Author Archives: Majken Hirche

For and Against Income Inequality

FOR: If you have a primitive zero-sum mentality then you assume growing affluence for the rich must somehow be causing the immobility of the poor, but, in reality, the two sets of problems are different, and it does no good to lump them together and call them “inequality.”

AGAINST: Interesting how that doesn’t of Americas population went from owning 50% of the total wealth to 80% over the last 60 years. The poor may have gotten a better minimum wage but compared to the total economy, minimum wages is a drop in the ocean. Looking at salaries as independant entities instead of relative to each other is not only ignorant – it is also amazingly bad science.

Some say that the poor should “work harder” but 40 hours work a week at Walmart still entitles you to welfare food coupons because you earn so little. So how the would anyone work more than that and still have the time to gain more skills so you can get a better paid job? Not to mention a family or whatever is in your life?

FOR: The economy isn’t a zero-sum game and there’s absolutely no reason to believe that it is. You might want to confiscate the wealth of the 1% (or the 5% or whatever percentage they make up), but there is no reason to believe that that would *in itself* improve social outcomes for the others or for the least well-off.

It’s easier to make money once you have some, and/or have the skill sets and elite networks that help you make money. Those processes feed into each other. But that doesn’t mean that anybody’s corporate bonus makes teenagers drop out of high-school, or that lack of marketable skills is in any way *caused* by the wealth of others.

The distribution of total wealth in the US might have been changed, but that doesn’t mean money has changed hands. The more likely explnation is that it’s been created in industries and sectors whose owners have seen their wealth increase, while others who haven’t been similarly invested in profitable industries haven’t had any increases in wealth.

There simply isn’t a single social phenomenon called inequality.

Some economic inequality is the result of some people having made fortunes in ways that wouldn’t have been possible save for unjust trade regulations, tariffs, corporate subsidies, anti-competitive interventions, patents or other kinds of trade manipulation. (Or even just by being public contractors.) People should be angry about that and suspicious toward the fact that wealth tends to follow power as elites get entrenched, but that’s not a case for more market intervention – it’s a case for less.

AGAINST: The minimum wage is too low to live on. I’m pretty sure that the people actually working at walmart, their families and people they would like to buy stuff from would care that they dont have more money.

FOR: At any given time, there will be an infinite number of potential jobs or ways to spend to your time that *won’t* pay the bills, or that will even cost you money. Hobbies, over-staffed industries, obsolescent jobs (not many flint smiths out there), unproductive industries, where the salary will be very low. On the other end of the scale, there are some highly paid jobs that are very unpleasant, and a few that are both pleasant and well-paid. There are a tiny number of ways to make massive amounts of money and the competition in those fields is very though.

You can’t legislate that away — the salary someone can make doing a given job will vary from, say, minus 1000 dollars an hour to 10.000 or maybe a million dollars an hour. At any point on that scale you’ll find ways to spend your time, some of which will be able to attract willing buyers. Say the minumum wage is $7.24. Imposing this hard cut-off doesn’t do anything except shut down all the jobs that people were willing to pay between $0.01 and $7.24 an hour for.

Some authors get paid huge advances and make millions, others have to distribute their books for free online, and still others pay to have them self-published. Does that mean the book industry is broken?

Socialisme som stammetænkning

Socialisme som stammetænkning

Vi mennesker er ikke tilpasset til at leve i moderne massesamfund med individuel frihed og demokrati. Vi bærer i høj grad rundt på en række evolutionære tilpasninger fra stenalderen. Det skaber splittelse, når vi snakker politik.

Af Ryan Smith

For 2300 år siden skrev den græske filosof Platon, at mennesket ikke er tilpasset til tankernes verden. De fleste af os lever i virkeligheden i følelsernes verden, efter mavens velbehag, eller efter skridtets fornøjelser.

caveman Moderne neurovidenskab har langt hen ad vejen givet Platon ret: Mennesket er en underlig skabning, fanget midtvejs imellem det dyriske og det logiske. Vor forstand trækker os ofte i én retning, mens vore følelser og drifter vil noget ganske andet.

Denne krydsning mellem højere og lavere elementer i mennesket er også på spil, når vi snakker politik. Vi er alle en blanding af stenalderhjernens instinkter og de højere funktioners forstand.

Af og til er instinkterne på linje med fornuften, men hovedparten af tiden er det dog det modsatte, der er tilfældet.

To områder, hvor stenalderhjernen har særlig tendens til at komme i konflikt med fornuften, er, når vi taler fællesskab og lighed. Uenighederne vil ingen ende tage, og de udspiller sig typisk som følger.

FÆLLESSKAB

Den naturlige organisation for mennesker har gennem det meste af artens udviklingshistorie været en samfundsform med fokus på fællesskabet og med en lille gruppe magthavere i toppen, der havde nær uindskrænket magt over de andre i stammen. Først da en gruppe nordeuropæiske protestanter – nærmest ved et tilfælde – fik den idé at erstatte herskere (som havde uindskrænket magt) med repræsentanter (hvis magt var indskrænket), så vi en udvikling i retning af den individualisme, vi kender i dag.

I dag er der bred enighed om, at et repræsentativt demokrati med forfatningsmæssige begrænsninger for magtudøvelsen overgår de gamle samfundsformer med høvdinger og herskere. Men selv om vi er blevet vælgere, der skal fungere i et åbent og komplekst demokrati, så bærer vi stadig rundt på stenalderhjernens instinkter. Derfor kommer valget af regeringsleder lynhurtigt til at ligne noget fra en primitiv stamme, der sætter sig ned for at vælge en høvding.

Når stenalderhjernen er med i politik, så er det ikke nok at konstatere, at høvdingen har en politik, som man ønsker at støtte op om. Lederen kan ikke nøjes med at være kompetent, nej, han skal helst ligne resten af stammen.

Det er ikke tilfredsstillende for stenalderhjernen at se på den vordende leders kompetencer, nej stenalderhjernen bliver nødt til at forvisse sig om lederens karakter og tilhørsforhold. Når vælgerne ikke kan acceptere, at Helle Thorning-Schmidt går med Chanel-dragt og Gucci-taske, så er det stenalderhjernen, der brokker sig. De fjer og den krigsmaling, hun pryder sig med, skulle jo helst ligne resten af den socialdemokratiske stammes. Fornuften tilsiger, at kun hendes kompetencer er væsentlige, men stenalderhjernen har travlt med hendes tøj.

Vi har allerede nævnt, at stenalderhjernen er individualismens fjende. Kravet om, at en leder skal ligne resten af stammen, er netop en leflen for stenalderhjernen, som forringer det enkelte menneskes mulighed for at udfolde sig som individ. Fællesskabet ophøjes til den målestok, som alt skal vurderes efter, og folk, der afviger, har bare at rette ind. Eller endda ”skride ad helvede til”, som Enhedslistens Pelle Dragsted bad landets liberalister om i Politiken 11.01.2014.

Stenalderhjernen analyserer sig ikke frem til, om den er enig eller uenig i en given politik, men bekymrer sig først og fremmest om, hvorvidt en person nu også hører til stammen. Når debattører vil lefle for vælgernes stenalderhjerne, så sætter de fremmedklingende navne på politiske modstandere. Der findes mange eksempler på sådanne navne, men mest kendt er nok de mange anklager om neo-, ultra-, chok-, super- og Saxo-liberalisme, der flyver gennem debatten. Meningen er klar: Modstanderen er ”uden for stammen,” alt imens man selv repræsenterer ”fællesskabet.”

Når først en person først er stemplet som ”uden for stammen,” så er stenalderhjernen ikke længere interesseret i vedkommendes argumenter. Således kan appeller til stenalderhjernen depravere den offentlige debat ved at udelukke kvalificerede og valide argumenter som noget, man ikke behøver lytte til.

Den amerikanske psykolog Sean Ruth har i sin bog Leadership and Liberation argumenteret for, at det er en mild form for undertrykkelse at stemple sin modstander som ”uden for fællesskabet” i et forsøg på at undgå at tage stilling til vedkommendes argumenter. Når først en organisation er lykkedes med at identificere sig selv som synonym med fællesskabet og dens kritikere som værende ”uden for fællesskabet,” så synes analytiske argumenter at prelle af på foretagendet. Så meget at organisationen end ikke behøver besvære sig med at imødegå kritikken. Det synes i høj grad at være tilfældet med fagbevægelsen i Danmark.

LIGHED

Et andet område, hvor stenalderhjernen trækker os i én retning og forstanden i en anden, er lighed. Stenalderhjernen er fuld af misundelse, afskyer ulighed og er ganske enkelt ude af stand til at skille oplevelsen af ulighed fra følelsen af uretfærdighed.

Når stenalderhjernen tænker økonomi, så ser den nulsum og design. Ulighed perciperes at skyldes en bagvedliggende vilje til ulige fordeling, som en forælder der i et ondsindet lune har givet sine børn ulige lommepenge for lige hjælp med de huslige pligter.

Det er denne lommepenge- og husholdningslogik, der gjaldt i primitive stammesamfund, som stenaldermanden Grok også anvender for at forstå komplekse massesamfund som de moderne.

Socialdemokraternes Peter Hummelgaard føler f.eks. fint, at han kan bestemme, hvor meget det enkelte ”barn” skal have i lommepenge:

”Vi skal ikke til at give millionær- og milliardær-unger skattelettelser som ikke har gjort andet end i forvejen at være født med en guldske i røven.” (JP 24.04.13)

I stenalderens stammesamfund er høvdingen en hersker, der har direkte kontrol med stammens ressourcer og uden videre kan bestemme, hvor stor en andel af de fælles ressourcer, der skal tilkomme den enkelte . Men i et frit og individualistisk samfund er borgerne hverken børn eller underordnede, men frie mennesker. Magthaverne er ikke deres høvdinger, men deres repræsentanter.

I et frit samfund bør magthaverne holde sig til at udstikke rammevilkår og afstå fra at holde hånd i hanke med forskellige befolkningsgruppers privatøkonomi. Desuden er det ikke politikerne, som giver borgerne lommepenge, men tværtimod borgerne der som et nødvendigt onde finansierer en løn, som politikerne kan leve af.

Stenalderhjernens appeller er lette at forstå. De kendetegnes ved, at komplekse fænomener reduceres til simple fortællinger, som stenaldermand Grok kan begribe. Et komplekst fænomen som finanskrisen kan f.eks. forenkles til, at ”bankerne var blevet for grådige.” Men netop fordi verden er mere kompleks end som så, er der god grund til at være skeptisk, næste gang der kommer en politiker forbi, som hævder at kæmpe for lighed og fællesskab.

Det er alt sammen, som den britiske statsmand og filosof Edmund Burke har sagt: Menneskets egnethed til at besidde politiske rettigheder står nøje i forhold til dets evne til at sætte kæder på dets lyster og til at elske retfærdigheden højere, end det elsker sin egen natur.

Anonym konservativ skrivelse

Redaktionen har modtaget en skrivelse fra en selverklæret konservativ.  Anonyme breve populære i medierne og har undertiden stor politisk slagkraft i Danmark. Derfor vælger vi at bringe det her.

Kære liberale venner

Vi konservative ved jo godt, at det forsvar for frivillighed, som I liberale plæderer for, er en overlegen moralsk position. Det er blandt andet derfor, at det er så svært at få os til overhovedet at forholde os til jeres argumenter.

I stedet for ordentlige modargumenter har I fået karikaturer om Sunny Beach og Bacardi Breezers. Karikaturer, som forbløffende mange af mine konservative meningsfæller har svælget i, mens de har ignoreret handsken, som I liberale har kastet for konservatismens fødder. Ja, skal jeg være ærlig, så tror jeg, at det er et tegn på desperation.

Vi ved jo godt, at hvis man kigger på den lange bane, så var det de liberale ideer, som sejrede, sådan som Ryan Smith beskrev det i Jyllands-Posten 05.10.2011 og som Erik Winther Paisley argumenterede for i Berlingske 23.10.2013. Disse kritikker har mestendels efterladt os konservative forstummet, og det med rette, må jeg skynde mig at tilføje.

Ikke desto mindre må jeg minde om, at I liberale dog også har taget fejl i nyere tid: I var alt for optimistiske omkring indvandringen (I undervurderede betydningen af kultur), og I var alt for optimistiske omkring EU-projektet (sandt at sige var vi nok begge for uskyldige og troede, at et overnationalt, teknokratisk organ kunne gå fri af den iboende tendens til at mele sin egen kage, som man alle dage finder i politik). Det er denne historiens lektie: At samfundet er for komplekst til uden videre at blive underkastet gennemgribende lænestolsreformer og DJØF’icering, som der for mig at se er vi konservatives bedste argument imod jer liberale: Jeres universalisme er prisværdig, og jeg ville ærlig talt ønske, at der var flere af mine konservative meningsfæller, som delte den. Resultatet af, hvad der sker, når man ikke deler universalismen, er jo et forsvar for Sharia i de muslimske lande og enkeafbrændinger i Indien, som vi for nylig har set Søren Hviid Pedersen fremføre i konservatismens navn.

Pedersen er et ekstremt eksempel, og som du nok har set, så er vi flere konservative, der ikke er enige med ham. Han viser os faren i anti-universalismen. På den anden side må vi så også kunne blive enige om, at vi ikke kan fare ud i verden med soldater og hvad ved jeg, lige så snart der er nogen, der opfører sig barbarisk. For ærlig talt, så er næsten hele den ikke-vestlige verden indhyllet i barbari. Jeg synes da også, det var smukt, hvordan det liberalkonservative Storbritannien legede verdens politimand og egenhændigt endte slaveriet i 1800-tallet. Men vi er i dag i en anden situation: Vesten har ikke råd til andet end at være økonomisk med sin universalisme.

Må jeg i samme ombæring beklage, at flere af mine meningsfæller mener, at de institutioner vi må bevare på statens hænder, lige pludselig også skal omfatte Danmarks Radio (som i indeværende år [2013] blev taget i at arrangere en demonstration til fordel for en venstreorienteret dagsorden). Det siger sig selv, at man ikke kan have en masse mennesker til at leve fyrsteligt for statens penge og så forvente, at disse mennesker skal forholde sig kritisk til selvsamme statsprojekt.

Det bedste, man kan håbe på, når man giver penge til overflødige organisationer er, at det, som Radio 24-7 forvaltes af en lille gruppe, som bruger skatteydernes penge til at forgylde deres venner og meler deres egen kage. Lad os bare være ærlige: Det projekt ved vi jo begge to godt har fejlet i at give den gennemsnitlige skatteyder værdi for sine penge. Som konservativ kernevælger ville jeg i hvert fald hellere have givet de samme penge til at holde liv i den humanistiske forskning på universiteterne.

Ja, du hørte rigtigt, min liberale ven: Vi konservative kan nemlig også godt være kritiske over for staten på en god dag. Mens jeres udgangspunkt er individet og de borgerlige frihedsrettigheder, så er vores udgangspunkt familien, socialt ansvar og anstændighed og en kultur, der understøtter disse.  Vi er som to stridslystne folkeskarer, der nærmer sig det samme punkt, men fra forskellige vinkler. Fordi vi kommer fra forskellige vinkler, så tror mindre ånder i hver gruppe, at vi skal slås. Men behøver ikke være tilfældet. Derfor dette brev.

Og ja: Netop hvad angår kultur, så har I måttet lægge ryg til ufattelig meget affekteret (men irrelevant) kritik af jeres smag hen over sommeren 2013, hvilket jeg selvfølgelig godt ved er latterligt. Ikke mindst fordi det var fra mine liberale ungdomsvenner, at jeg lærte at sætte pris på Monteverdi og det Platoniske korpus.

Rent metafysisk, så vil jeg fastholde, at der er en fællesnævner i det, vi mennesker oplever som æstetisk. Men det er også videnskabeligt bevist, at den subjektive variation inden for det spillerum inden for det, som vi finder skønt, er så markant, at ethvert forsøg på at fastsætte æstetiske tærskler for, hvilken kunst, der fortjener statsstøtte, er håbløs. Det styrker blot den grundlæggende sandhed, at jo flere penge, der skal fordeles ad politisk vej, des flere konflikter vil der være i samfundet. Og det er faktisk noget, som vi konservative er imod, idet vi netop vil lade familier og traditioner afgøre slige ting. Hellere enkefru Pedersens Fond end Statens Kunstfond!

Så ved I hvad: Lad os slå halv skade. Vi ved jo begge to godt, at Danmark ikke har brug for fem skatteyderbetalte symfoniorkestre. Lad os skære foretagendet ned til to: Ét til Østdanmark og ét til Vestdanmark. Politik er også det muliges kunst.

Med ærbødige hilsener,
Den konservative

Capitalism and Income Redistribution

Many people think of the term ‘Capitalist’ as pejorative or abusive. This is a Marxist vestige; people think of a ‘capitalist’ as someone who only thinks of money and does not shy away from exploiting people.

But ‘capitalist’ – as in the sense that one exploits economics of scale by amassing capital is beneficial to both producer and consumer. E.g. it is cheaper for one factory to make 1 million laptops than for four factories to make 250k laptops each. The more that is produced in one place – through amassed capital – the cheaper and better for all parties. There is no modern society that does not harness this principle. Even Venezuela, Soviet Russia, etc. were ‘capitalist’ in the sense that they relied on massed capital.

Capitalism and Income Redistribution

People often think favorably of Income Redistribution. But they typically don’t think of the following:

(1) People don’t spend their money on the same thing. I.e. give a poor person a little more money, and they will use it to buy more stuff. Give a rich person a little more money, and they are more likely to invest it (because they already have all their basic needs covered). Investment is better than consumption for society in the long run. That is why Ronald Reagan (and G.W. Bush) tried to give special tax cuts for the rich. It worked moderately OK under Regan, but worse under Bush, because. While the rich did invest under Bush, they invested in jobs overseas that were more competitive than American jobs. From the time of Reagan, and to the time of G.W. Bush, globalization had taken place.

However, in terms of fairness, one should be against all special tax cuts for both rich and poor. The ideal taxation would be for everyone to pay a flat percentage of their income in taxes, e.g. 25%. This way, the rich will still pay more, but there will be fewer conflicts and fewer state-created “winners and losers” in society.

(2) Redistribution: Redistribution is destructive. I.e. if the government takes 1$ from you and gives it to poor Betty down the street, this is not free. The government, banks, etc. all have to expend resources to tax you, transfer the money, control that poor Betty is really eligible for receive aid, etc.

So redistribution doesn’t just move money around. It moves money around but destroys some of that money in the process, as the money is sucked into un-gainful activities, i.e. bureaucracy. Now of course you can still think that destroying some value is acceptable save people from starvation or dying of disease, etc. – most people certainly do – but redistribution will always cause some value to be lost as explained above.

The question is then how much value you think it is acceptable to lose in order to have a more egalitarian society. Most people tend to think it is acceptable in critical matters, but once you’re just redistributing in order to feel good about “doing something for the poor” it becomes very important to factor in that you are also destroying value that could potentially benefit the poor (because the rich will have more money to invest and develop new products).

There is a very good book about this: Economics in One Lesson.

Adventures of Robin Hood 1992 Game for PC – Free Download

Adventures of Robin Hood_2 The legendary Robin Hood Amiga adventure game available for free download.

This game is based on the extremely popular Adventures of Robin Hood. However, for those of you who are unfamiliar with the history of this spectacular archer and bandit, here’s the story in a nutshell:

1. Get kicked out of your castle by the Sheriff of Nottingham.
2. Assemble a band of merry men.
3. Gain popularity by robbing from the rich and giving to the poor.
4. Be declared an outlaw.
5. Woo Maid Marian.
6. Take back the castle, ruin/kill the Sheriff, hoorah.
7. No, this game is not based on any of the movies (especially not the one starring Kevin Costner).

Robin Hood starts with an amusing little intro in which Robin is stripped of his castle. You take control of the sulking (no really, it’s quite funny) Robin outside the gates. This gives the impression that Robin is not the most together or competent individual, despite what the stories say. Your job is to lead Robin on his quest to regain his castle. You don’t so much control Robin directly as click on where/what you want him to do, and he does so, sometimes not quite the way you wanted him to. Rescuing Will Scarlet, for example, involves shooting his captors with your bow. Save your game before you fire, as you’re just as likely to shoot Will instead of the guard… Erm, sorry, Will. This is mildly irritating, but actually goes along well with the feel of the rest of the game.

Download The Adventures of Robin Hood for PC

Political Progressivism

Progressivism, in the common parlance, has three main pillars:

(1) Socially-liberal cultural values, e.g. accept of homosexuality and transgender, minorities, pornography, atheism and New-Age belief.

(2) Economic redistribution from richer to poorer and the state doling out in many instances, e.g. extra check for single moms, extra money if you cannot afford the rent, social housing, government partly sponsoring the wages of the people who are hard to employ in the workplace, large foreign aid grants, etc..

(3) Environmentalism, e.g. no GMO, hostility to pollution, but also opposed to nuclear, mainly favorable to wind and solar, which is presented as “sustainable” often without taking the manufacturing costs of windmills and solar cells into consideration.

(2) and (3) jointly lead to government intervention in the economy, i.e. the government “picking the winners,” i.e. the state gives select tax breaks or select tax investments to the corporations that it likes (i.e. windmill corporations over nuclear corporations; electrical car makers over traditional car makers).

As such, though it may describe itself as a “third way,” progressivism belongs squarely on the left (i.e. big government, mass regulations, massive redistribution).

This is the main meaning of progressivism. However, the use of the word is highly contentious on both the left and the right. This is mainly because it implies that the people who are progressives are somehow “better” people than the people who are not. Or that the people who disagree don’t disagree from a position of equal knowledge and outlook, but that they disagree because they are not as enlightened as the self-styled progressives.

Danmarks Radios ‘Deadline’ favoriserer Enhedslisten og Socialdemokratiet og misforstår forskning

Kære DR

Vi to har før været i kontakt. Jeg skrev ind den gang I satte tre medlemmer af Enhedslisten til – uopponeret – at diskutere liberalisme. I skrev tilbage og erkendte fejlen. Men den var jo ikke en enlig svale. Her er to yderligere klager vdr. Deadline:

Deadline: 28.12.2013: Socialdemokraten Sanne Søndergaard får uopponeret lov at udbrede sin opfattelse af kvinder som ofre. Ingen af de mange mænd og kvinder, der har talt for det modsatrettede synspunkt i pressen (så godt som altid med bedre kildemateriale end Søndergaards ‘søg og erstat’ i baghånden) kunne åbenbart stille op, ligesom ingen liberalister kunne stille op til at diskutere liberalismens natur med jeres tre(!) paneldeltagere fra Enhedslisten.

Deadline 23.12.2013: Nyere amerikansk forskning om liberals vs. conservatives og disgust sensitivity bliver af Deadline udlagt som passende på socialister og liberale i en dansk kontekst. Dette er en misforståelse af forskningen. Det er konservative, ikke liberale, som den amerikanske forskning peger på.

Danmarks Radio laver TV for skatteydernes penge. Kan vi blive enige om, at man således må efterstræbe et minimumsniveau af faktuel korrekthed og objektivitet?

Og at det ikke er foregået i disse tre tilfælde?

Fri juridisk abort til mænd

Berlingske kan i dag berette, at danskerne er delt ca. lige over i deres syn på, hvorvidt man bør tillade juridisk abort til mænd.

Sanne Søndergaard siger nej

Socialdemokraten Sanne Søndergaard tog stærkt afsted fra forslaget med henvisning til, at “der ER ligestilling,” hvorefter hun blev stillet følgende spørgsmål:

Så hvis jeg teknisk set i aften gik ud i byen og hev en mand med hjem, vi i fællesskab blev enige om at dyrke sex, og jeg sagde til ham, at jeg tog p-piller, og det gjorde jeg ikke, og jeg så om en måned var gravid og kontaktede ham, og han så intet valg havde ud over involvering eller at betale ved kasse et i 18 år, mens jeg har valget at beholde barnet eller at få en abort… Så er det ligestilling?

Hertil svarede Søndergaard:

“Ja, det ER ligestilling – ligestilling på konsekvenserne af frivillig sex. Du er en dum ko, der lyver og bedrager en mand, men han har stadig frivilligt valgt at have sex med dig.”

Når Søndergaard siger sådan om mænd, der bliver fejlinformeret og vildledt ind i en graviditet, så må man spørge, hvad hun mon mener om følgende:

Hvis man går i seng med en person, som bilder en ind, at vedkommende er rask, når han/hun i virkeligheden har HIV, så er det strafbart. Men argumentet “Du er en dum ko, der lyver og bedrager en mand, men han har stadig frivilligt valgt at have sex med dig,” kan også bruges om HIV-situationen.

Nu er det selvfølgelig værre at blive HIV-smittet, end at blive far mod sin vilje.  Men strukturen i de to situationer er ens: Man dyrker sex under forudsætning af, at den information man har om den anden, er rigtig. Men vedkommende lyver.

Berlingske siger også selv nej

Berlingske advarer mod om juridisk abort med følgende argument:

“Når man alligevel må advare mod [tiltaget] hænger det sammen med noget grundlæggende vigtigt, nemlig det personlige ansvar. Hvis man indfører muligheden for juridisk abort, fratager man jo manden netop det. Det personlige ansvar for hans handling og dens mulige konsekvenser.”

Så hvis en person har muligheden for at undgå et ansvar, så er han altså blevet frataget sit ansvar, også selv om han tager ansvaret alligevel. Efter samme logik så kunne de danske soldater, der var afsted i Irak og Afghanistan kun have udvist personligt ansvar, hvis de havde været værnepligtige, som var blevet tvunget afsted.