Af Ryan Smith
I slutningen af 00’erne og starten af 10’erne har vi haft en debat, hvor en række debattører (Henrik Gade Jensen, Christopher Arzrouni, Frederik Stjernfelt, Jacob Mchangama, Dennis Nørmark, Rune Engelbreth Larsen og Katrine Winkel Holm m.fl.) hver har givet deres syn på ”kristendommen og frihed.”
Er det kristendommen, som har ført os frem mod oplysning og demokrati, videnskab og liberalisme? Eller har kristendommen tværtimod udgjort en kæp i hjulet på denne udvikling, ja ligefrem været fjendtlig over for den?
I det følgende vil jeg se nærmere på et par af de argumenter, der hidtil er faldet i debatten.
Argument 1: Kristendommen beskyttede lærdom.
I favør for kristendommen fremføres det ofte, at den katolske kirke beskyttede lærdom i middelalderen, hvor arven fra antikken var trængt tilbage, og hvor Europa synes en fattig og voldspræget ravnekrog mærket af intellektuel stagnation.
Vi må dog starte ved begyndelsen: Kristendommen sprang ikke ind i historien midt i middelalderen, men strækker sig derimod tilbage til antikken. Og netop antikkens største lærdomscenter, biblioteket i Alexandria, blev jo ifølge visse kilder nedbrændt af fanatiske kristne. I antikken finder vi ligeledes de gnostiske udrensninger, hvor flere religiøse skrifter er blevet brændt som følge af en overlagt kristen forfølgelse.
I Nordafrika gjorde kirkefaderen Tertullian også sit til at bidrage til den intellektuelle udrensning, som kristendommen forestod. Tertullian advokerede for et sacrificium intellectus, altså en ofring af alt intellektuelt, som ikke talte kristendommens sag. Tertullian var blandt de første kristne, som decideret begyndte at forbyde lærdom og filosofi for sin menighed; et kunststykke som kirkefaderen Augustin snart gjorde ham efter i sin nedsættende tale om filosoffer og videnskabsmænd. På grund af kristendommens sacrificium intellectus fik sekulær videnskab og filosofi mindre at skulle have sagt i den kristne sen-antik, end disse sekulære videns-discipliner havde haft i de forgange 600 år. Hvis den græske filosof Xenofanes havde fremsat sin religionskritik i 1500 e.Kr. og ikke i 500 f.Kr. (som han historisk gjorde), så var han endt på bålet, og hans skrifter var blevet brændt. Hvis Buddha’en havde udbredt sin lære i det kristne Europa, var det gået ham ligeså. Beskyttede kristendommen virkelig lærdom?
Ganske vist er der meget, som tyder på, at kristendommen vitterligt beskyttede lærdom og bevarede filosofiske skrifter i middelalderen. Men som vi har set ovenfor, så indtræder kristendommen først i denne beskyttende rolle efter at have foretaget et omfattende udrensningsarbejde og udøvet en omfattende meningskontrol (gerne med brug af dødsstraf) i offentligheden.
En institution eller trosretning, som godt nok beskytter og promoverer lærdom, men som samtidig udøver kontrol med, hvilken lærdom offentligheden må få adgang til, kan næppe være nogen sand ven af lærdom. Sovjetunionen promoverede også lærdom (udover den marxistiske lære lagde man også stor vægt på at uddanne befolkningen i skak, kemi og klassisk musik). Men det afgørende element var ikke Sovjetunionens omgang med den lærdom, den synes om. Det var dens omgang med den lærdom, den ikke synes om, såsom de amerikanske frimarkedstænkeres bøger.
Situationen i Sovjet var på mange måder den samme som i middelalderens munkeklostre: Også her promoverede man ”apolitisk” lærdom i form af eksempelvis geometri og medicin. Men hvad vil det egentlig sige at beskytte lærdom, når man ikke beskytter den frie tanke, men kun den rette tanke? Det er i hvert fald svært at se, hvordan denne diktatoriske tankegang skulle fremme frihed og demokrati, videnskab og liberalisme.
Argument 2: ”Okay, men de protestantiske kristne beskyttede lærdom.”
Fra pro-kristen side hævdes det af og til, at vi ikke kan regne med katolikker og urkirkefolk som Tertullian og Augustin, da kun de protestantiske og reformerte retninger inden for kristendommen er ”egentligt” kristne. Her er det historisk indlysende, at man ikke kan adskille kristendommen fra de første 1500 år af Jesusdyrkelsens historie uden at bekende sig åbent til en historicistisk determinisme.
Den Jesus-sekt, der startede som en mellemøstlig dommedagskult omkring år 30, var ganske rigtigt afgørende forskellig fra den nordeuropæiske, protestantiske kristendom, der som følge af sociale, økonomiske og geopolitiske faktorer frigjorde sig fra det katolske overherredømme i Rom. Men at argumentere for, at protestantismen beskytter lærdom er noget ganske andet end at hævde, at kristendommen beskyttede lærdom. Førstnævnte har en langt kortere og langt mere homogen historie, og de protestantiske lande er ens på en lang række andre områder end religion. Med andre ord behøver kulturen i de nordeuropæiske lande ikke skyldes protestantismen; det kan lige så vel være protestantismen, som skyldes kulturen i de nordeuropæiske lande.
I 1600-tallets Danmark havde man i øvrigt for vane at forbyde og afbrænde bøger, som protestantiske teologer ikke billigede. Det vil jeg vende tilbage til.
Argument 3: Den romerske kejserdyrkelse var totalitær, mens kristendommen havde en indbygget sekularisme.
I den forudgående debat om kristendom og frihed er det flere gange blevet hævdet, at hvis ikke romerne var blevet kristnet, så ville den moderne verden være endt som en totalitær massedyrkelse af den romerske kejserkult. Da kristendommen afløste kejserkulten, kan kristendommen således siges at have haft en frigørende indvirkning på Europas udvikling, lyder argumentet.
Romernes kejserdyrkelse og en troende kristens dyrkelse af sin Gud er imidlertid to størrelser, som ikke uden videre kan sammenlignes. For romerne gjaldt det, at så længe den enkelte borger anerkendte kejseren som en gud, så var vedkommende fri til at dedikere sig til det mylder af andre guder, som florerede inden for, og på tværs af, Romerrigets grænser. For de kristne i senantikken var der derimod kun én Gud, og man var ikke bleg for at forfølge de romere, som nægtede at opgive deres tidligere tro til fordel for kristendommen.
Den romerske kejserdyrkelse var en primitiv antropomorf gudedyrkelse i den homeriske heltetradition – den var en slags personlig holdningstilkendegivelse. Kristendommen var en monoteistisk, abrahamistisk religion, som gennem størstedelen af sin levetid har bekendt sig til dogmet: ”Du må ikke have andre guder end den kristne.”
Kejserkulten var ældre end kristendommen. Da kristendommen kom ind på scenen, lavede den en radikal omfortolkning af, hvad religion skulle have at sige i Romerriget. Ikke i retning af sekularisering eller tolerance, men i retning af påtvungen monoteisme og dødsstraf for kritikere af deres religion.
Var det virkelig kejserkulten, som var totalitær? Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?
Argument 4: Kristendommen stillede sig ikke i vejen for oplysningen og demokrati.
Et sidste argument lyder: Måske fremmede kristendommen ikke oplysningen og demokratiet, men omvendt stillede kristendommen sig heller ikke i vejen herfor. Okay. Lad os starte med at se bort fra alle de fritænkere, der blev brændt som kættere, oplysningsfolk, der blev forfulgt, og de tusindvis af almindelige mennesker, der mistede livet under tortur under modreformationen. Tilbage står stadig det akavede faktum, at man ikke skaber noget ved at undlade at bekæmpe det. Jeg har aldrig bekæmpet Justin Timberlakes forsøg på at blive en verdensstjerne, men derfor bilder jeg mig da ikke ind, at jeg har skabt hans succes.
Historikeren J.G.A. Pocock forklarer i sin doktorafhandling, The Machiavellian Moment, hvordan kristne teologers foretrukne samfundsform frem til renæssancen var at se fyrsten som Guds stedfortræder på jord. Skulle andre samfundsgrupper blande sig i magtudøvelsen, så var det i deres øjne bare til besvær (og i øvrigt i strid med kristendommen). Pocock viser, hvordan det i høj grad er Machiavellis idehistoriske fortjeneste , at den europæiske politologiske tænkning fik brudt op på den tradition. Men for at gøre dette måtte Machiavelli ikke alene lægge sig ud med sin samtids kristne tænkere; han måtte også gribe tilbage til det førkristne Rom for at vise os vejen frem mod frihed, oplysning og demokrati.
I Skotland havde kristne aktører held til at holde oplysningsfilosoffen David Hume fra at opnå fastansættelse på universitetet i Edinburgh grundet dennes agnosticisme.
I Danmark så vi en lignende udvikling: Da retstænkerne Hugo Grotius, Samuel Pufendorf og Christian Thomasius foreslog den forsigtige revision, at selv om kongemagten var guddommelig, så var kongens magt dog ikke desto mindre implicit blevet overdraget til monarken af folket, så afvistes disse betragtninger fuldkommen af de danske protestantiske tænkere Johannes Vandal (i 1667) og H.G. Masius (i 1687).
Tyskeren Thomasius forsøgte at tage til genmæle, men ingen dansker fik nogensinde hans modskrift at læse, da den danske kongemagt og de danske protestantiske tænkere stod sammen om at beordre hans skrifter brændt på bålet. Er det virkelig sandt, at kristendommen ikke stillede sig i vejen for oplysning og demokrati?
Konklusion
Således har jeg her undersøgt fire faktisk forekommende argumenter i den tilbagevendende debat om kristendommens indflydelse på Europas udviklingshistorie. Ingen af disse forhold skal naturligvis ligge nutidens kristne til last, men udelukkende tjene til at pege på, at kristendommens historiske forhold til demokrati, ytringsfrihed, videnskab og liberalisme næppe er så ligefrem, som visse debattører af og til lader forstå.