- Socialdemokraterne anklager LA’ere for at optimere deres skatteforhold. Helle Thorning udnyttede et hul i skattesystemet til at lease en bil, anvendte ulovligt sin mands skattefradrag, og så sidder hendes mand i Schweitz og tæller dage, for at optimere familiens skatteforhold.
- Socialdemokraterne anklager LA for at tage imod penge fra Saxo Bank for at føre en bestemt politik. Socialdemokraterne har indgået en skriftlig kontrakt(!) med LO, hvor de binder sig til at føre en bestemt politik til gengæld for penge. Der findes ingen sådanne skriftlige aftaler mellem LA og Saxo Bank.
- Socialdemokraterne anklager LA for at modtage hemmelige pengebeløb. Socialdemokraterne modtager selv hemmelige pengebeløb i strid med loven.
Author Archives: Majken Hirche
Friheden i Danmark og dens forøgelse
Friheden fremmes ikke altid bedst ved revolution. I Danmark har vi f.eks. et stabilt og (set i en global sammenhæng) ukorrupt statsvæsen, og selv om friheden sagtens kan forøges i Danmark, så er der, set fra et klassisk liberalt perspektiv, snarere brug for en friheds-evolution end en friheds-revolution i Danmark.
Af Ryan Smith
Som liberal er der meget at beklage ved den politiske orden, vi lever under i dag. Men det er ikke alt sammen skidt. I løbet af de sidste tre år har vi set begyndelsen til et opgør med det system af passiv forsørgelse, som har skabt Fattig-Carina og Dovne Robert. Og for blot fem år siden kunne Ugebrevet 4A kunne spørge læserne, om liberalismen overhovedet havde en fremtid i Danmark, eftersom ”hverken befolkning eller politikere vil kendes ved de liberale ideer og grundholdninger.” (Ugebrevet 4A 01.10.2007).
Sådan spørger de ikke mere. Så noget er der altså sket. Men der er stadig et stykke vej igen. Her er fire områder, hvor friheden i Danmark kunne have godt af en frihedsevolution.
Statens størrelse
På trods af en række mindre reformer har Danmark stadig en af de største og dyreste offentlige sektorer i verden. Alligevel er der meget få (om nogen) af Folketingets partier, som tør sige, at den offentlige sektor skal være mindre.
Danmark har også noget nær den laveste vækst i den udviklede verden. Ifølge økonomen Niels Westy Munch-Holbek er Danmarks velstand per indbygger vokset med sølle to procent siden år 2000, mens det tilsvarende tal for Sverige ligger på omkring 21 procent.
Den britiske premierminister Winston Churchill sagde engang, at en nation, der forsøger at beskatte sig til velstand, er som en mand, der står i en spand og forsøger at hæve sig selv op ved håndtaget. I Danmark må vi slås med en stat, der belemrer, beskatter og bebyrder det øvrige samfund i en helt urimelig grad. Effekterne af den forslugenhed, der findes i den offentlige sektor, kan ses i form af udeblivende vækst og en stagnation i de kerneydelser, som staten rettelig bør tilbyde, såsom efterforskning af overfald og tyverier. Er man således enig i, at staten ikke bør levere meget-men-dårligt, men hellere lidt-men-godt, så er der god grund til at gå til kamp mod statens størrelse.
Udlændinge og indvandring
I den liberale familie er der intern uenighed om udlændingespørgsmålet, og det liberale spektrum spænder helt fra Nozick/Rothbard’ske rettighedsliberale, som mener, at landegrænser er et overgreb mod individets rettigheder, til selvbestaltede ”nationalliberale”, som overhovedet ikke har nogen betænkeligheder ved at afvise indvandringen.
Mellem disse to positioner finder man det klassisk liberale perspektiv: I lighed med Nozick og Rothbard, så skatter man frihed som et mål i sig selv, men i lighed med de ”nationalliberale”, så ønsker man ikke at sætte nationalstaten over styr i jagten på et ideal. Som Karl Popper sagde, så må man nærme sig idealet gradvist, således at der kan etableres trinvis sikkerhed for, at idealet ikke fører os på vildspor.
Vi nyder alle godt af den velstand, som de højt kvalificerede udlændinge skaber i Danmark, og som økonomen Thomas Sowell har vist, så er det ofte højt kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, som driver vækst- og innovationsbooms i værtslandet. Ud fra en pure utilitaristisk betragtning ville det således være at skyde os selv i foden at lægge forhindringer i vejen for, at virksomheder og universiteter kan skaffe sig adgang til de dygtigste og mest ambitiøse specialister fra udlandet.
Imidlertid findes der også en gruppe lavt kvalificerede indvandrere, som fortrinsvis kommer til Danmark fra lande som Tyrkiet, Irak, Pakistan og Somalia. Disse indvandrere har typisk kun få erhvervskompetencer, og de kommer hertil med en anden kultur og et andet sæt normer, som gør, at de har meget svært ved at tilpasse sig det danske samfund. Følgevirkningerne er arbejdsløshed, kriminalitet og politisk radikalisering på sådan en skala, at visse sociale friheder i Danmark allerede er gået tabt.
Det er således med udgangspunkt i friheden, at man kan argumentere for, at vi i Danmark bør koncentrere os om at integrere de utilpassede indvandrere, som allerede er her, før vi lukker flere af disse ind. Frihed er grundstenen i det liberale tankegods, men friheden kan ikke trives under vilkår som dem, vi har set i indvandrerdominerede områder som Vollsmose og Tingbjerg. Friheden kan ikke trives under forhold, hvor folk ikke kan stole på hinanden, og hvor de konstant skal frygte for kriminalitet. Af samme grund kan man af frihedshensyn også argumentere for, at det skal blive nemmere at udvise udlændinge, som begår kriminalitet.
Den frihed, som Danmark har kendt, er unik i en global kontekst. Hvis ens liberalisme skal forankres historisk, snarere end at være et rent idealistisk foretagende, så må man anerkende, at friheden ikke kommer af sig selv, men at den blandt andet er et produkt af den tillid og tryghed, der findes i det danske samfund. At vi som mennesker kan regne med hinanden, er en af de helt centrale forudsætninger for, at staten kan slippe grebet om civilsamfundet.
Fra et klassisk liberalt synspunkt er der således intet til hinder for en udlændingepolitik, der koncentrerer sig om at integrere de problematiske udlændinge, vi allerede har, førend vi får flere af disse herop, og ej heller er der noget til hinder for, at man som liberal kan arbejde for øgede udvisningsmuligheder, hvad angår dem, der ikke vil følge landets regler.
Ytringsfrihed
Efter mange års stædig kamp for ytringsfriheden begynder flere og flere stemmer i debatten at få øjnene op for, at enhver normativ indskrænkning af ytringsfriheden tjener til at bestyrke reaktionære interesser i minoritetsmiljøer. Via de nyere sager, som straffesagen mod den iranske kunstner Firoozeh Bazrafkan og dødstruslerne mod den palæstinensiske digter Yahya Hassan, er multikulturalismens ide om minoriteters kollektive subjekt blevet udstillet som et falsum for fuld skrue.
Dog ønsker et flertal af Folketingets partier stadig at fastholde de såkaldte blasfemi- og racismeparagraffer, der indskrænker ytringsfriheden og fører et væld af lurvede retssager med sig. Borgerne får mindre respekt for loven, når de oplever retsvæsenet agere smags- og tonedommer, og når politiet skal rejse sager om, hvad folk har sagt til en julefrokost i eget hjem.
Der findes kun spinkle beviser på, at hate speech-lovgivning og statsligt opsyn med avisspalterne rent faktisk stopper radikalisering. Tværtimod viser historien, at ekstremistiske grupper ofte bruger disse begrænsninger i ytringsfriheden til søge martyriet og til at bekræfte sig selv i, at de har fat i en stor, forbudt og farlig sandhed, som det omkringliggende samfund ikke kan tåle at høre.
En tro på den personlige frihed er en tro på, at civilsamfundet selv kan finde ud af at gå i rette med skændige udtalelser, uden at domstolene behøver holde opsyn med, om nu nogen bliver stødt af ’tonen.’ Når vi finder racisme modbydeligt, så er det jo ikke, fordi staten siger, at vi skal.
Er man således tilhænger af en fri og energisk samfundsdebat, hvor domstolene ikke agerer anstandsdame, så er der grund til at kæmpe for afskaffelsen af blasfemi- og racismeparagrafferne i Danmark.
Kontrol med borgerne
Sidst, men ikke mindst, bør en klassisk liberal være bekymret for de øgede beføjelser, som offentlige myndigheder, herunder især SKAT, har fået over for landets borgere. Samtlige medlemmer af den liberale familie er selvfølgelig enige om, at skatten skal ned, men helt uafhængigt af diskussionen om skattetrykket er der også spørgsmålet om, hvilke magtmidler man kan tage i brug over for borgerne. Dette sidste spørgsmål er også et spørgsmål om frihed.
Da den nuværende regering således vedtog, at SKAT kan foretage kontrolaktion i folks hjem uden forudgående retskendelse, var det blot en fortsættelse af den linje, som den forrige regering havde lagt årene forinden. Her udvidede man også SKATs beføjelser med den ene nye bemyndigelse efter den anden, og den tidligere regering gik endda så vidt som at stille lovforslag om, at SKAT uden dommerkendelse skulle kunne beordre sig private firmaers harddiske udleveret med alt, hvad der lå på dem, herunder private mailkorrespondancer, bestyrelsesreferater og deslige.
Som erhvervsjuristen Henriette Kinnunen har sagt, så kan man roligt sige, at den tidligere regering ”åbnede ballet ved at give SKAT flere beføjelser og således banede vejen for en retssikkerhedsmæssig glidebane, hvor den ene beføjelse til SKAT har åbnet op for den anden.” (BT 21.06.2013)
SKAT har i dag mere vidtgående beføjelser, end Politiet har. I et klassisk liberalt perspektiv må man sande, at der er noget grundlæggende galt med den prioritering. Skattesyndere skal fanges, men det skal ikke ske på bekostning af den grundlæggende retssikkerhed i Danmark. Er man enig i dette, er der god grund til at kæmpe for frihedens fremme i Danmark.
INTJ Personality MBTI Portrait
INTJ is one of the 16 MBTI types. Which one are you? There is a free online MBTI Test that you can take to know.
The INTJ personality type is one of the rarest and most interesting types. INTJs are often seen as highly intelligent and perplexingly mysterious. The main reason behind this is that INTJ personalities are both private and incredibly rational – they find it very difficult to understand the complex social rituals that are considered part of the dating game, especially in Western societies. When someone with the INTJ personality has mastered their chosen area of knowledge (INTJs can find their strengths in several fields), they can quickly and honestly say whether they know the answer to a specific question.
INTJ personalities rarely seek managerial positions – if they do, this is probably because they need more power and freedom of action, not because they enjoy managing people. If someone with the INTJ personality type starts working with a new system, they will regard the task as a moral obligation, merging their perfectionism and drive into one formidable force.
INTJ personalities radiate self-confidence, relying on their huge archive of knowledge spanning many different topics and areas. However, INTJ personalities do not seek nor enjoy the spotlight and may often decide to keep their opinions to themselves if the topic of discussion does not interest them that much.
INTJs are very decisive, original and insightful – these traits push other people to accept the INTJ’s ideas simply because of that sheer willpower and self-confidence. An INTJ will retreat into the shadows, maintaining their grip on the most important decisions – but as soon as the leader fails and there is a need to take the steering wheel, the INTJ will not hesitate to act, maybe even while staying in the background.
There is one area where their brilliant mind often becomes completely useless and may even hinder their efforts – INTJs find it very difficult to handle romantic relationships, especially in their earliest stages. INTJ personalities also often shoulder the burden of making important decisions without consulting their peers.
Things like flirting or small talk are unnatural to them; furthermore, INTJs (especially females) tend to see typical attraction tactics (such as feigning disinterest) as incredibly stupid and irrational. They are natural leaders and excellent strategists, but willingly give way to others vying for a leadership position, usually people with Extroverted personalities (E personality type).
INTJ personalities are perfectionists and they enjoy improving ideas and systems they come in contact with. People with this personality type are more than capable of loving and taking care of the people close to them, but they are likely to be completely clueless when it comes to attracting a partner. INTJ personalities also have an unusual combination of both decisiveness and vivid imagination.
However, they always try to remain in the rational territory no matter how attractive the end goal is – every idea that is generated by the INTJ’s mind or reaches it from the outside needs to pass the cold-blooded filter called “Is this going to work? ”. Whatever the circumstances, you can always rely on the INTJ to “fill in” the gaps in the idea – they are most likely to come up with an unorthodox solution.
Imagine a giant chess board where the pieces are constantly moving, trying out new tactics, always directed by an unseen hand – this is what the INTJ’s imagination is like. Anyone who does not have enough talent or simply does not see the point, including the higher ranks of management, will immediately and likely permanently lose their respect.
Vajrayana-buddhismen – er det falsk buddhisme?
Når man læser om Vajrayana-buddhisme, så kan det nemt ske, at jo mere man læser, des mere tager man sig til hovedet. Ja, man kan nemt komme til at tvivle på, om Vajrayana overhovedet er buddhisme, eller om det mon er en “falsk” buddhisme.
Eksempler:
- Buddha sagde, at man ikke skulle styre efter hurtig oplysning. Vajrayana styrer efter hurtig oplysning.
- Buddha sagde, at hans lære var for alle. Vajrayana er esoterisk og benytter sig af hemmelige ritualer.
- Buddha sagde, at der ikke findes mirakler, kun indsigt i dharmaen. Vajrayana siger, at der er magi.
Og sådan kunne man blive ved. Nu er det velkendt, at andre former for buddhisme også tager sig nogle kunstneriske friheder ift. den oprindelige lære, men den anden store afvigende tradition, Mahayana, fremstår alligevel som en filosofisk-logisk udbygning af Buddhas oprindelige doktrin, samt eliminering af indre modsigelser i Buddhas lære. Det samme kan man ikke umiddelbart sige om Vajrayana. Umiddelbart siger Vajrayana nemlig ofte det stik modsatte af det, som Buddha oprindeligt belærte os om, som de tre eksempler ovenfor også viser.
Men er det nu også rigtigt?
Svar på eksempler – kontrasten til Zen:
Lad os sammenligne Vajrayana med Zen-traditionen, som ofte opfattes som ren og minimalistisk, hvor Vajrayana er overbelæsset og ritualistisk.
- Hurtig oplysning: Der er ikke nogen buddhistisk retning, som går stærkere ind for vigtigheden af at styre efter hurtig oplysning end Zen.
- Buddhismen som anti-elitær: På trods af, at Zen har en folkelig “Mahayana”-side, med et bodhisattva-ideal og hvor oplysning i princippet kan nås af alle (selv amøber eller orme), er Zen samtidig meget elitær, monastisk, intellektuel og snobbet over for de andre traditioner.
- Magi og mirakler: Zen-traditionen er fuld af mirakler – det er bare ikke det, der er blevet fremhævet, sådan som Zen er blevet formidlet i vesten. Men i primærlitteraturen fra Tang-, Sung- og Ming-dynastierne samt fra Japan og Korea gennem alle tider optræder der utallige mirakler og fantastiske ting, som vitterligt får Det Nye Testamente til at blegne.
Forskellen på Varayana og Zen er dog, at det mirakuløse i Varayana trods alt er større.
Det fusionistiske perspektiv – hvordan Vajrayana også er buddhisme:
Der er et par ting, som er vigtige at huske på: For det første, at Buddhismen har mange ansigter. Det drejer sig om 2500 års udvikling i alle mulige sekter. Der opstår stadig nye skoler i mange lande, undertiden blandet op med forskellige folkelige traditioner og myter. Buddhismen har altid varieret sig selv og fornyet sig; den har tilpasset sig de folkelige skikke, der hvor den er kommet frem. Forskellige former for buddhisme har således forskelligt tros-indhold, magier, overtro og dualismer.
Det andet er, at Vajrayana har en oprindelse i indisk Kundalini-yoga og forskellige hindu Tantriske praksisser, som ikke ligner Mahayanas praksis. Der er mange forskellige Buddhaer og Budhisattvaer, hvis ikonografi man må kende for at forstå praksis og den religionspsykologi, som det drejer sig om. Det er her et spørgsmål om fortolkning. Enten en magisk, mystisk og overtroisk fortolkning eller en down to earth menneskelig og eksistentiel bevidsthedsteoretisk fortolkning. Det er subtil eksistensteologi i begreber, vi ikke er vant til, men det kan selvfølgelig forstås som Buddhisme, som vi kender fra Theravada og Zen.
Det fjerde er, at Buddhismen opdelt i mange forskellige institutioner i mange forskellige lande er en kirke med liturgi, ritualer og dødsmesser. I Japan, som har alle de skoler og traditioner, som har været i Indien og Kina fra begyndelsen, regner folk i almindelighed med, at det drejer sig om en liturgisk praksis for at forbedre den afdødes rejse i det hinsides og hans genfødsel til et bedre liv, helst som menneske igen.
Buddhismen ude i verden er noget helt andet end den, vi kender i Vesten. Der er tekster, som vi holder meget af, som Hjerte Sutraen. Men der er også en mængde tekster, som ikke kan oversættes, fordi det er magiske opremsninger med mere eller mindre okkulte formuleringer. Det er buddhisme som en kirke – et tempel for et mysterium.
Men her må vi passe på, at vi ikke gør buddhismen til et spørgsmål om lærdom frem for et spørgsmål om praksis: Buddhismen er først og fremmest en praktisk nøgle til at forstå, hvad ens egentlige identitet er, eller hvad den universelle bevidsthed er. Livets mysterium er løst; der er intet omverdenproblem, intet bevidsthedsproblem, intet erkendelsesproblem. Alt er en situationstotalitet eller et evigt nu, som ikke er adskilt fra noget som helst, fordi bevidsthedsrummet ikke kan adskilles fra bevidsthedsindholdet. Dette vedvarende øjeblik er Buddhanaturen.
Men den folkelige og institutionerede Buddhisme kan være så mange andre ting. Og der er et utal af Buddhistiske præster, munke, abbeder og akademikere, som skal betjene de uvidende og med flere dualistiske ord, som blot fører dem længere væk fra erkendelsen. Det er deres arbejde. Fred være med dem.
Mordheim: Official Base Sizes
These are the offcial base sizes for Games Workshop’s Mordheim:
Mercenaries
All models: (20 x 20 mm)
Witch Hunters
All models, including Warhounds: (20 x 20 mm)
Sisters of Sigmar
All models: (20 x 20 mm)
Cult of Possessed
Possessed: (40 x 40 mm)
Beastmen: (25 x 25 mm)
Magister, Brethern, Darksoul, Mutant: (20 x 20 mm)
Undead
Dire Wolves: (20 x 50 mm)
Vampire, Necromancer, Dregs, Ghouls, Zombies: (20 x 20 mm)
Skaven
Rat Ogre: (40 x 40 mm)
Other models: (20 x 20 mm)
Hired Swords
Ogre Bodyguard: (40 x 40 mm)
Freelancer Mounted: (20 x 50 mm)
Pit Fighter: (25 x 25 mm)
Halfling, Warlock, Elf, Dwarf: (20 x 20 mm)
Dramatis Personae
Aenur, Bertha, Johann, Veskit: (20 x 20 mm)
Mounts
Horse / Warhorse: (20 x 50 mm)
Anmeldelse af Restaurant GERANIUM
Det er ikke nemt at blive vild med selve stedet, men der er også et eller andet ved Parken, som ikke spiller sammen med fin mad. Man behøver blot at tænke tilbage på Flemming Østergård (Don Ø’s) tid, for at se det proletariske ved stedet for sit indre øje.
Men videre til det centrale: Et måltid på Geranium består af 20 retter, hvilket i virkeligheden vil sige 20 mundfulde. Det er smukt og fantastisk anrettet, bortset fra at man fra gang til gang er ved at spise dekorationerne istedet for selve maden. (Det er ikke en joke!) Men her er et tip til at finde ud af, hvad der er maden, og hvad der er dekorationerne: Maden er altid det, der altid var mindst af.
Men det er jo små kunstværker, man sidder og stirrer på. Intet mindre. Muligvis hænger det sådan sammen, at man slet ikke skal spise maden, men blot sidde og stirre på den. Under alle omstændigheder, så skal man dog nok blive stimuleret, for man sidder alligevel og bæller vin, time efter time.
Det koster ca. 3000 kr. pr. næse at indtage en middag på Restaurant Geranium, og det er enestående at se, hvad de dygtige kokke har skabt, og hvordan de præsenterer det på talerkenen. Dog tager det adskillige timer at komme igennem samtlige tyve retter (mundfulde), og det ender ligesom med, at det er processen, der styrer ens aften, snarere end det er en selv, der har valgt at gå på restaurant den aften. Det er mere maden, der spiser dig, end dig, der spiser maden.
På den måde er der nok flere, der hellere vil spise i et tempo, der er afstemt sådan, at man også kan nå andre ting på en aften. Men for dem, der vil have en madkunstnerisk oplevelse, så er det ikke uden grund at vi har en verdensberømt mad-scenografi presset ind imellem alt den anden — ufatteligt dårlige — smag i og omkring Parken.
5 ting der er galt med den akademiske verden
- Ser man historisk på, hvordan fornyelse, forfinelse og vækst i viden er indtruffet, så er det klart, at specielt inden for humaniora og mange af samfundsvidenskaberne er monografien (det, almindelige mennesker kalder “en bog”) en større bidragsyder end artiklen.
- Inden for medicin er den praksis, der knytter sig til “publicering”, allerede absurd. Pålidelige rapporter taler om, at “store navne” af enhver art rutinemæssigt skriver sig selv på artikler, hvortil de ikke har ydet det mindste bidrag, og visse “store navne” erklærer frejdigt, at man af en forskningsleder kan forvente 12-14 publiceringer pr. år. Til sammenligning anfører Jens Chr. Skou (der fik Nobelprisen i 1997) i sine erindringer, at han i hele sin lange karriere offentliggjorde ca. hundrede artikler.
- Folk uden for akademia skriver bøger, som bliver parafraseret til artikler af forskere inden for akademia, og så går æren til “forskerne”.
- Forskere er tilbageholdende med overhovedet at anerkende eksistensen af outsideres forskning, fordi de ikke har grader og/eller deres vinkel er kontroversiel. Cases: Judith Rich Harris, Thomas McEvilley.
- Akademisk forskning er blot én måde at bedrive innovation på. I Silicon Valley har jeg talt med flere virksomhedsejere, som har sagt, at akademiske forskeres tænkemåde er helt uegnet til innovation. I deres øjne har akademikere travlt med at formalisere viden, snarere end at opdage ny viden. Det betyder ikke, at Silicon Valley så er bedre end academia, men det indikerer, at den akademiske forskerstand kunne have godt af noget ydmyghed og åbenhed over for andre måder at gøre tingene på.
Review of ‘Proceedings of the International Symposium: Parmenides, Venerable and Awesome’
Insofar as this book is meant to show us new directions in Parmenides studies, it must be said to fail. It re-hashes over-analytical word games and new spins on old interpretations. In fact, if one had read The Pre-Socratics: A Collection of Critical Essays, a similar volume which was edited by Alexander P. D. Mourelatos in 1974(!), but not this volume, then one would not have missed much.
One of the best essays of this volume is Giovanni Casertano’s Parmenides – Scholar of Nature which attempts an Aristotelian reading of Parmenides. The essay ends up being successful not because Parmenides is some proto-Aristotelian – he is not – but because the essay effectively highlights the differences between Parmenides and the Aristotelian (empirical) mode of thinking.
Many of the other essays offer nothing. Others again are quite close to what I believe to be Parmenides’ general meaning, but again, apart from Casertano’s Aristotelian reading, there is no reading or interpretation of Parmenides in this volume that was not available in some form or another in the 1970s.
Some other reviewers of this book have criticized the publisher for claiming that the book is suitable for specialists and non-specialists alike. Though, while non-specialists who know all the basics of Greek philosophy should certainly be able to read it, one wonders why they would. There is a lot of academic ‘inside baseball’ here that is not even relevant to an academically-minded person with an interest in Ancient Greece, but which is mostly relevant to academics who need to know each others’ positions on various purely bibliographical issues that only concern Parmenides’ philosophy indirectly.
Perhaps for the same reason, a lot of the essays in this book read like they are speaking to each other, rather than to the reader. In other words, the chapters could have used further editing, and a great deal of the tangential material could have been axed or relegated to the notes. As it stands, there is simply too much ‘dead weight’ in this book and too far between the interesting tidbits.
Still, the raison d’être for the book is that it collects all the main talks and essays that were presented at the international Parmenides symposium in 2007, and the talks do include many of the major “names” in Parmenides scholarship. As such, even though the book fails to deliver new insights, it is itself of the aforementioned bibliographical importance insofar as it documents the state of mainstream Parmenides research anno 2007 to posterity, even if it brings nothing new to the table.
The volume would probably be a very hard sell in any case. That the publisher has deemed it worthwhile to bring this volume to the market is to be much commended.