Author Archives: Majken Hirche

Hume mellem konservatisme og liberalisme

Af Ryan Smith

Mens David Hume ubestridt regnes blandt Vestens betydeligste filosoffer, så er hans politiske tænkning historisk blevet mødt med en mere blandet reception. Humes politiske skrifter er blevet anklaget for at være overfladiske og ahistoriske og for at bære præg af Humes personlige ønske om at opnå litterær berømmelse i brede kredse snarere end at opfostre akademisk indsigt i snævre.

I forbindelse med grundlæggelsen af Amerika er Humes direkte indflydelse begrænset: Det er velkendt, hvordan Jefferson nærede afsky for Hume, ligesom John Adams mestendels erklærede sig uenig med Hume.

I Storbritannien er Humes politiske tænkning især blevet sat i forbindelse med tre senere traditioner:

  • Humes pragmatisme og utilitarisme er blevet set som forløberen for Jeremy Bentham og James Mills utilitaristiske liberalisme.
  • Humes økonomiske teori er blevet set som den grundsten, som klassisk liberale økonomer som Adam Smith og David Ricardo byggede videre på.
  • Humes angreb på kausalitet og på fornuften er blevet udlagt som legitimation af konservatismen og som et forsvar for sædvaner og for patos som sluttemåde.

Hvilken af disse David Hume’er er så den ”sande” David Hume? Det er de alle, da Hume bredte sig over så mange emner og gjorde sig til talsmand for så mange (ofte modsatrettede) synspunkter, at han med rimelighed kan udlægges på alle tre måder.

For at forstå bevæggrundene bag David Humes politiske temperament  er det nødvendigt at se nærmere på den tid, som han skrev i. Humes dødsår var 1776, hvilket vil sige, at hans filosofi er udfærdiget i den magelige æra, som gik forud for Den Franske Revolution i 1789. Oplysningen lå bag ham og i hans samtid, mens Den Franske Revolution endnu lå forude. Senere konservative tænkere har ofte set med skeptiske øjne på Oplysningen, da den efter deres mening stod i direkte slægtskab med Den Franske Revolution. Men i Humes egen tid synes Oplysningen uundgåelig. Hans tid kan måske sammenlignes med tiden umiddelbart efter Berlinmurens fald, hvor fremskridt og liberalt demokrati ligeledes synes uomgængeligt, som ville de komme anstigende af sig selv – et tidsbillede profant indkapslet i Fukuyamas The End of History and the Last Man (1992).

I begge tilfælde var samtidens politiske tænkning præget af slaphed forårsaget af troen på, at  fremskridtet ville komme af sig selv, og en manglende bevidsthed om en faretruende modpol (det være sig Den Franske Revolution, Sovjetunionen, eller Putins imperialisme), som man selv bliver fast i kødet af at skrive sig op imod.

Denne tidsmæssige forskydning mellem Hume og senere tiders konservative betyder, at der er en række særkender ved Humes konservatisme. I modsætning til senere tiders konservative er Hume ikke mystiker: Han er helt igennem sekulær og behøver ikke Forsynet, kirken eller nationalstatens mytologiserede rødder som aktører i sin konservative orden. Erfaringen er det råstof, som vi må tænke politik på baggrund af. Oplysningens analytiske dissektion er det nåleøje, som den etablerede moralfilosofi må passere igennem (her har vi den utilitaristiske del af Hume). Temperamentsmæssigt var han optimist og sensualist; identitetsfællesskaber og autoriteter, der påtvinges oppefra, er unødvendige – ethvert individ har egeninteresser og sanselige behov, som det af sig selv søger at realisere i fællesskab med sine medmennesker – derved opstår den sociale orden og de borgerlige dyder (her har vi den klassisk liberale del af Hume).

Såvidt de klassisk liberale og liberal-utilitaristiske dele af Humes politiske filosofi. Det er dog Humes konservatisme, som står i det tætteste forhold til hans vigtigste opdagelser – nemlig hans kritik af kausalitet og fornuften. I generelle filosofiske termer er Hume mest kendt for at have betvivlet kausalitet: Når vi ser A forårsage B, så ser vi et sammenfald i tid og rum, men vi ser ikke selve årsagsvirkningen. Vi postulerer den med fornuften. Men fornuften kan kun bedømme observation; den kan ikke selv observere. Vi har altså at gøre med en fejlslutning. Ligeledes kan fornuften ifølge Hume ikke fortælle os, hvad godt og slet er, men blot beregne, om noget er godt eller slet, når først patos og sædvaner har udstyret fornuften med rammerne for, hvad godt og slet overhovedet er.

Det siger sig selv, at dette syn på fornuften underminerer den tidligere tradition for naturlige rettigheder og for en naturlig moral, som vi kan opdage med fornuften (her ser vi, hvorfor Hume aldrig blev populær blandt de amerikanske founding fathers). Moral er noget, vi føler, og ikke noget, vi analyserer os frem til.

Således kan der næppe herske tvivl om, at der findes et betragteligt konservativt element i Humes politiske tænkning. Alligevel er der dog en række særkender ved Humes konservatisme, der gør, at Hume adskiller sig markant fra de fleste konservative: Vi har allerede nævnt Humes afsmag for mystik, religion og autoriteter. Tillige kan vi pege på Humes skepsis, hvad angår den absolutte værdi af menneskets sluttemåder. For Hume kan menneskets tendens til at slutte på baggrund af sædvaner og patos bedst karakteriseres som deskriptive fakta vedrørende menneskets natur:  Hume har med sine argumenter vist, at fornuften ikke kan erstatte patos, men deraf følger det ikke, ifølge Hume, at patos’ domsafsigelser så er korrekte, endsige normativt værdifulde. Selvom Hume ikke har noget rationalistisk aspekt at falde tilbage på, så anerkender han dog rent pragmatisk, at entusiasme og glæde ved egne følelsesslutninger ikke er det samme som en overbevisning opnået gennem reflektion over generaliseret viden. Mens nutidige konservative ofte følger Hume i at postulere sædvane og patos som grundlaget for værdidomme, så synes de samtidig at afvise, eller helt at mangle, Humes bevidsthed om, at værdidomme afsagt på dette grundlag ikke nødvendigivis er hverken korrekte, værdifulde eller berettigede.

Samtidig kan man dog også i Hume finde en bevidsthed om forhold, som liberale sædvanligvis overser. Hvis mennesker, som de er flest, uundgåeligt slutter på baggrund af patos og sædvane, så smuldrer store dele af Hobbes og Lockes drejebøger for den politiske orden bort. Snarere end individer, der har sluttet sig sammen i fællesskaber på baggrund af deliberation og egeninteresse, så kommer ”samfundet” og fællesskabsfølelsen først. Behovet for at ”høre til” og for at kunne identificere sig med en leder kommer i de fleste menneskers tilfælde før abstraktioner som ”rettigheder” og ”individet.” Samme forhold vil i praksis også sige, at magten i et samfund ”sidder i sprækkerne” og ikke direkte i love og regler. I praksis er det sædvanen og flertallets sym- og antipatier, der har magten i et samfund, og kun uhyre sjældent ser vi abstrakte principper og hensynet til eksisterende love komme sejrrigt ud af en direkte konfrontation med sædvanerne og den menneskelige natur.

Psykologers arrogance

I 1970’erne var det helt standard i psykometriske undersøgelser at antage, at deltog man i foreningsarbejde (sådan som psykologer selv havde/har for vane), så var man et kreativt og velafbalanceret menneske. Omvendt, hvis man *ikke* deltog i foreningsarbejde, så var det angiveligt et tegn på, at man var snæversynet og lukket over for sin omverden. Denne antagelse viste sig ikke at holde stik, og siden da har psykologer lært deres lektie og er holdt op med at anvende deres egne personlige værdier som målestok for, hvad der er psykologisk normalt. … Eller er de?

Her er en nylig undersøgelse foretaget af tre psykologer. Hvis man svarer ‘nej’ til første spørgsmål, og ‘ja’ til de to andre, så indikerer det ifølge psykologerne, at man er “environmental denier,” altså en, der “benægter miljømæssige virkeligheder.” Selvom der findes fysikere og biologer, der skriver videnskabelige artikler om, hvorfor vi eksempelvis ikke løber tør for råstoffer, så er det altså ikke blot psykologerne, der ved bedst. Psykologstanden (forfattere, peer-reviewers, tidsskriftets redaktion) ved simpelthen, at disse fysikere og biologer altså har en forstyrret virkelighedsopfattelse.

1: “If things continue on their present course, we will soon experience a major environmental catastrophe.”
2: “The earth has plenty of natural resources if we just learn how to develop them.”
3: “Humans will eventually learn enough about how nature works to be able to control it.”

Fremtidens borgerlige offensiv

Overalt i den vestlige verden har erhvervsledere og borgerlige intellektuelle længe været enige om, at lavere skatter og mindre regulering er vejen frem. Og dog synes kampen for øget økonomisk og social frihed at stå i stampe. Flere borgerlige meningsdannere har i de senere år gjort sig den erfaring, at det er nemt nok at erklære sin støtte til den borgerlig-liberale frihedsdagsorden på papiret, men anderledes svært at få eksekveret disse ideer i praksis.

Derfor var det med stor interesse fra publikum, da tænketanke og borgerlige intellektuelle fra 86 lande overalt på kloden for nylig fremlagde deres strategier for udbredelse af det borgerlig-liberale idegods til den årlige Liberty Forum-konference i New York.

Rammen for mødet lagde ikke fingrene imellem: Det borgerlige maskineri er tilsandet. Der er for meget ”business as usual” blandt tænketanke og borgerlige intellektuelle. Fraser som ”at være en fast spiller i debatten” eller at være en ”anerkendt meningsdanner” har i disse år fået lov at skygge for det egentlige succeskriterium: At ændre verden i en mere borgerlig-liberal retning. Skal liberalismen vinde frem, har de borgerlige brug for at tænke offensivt.

Her er nogle erfaringer fra årets Liberty Forum, som også kunne være relevante i en dansk kontekst.

Fagbevægelser med monopolistisk tilsnit er generelt til skade for den borgerlige dagsorden. I den amerikanske delstat Michigan har borgerlige tænketanke siden 2010 haft held med at vende offentlighedens syn på fagbevægelsen fra helte til skurke. Dette resultat blev ikke opnået ved at tilbagevise fagforeningernes reklamekampagner og argumentation, men ved at gå direkte efter fagforeningerne som organisationer. Som direktøren for Mackinac Center, der anførte kampen, sagde: ”I flere år befandt vi os i en krig, hvor vi blev ved med at slås mod fagforeningernes slutprodukter, nemlig de reklamer de producerede, efter de havde indkrævet penge fra deres medlemmer. Det var først, da vi begyndte at angribe fagforeningerne på deres forsyningslinjer, nemlig de kontingentbetalende medlemmers mening om dem, at vi gjorde fremskridt.”

I Michigan var strategien mod fagforeningerne tvedelt: For det første førte man aktivistiske retssager. Det er velkendt, at fagforeningerne ofte har held med at få det juridiske system til at vende det blinde øje til visse af deres praksisser, der teknisk set er på kant med loven (herhjemme kender vi eksempelvis sagerne om stilladsbranchen, der ulovligt piller konkurrerende arbejderes stilladser fra hinanden i ly af natten). I Michigan begyndte borgerlige tænketanke simpelthen at sagsøge fagforeningerne, hver gang de fik nys om sådanne tilfælde. Og det opsigtsvækkende var, at selvom de borgerlige advokater ikke vandt én eneste af disse retssager, så var selve det forhold, at der kom offentlig fokus på fagforeningernes prakssiser, nok til at vende den folkelige stemning imod dem.

Ligeledes satte man fokus på grimme cases internt i fagforeningerne: Fagforeningsrepræsentanter, der opfordrer kolleger til at stikke hinanden, og pampere, der bor i kæmpevillaer, mens menige medlemmer kommer i klemme og ikke får de ydelser, de har betalt for. Man udstillede den latente racisme, der anvendes som løftestang til at dehumanisere konkurrerende arbejdere, og voldsparatheden, som flere fagforeningsfolk synes at opfatte som moralsk forsvarlig. I Michigan gjorde man sig den erfaring, at fagforeningernes indre mekanik ikke kan tåle dagens lys, uden at folkestemningen bliver vendt imod dem.

Her er et andet eksempel på en borgerlig offensiv fra Liberty Forum.

I det indiske Center for Civil Society har man studeret, hvornår regeringer er mest lydhøre over for policy-forslag fra borgerlige intellektuelle. Det er de i de første 300 dage efter deres tiltrædelse. Når først en regering har fundet sig til rette ved magten, fortaber viljen til at foretage ideologiske ændringer sig i samfundets daglige drift. Derfor satte Center for Civil Society sig for at holde Indiens nytiltrådte til ilden som følger: Hver gang den nye regering ville indføre en ny lov, udpegede Center for Civil Society 10 antikverede love, som med fordel kunne sløjfes. Ved hver lov, som de borgerlige ønskede sløjfet, udgav man en én-sides-rapport om loven, der var holdt i et ligefremt sprog, som ikke-jurister kunne forstå. Ved at få beslutningen til at synes, som om den allerede var truffet for magthaverne, og at de blot skulle give grønt lys for at forbedre alle parters retssikkerhed, placerede man de nytilkomne ministre i en position, hvor det var overordentligt svært at sige nej.

Freudian Personality Types

Anal Types

The anal-expulsive type is often sadistic in conduct in so far as he will attempt to break down the people that he perceives as trying to control his urge towards expulsion upon the world and his ill-planned participation in the events that surround him. In bed, he may be either a sexual sadist (dominator) or a masochist (subjugating himself to the dominance of others). Both of these dispositions hark back to the fundamental immoderation that is the hallmark of this type.

On the other hand, in the case of the anal-retentive type, he is normally prim and proper in interpersonal matters, but may reveal a “background sadism” upon closer inspection – a certain schadenfreude (a delight in the misfortunes of others) is often visible. This schadenfreude is, however, not genuine sadism: It is not there because the anal-retentive type really wants to break others, but rather because he perceives the misfortunes striking others as his reward for “following the rules” as tightly as he does. Unconsciously, the anal-retentive type hates following the rules just as much as the next guy. Contrary to immediate perception, he does not enjoy being a stickler, and doing everything “by the book” drains his life of joy. But since he feels that he has to follow the rules, he must compensate by telling himself that there must also be some reward for doing so. And so the “reward” is that misfortunes of fate tend to happen to others, but not to himself. That is his reward for following the rules.

In bed, the anal-retentive type may exhibit sadistic (dominating) behavior, but again, his true drive is not to bring others down. In bed, his sadism is a manifestation of his need to control an otherwise unpredictable situation by, for example, putting the partner in fetters.

Phallic Types

“Goethe conceived of a human being who would be strong, highly educated, skillful in all bodily manners, self-controlled, reverent towards himself, and who might dare to afford the whole range and wealth of being natural, being strong enough for such freedom.” – Friedrich Nietzsche

The phallic-aggressive type evinces very poor reactions to even minor defeats and has a tendency to externalize the blame for defeats. He tends to have a narcissistic and infantile sexuality. If the aspirations of the phallic-aggressive type are frustrated in early adulthood, the phallic type can become an exhibitionist as a way of gaining the attention which their talents did not allow them to develop and realize in life.

With regards to the phallic type, the themes that unite both the aggressive and the placid version of the type is the wish to be in possession of people and institutions around them. For example, a man who views his mistress as a possession, rather than as a human being in her own right, or the man who defines his mistress in terms of the pleasure that she can provide for him, rather than who she is in herself, might be said to exhibit the traits of the phallic type.

Similarly, in a business context, the man who strives to possess the company which he works for may be a phallic type: Just like the man mentioned above may fuse his own identity with that of his mistress, a phallic type may fuse his personal identity with the company that he works for. Other employees of similar seniority are perceived as rivals, and competing ideas about how to accomplish the same thing for the firm are perceived as personal attacks. The phallic type is competitive, forceful and assertive, but secretly has a fear of collapse and yielding that is often palpable as it sits immediately under the surface.

Owing to these dispositions, the phallic type has a knack for getting himself into situations that he lacks the resources to resolve himself: His domination steers him into uncharted waters in pursuit of the grandiose goals of domination and accomplishment that he glimpses on the horizon, yet when he later capsizes and overturns in unknown waters, he cannot turn back and admit that he made a mistake and that he that was responsible for the faulty course – for that would be a concession to the fear of collapse and yielding.

He is like a driver who, upon losing control of the car, finds himself unable to step on the brake, but slams down the speeder instead. It is like he is inflating a balloon, and as it begins to crack around the edges, he can only inflate it some more.

Sexually, the phallic type is likely to be quite normal (though he may be gloating and unduly ceremonious about sex with a new partner and for the same reason also prone to infidelity). But while normal in bed, he may be sadistic or exploitative in interpersonal affairs. Their aim is to break or incapacitate the other, so that they can dominate undauntedly. On the other hand, where the aggressive phallic type always wants to plot the course, the placid phallic plays the social imbecile with no idea of where to go.

Pinker’s Arguments for Genetic Gender Differences

Geneticists have found that the diversity of the DNA in the mitochondria of different people (which men and women inherit from their mothers) is far greater than the diversity of the DNA in Y chromosomes (which men inherit from their fathers). This suggests that for tens of millennia men had greater variation in their reproductive success than women. (…) These are precisely the conditions that cause sexual seletion, in which males compete for opportunities to mate and females choose the best-quality mates.

Here are a dozen kinds of evidence that suggest that the [biological] difference between men and women is more than genitalia-deep:

– Sex differences are not an arbitrary feature of Western culture (…) In all human cultures, men and woman are seen as having different natures. (…)- Many of the psychological differences between the sexes are exactly what an evolutionary biologist who knew only their physical differences would predict. Throughout the animal kingdom, when the female has to invest more calories and risk in each offspring (in the case of mammals, through pregnancy and nursing), she also invests more in nurturing the offspring after birth, since it is more costly for a female to replace a child than for a male to replace one. (…)

– Many of the sex differences are found widely in other primates, indeed, throughout the mammalian class. The males tend to compete more aggressively and to be more polygamous; the females tend to invest more in parenting. (…)

– The human body contains a mechanism that causes the brains of boys and the brains of girls to diverge during development. The Y chromosome triggers the growth of tests in a male fetus, which secrete androgens, the characteristically male hormones (including testosterone). Androgens have lasting effects on the brain during fetal development, in the months after birth, and during puberty, and they have transient effects at other times. Estrogens, the characteristically female sex hormones, also affect the brain throughout life. Receptors for the sex hormones are found in the hypothalamus, the hippocampus, and the amygdala in the limbic system of the brain, as well as in the cerebral cortex.

– Variation in the level of testosterone among different men, and in the same man in different seasons or at different times of day, correlates with libido, self-confidence, and the drive for dominance. (…) There is a causal effect (…) When women preparing for a sex-change operation are given androgens, they improve on tests of mental rotation and get worse on tests of verbal fluency. (…) Higher-testosterone women smile less often and have more extramarital affairs, a stronger social presence, and even a stronger handshake.

– Women’s cognitive strengths and weaknesses vary with the phase of their menstrual cycle. When estrogen levels are high, women get even better at tasks on which they typically do better than men, such as verbal fluency. When the levels are low, women get better at tasks on which men typically do better, such as mental rotation. A variety of sexual motives, including their taste in men, vary with the menstrual cycle as well. (…)

– The ultimate fantasy experiment to separate biology from socialization would be to take a baby boy, give him a sex-change operation, and have his parents raise him as a girl and other people treat him as one. If gender is socially constructed, the child should have the mind of a normal girl; if it depends on prenatal hormones, the child should feel like a boy trapped in a girl’s body. Remarkarbly, the experiment has been done in real life – not out of scientific curiosity, of course, but as a result of disease and accidents. One study looked at twenty-five boys who were born without a penis (a birth defect known as cloacal exstrophy) and who were then castrated and raised as girls. ALL of them showed male patterns of rough-and-tumble play and had typically male attitudes and interests. More than half of them spontaneously declared they were boys, one when he was just five years old. (…)

Things are not looking good for the theory that boys and girls are born identical except for their genitalia, with all other differences coming from the way society treats them. (…)

Of course, just because many sex differences are rooted in biology does not mean that one sex is superior, that the differences will emerge for all people in all circumstances, that discrimination against a person based on sex is justified, or that people should be coerced into doing things typical of their sex. But neither are the differences without consequences.

De rette hormoner til politik

Af Ryan Smith

Politikere som Margaret Thatcher og Hillary Clinton samt politiske ideologer som Ann Coulter og Ayn Rand er forfulgt af en bestemt type latterliggørelse: De er ikke ’rigtige’ kvinder; deres retorik og tænkemåde synes maskulin, og det er ikke til at få øje på det moderlige aspekt af deres personlighed.

En sådan kritik, hvor meningmand sætter sig til dommer over, hvem der er ’rigtige’ kvinder, kan synes bigot og i modstrid med danske værdier om kønnenes ligestiling. Ikke desto mindre er der dog tale om en vedblivende kritik, der tillige kommer fra begge ender af det politiske spektrum (på højrefløjen mistænkeliggøres Hillary Clinton; på venstefløjen dæmoniseres Margaret Thatcher og Ayn Rand). Men selvom kritikken unægteligt indeholder ignorante elementer, er der muligvis noget om snakken.

Ifølge en dugfrisk videnskabelig undersøgelse foretaget af forskere fra to europæiske universiteter, samt et enkelt amerikansk, ser det nemlig ud til, at det mandlige kønshormon testosteron spiller en stor rolle for kvinders muligheder for at nå til tops i politik.

Problematikken, som forskerne satte sig for at undersøge, er simpel: Det er velkendt, at andelen af kvindelige toppolitikere varierer drastisk på tværs af landegrænser. Sverige har netop udnævnt en regering med 50% kvindelige ministre. Blandt parlamentarikerstanden ligger andelen af kvindelige parlamentsmedlemmer omkring de 40% i Danmark og Norge, mens den tilsvarende andel er 17% i USA og 0% i Saudi-Arabien. Disse forskelle forklares sædvanligvis med økonomiske, sociale og kulturelle faktorer, og det er da også kun de færreste, der vil benægte deres væsentlighed i slige anliggender. Eksempelvis er det så godt som sikkert, at graden af ligestilling i et land hænger sammen med, hvor udviklet det pågældende lands økonomi er.

Imidlertid ønskede forskerne at finde ud af, om ikke også biologi havde en finger med i spillet. Det gjorde de ved at undersøge det såkaldte 2D:4D-mål, dvs. forholdet mellem længden på en persons pege- og ringfinger. Dette forhold har længe været kendt som et indirekte mål for den hormonbalance, en person har været udsat for på fosterstadiet. Har en person været udsat for forhøjede mængder af det mandlige kønshormon testosteron, kommer det ganske pålideligt til udtryk i form af en længere ringfinger relativt til pegefingerens længde på samme hånd. Omvendt gælder det, at en person, der på fosterstadiet har været udsat for forhøjede mængder af det kvindelige kønshormon østrogen med stor sandsynlighed vil have en forholdsvis kortere ringfinger.

Ved at undersøge pege- og ringfingerlængde blandt personer af begge køn fra 29 lande var forskerne i stand til at påvise, at andelen af kvindelige parlamentsmedlemmer korrelerer uhyre tæt med 2D:4D-scoren for det pågældende land. Med andre ord har de lande, hvor kvinderne typisk har været udsat for større mængder testosteron på fosterstadiet, også flere kvindelige toppolitikere.

Kort sagt: Jo mere ensartet den hormonbalance, de to køn havde været udsat for på fosterstadiet, var, des mere ligeligt var de to køn repræsenteret i det nationale parlament.

Forskernes resultater komplementerer et større billede tegnet af tidligere videnskabelige undersøgelser. Eksempelvis har tidligere studier etableret, at kvinder med lav 2D:4D-score (altså høj testosteron) er overrepræsenteret i traditionelle mandejobs, såsom ingeniørfag, IT og produktionsarbejde. Ligeledes har tidligere undersøgelser vist, at personer med lav 2D:4D-score, uanset køn, er mere socialt dominerende, oftere udfordrer andre og tillader sig at kræve mere af deres medmennesker.

Forskernes undersøgelse tjener således til at anskueliggøre, at der biologisk set er mere end én variabel på spil, hvad angår en persons mulighed for at komme til tops i politik: Foruden det biologiske køn er der grund til at tro, at den rette hormonbalance på fosterstadiet spiller ind på den videre udvikling af hjernen og personligheden og prædisponerer personen for at udvikle en række kvaliteter, som er givtige i toppolitik. Det kan således vel være, at det i toppolitik alt i alt er bedre at være en ’mandig kvinde’ (såsom Margaret Thatcher), end det er at være en ’kvindagtig mand,’ eller blot en kønstypisk kvinde.

Når biologi bliver brugt som forklaring på kønsforskelle, er der ofte en tendens til at tænke, at går man med på biologiens præmisser, så må alt i sidste ende være determineret af arvelighed, gener og hormoner. Men det er dog ikke tilfældet, og forskerne bag undersøgelsen anfører selv, at hormonbalancen på fosterstadiet ikke synes at have meget at gøre med kvindernes gennemsnitlige uddannelsesniveau i et land.

Rifkin og Zero Marginal Cost-samfundet

Jeremy Rifkin har skrevet en bog ved navn Zero Marginal Cost Society. Heri argumenterer han for, at kapitalismen er ved at være slut til fordel for en økonomi, hvor folk deler designs for fysiske ting med hinanden gratis, og 3D-printer dem til sig selv billigt. Dette vil ifølge Rifkin sætte kapitalismens dominans under en skæppe.

Det er nemt at være enig med ham i, at der kommer et Wikipedia of Things i løbet af de næste årtier, og at dette kan løfte almindelige menneskers livskvalitet betragteligt. Dog kan er det svært at se se hvorfor dette skulle være dårligt for kapitalismen. Kapitalister er interesseret i profit, ikke omsætning. Den kvalitet af produkter, som vil blive billigere, eller næsten gratis, som følge af et Wikipedia of Things er alligevel mest produkter med høj omsætning og lav profit.

I modsætning hertil kender man lækkerhedsmonopoler såsom Iphone og Porsche. Disse produkter vil ikke blive billigere så længe, der stadig eksisterer intellektuel ejendomsret, tværtimod vil de snarere blive dyrere, da folk nu er i stand til at spendere en større del af deres indkomster på livsstil og luksus. Den udvikling, Rifkin beskriver, sandsynligvis vil føre til bedre levestandard for almindelige mennesker. Men samtidig vil den også føre til større ulighed, da konkurrencen om at levere et produkt, folk vil have på markedsvilkår vil blive så skarp, at færre vil være i stand til at deltage.

Derudover er der intet, der tvinger kapitalister til at sætte prisen i nærheden af marginalomkostningerne, sådan som Rifkin hævder – Google AdSense har f.eks. en zero marginal cost på deres reklameservices. Alligevel tager Google 32% af partnerens indtjening, ikke 1% som de ville gøre, hvis deres priser var bestemt af marginalomkostningerne. På samme måde kan man forestille sig andre aggregatorer og “essentielle led” i hans fremtidsøkonomi vil få et ganske behageligt liv som kapitalister hvor alle er afhængige af deres services, og de egentlig bare kan læne sig tilbage og se pengene rulle ind fra hele verden.

Derudover er det overdrevet at snakke om Zero Marginal Cost som en erstatning for kapitalismen. Hvem skal bo på Manhattan og hvem skal bo i Brooklyn? KBH K og Ishøj? Alle positionelle goder må stadig fordeles kapitalistisk.

Alt i alt: Den er en god idé Rifkin har, og sandsynligvis kommer meget af det, han beskriver til at ske. Men det virker som om, at dette ene facet af fremtidens økonomi, som han beskriver, bliver strukket aaalt for langt i hans bog. Økonomien er kompleks og der opstår hele tiden nye jobs og servicebehov, som ingen kunne have forudsagt. Den udvikling, Rifkin beskriver, kan højest erstatte en del af økonomien, som vi kender den. Næppe den hele, som bogen ellers lægge rop til.