af Ryan Smith

I sin filosofi siger den buddhistiske filosof Nagarjuna, at der ikke findes noget, som er udeleligt. Dette har vakt vestlige filosoffer en del besvær. Eksempelvis har Guiseppe Tucci foreslået, at Nagarjuna i virkeligheden må henvise til Yogacara-skolens argument for, at der ikke findes atomer og lignende grundbestanddele, da det eneste, der virkelig eksisterer, er bevidsthed. Det er imidlertid næppe årsagen til Nagarjunas afvisning af udelelighed.

Har man først forstået Nagarjunas vedholdenhed over for ideen om gensidig opståen, så bliver svaret også nemmere at forstå. Lad os forestille os noget tilsyneladende udeleligt, såsom en diamant. Denne diamant kan skæres itu, og selv hvis den ikke kunne skæres itu, så består den af atomer, og således er diamanten ikke udelelig.

Nu ville det være naturligt at tænke i fysikalistiske baner. Fra moderne fysik ved vi, at selv atomer ikke er udelelige, og at man kan blive ved med at opdele dem i mindre bestanddele (muligvis uendelig mange gange, sådan at virkeligheden ikke har nogen nedre grænse, hvor man ikke kan opdele entiter mere). Men Nagarjunas argument er ikke et argument om universets mindste bestanddele, så selv hvis det i fysikken viser sig, at vi når et subatomart niveau, hvor man ikke længere kan opdele bestanddele i mindste bestanddele, så ville Nagarjuna stadig mene, at der ikke findes noget, som er udeleligt.

Årsagen til, at Nagarjuna kan holde fast i denne tro, er som nævnt Nagarjunas tanker om gensidig opståen. Lad os for argumentets skyld sige, at den mindst tænkelige enhed i universet er en kvark, og at denne kvark ikke kan opdeles i yderligere, mindre bestanddele. I så fald ville Nagarjuna sige, at selv om kvarken ikke kunne deles yderligere, så ville den stadig være delelig, for så vidt som den var gensidigt opstået. Analysen af kvarken ville fortælle os, at den (som alt andet i universet) ikke har egeneksistens, men at den kun eksisterer i modsætning til noget, som den ikke er.

Så kvarken ville ikke have egen-eksistens. Herfra kan vi følge Nagarjunas kendte tetralemma (eller “fir-dobbelte-dilemma”):

1. Kvarken har ikke egeneksistens; den må nødvendigvis eksistere som modsætning til noget, den ikke er
2. Men kvarken har heller ikke ikke egeneksistens; den må nødvendigvis være sig selv i forhold til det, den ikke er
3. Og kvarken har heller ikke både egeneksistens og ikke-egeneksistens; denne position ville negere sig selv
4. Og kvarken har heller ikke hverken egeneksistens eller ikke-egeneksistens; #1 og #2 i denne række tyder jo på, at #4 ikke kan være sand

Således kan vi nu se, at antagelsen A = A; (kvarken er kvarken) er uholdbar. Kvarken kan ikke postuleres som en blivende enhed i forhold til sine omgivelser, og kvarken er derfor ikke udelelig. Selv om kvarken ikke kan deles ud i mindre enheder, så kan dens kvaliteter og eksistens ikke postuleres uden en øvrig virkelighed som baggrund og modsætning, og således inter-penetrerer kvarken og den omkringliggende virkelighed hinanden i et forhold, hvor de ikke er identiske, men ej heller forskellige. Det samme gælder for alt andet i universet, og derfor kan Nagarjuna sige, at der ikke findes noget, som er udeleligt. Argumentet skal altså ikke forstås fysikalistisk., som om at man kan blive ved med at opdele kvarker (i konventionel forstand), hvis videnskaben siger, at man ikke kan det. Argumentet skal forstås ontologisk – der findes slet ikke egeneksistenser, og derfor findes der heller ikke noget, som er udeleligt. (For den sags skyld kunne man lige så vel bemærke, at der i Nagarjunas system heller ikke findes noget, som er deleligt, da tingenes sande natur er hinsides ord og tanker.)

Nagarjuna og visdommens perfektion

Det er værd at bemærke, at mens de første buddhister troede, at man kunne reducere større objekter til mindre, så troede de stadig på grundbestanddele. Der er det bl.a. Nagarjunas bidrag til forståelsen af Buddha’ens oprindelige belæringer, som har gjort, at man i Mahayana-buddhismen ikke længere tror på grundbestanddele. Således hedder det i Hjerte-sutra’en, at: Når man praktiserer perfektionen af visdom, så ser man, at de fem grundbestanddele, som de første buddhister havde opereret med, er tomme.

Af Ryan Smith

Candrakirti var en buddhistisk filosof, som levede ca. 600 – 650 e.Kr. Candrakirti arbejdede ved det store buddhistiske universitet i Nalanda, som blev raseret af muslimske erobrere omkring år 1130. Candrakirti elaborerede Nagarjunas filosofi og byggede videre på den, og han er mest kendt for værket Prāsaṅgika Madhyamaka, som fremsatte den tolkning af Nagarjuna, at fænomener findes og er virkelige, men at de er tomme for egeneksistens.

Vi ved ikke meget om Candrakirtis liv, og mange af hans skrifter er endnu ikke oversat til europæiske sprog. Hans filosofi synes dog især at have bestået af kommentarer og videreudviklinger af Nagarjunas filosofi. Candrakirti kritiserede især andre tilhængere af Nagarjuna i sin samtid, fordi disse mente, at man kunne producere individuelle argumenter for, at alle fænomener er tomme for egeneksistens. Her mente Candrakirti, at ingen filosofiske positioner kunne stå tilbage efter en fuldstændig analyse af tomhed, da disse så blot vil skabe nye anledninger til at tro på egeneksistens hos mennesker (se citat #2 nedenfor). På denne måde kan man sige, at Candrakirtis filosofi har den lighed med de senere Zen-skoler inden for buddhismen, at de sætter det ikke at binde sig til noget over logik og filosofiske forklaringer (inklusive forklaringer, som man ellers anser som rigtige).

Her følger nogle af Candrakirtis tanker:

#1: Candrakirti (om gensidig opståen): “Fordi tingene ikke opstår uden årsag, fra Gud og så videre, eller opstår fra andet end dem selv, eller opstår fra sig selv, eller opstår fra både noget andet end dem selv og fra sig selv, så er de opstået i gensidig afhængighed.”

#2: Candrakirti (om tingenes manglende egen-eksistens): “Ekstreme opfattelser opstår, når man har den opfattelse, at der findes fænomener med inherent egeneksistens. Det er blevet grundigt analyseret, hvordan fænomener ikke har egeneksistens, og når forestillingen om en iboende eksistens i fænomenerne ikke eksisterer, så opstår der ikke ekstreme forestillinger (i menneskets sind), ligesom der ikke er ild, når der ikke er noget brændstof.”

#3: Candrakirti (i en syntese af de to første tanker): “Normalt siger man, at varme er ildens egeneksistens, for der findes ingen ild, som ikke er varm. Men når vi ser samme varme i vand, så opfatter vi det ikke som egeneksistens, da varmen er opstået fra andre betingelser.”

Candrakirti anerkender, at vi opfatter fænomener hele tiden. Dog mener Candrakirti ikke, at disse fænomener har nogen egeneksistens, hvilket fører ham til at erklære sin støtte til læren om de to sandheder. Ifølge Candrakirti er det troen på den lille sandhed, som forhindrer folk i at nå Nirvana. Igen (som med Zen) mener Candrakirti, at den store sandhed ikke kan argumenteres eller udtrykkes med ord, men kun opleves hinsides alle ord og koncepter. Buddha’en vidste, at der ikke findes et selv, og at der ingen enheder er. Candrakirti udvidede i lighed med Nagarjuna denne analyse til at mene, at der ingen fænomener er overhovedet.

Nagarjuna havde oprindeligt sagt, at han ikke havde noget filosofisk standpunkt at forsvare, men at han blot ville splintre alle standpunkter, sådan at kun oplevelsen af tomhed og nondualisme stod tilbage. På samme måde mener Candrakirti, at hans lære ikke har nogen ultimativ tese, men at den blot gendriver misforståelser hos folk, der ikke har forstået Nagarjunas lære korrekt.

Endelig kritiserer Candrakirti også Yogacara-skolen (den buddhistiske idealisme, som mente, at alle fænomener blot var indeholdt i bevidstheden). Ifølge Candrakirti kan nogle af Yogacara-skolens analyser fint bruges til at vise, hvordan megen af vores fejlagtige forståelse af virkeligheden stammer fra de betingelser, som vi selv kommer ned over virkeligheden med vores aktive brug af bevidstheden. Men vi går galt, når vi tager Yogacara-skolens analyse som den fulde sandhed: Yogacara’erne viser os, hvordan den ydre verden er gensidigt betinget og derfor tom for egeneksistens, men de glemmer at anvende samme analyse på den menneskelige bevidsthed, som ifølge Candrakirti er lige så som tom for egeneksistens som alt andet her i verden.