Author Archives: Majken Hirche

Hundelovens § 4 – Forstyrrende hunde

7.1. Gældende ret
Hvis der indgives klage til politiet over en hund, som forstyrrer de omkringboende, er der mulighed for, at politiet kan meddele besidderen af hunden et pålæg om at holde hunden indelukket eller – hvis dette ikke hjælper, eller hvis hunden allerede holdes indelukket – at lade hunden fjerne, jf. § 4, 1. pkt.

Det bemærkes, at justitsministeren kan dispensere fra denne regel, for så vidt det drejer sig om hunde, der af erhvervsmæssige opdrættere holdes indelukket i hundegård eller på anden måde, i tilfælde, hvor der ved en hundegårds anlæggelse og indretning er taget ethvert rimeligt hensyn til bebyggelsesforholdene, jf. § 4, 2. pkt.

Pålæg om at holde hunden indelukket må forstås således, at hunden skal holdes inden døre og kun må opholde sig udendørs, hvis den enten er ledsaget af en person, eller den er under opsyn af en person, der befinder sig i dens umiddelbare nærhed, og som omgående lukker den ind, hvis den begynder at gø eller tude. Pålæg om fjernelse kan meddeles, når det er konstateret, at ulemperne ikke på anden måde kan afhjælpes.

Betingelserne for et sådant pålæg er efter praksis, at hunden forstyrrer de omkringboendes ro ved gentagen eller vedholdende gøen eller tuden.

Det er således ikke tilstrækkeligt, at enkelte naboer føler sig generet af en hunds tilstedeværelse eller enkeltstående gøen eller tuden. Kun grovere tilfælde af gentagen eller vedholdende gøen eller tuden kommer i betragtning, og det skal være så intenst eller stærkt, at de omkringboendes ro kan siges at være forstyrret. Ulemperne skal med andre ord være væsentlige.

Fra Justitsministeriets praksis kan nævnes følgende afgørelser:

Justitsministeriets sagsnr. 1999-5471-0001: En hundeejer klagede over et pålæg fra Politimesteren i Fredericia om at holde to hunde indelukket, eller, hvis denne foranstaltning ikke hjalp, at lade hundene fjerne, jf. hundelovens § 4. Politimesteren fandt, at de med gentagen hylen og tuden over længere tid havde været til gene for de omkringboende. Justitsministeriet ophævede Politimesteren i Fredericias pålæg, idet man lagde vægt på, at ulemperne fra hundene ikke vurderedes at være væsentlige, da kun 2 husstande fandt at hundene var til gene, mens 5 andre husstande ikke fandt, at dette var tilfældet.

Justitsministeriets sagsnr. 2000-5471-0014: En hundeejer klagede over et pålæg fra Politimesteren i Grenaa om at holde et antal hunde indelukket, eller, hvis denne foranstaltning ikke hjalp, at lade hundene fjerne jf. hundelovens § 4. Politimesteren fandt, at klagers hunde og afholdelsen af hundetræningskurser på ejendommen, havde forstyrret de omkringboende ved gentagen vedholdende gøen. Justitsministeriet ophævede Politimesteren i Grenaas pålæg, idet der blev lagt vægt på, at kun 1 husstand ud af 5 følte sig forstyrret, samt at politiet ikke havde konstateret hundegøen ved besøg på stedet af en times varighed.

Justitsministeriets sagsnr. 2000-5471-0017: En hundeejer klagede over et pålæg fra Politimesteren i Grenaa om at holde en hund indelukket, eller, hvis denne foranstaltning ikke hjalp, at lade hunden fjerne jf. hundelovens § 4. Politimesteren fandt, at hunden de seneste 2 år havde været gøende i nogle dage i op til 6 til 8 timer, ligesom den strejfede meget om i kvarteret. Justitsministeriet ophævede Politimesteren i Grenaas pålæg, idet man ikke fandt, at hunden i væsentlig grad havde forstyrret de omkringboende med gentagen eller vedholdende gøen eller tuden. Der er særligt lagt vægt på, at kun 1 nabo følte sig forstyrret af gøen.

Justitsministeriets sagsnr. 2000-5471-0004: En hundeejer klagede over et pålæg fra Politimesteren i Køge om at holde en hund indelukket, eller, hvis denne foranstaltning ikke hjalp, at lade hunden fjerne jf. hundelovens § 4. Politimesteren i Køge begrundede pålægget med, at hunden generede de omkringboende med gentagen eller vedholdende gøen. Justitsministeriet stadfæstede Politimesteren i Køges afgørelse, idet man lagde vægt på, at flere naboer havde oplyst, at hunden jævnligt gøede, samt at klageren selv havde oplyst, at hunden gøede hver gang, der gik nogen forbi hans ejendom.

Justitsministeriets sagsnr. 2001-5471-0021: En hundeejer klagede over et pålæg fra Politimesteren i Gråsten om at holde en hund indelukket, eller, hvis denne foranstaltning ikke hjalp, at lade hunden fjerne jf. hundelovens § 4. Politimesteren fandt, at hunden ved vedholdende gøen eller tuden forstyrrede de omkringboendes ro. Justitsministeriet stadfæstede politimesterens afgørelse, idet man lagde vægt på, at 8 ud af 9 omkringliggende ejendomme følte sig generet, og at politiet ved besøg på ejendommen konstaterede gøen.

Justitsministeriets sagsnr. 2005-5471-0018: En hundeejer klagede over Politimesteren i Ringkøbings pålæg om at holde en hund indelukket, eller, hvis denne foranstaltning ikke hjalp, at lade hunden fjerne jf. hundelovens § 4. Justitsministeriet stadfæstede afgørelsen, idet der blev lagt vægt på, at anmelderen gentagne gange havde klaget over hundens gøen til politimesteren, at politimesteren to gange havde oplyst ejeren om, at han skulle sørge for, at hunden ikke forstyrrede de omboende personer med dens gøen, og at politiet to gange ved deres egen observation konstaterede, at hunden gøede vedvarende.

Det bemærkes, at klagesagsbehandlingen for så vidt angår pålæg meddelt af politiet fra den 1. januar 2007 blev overflyttet fra Justitsministeriet til Rigspolitiet i forbindelse med politireformen, således at det nu fremgår af retsplejelovens § 109, stk. 1, at klager over afgørelser truffet af politidirektøren behandles af Rigspolitiet.

Fra Rigspolitiets praksis kan nævnes følgende afgørelser:

Rigspolitiets sagsnr. 2007-081-5:A klagede over Fyns Politis afgørelse om ikke at meddele B et pålæg i medfør af hundelovens § 4. Rigspolitiet stadfæstede Fyns Politis afgørelse, idet A’s anbringender om gentagen eller vedholdende forstyrrelse af dennes ro ikke var blevet bekræftet af udsagn fra andre omkringboende, som politiet havde afhørt, eller ved politiets egne observationer på stedet.

Rigspolitiets sagsnr. 2008-082-14:A klagede over et af Midt- og Vestjyllands Politi meddelt pålæg i medfør af hundelovens § 4. Rigspolitiet ophævede pålægget, idet det fremgik af sagen, at A’s tidligere nabo B, som havde indgivet klagen, havde erkendt at have kastet jordklumper efter hundene og rusket i hegnet mv. for at få hundene til at holde op med at gø. Rigspolitiet lagde særligt vægt på, at det ikke kunne udelukkes, at B’s adfærd havde fremprovokeret hundenes gøen, at flertallet af de andre omboende ikke følte sig generet af hundene, og at B var fraflyttet og dermed ikke længere ”omboende”.

Rigspolitiets sagsnr. 2007-081-36:A klagede over et af Køge Politi (nu Midt- og Vestsjællands Politi) meddelt pålæg i medfør af hundelovens § 4. Rigspolitiet stadfæstede Køge Politis afgørelse, idet det fremgik af sagen, at Køge Politi havde foretaget 14 observationer i løbet af ca. 3 uger og i 5 af disse tilfælde konstateret, at hundene gøede. Endvidere havde flere af de omkringboende oplyst, at de var generet af hundene.

Rigspolitiets sagsnr. 2009-081-363:A klagede over et af Fyns Politi meddelt pålæg efter hundelovens § 4 om at holde hundene indelukket. Rigspolitiet ændrede pålægget således, at hundene kun skulle holdes indelukket i tidsrummet mellem kl. 20.00 og 6.00. Rigspolitiet lagde særligt vægt på, at der var indgivet klage af 2 ud af 3 naboer, som især følte sig generet af hundenes gøen om aftenen og natten. Endvidere lagde Rigspolitiet vægt på, at der var tale om en landejendom med 200 meter til nærmeste nabo, og at A var i gang med at foretage ombygninger på ejendommen med henblik på at mindske generne for naboerne.

Overtrædelse af et pålæg straffes med bøde, jf. hundelovens § 12, stk. 1. Ifølge Rigsadvokatens meddelelse nr. 5/2009 om bødepåstande ved visse særlovsovertrædelser skal anklagemyndigheden som udgangspunkt anvende en bødepåstand på 800 kr. for overtrædelse af reglerne.

Generelle regler om støjgener fra hundehold findes tillige i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1517 af 14. december 2006 om miljøregulering af visse aktiviteter med senere ændringer, hvorefter kommunalbestyrelsen kan meddele påbud om foretagelse af afhjælpende foranstaltninger eller, hvis generne ikke kan afhjælpes, kræve hundeholdet fjernet, jf. § 8. Endvidere stilles der i § 5 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 814 af 13. juli 2006 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage mv., krav til afstanden mellem hundeholdet og eventuelle naboer. Begge bekendtgørelser er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven.

7.2. Politiets praktiske erfaringer

Udvalget om hunde har til brug for udvalgets overvejelser indhentet oplysninger fra Rigspolitiet om politikredsenes praktiske erfaringer med hundelovens § 4.

Rigspolitiet har i den anledning oplyst, at halvdelen af landets politikredse over for Rigspolitiet har tilkendegivet, at de ikke finder, at der er behov for at foretage ændringer i den gældende bestemmelse.

De øvrige politikredse har navnlig givet udtryk for følgende:

  • Sagsbehandlingen er ofte omstændelig og ressourcekrævende, bl.a. fordi politiet oftest må foretage en række observationer for at kunne løfte bevisbyrden og sikre sig, at en klage ikke blot er et udslag af nabostridigheder.
  • Da mange borgere må antages at være tilbageholdende med at indgive klage for ikke at belaste naboforholdet, kunne det overvejes at indføre mulighed for, at politiet af egen drift kan rejse sag.
  • Det kunne overvejes at indføre hjemmel for politiet til om nødvendigt at fjerne en hund.
  • Der er behov for mere præcise eller objektive angivelser af, hvornår der er grundlag for at give pålæg mv., herunder angivelse af støjniveau, tidsrum og udstrækning samt en definition af f.eks. begrebet ”omboende”.

7.3. Udvalgets overvejelser

Udvalget mener, at der fortsat er behov for reglen i hundelovens § 4 i tilfælde, hvor en hund forstyrrer de omkringboendes ro ved gentagen eller vedholdende gøen eller tuden.

Udvalget har overvejet, om der bør indsættes konkrete og udtømmende tidsangivelser i bestemmelsen, således at pålæg kun kan meddeles besidderen, når dennes hund har forstyrret de omkringboende i en bestemt tidsperiode. Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at der ikke bør fastsættes sådanne tidsangivelser, da en sådan regel vil give dårligere mulighed for at tage højde for eventuelle særlige omstændigheder i en konkret situation.

Som ikke-udtømmende eksempler på typesituationer, hvor det efter udvalgets opfattelse vil være relevant at skride ind, kan nævnes følgende:

  • Hvis en hund gør f.eks. i ca. 30 minutter i træk eller derover mere end tre af ugens dage.
  • Hvis en hund gør f.eks. i ca. 5 minutter i træk eller derover 4 eller flere gange om dagen i mere end tre af ugens dage.
  • Hvis en hund gør kortvarigt (f.eks. under ca. 5 minutter), men sammenlagt i mere end f.eks. ca. 60 minutter på en dag, mere end tre af ugens dage.

Udvalget er samtidig af den opfattelse, at der er behov for at udbygge reglerne vedrørende forstyrrende hunde. Det bør således præciseres, at et pålæg om at holde en hund indelukket kan begrænses til et nærmere angivet tidsrum, herunder en nærmere angivet del af døgnet, f.eks. hvis der er tale om tidspunkter, hvor hunden er til særlig gene.

Udvalget er endvidere af den opfattelse, at politiet bør have hjemmel til at rejse en sag om forstyrrende hunde af egen drift med henblik på f.eks. at undgå situationer, hvor omkringboende ikke tør anmelde forholdet af frygt for repressalier fra besiddere af de pågældende hunde.

Udvalget anbefaler i øvrigt, at der indsættes en bestemmelse i hundeloven, hvorefter politiet kan lade en hund fjerne, hvis besidderen ikke efterkommer et udstedt pålæg. Efter de gældende regler kan politiet alene meddele et pålæg om, at hunden skal fjernes, og der er således efter udvalgets opfattelse et behov for, at politiet også selv får mulighed for at lade hunden fjerne med henblik på aflivning eller bortsalg.

Udvalget anbefaler endvidere, at der fastsættes en klagefrist på 10 dage for så vidt angår politidirektørens afgørelse om aflivning eller bortsalg. Endvidere anbefaler udvalget, at det fastsættes, at rettidig klage har opsættende virkning, medmindre Rigspolitiet bestemmer andet.

Der henvises til § 1, nr. 6 (§ 4) og 8 (§ 6 c), i udvalgets udkast til forslag til lov om ændring af lov om hunde, jf. bilag 1.

Om den buddhistiske filosof Vasubandhu

Vasubandhu var en fremtrædende buddhistisk lærer og en af de vigtigste skikkelser i udviklingen af Mahayana-buddhismen i Indien. Selvom han især er beundret af senere buddhister som medstifter af Yogacara-skolen sammen med sin halvbror Asanga, er hans præ-Yogacara værker, såsom Abhidharmakosha og hans kommentar til dette værk Abhidharmakoshabhshya, de frembringelser, der almindeligvis anses som mesterværker.

Vasubandhu Vasubandhu skrev kommentarer om mange emner, som f.eks. logik, poesi, Abhidharma-klassifikationer af fænomener, samt originale og innovative filosofiske afhandlinger. Nogle af hans skrifter har overlevet i deres oprindelige sanskrit-form, mens mange andre kun er bevaret i kinesiske og tibetanske oversættelser.

Vasubandhu var en mangesidet tænker, og hans personlighed, som det også fremgår af hans værker og hans livsførelse, viser os en mand, der ikke kun var et stort geni og en stor filosof, men også et menneske, der var fyldt med stor medfølelse.

I årene umiddelbart efter sammensætningen af hans ​​Abhidharmakoshabhashya synes Vasubandhu at have brugt meget tid på at rejse fra sted til sted. Efter at have brugt en del tid i Shakala (det moderne Sialkot i Pakistan) vandrede han sammen med sine lærere Buddhamitra og Manoratha til Ayodhya (nu Uttar Pradesh i det nordlige Indien). Dette var en by langt fra Kashmir. På dette tidspunkt i sit liv var Vasubandhu stolt af den berømmelse, han havde erhvervet på grund af sin filosofi, og han klyngede sig trofast til Hinayana-doktrinerne, hvori han var velbevandret. Han lader ikke til at have haft nogen tro på Mahayana overhovedet og benægtede, at Mahayana var en buddhistisk lære.

Vasubandhu havde op til dette tidspunkt ikke haft megen kontakt med de Yogacara-belæringer, der blev givet af hans ældre bror. Han havde måske set det omfangsrige værk Yogacarabhumi blive udarbejdet af Asanga, men dette værk synes simpelthen at have frastødt ham ved sin længde. Ifølge rapporter skulle han have sagt:

“Ak, Asanga, som er bosiddende i skoven, har praktiseret meditation i tolv år uden at have nået noget gennem denne meditation. Han har grundlagt et system så vanskeligt og besværligt, at det kun kan bæres på ryggen af en elefant.”

Asanga hørte om denne holdning og frygtede, at Vasubandhu ville bruge sine store intellektuelle evner til at underminere Mahayana. Ved at fingere sygdom var han i stand til at tilkalde Vasubandhu til Purusapura, hvor han boede. Her fandt omvendelsen af Vasubandhu til Mahayana sted.

Vasubandhu bad Asanga om at forklare sig Mahayana-belæringerne, hvorefter han straks indså, hvor overlegne Mahayana-doktrinerne var. Efter yderligere studier af disse doktriner siges det, at dybden af ​​Vasubandhus erkendelse kom til at ligne hans brors. Han kom til at skamme sig noget så grusomt over sine tidligere nedsættende bemærkninger om Mahayana. Vasubandhu ville skære sin tunge af, men afholdt sig fra at gøre dette, da Asanga fortalte ham, at han i stedet skulle bruge den til at undervise i Mahayana.

Vasubandhu kom med tiden til at anse studiet af den enorme Shatasahasrikaprajna-Paramita-sutra som værende af allerstørste betydning for buddhismen. I betragtning af at det var de tekster, der havde konverteret ham til Mahayana, kan Vasubandhus kommentarer have været hans tidligste tanker om Mahayana. Disse blev fulgt op af en række kommentarer til andre Mahayana-sutraer og afhandlinger om disse, herunder Avatamsaka-sutra, Nirvana-sutra, Vimalakirtinirdesha-sutra og Shrimaladevi-sutra. Vasubandhu komponerede også en afhandling om vijnaptimatra (Yogacara)-teori og kommenterede Mahayanasamgraha, Triratna-Gotra, Amrita-Mukha og andre Mahayana-afhandlinger.

Ifølge de tibetanske biografier om Vasubandhu var hans foretrukne sutra enten Shatasahasrikaprajna-Paramita-sutra eller Ashtasahasrika. I betragtning af at disse tekster afslører nogle de mest dybdegående indsigter i Mahayana-tænkning, er det ikke overraskende, at Vasubandhu syntes godt om dem. Da ​​Vasubandhus produktion af Mahayana-værker er enorm, skrev han efter al sandsynlighed nye afhandlinger hvert år.

Roger Scruton om Lighed og Sindelagskontrol

“Det er et ejendommeligt faktum, at et samfund, som er meget optaget af at gøre sine borgere ens, meget hurtigt giver anledning til en kaste, der flyder ovenpå, og som består af de af dets indbyggere, hvis anliggende det er at påføre det øvrige samfund denne enshed,” skriver den konservative britiske filosof Roger Scruton i en af sine bøger. I en konservativ optik har socialisme, socialdemokratisme og socialliberalisme alle det til fælles, at lighed i et vist omfang også er lig med enshed, og at enshed har det med at medføre sindelagskontrol.

Dette ses f.eks. på arbejdsmarkedet, hvor man forsøger at udskamme og kontrollere de parter, der fuldt ud lovligt når til aftale uden om de retningslinjer, som visse parter synes bør gælde for andre. Men det ses også i værdipolitikken, hvor man forsøger at udskamme og udstøde eks. islamkritikere og modstandere af indvandringen.

I sin yderste konsekvens medfører denne tilgang til politik, at det er illegitimt for individet at have holdninger, der går mod fællesskabets. Skulle en arbejdstager hellere ville tage et job hos RyanAir end sidde derhjemme på kontanthjælp, så må han regne med repressalier fra fagbevægelsen. Og skulle en offentlig intellektuel eller kommunalt ansat afsky islam som idé eller modsætte sig ikke-vestlig indvandring (men i øvrigt opføre sig pænt over for muslimer og medborgere af anden etnisk oprindelse), kan vedkommende ligeledes se frem til en opsang fra dem, hvis anliggende det er at påføre andre de rette holdninger.

Det konservative svar er i dette henseende at træde et skridt tilbage og holde en national kernekultur i hævd, som alle kan være fælles om, og som derved danner et fundament for al videre uenighed inden for landets grænser. Sagt på en anden måde: I en konservativ optik er nationalkulturen selve det fundament, der tillader individer at have modsatrettede interesser.

TTIP og frihandel

Hvem kender ikke følgende hændelse: Man har sat næsen op efter en specialgenstand, som man længe har ønsket at erhverve sig. Man klikker rundt på internettet og finder en forhandler, som tilbyder produktet til en markant billigere pris end de øvrige udbydere. Man placerer ordren og glæder sig over det kommunikations- og samarbejdsmæssige vidunder, som internettet er. Men da dagen, hvor genstanden burde ankomme, oprinder, modtager man i stedet en utydeligt skrevet seddel fra Post Danmark, som beder en afhænde 12% af varens værdi i told, 25% af varens værdi i moms, samt et ”importgebyr” på 160 kr., der af kritikere anses som en ren pengemaskine for Post Danmark.

Scenariet har været til almindelig gene for Danmarks indbyggere, så lang tid tilbage som nogen kan huske. Men det har opnået ny relevans i kraft af den transatlantiske frihandelsaftale, Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP), der netop nu er ved at blive forhandlet på plads mellem Amerikas Forenede Stater og den Europæiske Union. Frihandelsaftaler har altid været kontroversielle, og deres kritikere har sjældent holdt sig tilbage fra at imødegå dem med misinformation.

Fra de første store offentlige debatter om frihandelsaftaler i 1800-tallet og frem til i dag er en række faste stilfigurer gået igen i frihandelsmodstandernes argumentation. Lad os se nærmere på et par af disse.

Ét argument er det nationalistiske: I frihandelsmodstanderens eget hjemland har man angiveligt højere standarder og en overlegen produktionskultur ift. den, der hersker i udlandet. Da det britiske parlament diskuterede en lempelse af restriktionerne på kornimport i 1840’erne, lød argumentationen f.eks., at man ikke kunne stole på, at udenlandske bønder ville høste kornet med samme omhyggelighed og opbevare det med samme ansvarlighed som den retskafne britiske bonde. Det ville således være helt utilstedeligt at lade udenlandsk korn komme ind på det britiske hjemmemarked.

I sin moderne variant lyder argumentet blandt andet, at amerikanerne har ”lavere sundhedsstandarder” end os europæere, og at vi af helbredsmæssige hensyn derfor må holde visse amerikanske landbrugsprodukter fra døren. Ikke kun i tilfælde som med de amerikanske EDC-kemikalier, hvor der måske nok er grund til at være bekymret, men også hvad angår genmodificerede fødevarer, som uafhængige laboratorier for længst har dokumenteret er uskadelige.

Mærkværdigt nok anvendes det nationalistiske argument gerne af de parter, der sædvanligvis har travlt med at lægge afstand til Dansk Folkepartis nationalisme. Disse frihandelsmodstandere ser åbenbart ikke selv, hvordan deres argumentation svarer til økonomisk dansk-folkepartisme.

Et beslægtet argument er det kulturelle: Udlandets kultur er underlødig, mens vor egen er langt bedre. Således har europæiske kræfter været fremme med anmodninger om at få spillefilm pillet ud af TTIP-aftalen. Frygten er, at amerikanske spillefilm helt vil udkonkurrere små europæiske kunstfilm. Men hvis ens ønske om at berige andre menneskers liv med sit kulturprojekt kun kan opretholdes ved, at man straffer folk for at vælge en fra, så skulle man måske spørge sig selv, hvorvidt man befinder sig i den rette branche.

Eksemplet med spillefilm bringer os tilbage til scenariet med glæden ved at modtage en pakke fra udlandet, der erstattes af misfornøjelsen ved at modtage en seddel med opkrævninger fra Post Danmark. Enhver frihandelsaftale kan anskues fra to sider: Forbruger og producent. Når frihandelsmodstanderne taler om udlandets lavere standarder eller appellerer til frygten for, at de hjemlige producenter bliver udkonkurreret, så anskuer de anliggendet fra producenternes side. Men eksisterende producenter har sjældent gavn af en frihandelsaftale, hvis ikke de i forvejen leverer den bedste ydelse. Det er således helt naturligt, at frihandelsaftaler vil tage sig ilde ud, når de anskues fra producentens synsvinkel. Men hvad med forbrugeren?

Hvor producenten må være evigt nervøs for, at forbrugeren skal fravælge hans produkt, så er det entydigt til forbrugerens fordel, at der nu er større konkurrence om at tilfredsstille hans behov. I tilfælde, hvor to produkter er sammenlignelige, vil forbrugeren oftere kunne spare penge i et frihandelsområde. Tillige har empiriske studier vist, at flertallet af forbrugere oplever glæde ved det øgede udbud af produkter og serviceydelser, der ligeledes hersker i et frihandelsområde.

I langt de fleste tilfælde vil forbrugeren stort set ikke have noget at tabe. For det meste vil  han nemlig stadig have mulighed for at vælge de nytilkomne produkter fra. Skulle han personligt være enig i, at amerikanske landbrugsprodukter udgør en sundhedsrisiko, så kan han fortsætte med at købe danske og europæiske fødevarer, der næppe vil forsvinde fra det lokale supermarked som følge af TTIP. Og skulle han personligt være enig i, at amerikanske landmænd er særligt nederdrægtige i forhold til de græske og italienske landmænd, som han allerede samhandler med i dag, så kan også det problem løses ved at fravælge amerikanske produkter.

Endelig er der spørgsmålet om nettogevinsten ved en frihandelsaftale som TTIP. Når kritikerne ser isoleret på spørgsmål om landbrugsprodukter og spillefilm, så forsømmer de som oftest at nævne, at TTIP ifølge uafhængig forskning står til at ville kunne forøge den Europæiske Unions økonomi med ca. 895 mia. kroner, den amerikanske økonomi med ca. 670 mia. kroner, og resten af verdens økonomi med ca. 700 mia. kroner. Til sammenligning anslås den totale værdi af de produkter og ydelser, der produceres inden for Danmarks grænser i løbet af et år, at være ca. 2.230 mia. kroner – altså ville TTIP økonomisk set svare til at vågne op en morgen og erfare, at et nyt Danmark var opstået ud af det blå.

Når vi har mulighed for at lade én teknologi erstatte en anden, så er det misvisende at fokusere på den uprøvede løsnings eventuelle ulemper uden at holde sig bundlinjen for øje. Da vi lod biler erstatte hestevogne, spurgte vi ikke, hvorvidt biler havde ulemper (det havde de), men hvorvidt de udgjorde en netto forbedring over hestevogne (det gjorde de).

Det omtålelige ved frihandelsaftaler som TTIP er, at de fungerer per gensidig aftale. Ønsker man spillefilm fjernet fra aftalen, så er det oplagte forhandlingsinstrument at give amerikanerne et lignende veto, som de kan håndhæve i forhold til aftalen – kan amerikanske øl og vinproducenter f.eks. regne med deres kunder, hvis amerikanske forbrugere pludselig kan købe belgisk øl og franske rødvine til markant billigere priser?

Når først én gruppe producenter begunstiges med særlige vilkår, hvor netop deres forretning afskærmes for den fri og lige konkurrence, så bliver det alt andet lige sværere for politikerne at afvise den næste gruppe producenter, der også ønsker deres forretning beskyttet fra forbrugerens frie valg. Dermed kommer TTIP’s kritikere meget nemt til at sætte gang i et omvendt våbenkapløb, hvor flere og flere brancher tages af bordet, og gevinsten udhules mest muligt. Alle vil naturligvis gerne have, at alle andre bliver tvunget til at konkurrere på fri og lige vilkår. Det vil bare ikke opgive netop deres særlige privilegier og begunstigede markedsposition.

Så lad os håbe, at der ikke lægges for mange sten i vejen for, at TTIP forhandles på plads til gensidig glæde for forbrugere på begge sider af Atlanten. Så vil de hårdt pressede europæiske økonomier også omsider få et skub i den rigtige retning. Og så vil man måske omsider en dag kunne åbne sin postkasse og finde den vare, man har bestilt, frem for en seddel fra Post Danmark.

Western Quotes on Islam

“It is a misfortune to human nature, when religion is given by a conqueror. The Mahometan religion, which speaks only by the sword, acts still upon men with that destructive spirit with which it was founded.” – Montesquieu (1689-1755), Fransk oplysningsfilosof

***

“But that a camel-merchant [Muhammad] should stir up insurrection in his village; that in league with some miserable followers he persuades them that he talks with the angel Gabriel; that he boasts of having been carried to heaven, where he received in part this unintelligible book, each page of which makes common sense shudder; that, to pay homage to this book, he delivers his country to iron and flame; that he cuts the throats of fathers and kidnaps daughters; that he gives to the defeated the choice of his religion or death: this is assuredly nothing any man can excuse, at least if he was not born a Turk, or if superstition has not extinguished all natural light in him.” – Voltaire (1694-1778), Fransk oplysningsfilosof og forfatter

***

“Consider the Koran, for example; this wretched book was sufficient to start a world-religion, to satisfy the metaphysical need of countless millions for twelve hundred years, to become the basis of their morality and of a remarkable contempt for death, and also to inspire them to bloody wars and the most extensive conquests. In this book we find the saddest and poorest form of theism. Much may be lost in translation, but I have not been able to discover in it one single idea of value.” – Arthur Shopenhauer, tysk filosof (1788-1830)

***

“We do not know whether Hitler is going to found a new Islam. He is already on the way; he is like Muhammad. The emotion in Germany is Islamic; warlike and Islamic. They are all drunk with a wild god.” – Carl Jung (1875-1961), Schweizisk psykoanalytiker

***

“[E]xamine the Koran, I know that beyond any question every Mohammedan is insane; not in all things, but in religious matters.” – Mark Twain, amerikansk forfatter (1835-1910)

***

“The fact that in Mohammedan law every woman must belong to some man as his absolute property, either as a child, a wife, or a concubine, must delay the final extinction of slavery until the faith of Islam has ceased to be a great power among men. Individual Moslems may show splendid qualities – but the influence of the religion paralyses the social development of those who follow it. No stronger retrograde force exists in the world. Far from being moribund, Mohammedanism is a militant and proselytizing faith.” – Winston Churchiill (1874-1965), Britisk statsmand

***

“Qur’an… an accursed book… So long as there is this book there will be no peace in the world.” – William Gladstone (1809-1898), Britisk statsmand

***

“The ambassador answered us that [the right] was founded on the Laws of the Prophet, that it was written in their Koran, that all nations who should not have answered their authority were sinners, that it was their right and duty to make war upon them wherever they could be found, and to make slaves of all they could take as prisoners, and that every Mussulman who should be slain in battle was sure to go to Paradise.” – Thomas Jefferson (1743-1826), Amerikansk præsident og forfatter til den amerikanske uafhængighedserklæring

***

“…he [Muhammad] declared undistinguishing and exterminating war, as a part of his religion, against all the rest of mankind…The precept of the Koran is, perpetual war against all who deny, that Mahomet is the prophet of God.” – John Quincy Adams (1767-1848), USAs sjette præsident

***

“The civilization of Europe, American and Australia exists today at all only because of the victories of civilized man over the enemies of civilization because of victories through the centuries from Charles Martel in the eighth century and those of John Sobieski in the seventeenth century…There are such “social values” today in Europe, America and Australia only because during those thousand years, the Christians of Europe possessed the warlike power to do what the Christians of Asia and Africa had failed to do — that is, to beat back the Moslem invader.” – Theodore Roosevelt (1858-1919), Amerikansk præsident

***

“Bolshevism combines the characteristics of the French Revolution with those of the rise of Islam… Those who accept Bolshevism become impervious to scientific evidence, and commit intellectual suicide. Even if all the doctrines of Bolshevism were true, this would still be the case, since no unbiased examination of them is tolerated…Among religions, Bolshevism is to be reckoned with Mohammedanism rather than with Christianity and Buddhism. Christianity and Buddhism are primarily personal religions, with mystical doctrines and a love of contemplation. Mohammedanism and Bolshevism are practical, social, unspiritual, concerned to win the empire of the world.” – Bertrand Russell (1872-1970), Britisk filosof

***

“The pope gets ridiculed every day, but you don’t see Catholics organizing terrorist attacks around the world.” – Salman Rushdie (1947-), Britisk-indisk forfatter

***

“I must [translate the Qur’an] into German so that every man may see what a foul and shameful book it is. … One is able to do nothing more grievous to Muhammad … than to [translate his] Qur’an … [so] that people may see how entirely cursed, abominable, and desperate a book it is.” – Martin Luther, tysk reformator

***

“It has been our misfortune to have the wrong religion. … The religion of … Muhammad would have been much more compatible with us [than] Christianity with its meekness and flabbiness.” – Adolf Hitler

Beskytter myndighederne forsamlingsfriheden?

Der tegner sig et noget bizart billede af de danske myndigheders ageren i forhold til ytrings- og forsamlingsfriheden.

1. Kort efter attentatet på Lars Hedegaard afholdt Trykkefrihedsselskabet et debatmøde. Her havde myndighederne afvist at involvere sig i sikkerhedsforanstaltningerne. Man overlod sikkerheden til amatører – frivillige fra TFS, som i kølvandet på attentatet mod Hedegaard var overforsigtige med, hvem de lukkede ind. Som følge heraf fik TFS et søgsmål på halsen, og Politiken udnyttede kynisk episoden til at male TFS som racister, fordi de ikke formåede at varetage sikkerhedsarbejdet med samme professionalisme som en efterretningstjeneste.

2. Den jødiske menighed i København har i årevis bedt myndighederne om professionel beskyttelse af Carolineskolen og synagogen i Krystalgade. Men intet er det blevet til, og den frivillige vagt foran synagogen er nu død.

3. Dansk PEN, som har været alt for længe om at anerkende, at vi har et problem med ytringsfriheden, er nu omsider ved at vågne op til dåd. Men det siger sig selv, at der stadig hersker uenighed internt i de pæne ånders klub. Derfor afholder de nu et debatmøde, så de to lejre kan få afprøvet styrken af deres respektive argumenter. Nogle ved dette møde frygter for deres sikkerhed (rationelt, kunne man mene, da en af dem har udgivet en bog med Muhammed-tegninger i). Men dette møde vil myndighederne altså heller ikke beskytte, og mødet må nu aflyses af sikkerhedshensyn.

I politisk teori siger man, at statens opgave med at varetage borgernes sikkerhed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed hører til det helt basale. Kun i anden række kommer så alt det andet, vi gerne vil: Overførselsindkomster, grøn energi og cyklende julemænd på Frederiksberg. Måske myndighederne bør omprioritere?

What would Ayn Rand have said about climate change?

The growing problem of climate change is seen not just in the atmosphere, but in the minds of men as well. It is easy to see how in the olden days, men smoked cigarettes; man was at one with his creator aspect, embellishing himself with an example of the fire he had tamed (and the lung cancer he was seeding) wherever he went.

But today, non-creators and second-handers do not want man to be creative. They want him to be a slave. This is why they oppose smoking. They oppose climate change too, of course, but climate change is just a red herring; the real issue is smoking as will be obvious from anyone who dares to discern the matter through the power of reason, making no excuses for himself and his reliance on man’s highest faculties.
 
The people who oppose climate change may tell you that they want you to ride trains and live in skyscrapers. I, of course, also like trains and skyscrapers (in general, I seem to have something about large and imposing inanimate objects that inspire peculiarly submissive sentiments in my otherwise domineering personality – however, it is very rational since skyscrapers and trains are less emotional than human males).
 
Rational. It is important to use that word when discussing climate change (as it is everywhere else). When people show you charts and statistics and talk about Co2 they are not empowering man’s individual agency. That is irrational. When they smoke cigarettes and live in skyscrapers they are rational. It is good to be rational. And that is how we solve climate change.

Warhammer: Old School Grey Magic

lore of shadow THE CROWN OF TAIDRON
Component: Iron Circlet
The Wizard unleashes 1-6 lightning bolts (1d12 halved) at 1 or more models within 3 spaces of the caster, each inflicting 3 dice of damage. Intervening creatures do not block line of sight.

BRIDGE OF SHADOWS
Component: Thunderbird Feather
A magical bridge can transport up to 5 models per turn to another previously explored location in the dungeon. Represent the bridge with the Sapphire Arch template. All models must be placed either in an area 3 by 3 or else 5 by 1 (Wizard’s choice) centered on the first model placed. The bridge lasts until the end of the next exploration turn.

STORMCALL
Component: Steel Rod
Every enemy model within 3 spaces of the Wizard takes 2 dice of damage from buffeting winds and flaring lightning. No line of sight is required.

THE DANCE OF DESPAIR
Component: Thunderbird Feather
Any one model within 24 spaces and line of sight twitches and tumbles erratically. Each turn, the model moves in a direction indicated by the Wizard, ignoring all death zones. Neither caster nor victim may take other actions while the Wizard maintains this spell.

RADIANCE OF PTOLOS
Component: Wyvern’s Claw
A single model within 36 spaces of the Wizard begins to glow, becoming so bright that it is impossible to look at; no one may shoot at the model. This spell ends if the model enters hand-to-hand combat.

STORMCALL
Component: Steel Rod
Every enemy model within 3 spaces of the Wizard takes 2 dice of damage from buffeting winds and flaring lightning. No line of sight is required.

THE DANCE OF DESPAIR
Component: Thunderbird Feather
Any one model within 24 spaces and line of sight twitches and tumbles erratically. Each turn, the model moves in a direction indicated by the Wizard, ignoring all death zones. Neither caster nor victim may take other actions while the Wizard maintains this spell.

RADIANCE OF PTOLOS
Component: Wyvern’s Claw
A single model within 36 spaces of the Wizard begins to glow, becoming so bright that it is impossible to look at; no one may shoot at the model. This spell ends if the model enters hand-to-hand combat.

THE PIT OF TARNUS
Component: Obsidian Shard
A dark pit opens within 24 spaces of the caster in line of sight, represented with the pool template. All models under the template must roll under their Speed or be entombed forever. Alternately, the pit may be left open, a portal to the next level. On a roll of 4 or less, there is only solid rock below the pit.

STRIKE OF THE SWORD
Component: Obsidian Shard
A great sword composed of magical energies slices through the stone walls of the chamber, opening a passage where once there was none. The Wizard player may place an open doorway in any wall of the section in which the Wizard stands. If this would lead to an unexplored part of the dungeon, on a roll of 4 or less there is only solid rock beyond the doorway. Otherwise, generate as normal.

THE HORN OF ANDAR
Component: Wyvern’s Claw
All allies within 36 spaces are immune to fear and treated as if they have Bravery scores of 12 until the next exploration turn.