Author Archives: Majken Hirche

Lykkerg / Aagerups Piketty-debat

(1) Debatten handlede meget om, at man ikke måtte “arve uretfærdigt.” At arv kan stride mod vores sans for fairness. Men penge er ikke det eneste, der kan arves. Intelligens er f.eks. stærkt arveligt, og IQ/g er en stor prædiktor for, hvor godt du klarer dig i livet. Tilmed også for hvor længe du lever. Højde er også stærkt arveligt, og (for mænd) er det vigtigt at være høj, hvis du skal blive anset som en ledertype. Kvinder, der ser godt ud har også muligheder, som kvinder, der ikke ser godt ud, ikke har, og så videre.

(2) Piketty er ofte blevet sammenlignet med Marx, men på baggrund af gårsdagens debat kunne man også sammenligne med Rawls: En række politiske forslag, som på overfladen virker rimelige og sympatiske, men som ville medføre en ekstrem grad af politisk kontrol, hvis de skulle gennemføres. Rawls siger selv et sted (mener jeg), at man ikke selv ejer sine gener, da man ikke har gjort noget for at opnå dem. Jeg tror det er de færreste, der ønsker sig et samfund, hvor det er politikerne, der ejer dine gener.

(3) Ud over gener, kan man også arve kontakter og familienavne, som giver en en “unfair” fordel i livet. Auken, Hækkerup og Helveg-Petersen-klanerne kunne tjene som oplagte eksempler. I medieverdenen er der også eksempler på sønner og døtre af “store personligheder,” som har fået topjobs, de måske ikke helt har fortjent.

(4) Lykkeberg snakkede flere gange om “risikofri investeringer.” Hvor er de? Hvad med, om vi alle sammen giver 10.000 kr. til at starte en hedge fund, som Lykkeberg styrer? Det er jo åbenbart risikofrit. Vi bliver rige.

Danmark-Norge og hvordan danskerne behandlede de norske undersåtter

Danmark opretholdt igennem en årrække et kornmonopol i det sydlige Norge, som forhindrede udenlandske købmænd i at sælge korn til nordmændene, eller bytte korn for norsk sølv og tømmer. Det danske kornmonopol supplerede for det meste Norge med den mængde korn, der var nødvendig, men flere gange fejlede det, med tusinder af døde til følge. I teorien kunne der dispenseres fra dette monopol fra København, men sådanne dispensationer indtraf stort set altid for langsomt, efter at det var blevet pinagtigt klart, at nordmænd sultede ihjel.

Nogle debattører fremhæver, at dette til en vis grad undskyldes af, at Danmark under nazisternes besættelse eksporterede korn til Norge.

Så altså: Fødevarer produceret under Nazitysklands politiske kontrol, og fragtet med deres logistik, skal vi tage æren for fordi det tilfældigvis voksede på vores jord. Så pyt med at vi ikke havde noget reelt valg, ingen reel politisk myndighed eller suverænitet, eller at meget dygtige militærplanlæggere nok kan finde en anden måde at få logistikken til at hænge sammen på. Pyt også med, at Norge på det tidspunkt havde været ude af unionen med Danmark i over 100 år, og at Danmarks slatne modstand mod tyskerne var en stor del af årsagen til, at Norge blev besat uden større tab og før englænderne kunne nå at gå i land. Din argumentation er den vildeste cherry picking, jeg har set i 2014.

“Undskyld vi sultede jer ihjel, da vi havde et valg. Men efter at valget blev taget fra os, og en fremmed overmagt kommanderede os til at behandle jer ordentligt, så gjorde vi det også. Er vi ikke bare nogle guttermænd?”

Liberale til hofbal

Fra den klassiske liberalismes opståen i 1700-tallet var de liberale indædt imod adelen, som man så som doven og ueffen i forhold til det driftige borgerskab, der selv havde arbejdet sig op. Adelens privilegier blev tillige set som et brud på det liberale ønske om lighed for loven.

Dette er en af grundene til, at der i den amerikanske forfatning står: “No title of nobility shall be granted by the United States.”

Man var imod adelen, men ikke nødvendigvis monarken, som dengang varetog en række politiske og militære hverv. I dag må man dog spørge sig selv, om ikke nutidens kongelige er mere at sammenligne med datidens adelige end med datidens kongelige.

De praktiske hverv, som udgjorde begrundelsen for, at liberale accepterede kongehuset, er nu lagt ind under staten. Spørgsmålet er derfor, om ikke en anvendelse af den klassiske liberalismes principper på nutiden ville føre til, at liberale politikere: (1) burde være imod kongehuset og (2) takke nej til hofbal.

***

Nogle vil henvise til, at liberalismens fader, John Locke, ikke var imod et aristokrati heller, men der sker netop en del efter Locke, i både Storbritannien og USA, hvor der udvikler sig en decideret anti-adelig stemning blandt klassiske liberale. Det kulminerer så i et ønske om at afskaffe adelens særstatus.

Locke mener selv, at hans samtids adel er nogle driverter, som ikke lever op til det samfundsansvar, der følger med nedarvede privilegier. Men han forsvarer adelens beståen med appel til en mytisk tid, hvor de adelige var deres privilegier værd. Det er svært at tage alvorligt. Så kunne jeg også argumentere for, at Forsvaret burde vedligeholde et regiment af hoplitter. Der var jo en mytisk tid hvor 300 af dem holdt 100000 persere tilbage.

 

Fremtidens Ulighed

Af Ryan Smith, redaktør

Her kommer en række barske økonomiske fakta: I år 2000 var gennemsnitslønnen for unge mennesker med en gymnasial uddannelse 11% højere, end den er i dag. Ungdomsarbejdsløsheden har i flere vestlige lande ligget stabilt omkring de 10% igennem flere år. Så godt som samtlige grene af erhvervslivet efterspørger i dag mindre fysisk arbejdskraft, end de gjorde for blot få år siden. Og ca. 75% af de jobs, som USA har genvundet siden finanskrisen, ligger i vandskorpen omkring minimumlønnen.

’New Normal’ er ikke blot et slogan i en bankreklame. Det er en global økonomisk realitet. De stabilt opadgående år fra efterkrigstiden er definitivt borte og kommer aldrig igen. Så klart er budskabet fra den ansete amerikanske økonom Tyler Cowen, der gennem flere år har undersøgt problematikken.

Cowens hovedtese er, at internettet, økonomisk globalisering og tiltagende intelligente computere tilsammen er godt i gang med at vende op og ned på den økonomiske orden, vi kendte. Med internettet og moderne computerkraft kan en enkelt person i dag udrette, hvad der skulle dusinvis af mennesker til for at udrette i efterkrigstiden.

Ligeledes er intelligente computerprogrammer på nippet til selv at kunne skrive avisartikler og give karakterer til universitetsopgaver. Middelklassen er således truet fra to sider: På den ene side fra virksomheder, der udnytter de nye vilkår til at innovere, sådan at der globalt udrettes mere med mindre arbejdskraft (tænk Google og Amazon). Og på den anden side fra computerprogrammer, der slet og ret overtager middelklassens jobs.

Ud fra denne udvikling forudser Cowen, at den gamle samfundsindretning med en arbejderklasse, en middelklasse og en overklasse gradvist vil blive erstattet af en ny samfundsindretning. Fremtidens samfundsorden vil overvejende tegnes af en overklasse og en underklasse – vi vil få markant flere fattige, men også markant flere rige. Uligheden vil eksplodere.

Således finder Cowen anledning til at tage livtag med venstrefløjens favoritstatistik, nemlig at reallønnen for den amerikanske middelklasse er stagneret over de sidste 40 år. Faktuelt er det korrekt, men årsagen er ikke (som det hævdes), at de rigeste udnytter middelklassen, så meget som det er et spørgsmål om, at der i dag er mindre efterspørgsel efter middelklassens arbejdskraft.

Fremtidens polarisering vil ifølge Cowen foregå som følger: Samfundets superrige vil i løbet af de næste 20-30 år vokse fra at udgøre ca. 1% af befolkningen (de famøse ”one percent”) til i stedet at udgøre 10-15%. De øvrige af os vil i absolutte termer leve bedre end nutidens middelklasse. Men opgjort som relativ ulighed, vil vi andre være længere fra samfundets superrige, end vi er i dag.

For at være blandt de nye superrige er det ifølge Cowen ikke nok at kunne arbejde innovativt med teknologien. Man skal også være den absolut mest talentfulde inden for sit felt. Kun de færreste af os er i stand til at nævne navnene på Googles, Amazons og Netflix’ største konkurrenter, for på internettet er der ingen nummer to.

Således er det Cowens pointe, at den ulighed, som vi har set tage til siden 70’erne, ikke blot er et lokalt eller kortsigtet fænomen, som vil rette sig selv ud på sigt. Tværtimod har vi at gøre med de første skridt på vejen mod en ny normaltilstand, hvor uligheden vil være markant højere, end den er i dag.

Og hvordan ser Vesten så ud i 2034? Efter årtier med dalende fødselsrater vil vi være betydeligt ældre, end vi er i dag. Samtidig vil vi dog bruge maskiner til betydeligt mere, så den projekterede ældrebyrde behøver ikke blive så tung som beregnet. Udefra vil vi være presset af Kina og spille en mindre rolle i verden. Vestens mest attraktive storbyer (såsom Geneve, San Francisco og New York) vil i tiltagende grad blive omdannet til oplevelsesøkonomiske legepladser for det internationale jetset, mens den skrumpende middelklasse må søge billigere beboelse i afsides og ucharmerende byer.

Cowens forudsigelser kan minde om de skrækscenarier, som venstrefløjen i disse år udlægger som synonyme med ”ultraliberalisme.” Men ultimativt fastholder Cowen, at hans analyse hverken er højreorienteret eller venstreorienteret. Den er blot en nøgtern fremskrivning af de grundlæggende forhold, der allerede nu præger den globale økonomi, og som ikke kan slås i bakgear.

Et svar på Poppers ”Poverty of Historicism”

Af Pernille Sørensen

Det kan synes mærkeligt, at jeg har argumenteret for en anvendelse af falsifikationslignende metoder inden for historiefaget, eftersom netop historiefaget udpeges som uegnet for falsifikation i Poppers egen Poverty of Historicism (1957). Jeg mener imidlertid ikke, at der er nogen større modsætning mellem den brug af falsifikation i historiefaget, som jeg har advokeret i dette essay, og så Poppers tese i Poverty of Historicism. Poppers kritik af historicismen tager sig primært ud som en kritik af Hegel og Marxs historiske determinisme, der opererer ud fra betragtningen om, at historien bevæger sig mod et mål. Det er rigtigt, at selve historicismen ikke kan determineres og falsificeres. Men det er heller ikke det, jeg har argumenteret for i dette essay. Jeg har argumenteret for, at historikeren kan falsificere forskellige bestanddele af sit arbejde, og at man skal bruge falsifikation, hvor man kan. Poppers tese er altså, at historisk kausalitet ikke kan falsificeres. Min argumentation er, at hjælpemidler såsom korrelationer, indicier og enkelte kildetekster kan falsificeres og bør falsificeres. Eller sagt meget sloganistisk, så har jeg i dette essay argumenteret for, at historikeren skal bruge falsifikation, hvornår end han kan, vel vidende at historikerens konklusioner vdr. historisk kausalitet ikke er falsificerbare.

Så vidt jeg kan se, er dette standpunkt kun i strid med Poppers præmis II fra afsnittet Common Inconsistencies in the Arguments of Historicists: ”Historicists are bad at imagining conditions under which an identified trend ceases.”[i] Hertil vil jeg indvende (1) at hvis viden besidder sin egen immanente rationalitet, så vil effekterne af denne i sig selv vil være underkastet effekterne af falsifikation (2) at alle er sårbare over for confirmation bias, hvilket blot gør applikationen af falsifikation, hvornår end det er muligt, endnu mere nødvendig.

Når jeg alligevel går på tværs af Popper i denne sag, er det, fordi hans analyse efter min mening er unødvendigt finalistisk: Jeg er enig i Poppers kritik af Platon-Hegel-Marxs historicisme i den forstand, at historisk determinisme for nuværende må afvises på det kraftigste. Jeg er også enig med Popper i, at historiefaget for nuværende må benytte sig af en ”pragmatisk historicisme” afledt af observérbare korrelationer. Men hvor Popper mener, at historisk determinisme er umuligt, ”there is a barrier to what we can know about what we will know in the future” mener jeg, at vi endnu ikke ved, om det er muligt at determinere fremtiden ud fra tilstrækkeligt komplekse studier af fortiden.

Jeg mener også, at Poverty of Historicism trækker linjerne for hårdt op: Her er det vigtigt at etablere, at der er forskel på determinisme og sandsynlighed via korrelation. Popper argumenterer for, at man bør introducere en ”pragmatisk historicisme”, når determinismen er uopnåelig. Der mener jeg, at Popper skelner for hårdt mellem videnskab og ikke-videnskab: Selv hårde videnskaber som Fysik løber ind i problemer, der ligner historikerens: Man observerer korrelationer og ser mønstre gentage sig, men kan kun gisne om disses kausalitet. Historiefaget kan med andre ord kun komme et stykke ned ad den Popper’ske epistemologis vej.

***

[i] Popper, Karl: The Poverty of Historicism, section 28

Assorted Quotes on Jung and Religion

“To Freud’s great embarrassment, Jung expected psychoanalysis to become a replacement for religion.” – Shoji Muramoto[i]

“…if any patient came to Jung complaining of the ‘senselessness’ and ’emptiness’ of his or her life, Jung would immediately interpret this to be a religious crisis and would also envisage a religious solution.” – Jeffrey Masson[ii]

“Jung’s father and six of his uncles were pastors, and although Jung was dismissive of them as a young man, I think that’s what he really wanted to become. He wanted to be a spiritual leader. All the things that Freud could see him heading towards, he did head towards. Jung became a mystical, religious leader.” – David Cronenberg[iii]

“…there has not been one [of my patients over 35] whose problem in the last resort was not that of finding a religious outlook on life.” – C.G. Jung[iv]

“The class of correspondence Jung preferred was made up of Protestant and Catholic clergymen. With them he could discuss, ad infinitum, the matters of religion and theology that had held him spellbound since adolescence.” – Paul J. Stern[v]

“[To Jung] we are endowed with a yearning to be part of something big and sacred.” – James Graham Johnston[vi]

***

[i] Muramato: Awakening and Insight p. 122

[ii] Masson: Against Therapy p. 157

[iii] Unsourced.

[iv] Jung: Modern Man in Search of a Soul p. 299

[v] Stern: C.G. Jung – The Haunted Prophet p. 240

[vi] Unsourced.

Filosofiske smuler

1
Heideggers modernismekritik kan ikke længere adskilles fra hans antisemitisme efter de notesbøger. Modernismen var styg, fordi de overnationale jøder lettere kunne konspirere om at suge penge ud af os andre og nedbryde de europæiske kulturer i en åben, modernistisk samfundsorden end i en lukket præ-moderne orden.

2
Popper sviner filosoffer til for at være obskure, men Popper kunne selv lide obskure, svært tilgængelige filosoffer som Parmenides og Jacob Fries.

3
At mene, at det hele i sidste ende kan bevises videnskabeligt er OGSÅ et metafysisk standpunkt, men det kan/vil de, som mener dét, som regel ikke forstå. Blot ét citat – i øvrigt fra en naturvidenskabsmand – viser det:

“[It] is a metaphysical world view. … It cannot be proved with logic from first principles or be grounded in any definitive set of empirical tests. … Its best support is no more than an extrapolation of the consistent past success of the natural sciences.” – Wilson: ‘Consilience’

5
Hegel-delen af The Open Society er ekstremt tynd. Det er også tydeligt, at Popper var ude, hvor han ikke kunne bunde, i de svar, som han skrev til kritikere af Hegel-delen. Platon-delen var også overdrevet, og uhæderlig. Eksempelvis oversætter han Platons kaste-teori som et spørgsmål om “race,” med tydelige referencer til Nazityskland – plat.

Men underholdende, det var det.

6
Carnaps eget projekt styrtede jo i grus og måtte opgives. Kort sagt: Hvis logisk sproganalyses aksiomer skal være valide, så beskriver vi ikke verden, men et lukket sprogsystem, fjernet fra verden.

7
Hume sagde ikke, at vi ikke måtte slutte fra er til bør; han sagde bare, at det ikke i sig selv udgjorde ‘justified belief’. Ergo er det metafysik at tro, at vi har ‘justified our beliefs’, når vi gør det. Men Hume mener faktisk, at vi SKAL gøre det – vi KAN ikke andet som mennesker.

8
Heidegger var ikke atavist, men modernisme forstået som oplysningsværdier, universalisme, folkeret, meritokrati og et grundlæggende menneskeligt værd, som alle mennesker besidder qua mennesker – alle disse ting var han enten imod eller indifferent omkring.

9
I 2010 var der stadig folk, der i ramme alvor benægtede, at Heidegger var nazist og antisemit. I løbet af de tidlige 10’ere skiftede de så over og sagde, at selv hvis det var rigtigt, så ville det ikke have haft nogen indflydelse på hans filosofi. Nu er det afsløret, at Heideggers modernismekritik bundede i antisemitisme, fordi modernismen i hans paranoide og racistiske sind tillod jøderne kulturel dominans på tværs af nationalstater. Styk for styk falder Heideggerianernes beskyttelsesrum og krybegange af hellig renhed, inden for hvilke Heideggers antisemitisme i hvert fald ikke kan siges at have påvirket hans filosofi. Jeg ser personligt frem til Heideggerianernes næste undvigelsesmanøvre: “Det endegyldige bevis på den Heideggerianske tankes renhed er, at den slet ikke behøver have noget med Heidegger at gøre!”

E-cigaretter – for sundhedens skyld

Af Ryan Smith, forfatter og redaktør

“Efter 20 års forsøg på at kvitte cigaretterne er jeg omsider holdt op med at ryge. Jeg er så stolt af, at det omsider lykkedes for mig, og jeg håber, at denne teknologi vil komme så mange som muligt til gavn i deres stræben efter at kvitte tobakken.”

Ovenstående udsagn tilhører en midaldrende amerikansk mand. Teknologien, som hjalp ham med at blive sin dårlige vane kvit, var hverken nikotintyggegummi eller nikotinplastre, men de såkaldte E-cigaretter: Elektroniske cigaretter, der producerer vanddamp, når der suges på dem.

E-cigaretter indeholder ikke tobak og udsætter ikke omgivelserne for nogen form for røg. Men indåndingen af damp betyder, at mange rygere oplever det at ryge en E-cigaret som sammenligneligt med ”den ægte vare.” Så ægte, at E-cigaretter allerede har overhalet nikotinplastre og nikotintyggegummi som befolkningens foretrukne måde at kvitte smøgerne på i flere vestlige lande.

En undersøgelse bragt i lægetidsskriftet The Lancet har da også vist, at E-cigaretter er markant mere effektive end traditionelle rygestopsprodukter, når det handler om at få folk til at lægge tobakken på hylden. Med E-cigaretter har vi altså at gøre med en opfindelse, som beviseligt redder liv. Men dog er det ikke alle, der er glade.

Selektivt udsyn

Hos Kræftens Bekæmpelse, samt i en række kommuner og regioner herhjemme ser man med strenge øjne på E-cigarettens indtog. Her er man ikke i tvivl om, at E-cigaretter skal omfattes af rygeloven, som var de rigtige cigaretter, eller sågar forbydes. I en række spørgsmål og svar på deres hjemmeside skriver Kræftens Bekæmpelse: ”E-cigaretter bør betragtes som anden rygning og kun bruges udendørs.”

Opslaget mere end antyder, at E-cigaretter kan være kræftfremkaldende, og ikke ét sted i Kræftens Bekæmpelses artikel fremhæves så meget som en enkelt positiv egenskab ved E-cigaretter. Mest påfaldende er Kræftens Bekæmpelses ”selektive overblik”: Organisationen fæstner sig ved, at det ikke er blevet bevist, at E-cigaretter er fuldstændig uskadelige, mens man undlader at nævne, at E-cigaretter efter alt at dømme er temmelig uskadelige.

Ved at læse Kræftens Bekæmpelses vejledning kunne man tro, at E-cigaretter og tobakscigaretter var omtrent lige farlige. Det er der dog intet, der tyder på.

Ifølge en nylig rapport fra den britiske lægemiddelsstyrelse, MHRA, lyder vort bedste estimat, at E-cigaretter er omtrent 1000 gange mindre skadelige end rigtige cigaretter. Endvidere fandt MHRA’s rapport, at enhver risiko forbundet med brugen af E-cigaretter ”sandsynligvis er meget lille.” Rapporten fandt også, at der ”er et fravær af empiriske beviser” for E-cigaretternes skadevirkninger, og at ”vi ingen beviser har” for, at E-cigaretter er skadelige.

Intet af dette finder Kræftens Bekæmpelse det værd at nævne for læseren, ligesom de mange undersøgelser, som har konkluderet at E-cigaretter er uskadelige, forbigås i stilhed. Kræftens Bekæmpelse mister troværdighed, når de anlægger en tendens, som vildleder mere end den orienterer og oplyser.

Som vi så ovenfor, så er E-cigaretter markant mere effektive som rygestopsteknologi end de eksisterende produkter på markedet. Hvis Kræftens Bekæmpelses mål er at bekæmpe cancer, så har organisationen ikke råd til at være nidkær over for E-cigaretter.

Det er muligt, at modstanden bunder i velmenende idealisme, men på det praktiske plan er det uhensigtsmæssigt at tage rygernes bedste chance for at blive røgfri ud af hænderne på dem.

Sundhedsskadelig idealisme

Uden for Kræftens Bekæmpelse, i landets byråd og på offentlige arbejdspladser, har modstanden været knap så sundhedsfagligt funderet. Her har man mestendels været optaget af at ”sende et signal” om, at ”rygning ikke er acceptabelt.”

Også her lader det dog til, at man lader det gode være det bedstes fjende. Når vi har mulighed for at lade én teknologi erstatte en anden, så spørger vi ikke, hvorvidt den nye teknologi har ulemper. Vi spørger, hvorvidt den nye teknologi udgør en netto forbedring af bundlinjen. Da vi lod biler erstatte hestevogne, spurgte vi ikke, om biler havde ulemper (det havde de), men om de udgjorde en netto forbedring over hestevogne (det gjorde de).

Hvis vi antager, at den britiske lægemiddelsstyrelses vurdering af E-cigaretterne er korrekt, så udgør nem og billig adgang til E-cigaretter entydigt en forbedring af bundlinjen. Skulle der ske en netto forværring, så ville det kræve, at 1000 mennesker, som ikke tidligere havde haft omgang med tobakscigaretter, begyndte at ryge E-cigaretter for hver tobaksryger, som E-cigaretterne gjorde røgfri.

I denne sammenhæng kan idealisme på sundhedsområdet således meget vel ende med at gøre mere skade på folkesundheden end en pragmatisk og afslappet holdning til E-cigaretterne kan.