you plus and minus points, as in Hinduism, but more like accumulated causation up to this point (to pre-Nagarjuna Buddhists). So, for example, for a European girl to have blond hair, there would have to be a massive accumulation of prior karma in the universe (big bang, apes, humans, Northern Europeans, etc.) that come together to determine that. It’s like a huge backlog of causation, to which you can add your own little speck. Because everything you do (and even think) has some kind of karma as well, adding to the molehill.

This is roughly what the Buddha taught. In religious Buddhism this then becomes construed to something more like what Hinduism was; — if you do the “good” things you will get a good “result” and have an easier time reaching nirvana. But the Buddha denied this, as did several famous pre-Nagarjuna monks. It was more of a folk belief.

Nagarjuna, of course, doesn’t need karma. He does not deny or affirm it; it’s is just empty of self-existed, co-caused by the universe and the universe co-caused by it..

Reincarnation — Depends on the branch and on philosophical/religious
Buddhism. People often ask: “If there’s no self in Buddhism, what is
reborn?” To pre-Nagarjuna (philosophical) Buddhists, what’s “reborn”
is actually the karma of the things you did — your little specks of
causation you added to the molehill, even though “you” are not there
anymore. A good pointer against the religious belief that you are
somehow reborn as something higher or closer to nirvana is the
Buddha’s own assertion that he was not immortal and would not be
reborn. But people believe what they will — a Thai Buddhist once told
me, that the most virtuous things to be reborn as in his order were:
1 Man
2 White elephant
3 Woman

XD

Though Chinese/Japanese Buddhism was hugely influenced by Nagarjuna,
they tend to downplay, or even be ignorant, of it. In some ways, those
branches go back to Buddha too. But they have a wordy disposition
where many of their masters write completely upfront that rebirth is
to be understood somewhat like a log consumed by flame still leaving
ashes – Dogen Zenji (Japanese guy) says burned logs don’t go back to
being logs again XD But I think even in China and Japan, the monks
don’t really rush to correct people in need of consoling fantasies of
literal rebirth.

Morality — Many Buddhists have some kind of morality. Compassion,
don’t hurt people, don’t cheat and lie, mmmkay. However, the Buddha
does not say that these are inherent truths about the universe. He is
actually pretty good on the is/ought on this point, even though Indian
thinkers don’t really think that kind of distinction makes sense. So
he says that it is only those *who wish to end the suffering that he
is speaking of* that should embark on that morality.
So the Buddha did postulate a certain morality. It was pretty fixed
and it was the intention that mattered (like Kant). But unlike Kant,
the Buddha also varied his own conduct depending on who heard his
sermons so maybe he broke his own precepts a bit XD
At any rate, the morality part has been overturned by many (but not
all) later Buddhists (even pre-Nagarjunists). There is a strong
tradition in Buddhism of “doing good brings no rewards”; “doing good
has no intrinsic value.” Some Buddhists (especially Indians) still
stick very closely to fixed precepts, but most don’t. Like the Dalai
Lama eating meat, or the zen masters beating up their own students.
Because fixed precepts don’t square so well with increased awareness
and the “mindfulness” you get in meditation, which is the *real* point
of Buddhism.

Meditation — This is where it’s at. Anyone can meditate and Buddhists
didn’t invent meditation. They were, however, the first ones (I think)
to say that everyone (who wished to cure the ills that the Buddha was
speaking of) should meditate and that meditation was kind of the point
of the whole thing. A lot of the other beliefs are just there to
support and mix with meditation. So, you don’t have to meditate, but
on the other hand, you can never understand the Buddhist teachings
fully if you don’t. There’s a realm of “intuitive knowledge,”
sometimes called the “dharma eye” because it’s unlike any other kind
of mental activity. It has nothing specific to do with Buddhism.
Hindus, Christians, Muslims etc. have such experiences too when they
meditate or engage in meditation-like behaviors. But Buddhism is
probably the only “religion” that takes the gist of these states and
builds the majority of its philosophy around that.

Enlightenment — The Buddha was enlightened in meditation, he saw the
truth about the universe with the “dharma eye” and saw that it was
seeing this truth (“we’re all oooooneeee”) could liberate people from
“suffering.” By suffering we mean something more like the fact that
phenomenal existence is imperfect and conditioned and therefore bound
to cause dissatisfaction because we could easily imagine the imperfect
to be perfect and we get attached to the idea of wanted the phenomenal
to be perfect. To experience enlightenment is not only to see how it’s
all oooooneeee, but also to see how that order is really perfect just
as it is (so there is a ceasing of wanting and attachments). That is
why I said that in Indian philosophy, Is/ought does not make much
sense – is/seeming would make better sense where seeming is phenomenal
existence and is is nirvana.

So nirvana is not some “place” like heaven and paradise; it’s just a
glimpse, perhaps only a second-long glimpse, of the “true state of the
universe,” glimpsed through the dharma eye. And since the mental
contents of this faculty are inexpressible, they cannot form
scientific claims that conflict with scientific experiments, etc. —
all they can do is argue with scientists about what is the “is” and
what is the “seeming” on the is/seeming divide. Is it the vision of
nirvana that’s the greater truth and phenomena that are lesser, or is
nirvana a hallucination with phenomena being the truth. Some Chinese
Buddhists (Hua Yen) actually made a whole branch in the middle ages,
arguing that each truth — the spiritual and the phenomenal — were
equally important.

Oh yeah, and some Buddhist branches, such as Soto Zen, don’t regard
enlightenment as important at all. Such experiences such create a
series of new attachments, because people dream themselves back to the
moment of their “vision” instead of focusing on their meditation.
That’s where the Zen teacher breaks out the stick and hits the pupil
for not paying attention to the now 😀

“No self” claim — It means several things: It means that you don’t
have an immortal soul, as in Hinduism or some Christian theology, for
example. It also means that no part of the brain is the “self,” like
Hume also says. If you _really_ examine your mental life without
preconceptions, you just experience a bundle of thoughts, feelings,
memories, fears, etc. – the “self” is a conventional belief that is
found not to have a direct, empirical basis in the faculties of
introspection.
“Life is suffering” claim — As said above. Suffering (dhukka) is more
like imagining/expecting the conditioned phenomena of existence to be
perfect when they can’t be: “Why am I not younger/smarter/richer/more
beautiful?” To stop this, the Buddha says that “the way” is to
meditate etc. as already mentioned. But it could be debated whether he
allows for there being other ways. Certainly, original Buddhism did
allow for people to keep their original religions and be Buddhist too.

Idealist/solipsism philosophy — Only Yogacara is solipsist/idealist.
The Buddha is actually something of an empiricist where it’s the
(inherently unstable) physical entities that come together to create
the faculties of consciousness. He is not a materialist/physicalist,
but acknowledges that there’d be no consciousness without the physical
prerequisites. And he *also* hinted that reality, as we perceive it,
is co-created by the mind (although understandably, he did not exactly
say how).

Rejection of the world — the
earliest Buddhism, they sometimes had morbid practices like meditating
in graveyards, not having children, and giving up all possessions.
This was to avoid attachments to imperfect phenomena and only meditate
and think of that. But Buddha himself rejected asceticism, as do many
modern Buddhists; they say that asceticism is just as much as bias as
indulgence, so let go of both!

Nazi-guldtoget og Projekt Reise

Det er i dette øde område sydøst for Wałbrzych, og meget tæt på den tjekkiske grænse, at det sagnomspundne nazi-tog omsider er blevet lokaliseret.

Det indrammede område består af vidtforgrende tunneller og enorme kamre, der er store nok til at rumme nazitoget, som rapporteres til at være 150 meter langt. Dele af tunnellerne og kamrene er oversvømmet som følge af den polske hærs sprængninger, men toget står intakt på et tørt og uberørt sted.

Området konstituerede det såkaldte “Riese Projekt”, som indledtes i 1943, og som der blev bygget på frem til 1945. Nazi-Tyskland plejede at dokumentere alt, men hvad projektet gik ud på,ved man faktisk ikke. Det kan have været etableringen af underjordiske industri- eller militærfabrikker, og senere i krigen måske fabrikker til konstruktion af de tyske “Wunderwaffen” fx. de tyske Messerschmidt jetjagere.

Toget ved man heller ikke, hvad indeholder. Det kan være våben til brug for SS-ernes ‘last stand’ i de omliggende uglebjerge, dokumenter og tegninger til vidundervåben, eller noget endnu mere værdifuldt, fx. guld, ædelstene og værdifulde malerier. En myte er, at toget indholder “verdens 8. vidunder”, nemlig den russiske kejsers berømte ravkammer, som tyskerne stjal og førte til Köningsberg i 1941, hvor det forsvandt.

Toget indeholder under alle omstændigheder noget meget værdifuldt. Det ved man fordi det er pansret, og fordi man gjorde sig store anstrengelser med at minere det, så det hurtigt kunne sprænges, hvis russerne fandt det.

Det øde område er også interesant, fordi det var her dele af den tyske hær og højtstående personel, bl.a. Dr. Mengele, var på flugt til Tjekkiet. Man ved, bl.a. fra beretninger fra overlevede tyske soldater, at de i området gemte våben og værdifulde sager, fordi havde en forhåbning om at komme tilbage.

Få uger før 2. verdenskrigs afslutning afgik et langt pansret tog fra Breslau (i dag Wroclaw) i retning mod Waldenburg (i dag Wałbrzych), hvor efter det forsvandt sporløst. På den tid var der også ubekræftede historier om, at nogle sværtbevæbnede lastvogne forsvandt sporløst i området.

Begivenhederne har været omgæret med meget mystik og skabt mange vandrehistorier gennem årene, der er gået. Man fornemmede dog så meget, at eftersom toget var pansret måtte det indeholde noget vigtigt og værdifuldt.

Waldenburg/Wałbrzych ligger i det sydlige Schlesien, tæt på den tjekkiske grænse. Det er et område, som undgik egentlige kamphandlinger, men som i andre af de områder, som Tyskland måtte afstå til Polen også var udsat for store folkevandringer, da de fordrevne tyskere rykkede ud, og de tilkomne polakker rykkede ind. Kontinuiteten forsvandt.

Dertil kom, at den sovjetiske hær i samarbejde med de polske myndigheder i årtier afskar offentlighedens adgang til en stor del af området. For lidt syd for Wałbrzych havde Nazi-Tyskland under rustningsministeren og chefarkitekten, Albert Speers ledelse været i gang med at konstruere et enormt bygningskompleks (35 kvadratkilometer i omfang) med forgrenede tunneller og store kamre under det område, der kaldes Uglebjergene. Bygningskomplekset blev af tyskerne kaldt ‘Projekt Riese’ (Riese = gigantisk).

Det bidrog til mystikken, at der ikke fandtes nogen tysk dokumentation om projektet. Nazi-Tyskland havde ellers for vane at dokumentere alt, selve dets største uhyrligheder. Men Projekt Riese kunne man ikke finde noget om. Dokumentationen er formentlig blevet skaffet af vejen sammen med en masse andet, vi heller ikke ved noget om.

Der var heller ikke nogen overlevende, som ville stå frem og fortælle i detaljer om, hvad projektet gik ud på. Et rygte var, at tyskerne i krigens sidste uger massemyrdede de tilbageblevne ca. 20.000 tvangsarbejdere. Det var der dog ikke noget usædvanligt i, men vandrerhistorien, der opstod, var Riese-komplekset gemte på noget virkeligt hemmeligt, som fangerne ikke skulle have mulighed for at fortælle om. Massegravene er dog ikke blevet fundet.

Der var i månederne efter krigen også beretninger om betydelig tysk undergrundsaktivitet i området (uafhængige tyske undergrundsceller eller personer, der var medlemmer af Werwolf-netværket). På samme tid blev der begået en del uopklarede mord, og personer forsvandt sporløst. Rygtet, der opstod, var at de nazistiske partisaner søgte at forhindre, at dele af Riese-komplekset blev opdaget og faldt i fjendens hænder, og mordene blev begået for at forhindre, at nogen talte over sig.

Hvad man ved med sikkerhed, er, at det polske sikkerhedspoliti (Urzad Bezpieczenstwa Publicznego) og enten det polske hjemmeværn eller den polske hær i vinteren 1945/46 i området opsporede og anholdt en gruope Wehrmacht-soldater, SS’ere og medlemmer af den tyske sikkerhedstjeneste (SD) og nazipartiet (NSDAP). Man fandt også ti medlemmer, som arbejdede for den tyske undergrundsbevægelse, “Freies Deutschland”.

Endelig var der historien om Anthon Dalmus, som angiveligt havde været højtstående tysk officer og ingeniør på Projekt Riese. Dalmus, som havde arbejdet for Todt-organisationen siden 1940 (den lokale organisation, som i 1944 blev overdraget projektet og som blev sat til at afvikle det) fortalte velvilligt om projektet, og førte flere gange de lokale myndigheder rundt i området, hvor han fortalte i detaljer om de enkelte bygningskonstruktioner. Men ifølge forskere spredte Dalmus bevidst misinformation for at dække over områdets virkelige formål, ligesom han ikke fortalte om de ting, der lå gemt i området. Forskerne fandt også belæg for, at Dalmus var knyttet til Werwolf-grupperne.

Under den kolde krig blev der lavet flere polske film om efterkrigstidens aktiviteter i området og de myter, der opstod. Området har i årtier tiltrukket opmærksomhed fra professionelle og amatør forskere såvel som utallige fantaster. Området er som skabt til konspirationsteorier.

Den mest almindelige ‘teori’ er, at tyskerne var i færd med at bygge en ny førerbunker og et større kompleks, som skulle sikre ly for alle højtstående nazimedlemmer. At man faktisk var i færd med at bygge en underjordisk by. Denne ‘teori’ hænger ikke sammen med det faktum, at konstruktionen var anderledes end de komplekser, der blev bygget for føreren rundt om i Polen, Rusland og Tyskland, samt det faktum at der under slottet “Fürstenstein” (i dag Książ), blev bygget et større bunkeranlæg, som kunne tjene som førerr bunker.

“Fürstenstein” blev i mellemkrigstiden ejet af den royale Hochberg-familie, som var en af Europas rigeste og mest velhavende dynastier. I 1941 fordrev nazisterne familien under påskud afm at den ene søn var i den britiske hær og den anden søn arbejdede for de frie polske styrker i Vest. Derefter byggede man bunkerkompleket, og i september 1943 blev startskuddet givet til Projekt Riese, hvorefter der skød adskillige tvangsarbejdslejre op i området.

Mange “teorier” går på, at Projekt Riese havde til formål at bygge Hitlers vidundervåben (“Wunderwaffen”). Man kan ikke specifikt pege på hvilke, selvom der naturligvis er mange “teorier”. Det kunne være biologiske eller kemiske våben, jetjagerfly eller måske ligefrem de flyvende tallerkener, som tyskerne eksperimenterede med eller det kunne være atomvåben, som tyskerne var ganske langt fremme i konstruktionen af. “Teorien”, som har tiltrukket sig størst opmærksomhed, var konstruktionen af et nye jetjagerfly. Et projekt, som skulle have kodenavnet V-7.

Andre teorier går på, at komplekset skulle skjule stjålne skatte fra museer, kirker, jøder m.m. (det anslås at ca. 100.000 stjålne værker er gået tabt, herunder det berømte ravkammer fra den russiske zar, guld fra banker (herunder fra bankerne i Breslau, som mistede alle beholdninger i krigens sidste måneder), jøder m.fl. Det forsvundne tog og de forsvundne lastvogne spiller en vigtig rolle i denne myte.

Riese-projektet blev langfra færdigbygget; det til trods for, at Speer i 1944 skrev til Hitler, at man var nået langt. Området blev først åbnet for offentligheden efter den kolde krig, så der er stadig meget, der skal udforskes, selvom man har søgt og søgt. Måske gemmer der sig mere, end man umiddelbart har kunnet finde.

For det ved man nu, at der gør. Man ved nu, at det forsvundne tog faktisk findes, og man ved også præcis hvor. Hvad der skulle til for at finde det, var en tysk soldat, der på sit dødsleje endelig afslørede beliggenheden. At han ventede så længe med at afsløre hemmeligheden, gør det ikke Projekt Riese mindre mystisk.

Om Rushdie, Rose og Charlie Hebdo

Det er egentlig sjovt, hvordan vi i dag husker Rushdie som “en vi holdt med” dengang. For går man tilbage og læser om konflikten, så var der mange lighedspunkter med nutiden: Også dengang mente mange, at manden selv var ude om det. Også dengang blev kunstnerens intentioner og værkets kunstneriske kvaliteter anset for den løftestang som kunne retfærdiggøre bogens form; kunne disse anfægtes, ja, så var der ingen grund til at tænke den ubehagelige tanke, at tusindvis af muslimer var villige til at slå forfattere, hvis bøger de aldrig havde læst, ihjel, ja, villligt lade sig fjernstyre af en psykopatisk og totalitær massemorder i Iran.

I dag huskes Satanic Verses som den “fine” Muhammed-provokation; det værk havde ægte kunsteriske kvaliteter, og det var ikke Rushdies intention at provokere. Således fremhæves Rushdie ofte som modsætningen til Kurt Westergaard, Flemming Rose og Charlie Hebdo, som jo “blot var ude på at provokere,” og som derfor ikke bør/skal/må/kan gøre brug af deres ytringsfrihed i samme grad som en forfatter, der er så proppet med dannelse, at han sveder kunstnerisk kapital.

Men faktum om Satanic Verses er, at:
– Muhammed latterliggøres og omtales nedsættende
– Muhammed sammenlignes allegorisk med Satan
– Koranen beskrives som et skrift, Muhammed selv har fundet på
– Muhammeds koners navne er navnene på prostituerede i bogen

Derfor var der i ’89-90 mange intellektuelle, ja måske endda et flertal, der opgjorde analysen som følger: “*Hvis* Satanic Verses havde haft kunstneriske kvaliteter, så ville vi have fundet kampen mod totalitær islam værd at støtte. Men da skriftet er en plat provokation, og kunstneren tydeligvis blot var ude på at dæmonisere muslimer, så er det ikke den slags, vi ønsker at blive set i selskab med.”

Og det er altså, om ikke de eksakt samme mennesker, så i hvert fald det samme segment af mainstream-intellektuelle, som i dag lægger afstand til Flemming Rose og Charlie Hebdo, men som husker Satanic Verses som noget anderledes og finere end disse.

– Det viser (selvfølgelig), at de ting, der måske virker unødvendigt provokerende og værdiløse nu, kan se helt anderledes ud om 25 år. Og endnu mere anderledes om 75, 100, og 125 år. Hvorfor skulle Sokrates egentlig provokere? Han havde jo ikke engang noget på hjerte; det tilstod han jo selv. Renset for den umiddelbare harme og krænkelse i hans samtid, kommer støtten til hans modstandere til at se tiltagende latterlig ud. Og mon ikke også det er det samme med Rushdie?

– Det afslører også (mener jeg) en fejl i ræsonnementet hos de folk, der mener, at deres støtte til aktører, der producerer krænkende værker, skal betinges af de kunstneriske meritter, som kunsteren formår at lægge for dagen: Hvis man insisterer på, at støtten til folk, der anvender deres ytringsfrihed til at krænke, skal ses på case-by-case basis, så bør man også være heeeeelt sikker på, at man har vurderet den enkelte sag korrekt. Og hvordan skulle mennesker, hvis egen dømmekraft er påvirket af, at de empatiserer med andres krænkelser og helst er fri for hele balladen med terrortrusler og fjendskaber egentlig kunne det?

On Greece, Crisis, and Bailouts

– Greece lied and cooked the books to get into the euro. Country is very corrupt.
– When they first started cracking around 2008, investors bought up their bonds, figuring (correctly) that the eurozone would bail out their junk debt for reasons of prestige.
– Lo and behold, other EU countries bailed out Greece, achieving nothing to help Greece itself, but giving the investors a pretty penny on their junk bonds.
– Sine then, consecutive cycles of bailout-crisis-bailout-crisis. Greece can’t really reform without serious pain for the next 50+ years. This is what the rest of the eurozone wants them to do. B/c then they can stay in the euro and the debt will be fulfilled.
– When centrists fail, the loons come out and play: Last election, voters put hardcore socialists in power; neonazis and communists also had good elections.
– New socialist gov’t tried playing hardball with EU, especially Germany, over this last round of elections, getting them to give more money to Greece.
– Germany, very ISTJ country, got tired of Greece. After several handouts and plans, Germany is now butchering Greece in the negotiations, giving them nothing. Instead, stepping up austerity demands on Greece, threatening to let them collapse. I.e. Germany got enough and is now putting the gun to Greece economically. Don’t try to play chicken with them.
– But while most of the eurozone has been on Germany’s side this whole time, many are now saying that Germany is being too harsh on Greece.
– What should also be considered is that Greece is a NATO member and if EU/USA doesn’t bail them out, Russia probably will do so in exchange for military knowledge, doctrines etc. from NATO. More than just economics is at stake.
– Basically, Greece is a corrupt douche, and Germany/France don’t want to see their prestige project crumble. There’s also the problem that if Greece bails on the debt, then Italy, Spain, Portugal, etc. will probably do the same. These countries are shitty as well.
What should be done?
– No one really knows because a cessation on this scale within the union has not been seen before.
– Two camps:
— (1) Libertarian: Rip the bandaid off now. Let Greece leave the euro, let them devalue their currency (i.e. their debt too), set prices at an attractive rate to gain better import/export balance. However, short term (~5 yr) consequences of this will be bad, while the long term consequences will be good. But it also carries the danger that a new Greek central bank that can set its own money supply is going to undermine the wealth of their own country (right now EU sets their money supply).
— (2) More centrist/pragmatic: Let them stay in the euro, give them even more debt relief (in spite of the fact that they’ve had nothing but handouts for 7 years now). In the short term this is better than a cessation; in the long term (~50 yrs) this will condemn Greece to an arid economic backwater.
Major clusterfuck, many considerations, no really good options left.