Author Archives: Majken Hirche

Levebrødsdebattører laver larm i debatten

Vi havde præcis samme debat om liberalisme og konservatisme i august 2012, som vi har nu i august 2013. I forhold til sidste års debat om liberalisme vs. konservatisme er der stort set ingen nye argumenter i år. Til gengæld har vi i år fået masser af positionering og underholdende karikaturer.

Dette års debat illustrerer til fulde, at det, der er godt debatstof for medierne, ikke er det samme som det, der er politisk fornuft for de folk, som ønsker at udbrede et borgerligt-liberalt sindelag i Danmark.

Der findes et bredt overlap mellem klassisk liberalisme og liberalkonservatisme, som jeg vil vædde fem flasker Campari på, at det overvældende flertal i den borgerlige lejr kan tilslutte sig. Dette overlap består i, at statens andel af den samlede økonomi skal være mindre, at borgerne skal have mere af deres frihed og selvbestemmelse tilbage, en styrkelse af ytringsfriheden og en hårdere kurs over for kriminelle udlændinge.

Liberale kommer frem til denne dagsorden ved at prioritere individets autonomi og ret til frihed, mens konservatives indfaldsvinkel er civilsamfundets traditioner, individuelt ansvar og anstændig adfærd.

At der så måske er nogle (delvist fiktive) mennesker i det her land, der har knap så god smag, det skal man være velkommen til at kritisere. Men for det første bør man i så fald gøre det klart for disse, hvilken æstetisk standard man anvender; ellers er det jo bare æstetisk mobning. Og for det andet bør man afholde sig fra at blande denne æstetiske kritik ind i en politisk konflikt. I det øjeblik den æstetiske kritik bliver en politisk kritik, så er det netop ikke længere udtryk for et borgerligt-liberalt sindelag, hvor civilsamfundet kan korrigere sig selv, men snarere en æstetisering af politik. Derudover er det også bare fjollet: Vi kan alle grine af De Radikales nylige fremstød præget af lækker æstetik og tomme budskaber; mine venner, der er altså ikke noget magisk ved at være borgerlig, som gør os immune over for samme fare.

Så min pointe er: Det, vi ser i medierne, er ikke udtryk for, hvordan det borgerlige Danmark egentlig har det. Det er en lille marginaliseret gruppe af levebrødsdebattører, der laver larm for at profilere sig.

Mads Holgers æstetiske mobning

Af Ryan Smith

Henover august har brudfladerne mellem konservatisme og liberalisme raset i landets aviser. Det gjorde den i øvrigt også i august sidste år, og på indholdssiden ville det være synd at påstå, at der var dukket mange nye pointer op.

Det nye ved debatten denne sommer er snarere fraværet af egentlige pointer og argumenter. I stedet for at argumentere sagligt og lødigt bliver der kastet rundt med pseudo-argumenter og personangreb, og det særligt fra én person i debatten.

Mads Holger har ad flere omgange beklaget sig over de personangreb, som han har følt sig udsat for i debatten. Personangreb er ganske rigtigt en uskik. Men hvis Holger ønsker sig færre personangreb i debatten, så skulle han måske starte med selv at undlade dem.

Mads Holgers angreb på sine politiske modstandere kender ikke grænsen mellem personligt og politisk, offentligt og privat. Smag i alkohol og musik, alder og kropsbygning, ja selv folks sexliv kan anvendes som politiske argumenter i Mads Holgers forståelse af politik. Mads Holger argumenterer ikke. Han mobber.

Det kan nu engang undre: Skulle netop en konservativ ikke føle en stærk forpligtigelse for traditionelle dyder som anstændig opførsel, social ansvarlighed og propre omgangsformer? Det lader imidlertid ikke til at være tilfældet, når man læser det evige brug (og genbrug) af mobbereplikker, som træder i stedet for argumenter i Mads Holgers indlæg.

Mads Holgers metode er en gentagelse af den gamle speltmor-debat, som ligeledes verserede i 2012. Metoden er simpel: Man opstiller en utiltalende karikatur, som ingen vil være. Dernæst konfronterer man modparten med denne karikatur: “Du vil vel ikke være en speltmor, vil du? Du vil vel ikke være sådan en, der drikker Bacardi Breezers, vil du?” Og det vil folk selvfølgelig ikke. Mennesket er sårbart over for socialt pres, og der har vi netop problemet: Folk kan presses ud i hvad som helst. Også ud i ståsteder, der er mindre fine end det konservative.

Hvad er det i grunden, der får en erklæret konservativ, som gerne skulle have et vist niveau af dannelse og pli, til at forfalde til mobning og glemme alt om anstændig adfærd? Anlægger man en ægte konservativ optik, så er det vel snarere sådan, at ”småfolket” fortjener at blive taget ved hånden, og da bestemt ikke mobbet, af selvbestaltede skønånder som Mads Holger.

Søren Hviid Pedersen og demokrati

Det liberale demokrati forudsætter individuelle frihedsrettigheder og begrænsning af statens indgriben i civilsamfundet. Søren Hviid Pedersen har igen og igen erklæret sig modstander af disse begrænsninger på magten:

(1) Her argumenterer Søren Hviid Pedersen for statslig censur:
http://www.b.dk/kommentarer/censur-ja-tak

(2) Her agiterer Søren Hviid Pedersen for tvangsassimilering af indvandrere:
http://www.b.dk/kronikker/saa-vaer-dog-konservative

(3) Her erklærer Søren Hviid Pedersen sig som modstander af individuelle rettigheder:
http://www.b.dk/…/den-frie-ret-til-selv-at-bestemme

(4) Her skriver Søren Hviid Pedersen, at frihed er intet, og at man ikke skal være bange for at lovgive om privatsfæren:
http://www.b.dk/…/konservative-og-liberale-er-ikke-broedre

Søren Hviid Pedersen er den borgerlige debattør i Danmark, som går ind for de mest radikale overskridelser af det liberale demokrati.Christopher Arzrouni har kaldt hamt totalitær og Ole Birk Olesen har kaldt ham fascist. Vi ved reelt ikke, om Søren Hviid Pedersen er nogen af disse ting.

Men kan det virkelig overraske, at Søren Hviid Pedersens modstandere tænker deres, når han siger sådanne ting uden at redegøre for hvor hanns grænse for statsbestent social orden går? Bemærk, herfra kalder vi ham netop ikke totalitær, men den ammunition som Søren Hviid Pedersens modstandere bruger til at kalde ham totalitær, er ammunition, som han selv har ladet ligge at flyde.

Det liberale demokrati

Af Ryan Smith

I den politiske debat er vi vant til at tænke på liberalismen som en marginaliseret entitet, der befinder sig uendeligt langt fra de sagnomspundne 90 mandater på Christiansborg. Men faktisk er der en anden forstand, i hvilken liberalismen for længst har sejret – ikke blot i Danmark, men over det meste af verden. Denne øvrige forstand er det liberale demokrati: Liberalismens foretrukne samfundsform, som både socialister og konservative har måttet give de liberale indrømmelser på.

Faktisk så store indrømmelser, at både konservative og socialister har måttet kaste håndklædet i ringen: Socialister står (med undtagelse af yderligtgående grupperinger) ikke længere på mål for marxistisk-leninistiske etpartistater med kommandoøkonomier, og konservative har opgivet deres modstand mod så liberale påfund som parlamentarisme, kapitalisme og frihandel. Liberalismens formaninger om en indskrænkning af adelens og kirkens politiske magt (hvilket konservative overalt i Europa stadig støttede op om så sent som i 1930’erne) har de konservative også måttet give de liberale indrømmelser på. Det liberale demokrati har altså sejret i Vesten. Men hvad er det liberale demokrati?

Demokrati som hurraord

Demokrati er blevet et tomt hurraord. Alt, hvad der er godt, kaldes uden videre for demokratisk i den offentlige debat, og når vi skal ”fejre demokratiet”, så foregår det gerne med en skåltale, gerne over en kold fadøl, og uden reelt indhold. En kritisk-definerende tilgang til ”demokratiet” ses derimod kun sjældent i den offentlige debat, og således kunne man nemt forledes til at tro, at ”demokrati” og ”det liberale demokrati” er en og samme størrelse. Det er dog ikke tilfældet.

Demokrati har vi kendt siden antikken, mens det liberale demokrati er et udpræget moderne fænomen. Det liberale demokrati har ikke meget at gøre med de demokratier, der eksisterede i oldtidens Athen, på de oldnordiske tinge, eller i de polske lavadelsforsamlinger. Det liberale demokrati er derimod en vestlig opfindelse, som historisk set er vokset ud af de europæiske enevælders embedsværk, idet kontrollen med denne måde at regere på er passeret fra kronen til folket. Nok hylder vi i dag athenerne som forløbere for vort eget demokrati, men administrativt set har det liberale demokrati således mere til fælles med de europæiske enevælder end med de øvrige former for demokrati og republikanisme, som har eksisteret igennem historien.

Den begrænsede statsmagt

Når det liberale demokrati adskiller sig fra tidligere tiders demokratier, så er det ikke kun på grund af det stående embedsværk i staten, der ikke skiftes ud ved valg: Det liberale demokrati adskiller sig også fra øvrige demokratiformer ved, at såvel statsmagten som demokratiet opererer under begrænsninger, som efterlader individet og civilsamfundet med en høj grad af frihed, som ikke er styret af staten og den politiske proces.

”Demokratiet” i det liberale demokrati er således kun et element – ét element blandt flere, som til sammen udgør det, vi kalder det liberale demokrati. Overalt i den udviklede verden findes der masser af tunge embeder, som kun er underlagt indirekte demokratisk kontrol (departementschef, højesteretsdommer, centralbanksdirektør), og tilhængerne af det liberale demokrati ønsker i reglen ikke at udvide det demokratiske element til at omfatte mere, end det for nuværende gør. Under det liberale demokrati er der således grænser for, hvad demokratiet bør tage sig af. Det liberale demokrati er ikke en demokratisme.

Endelig er det liberale demokrati også kendetegnet ved en separation af magten. Normalt omtales denne separation som ”magtens tredeling” udi dømmende, lovgivende og udøvende magt, men præcis hvordan magten skal opdeles, er ikke mejslet i sten: I Taiwan har man f.eks. en ”magtens femdeling,” men Taiwan opfattes stadig som et liberalt demokrati. Endelig skal det siges, at ideen om magtens opdeling ikke er ny, men at den findes hos både Aristoteles (i teori) og i den romerske republik (i praksis).

Rettigheder og ligebehandling

Et fjerde vigtigt element i det liberale demokrati er, at samtlige borgere har krav på ens behandling fra statsvæsenet, uanset race, køn, tro og lignende ikke-politiske tilhørsforhold. Der er i dag bred enighed om, at borgerne bør besidde visse grundlæggende rettigheder, men samtidig er der stor uenighed om, hvad disse rettigheder skal omfatte, og hvor de kommer fra.

Er individuelle rettigheder f.eks. en slags naturret eller menneskeret? Eller er individuelle rettigheder i stedet noget, som staten bør sætte sig ned og formulere, sådan at borgeren kan gøre krav på dem over for staten? Eller er rettighederne måske slet ikke rettigheder i egentlig forstand, men utilitaristiske hensyn, som vi udstyrer borgerne med, fordi vi kan se, at vi får bedre samfund ud af at gøre det?

Disse spørgsmål hersker der ikke enighed om, og forsøg på at afklare dem bevæger sig ofte ud på metafysiske, religiøse og filosofiske områder, hvor der blot er endnu mindre enighed om tingenes tilstand, end der trods alt er om det liberale demokrati.

Det liberale demokrati som kampplads

Grundelementerne i det liberale demokrati kan således opsummeres som følger:

  • Demokrati og folkeafstemninger som kontrolmekanisme for magten
  • Opdeling af magten: Ingen faggruppe eller politisk gruppering har uindskrænket magt
  • Begrænsninger af både statens og demokratiets magt over civilsamfundet
  • Individuelle rettigheder, som alle borgere har krav på, og som står over politik

Det liberale demokrati har som nævnt sejret. Men netop fordi det har sejret, således at det i dag er den eneste ”stuerene” samfundsform, er det liberale demokrati også under pres fra konservative og socialister, som ønsker at præge det liberale demokrati i deres eget billede.

Fra venstre er det liberale demokrati under pres for at negligere ejendomsretten som individuel rettighed. Her ønsker man at udvide retten til lighed for loven til også at omfatte retten til økonomisk lighed borgerne imellem. Millionærskatter, fattigdomsgrænser og overførselsindkomster kan således nævnes som kardinale stridspunkter mellem socialister og liberale.

Fra højre er det liberale demokrati derimod under pres for at negligere værdifriheden i staten og promovere bestemte religioner, kulturformer og institutioner på bekostning af andre. I Danmark kan folkekirken og kongehuset f.eks. nævnes som to tilbagevendende skæringspunkter mellem konservative og liberale.

Som med andre sproglige og politiske begreber er der ingen naturlov, som siger, at definitionen af ”det liberale demokrati” altid vil være den samme. Efterhånden som flere og flere love og særhensyn indføres i samfundet, er der fare for, at det liberale demokrati bliver mindre og mindre liberalt og mere og mere demokratisk. I flere lande end blot Italien bevæger det liberale demokrati sig i disse år imod den Berlusconi’ske forestilling om demokratiet som en præsidentkamp mellem ”store politikere,” hvor vælgerne stemmer direkte på politikerne på baggrund af disses personligheder, og hvor politikerne feteres som græske guder – ”store personligheder,” hvis ret det er at herske.

Kritik af Rune Selsings “Nihilisme, telefonsvarer og selvbedrag”

af Ryan Smith

Jeg køber det centrale argument i Selsings indlæg; at friheden ikke kom af sig selv, men er resultatet af en bestemt historisk udvikling. Det er et værdigt konservativt korrektiv til liberalismen, om end dette argument også var oppe at vende sidste år, og blev anerkendt som gyldigt af flere liberale.

Til gengæld er Selsing lidt for glat når han skriver, at hele CEPOS står på mål for en antikonservativ liberalisme, fordi CEPOS har udgivet en bestemt bog. CEPOS har også udgivet en bog om konservative tænkere, så ud fra Runes egen logik, så kunne man lige så godt argumentere for, at CEPOS var alt for konservativt, og alt for lidt liberalt. Realiteten er, at CEPOS er en tænketank hvor nogle medarbejdere støtter det ene, og andre det andet.

Endelig går det fuldstændig galt for Selsings når han siger, at liberalismen adskiller politik fra moral og forestillinger om det gode liv. Friheden er i sig selv et moralsk anliggende for en liberal. Det gode liv er til dels (men ikke kun) et liv, der leves i frihed. At Selsings ikke kan se det tyder på en moralsk ensporethed, som er uheldig i debatten.

De konservative mangler grænser for æstetik

af Ryan Smith

Konservative har på det seneste anklaget liberale for deres æstetiske nivellering. “Liberale tror ikke på objektive kriterier for kvalitet,” lyder den konservative kritik. “For den liberale er alting lige godt. For ham giver det ikke mening at sige, at Beethoven er bedre end Beyoncé.”

De konservative har uden tvivl en pointe: Der findes ganske rigtigt liberale, som ikke vil vedkende sig objektive kriterier for kunst. Men i de konservatives egne rækker finder man imidlertid et tilsvarende brist, som faktisk er langt mere alvorligt end den liberale relativisme, nemlig tendensen til at sammenblande æstetik og politik.

Således hedder det fra Eva Agnete Selsing, at ”nyliberalismen” er udtænkt af mænd “med hentehår og sygekassebriller” (Politiken 17.08.2013), mens Mads Holger bemærker, at liberale går i solarium og fester på Sunny Beach (Politiken 05.08.2013).

Det kan i grunden undre, at det er de konservative, som gerne forsvarer kristendommen i deres skriverier, der begår ovennævnte brøde. I evangeliet fortæller Jesus historien om den barmhjertige samaritaner: Om en mand, der gik alene på vejen fra Jerusalem til Jeriko. Vejen var øde, og der lå røvere på lur. Røverne overfaldt ham og fratog ham alt, hvad han ejede. Selv hans tøj tog de, hvorefter de lod ham ligge nøgen og halvdød ved vejen. Da den barmhjertige samaritaner kommer forbi, stopper han op for at hjælpe den nødstedte.

Hvad var der mon sket, hvis vor samaritaner havde fulgt de konservative røster og blandet sin egen æstetiske nydelse ind i spørgsmålet om, hvorvidt han skulle hjælpe den nødstedte? Så havde samaritaneren nok passeret den rejsende uden at hjælpe – den rejsende har jo næppe været et kønt syn, som han lå der i vejkanten.

Æstetisk fordybelse er vigtig. Men hvad Jesu lignelse viser os, er, at æstetik må adskilles fra andre spørgsmål, når vi skal træffe beslutninger. Den uæstetiske og forslåede rejsende kan sagtens have ret til hjælp, og ret i øvrigt, selvom han er uæstetisk.

Et udsagns rigtighed er nemlig uafhængigt af den person, som ytrer det. To plus to er fire, uanset om den, der siger det, har hentehår eller en svulmende hårpragt. Ligeledes er det moralske aspekt i at hjælpe den rejsende helt uafhængigt af dennes æstetiske forfatning.

Konservative holder af traditionen og af den bestående orden. Men når vestlige tænkere har besluttet sig for at lade det æstetiske få indflydelse på moral og sandhed, så har det så godt som altid været som et alibi for undfangelsen af en radikalt anderledes samfundsorden. Ligeledes har flere af det tyvende århundredes totalitære regimer benyttede sig af appeller til æstetik, når de har skullet retfærdiggøre sig selv og umynddigøre deres fjender.

Såfremt de konservative er sig traditionen og historien bevidst, så gør de således klogt i at holde igen med deres sammenblandinger af æstetik og politik.

Kritik af Rune Lykkebergs forståelse af finanskrisen

af Ryan Smith

Rune Lykkeberg kloger sig i Politiken 26.08.13 på finanskrisen. Jeg kan godt lide Rune Lykkebergs bøger. Men Lykkebergs indlæg om finanskrisen savner tyngde af følgende grunde:

(1) Lykkeberg køber direkte ind i den ansvarsforflygtigende one-liner om, at finanskrisen udelukkende er bankernes skyld. Hvad med staterne, der holdt renten lav? Hvad med forbrugerne, der efterspurgte højrisikoaktiver? Hvad med alle dem, som optog billige lån “bare fordi”? Vi har alle været med til at sende signaler til markedet om, at “her gik det godt.”

(2) Dernæst maler han et falsk billede af, at der kun er en lille håndfuld milliardærer, som er aktive på finansmarkederne, mens vi andre blot er ofre. Det er ikke korrekt; der findes masser af småtraders. Dertil kommer der organisationer som pensionskasser og udviklingsfonde, som repræsenterer almindelige menneskers interesser på finansmarkederne, og som bestemt også gør middelklassen rigere.

(3) Mere ansvarsforflygtigelse: Finansmarkeder er ifølge Lykkeberg så uigennemskueligt komplekse, at man ikke kan forstå dem. Man kan lige så godt lade være med at prøve. Ja, finansmarkederne er komplekse, men man kan faktisk godt komme til at forstå det grundlæggende, hvis man er interesseret; man kunne prøve.

(4) I øvrigt er finansmarkedernes kompleksitet et naturligt udfald af et hyperspecialiseret moderne samfund. Partikelfysik og økonometri er heller ikke discipliner, man uden videre kan forstå på sit glatte ansigt. Vil man til bunds i dem, bliver man nødt til at dedikere sig til studiet af disse felter. Ligesom traders dedikerer sig til studiet af de markeder, som de er aktive på.

(5) Lykkeberg siger, at finanskapitalismen gjorde arbejderklassen rigere i det 20. århundrede, men at finansmarkederne ikke har gjort andre end finansklassen rigere over de seneste årtier. Har han mon nogensinde hørt om outsourcing? Store dele af den anden og tredje verden er blevet ufatteligt meget rigere over de sidste tyve år, især på grund af udenlandsk kapital, som er blevet investeret i disse lande, netop på grund af finansmarkederne.

(6) Endelig benytter Lykkeberg sig af alle  gymnasieelevers yndlingstrick, og definerer finansmarkederne som en “overmagt”, mens han selv blot ønsker “demokrati”. Men hvad er det egentlig for en “overmagt”, som vi er oppe imod? Det er os selv, der er overmagten. Det er os, der køber Nike-tøj og elektronik, som er produceret i Østasien. En finanskapitalist, der investerer i et produkt, som ingen vil købe, går hurtigt konkurs. Deres magt er begrænset af, hvilke af deres beslutninger vi selv vil være med til at belønne. Demokratiet skal selvfølgelig fastsætte rammevilkår for den private industri, men derudover så har vi allerede demokratisk kontrol med økonomien; vi stemmer nemlig hver dag med vores Dankort. Hvis Lykkeberg får opfyldt sit ønske om øget politisk kontrol, så får vi mindre demokrati og mere overmagt, nemlig en overmagt i de udvalgte få, som skal træffe politiske beslutninger på alles vegne i stedet for at overlade det til os selv at købe og investere i det, der nu engang passer os bedst.

***

Ifølge Kulturstyrrelsen er Politiken forpligtiget til “at fremme samfundsmæssig og kulturel oplysning.” Det skal ske som modydelse for de 15-20 millioner kroner, som Politiken modtager i statsstøtte hvert år. Jeg indsendte ovenstående indlæg til Politiken, samme dag som de bragte det indlæg, som jeg kritiserer. Politiken ønskede imidlertid ikke at bringe det.

De skulle jo nok bruge pladsen på flere indlæg om, at Anders Samuelsens tøj er grimt.

Klassisk liberalisme og liberalkonservatisme

Hvad er forskellen på klassisk liberalisme og liberalkonservatisme?

I praksis burde der stort set ikke være nogen forskel på de to. Staten er noget, der bør begrænses mest muligt for begge parter. Vinklen er dog forskellig, da liberale tager udgangspunkt i individet og de negative frihedsrettigheder, mens konservatismen tager udgangspunkt i familien, anstændig opførsel, social ansvarlighed og vigtigheden af kultur. Disse to vinkler står imidlertid ikke i modsætning til hinanden, men de kan sagtens være hinandens komplimenter.

Hvis du kigger på historien og fædrene af konservatismen og liberalismen (hhv. Edmund Burke og John Locke), så lader det umiddelbart ikke til, at de to fyre var så uenige. Burke accepterede endda revolutioner i visse tilfælde; såsom den amerikanske revolution.