All flows outward
but nonetheless remain within
Not outside
nor alongside
nor beyond
Is-ness encompasses all
Is-ness is a circle within which everything exists without time, space or conditioning.
***
Never shall this be: That things which are not are.
Only totality possesses being.
Therefore no individual objects can be.
But nor is are they nothing
it is a denial of denials
It simply is.
For nature loves to hide
But is a pure clear one.
Separate from all two-ness
As detailed in Parmenides, Venerable and Awesome, relying on the precise words of the Parmenides-fragments is a foolhardy endevour: The original papyrus has been lost, the poem was copied again and again and that was under the very poor standards of scholarship that existed in antiquity. Relying on specific words and sentence structures to extract meaning from Parmenides is therefore a bad idea. One should instead rely on the overall picture of the genuine fragments.
Karl R. Popper: Of course, it is quite obvious that a change of one word can radically change the meaning of a statement; just as a change of one letter can radically change the meaning of a word, and with it, of a theory—as anybody interested in the interpretation of, say, Parmenides, will realize. Yet the mistakes of copyists or printers, though they may be fatally misleading, can more often than not be corrected by reflecting on the context.
A businessman’s success depends on his intelligence, his knowledge, his productive ability, his economic judgment—and on the voluntary agreement of all those he deals with: his customers, his suppliers, his employees, his creditors or investors. A bureaucrat’s success depends on his political pull.
A businessman cannot force you to buy his product; if he makes a mistake, he suffers the consequences; if he fails, he takes the loss.
A bureaucrat forces you to obey his decisions, whether you agree with him or not—and the more advanced the stage of a country’s statism, the wider and more discretionary the powers wielded by a bureaucrat. If he makes a mistake, you suffer the consequences; if he fails, he passes the loss on to you, in the form of heavier taxes.
-Ayn Rand, The Ayn Rand Letter
MF Rosa Lund, uddannelses- og familieordfører: 2007 anholdt og dømt for ulovlig indtrængen på Grøndalsvænge Allé 13, København: “Altså, jeg synes, man som parlamentariker har et ansvar for at kæmpe for det, man tror på. Jeg vil nok også deltage i demonstrationer i fremtiden… Men det er lidt svært at svare på, om jeg vil gøre noget ulovligt igen. Det kommer an på sagen. Hvis der er mennesker, der bliver uretfærdigt behandlet, for eksempel asylansøgere, kan det være nødvendigt at bryde loven.” (MetroXpress 5. januar 2012)
Før hun blev aktiv i Socialistisk Ungdomsfront (SUF), var hun aktiv i den nu nedlagte Rød Ungdom, en revolutionær ungdomsbevægelse uformelt tilknyttet Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (DKP/ML). For nogle år siden var hun også en del af Foreningen Oprør, der støttede en marxistisk columbiansk milits med 50.000 kroner.
Rosa Lund har indtil 2010 været ledende medlem af Socialistisk Ungdomsfront, SUF, Enhedslistens ungdomsgren. … SUF linker fra sin hjemmeside til Antifascistisk Aktion… og SUF har fået hjælp af Torkil Lauesen, tidligere medlem af Blekingegadebanden, til en bog om mexicanske oprørere.
(Jyllands-Posten 13. september 2011)
MFerne Johanne Schmidt-Nielsen, Rosa Lund og Stine Brix har alle været medlemmer af Socialistisk Ungdoms Front. Iblandt de terroranholdte – bl.a. forsøg på afbrænding af politiskolen i Brøndby – er i hvert fald to medlemmer af Socialistisk Ungdoms Front (Tobias Melsted Hansen og Daniel Holst Petersen).
Også Rosa Lund og Stine Brix har støttet PFLP og Farc i forbindelse med sagen om Foreningen Oprør, der sendte 50.000 kr. til hver af organisationerne. En bedrift, der har kostet flere personer en dom for overtrædelse af terrorloven. …
MF Johanne Schmidt-Nielsen: “Jeg går ikke ind for vold, men jeg synes, at det er helt fint at udføre civil ulydighed og bryde loven, hvis formålet er godt.” (Politiken, 7. juli 2005: I Gleneagles: »Vi ønsker at forhindre topmødet«)
Enhedslistens embedsmænd:
Lars Gaardsøe, pressemedarbejder hos Enhedslisten, medarrangør af Undoing the City, der i 2009 medførte at Hyskenstræde blev stort set splittet ad, tidligere anholdt i forbindelse med EU’s topmøde i 2002 under Globale Rødders “demonstrationer”.
Mikkel Skov Pedersen, kommunikationsmedarbejder, er medstifter af det voldelige Antifascistisk Aktion og har stiftet det venstreorienterede site Monsun.
Pelle Dragsted, spindoktor for folketingsgruppen – og nu selv på vej i folketinget, var i mange år ledende medlem af den erklæret voldelige organisation Antifascistisk Aktion, ligeledes medstifter af Globale Rødder. Flere gange anholdt i forbindelse med demonstrationer, bekræfter han overfor B.T. I en propagandavideo for Antifacistisk Aktion fra 2002 sidder Pelle Dragsted og et andet medlem af gruppen med tætsiddende hue og ansigtet dækket med tørklæde. Kun øjnene kan ses… Dom for hærværk, da han var med i en aktion, hvor man med save, boltsakse og vinkelslibere angreb hegnet ind til Sandholmlejren. Pelle Dragsted var i 90′erne to gange på venskabslejr i Libyen betalt af Ghaddafi-styret. Mens han var der, var Libyen isoleret fra det internationale samfund.
Enhedslistens HB-medlem, Simon Kongshøj: “Vi kan hurtigt blive enige om, at det ekstreme højre fortjener tæsk.”
Enhedslistens EU-sekretær, Thomas Bugge, tidl. medlem af Rød Ungdom: “Rød Ungdom har ingen illusioner om at man kan stemme sig til demokrati igennem et parlamentarisk demokrati.”
Lokale medlemmer:
Jean-Martin Christensen – spidskandidat for Enhedslisten ved kommunalvalget 2009 i Horsens. Kendt fra miljøet omkring Antifascistisk Aktion. Blev anholdt under klimatopmødet i Bella Centret samt i forbindelse med voldelige demonstrationer.
Jacob Jonas Grandetoft, fremtrædende medlem af Enhedslisten, dømt i Amsterdam for at slå en 34-årig til plukfisk med et stoleben. Offeret hjerneskadet. Har talt flere gange på Enhedslistens årsmøder.
Thomas Lagerman Lundme: (Information): “Jeg kan jo ikke med god samvittighed tage afstand fra terror som våben mod et pilråddent system, som det vestlige forankret i joggingbuksestof og kradsebingo. … Jeg mangler et sted, hvori min vrede kan formuleres kraftigt nok, og hvori drømmen kan blive til en snert af virkelighed i det her demokratiske lortehul. Derfor kan jeg på ingen måde tage afstand for en voldelig revolution, der til syvende og sidst vil medføre mere magt til fantasien og større kraft til den individuelle udfoldelses-trang på de blomstrende bomuldsmarker af parcelhus-kvarterer.”
Pernille Rosenkrantz-Theil ( i dag folketingsmedlem for Socialdemokraterne…), udtalte i forbindelse med det voldelige overfald på daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen:
“Havde jeg vidst, at de ville hælde maling ud over Fogh, ville jeg formodentlig have lukket dem ind alligevel.” (Jyllandsposten, 19/3-03)
“Når man vil smide bomber i hovederne på folk i Irak, så er det mindste, man kan forvente, en reaktion, som den vi har set i dag… jeg synes, at aktionen er sjov… jeg ville da have været stolt, hvis de var mine gæster… jeg skal være den sidste til at kritisere den slags” (Berlingske Tidende, 19/3-03).
Namdar Khezri, vil stille op til det kommende folketingsvalg, slår i partiets interne valgmateriale fast, at han er »den største beundrer af det sovjetiske flag og de sovjetiske kommunister«.
(BT, 19/3-03: Jeg kunne have gjort det selv)
Aksel Rosager Johansen, Enhedslistens folketingskandidat i Vestjylland Storkreds: “Jeg finder det ikke problematisk at chikanere et andet partis landsmøde.” (Jyllands-Posten, 19. september 2010)
Hovedbestyrelsen:
Katrine Toft Mikkelsen, HB-medlem: “Vi så, at USA plantede løgnehistorier i Chile. Selv om alting stritter på mig, når jeg siger sådan, kan vi være nødt til at lukke udvalgte medier…. Det vil dog kun være i undtagelsestilfælde.” (Berlingske Tidende 15. juli 2012)
Hans Jørgen Vad, HB-medlem og medlem Internationale Socialister, der kæmper for at fastholde Enhedslisten som en græsrodsbevægelse, der skal satse på kampe uden for Christiansborg: “Jeg tror, at protesterne affødt af finanskrisen i Sydeuropa om nogle år vil kunne udløse en revolution i Danmark. Det vil ske fysisk med generalstrejker og besættelser. Det er ikke noget, man kan stemme sig til. Men som udgangspunkt vil en revolution være ikke-voldelig. Bagefter er fondsbørsen og de fleste banker væk, mens arbejderne har overtaget kontrollen med virksomhederne” (Berlingske Tidende 15. juli 2012).
Mikael Hertoft, HB-medlem: “Vold kan være nødvendig for at forsvare landvindingerne, hvis politiske modstandere ikke fredeligt accepterer beslutninger efter et demokratiske magtskifte til et socialistisk styre. Det går ikke altid, som præsten prædiker. Vi kan ønske at være så fredelige, som vi vil. Men der er også noget, der hedder kontrarevolution. Den er meget ofte ikke spor fredelig. (Ekstra Bladet, 17. juli 2012)
Lene Rygaard Jessen, HB-medlem: “Jeg tror, at vi kan omstyrte det eksisterende regime inden for en tidshorisont på 20 år, men jeg springer da til om fem år, hvis der er opbakning.” (Berlingske Tidende, 15. juli 2012)
Christine Lundgaard, HB-medlem og asylretaktivist, udtrykte sammen med flere andre forståelse for overfaldet på statsminister Anders Fogh Rasmussen på Christiansborg i Enhedslistens medlemsblad.
af Ryan Smith
Med blot én dags mellemrum har MF for Dansk Folkeparti Marie Krarup samt den konservative debattør Rune Selsing beriget debatten med indlæg, som skal fortælle os, dels hvordan nazismen slet ikke var en konservativ bevægelse (Krarup), og dels hvordan fascismen i virkeligheden var et socialistisk fænomen (Selsing). (Krarup Berlingske 7.5.2013 og Selsing Jyllands-Posten 6.5.2013)
Det er kun passende, at Selsing sætter fokus på fascismens socialistiske islæt, og som Krarup ganske rigtigt påpeger, så findes der endnu danske grundskoler og gymnasier, hvor man ikke sætter nazismens opståen ind i dens rette kontekst. Men når Selsing og Krarup undlader at nævne (eller direkte benægter), at de fascistiske ideologier også indeholdt konservative elementer, så bliver det ahistorisk. Fascismen og nazismen var begge et opkog af socialistiske og nationalkonservative ingredienser. Det eneste, som disse ideologier ikke var, var liberale.
Det var netop den liberale tolerance, med dens svingdans, negerjazz og ekspressionistiske klatkunst, som mellemkrigstidens konservative og fascister kunne enes om at lægge for had. De liberales insisteren på individuelle frihedsrettigheder samt modstand mod nedarvede privilegier og institutioner som kirke og adel var heller aldrig populære hos hverken konservative eller fascister.
Som Hitler udtalte i januar 1942 om de ”sociale problemer,” som liberalismen efter hans mening forårsagede i England:
“For nuværende kan disse problemer endnu løses på en fornuftig måde fra oven. Jeg skælver for englænderne, hvis de ikke får løst problemerne nu. For hvis initiativet overlades til folket, så ligger vejen åben for galskab og ødelæggelse. Mænd som Mosley [britisk fascistleder, red.] ville kunne løse problemerne uden vanskeligheder ved at finde et kompromis mellem konservatisme og socialisme – ved at åbne døren for masserne, men uden at fratage eliten dens rettigheder.”
Altså: Gør som jeg. Find et kompromis mellem konservatisme og socialisme.
Fascismen var uægte barn af konservatismen og socialismen. Hverken konservative eller socialister ser i dag sig selv som værende i ledtog med fascismen, og det er der gode grunde til. Der var reelle uenigheder med begge lejre. Men ikke desto mindre er det dog unægteligt, at fascismen trækker på både konservative og socialistiske elementer, og at de fascistiske ideologier konsekvent var antiliberale – akkurat som mellemkrigstidens konservative på kontinentet var det.
En væsentlig forskel er dog, at mens efterkrigstidens konservative hurtigt lærte af deres fejl, så har socialisterne aldrig accepteret, at deres doktriner på visse stræk mindede om fascismens. De har tilladt sig selv at tro på den belejlige løgn, at fascismen ligger så langt fra socialismen, som overhovedet kan tænkes. Og således har vi endnu i dag uddannelsesinstitutioner i Danmark, hvor det er kontroversielt at påpege det indlysende: At fascismen ud over sit åbenlyse slægtskab med konservatismen også stod i slægskab med socialismen.
af Robin Engelhardt
En fængslende ny rapport kaldet ’Beyond the Bars’ fra managementfirmaet Deloitte foreslår, at USA udvikler et ’virtuelt fængselsvæsen’, der går langt ud over, hvad de eksisterende elektroniske fodlænker kan tilbyde. Årsagen er ifølge Deloitte alt for proppede amerikanske fængsler, og at man derfor må tænke ud af tremmerne, så at sige. Vi må implementere ‘avanceret risikomodellering, geospatiale analyser, smartphoneteknologi og principper fra studiet af menneskelig adfærd for at opnå overlegne resultater’, skriver de, og foreslår at de dømte overvåges af smartphones og ’gamificeringsteknologier’ – dvs. et pointsystem, hvor man bliver belønnet med et par ekstra friheder, hvis man overholder mødetider og zonegrænser.
I en kommentar i The New York Times skriver Evgenij Morozov, at den slags tekniske fix til at løse et socialt problem kun kan udtænkes af snæversynede og ressourcefikserede management-hjerner. Hvad med i stedet at ’smide færre mennesker i fængsel?’, spørger han i sit lands største avis – et land, i øvrigt, der proportionelt set har cirka ti gange flere indsatte, end vi har i Danmark. Morozov revser derudad og påpeger desuden, at smarte teknologier ofte bruges som gidsel til at opretholde en status quo: Selvom ideen med et virtuelt fængselsvæsen lyder revolutionerende og ’disruptiv’, er den i virkeligheden et forsvar for en reaktionær praksis.
Javel. Han har selvfølgelig ret. Men det er nu alligevel lidt kedeligt at læse sådan en omgang sur kulturkritik. Her i Meta Science-klummen kan vi lide at svælge i de mest outrerede tekniske fix og overlade forargelsen til de andre aviser. Jeg synes f.eks., at et bærbart fængsel er en interessant idé. Det vil aflaste fængslerne og give mennesker mulighed for at føre et mindre stigmatiseret og mere meningsfyldt liv. Vi er jo i forvejen i gang med at implementere overvågningssoftware i alle typer af digitale apparater, så hvad er forskellen? Vi siger, at vi er bange for Big Brother, men dybt nede elsker vi Big Mother.
Lad os se på det: Mobilfængslet skal selvfølgelig kunne måle og sende GPS-positioner og fysiologiske data (især sved, tårer og andre intime afsondringer er interessante). Ikke-invasive hjernescanningsteknikker vil snart kunne måle følelsestilstande, og allerhelst skal de kunne læse tanker. Det er optimalt, for som man siger: Den skjuler intet, som intet har at skjule! Man kunne også kombinere de bærbare teknologier med droneovervågning og/eller social monitorering. Vi har jo efterhånden stolte traditioner for at anmelde vores naboer til Skat. Det er kun et naturligt skridt at udvide den praksis til de kriminelle. I DDR blev man afpresset til at blive stasiagent. I Danmark gør vi det helt sikkert gratis.
Udviklingen behøver ikke at stoppe her. For nylig udgav en herre ved navn John St. Waft en pamflet med titlen ’Endnu et beskedent forslag’ med interessante ideer til at integrere asylansøgere i det danske forsvarscurriculum. Disse forslag er værd at bygge på, tænker jeg. F.eks. kunne vi ikke blot overvåge fangerne, men også straffe dem via fjernbetjening, f.eks. med elektriske pulser. Man kunne desuden bruge dem til nyttigt arbejde. Trædemøller og arbejdslejre var jo en skøn opfindelse, og den digitale tidsalder vil med fordel kunne bygge på disse landvindinger. Vi kunne kalde det ’crimesourcing’ … I USA og andre lande, hvor man har dødsstraf, vil man kunne uddelegere bødlens arbejde til et online community, hvor man i fællesskab trykker på knappen. Eller endnu bedre: Dødsstraffen kunne ‘gamificeres’, så spillerne fik point for antallet af dræbte?! Åh, tekniske fix – her kommer jeg.
af Robin Engelhardt
Med en øget transparens i finanssektoren vil man kunne måle – og dermed undgå – risikoen for massekrak i sektoren, viser finansfysikken.
Ved at undersøge, hvor meget banker og globale finansinstitutioner er afhængige af hinanden, har en gruppe økonomer med baggrund i komplekse systemer udviklet et værktøj, der kan kvantificere risikoen for et systemisk sammenbrud i finanssektoren.
En analyse af netværket af ejerskab og gensidige gældsforpligtelser kan definere en slags gældsrating, som forskerne kalder DebtRank: Den beregner, hvor store konsekvenser et eventuelt krak ville have, ikke kun for banken selv, men for hele netværket. Og jo flere andre banker, en bank vil tage med i faldet, desto større DebtRank har den.
Resultatet viser, at problemet ikke nødvendigvis er de banker, der er ‘too big to fail’. Det er snarere de banker, der er ‘too central to fail’. Citigroup og Deutsche Bank er for eksempel to af de allerstørste banker i verden, men hvis en af dem var gået nedenom og hjem i starten af 2008, havde det haft færre systemiske konsekvenser for finanssektoren, end hvis f.eks. J.P. Morgan eller Bank of Scotland var krakket.
Et andet eksempel er Wells Fargo & Co.: Firmaet bar på lige så meget systemisk risiko som Citigroup, selvom dets aktiver kun er en fjerdedel af Citigroups aktiver.
DebtRank blev udviklet sidste sommer og bygger på den samme indsigt, som har gjort Googles søgealgoritme PageRank så effektiv: Vigtigheden af et punkt – i Googles tilfælde en internetadresse – i et stort og sammenfiltret netværk bestemmes af punktets popularitet, det vil sige af antallet af punkter, der linker til det. Hvis en bank altså har indgået rigtig mange handler med andre banker i form af derivater, lån, forsikring af lån, væddemål osv., vil den blive central alene som funktion af sine forbindelser.
Alverdens centralbanker er lige nu ved at undersøge metoden. Et problem er dog, at de informationer, det kræver at beregne DebtRank, ikke altid er offentligt tilgængelige. De data, som er blevet brugt i forskernes undersøgelse, er da også meget ufuldstændige. Det er derfor vigtigt, siger forskerne, at implementere en lovgivning, der øger transparensen i finanssektoren, således at i det mindste myndighederne kan gribe ind, når situationen spidser til.
En gældsranking alene kan selvfølgelig ikke redde os fra finanskriser, men det er overraskende at se, hvordan et relativt nyt værktøj fra kompleksitetsforskningen kan opdage hidtil skjulte sammenhænge og tilmed være de eksisterende økonomiske stress-test og disses ‘defaultcascade algoritmer’ overlegent.
Systemiske fejlkaskader
Man kender problemet med systemfejl fra andre teknologier. Uheldet på atomkraftværket på Three Mile Island onsdag 28. marts 1979 er et skoleeksempel på en systemisk fejlkaskade. Et mindre problem i den sekundære kølekreds i reaktor 2 startede en lavine af funktionsfejl med det resultat, at der begyndte at slippe radioaktivt materiale ud. Ifølge en undersøgelseskommission var reaktoren under 30 minutter fra en irreversibel kernenedsmeltning.
Også finanskrisen fra 2007-2008 kan ses som en systemisk fejlkaskade. Lidt for lette kreditter og billige lån fik huspriserne til at stige, og da renterne pludselig steg 9. august 2007, kunne mange familier ikke betale deres afdrag. I løbet af et enkelt år kom 10 pct. af alle belånte amerikanske boliger på tvangsauktion, og mange finansinstitutioner blev insolvente. Krisen bredte sig hurtigt til realøkonomien, idet virksomheder gik konkurs og produktionen faldt. Kun ved at øge gældsloftet og printe billioner af friske dollars kunne USA undgå en officiel falliterklæring. En lignende proces med baggrund i boligbobler og dårlige statsfinanser udspiller sig lige nu i den igangværende gældskrise i EU.
Logikken bag kritiske systemfejl blev først for alvor undersøgt af Charles Perrow i bogen ‘Normal Accidents’ fra 1984, hvori han ud over atomkraftteknologierne også analyserede kemifabrikker, elektricitetsnetværk, dæmninger, fly og rumraketter. Dengang var den globale økonomi langt mindre udviklet end i dag og internettet kun i sin vorden, og Perrows konklusioner er derfor først nu ved at blive til almenviden: Komplekse tekniske systemer, hvor delelementerne er tæt koblet til hinanden, er i fare for at komme ud af kontrol gennem en serie af årsag-virkningskæder, der hver for sig måske virker harmløse, men i deres helhed kan blive til en katastrofe.
Verdensøkonomiens kerne
Datagrundlaget for DebtRank-indikatoren stammer fra en efterhånden berømt undersøgelse, som Ingeniøren skrev om i efteråret 2011. Her blev det vist, at en central kerne af 147 multinationale banker og virksomheder kontrollerer store dele af verdensøkonomien. En af forfatterne var Stefano Battiston fra det teknologiske institut ETH Zürich i Schweiz, og han har sammen med en række kolleger analyseret videre på ejerskabsforholdene i disse banker og korreleret informationerne med data på fordelingen af de op til 1,2 billioner dollars dyre redningspakker, der blev udstedt af USA’s centralbank Federal Reserve i årene 2008-2010.
Det viser sig, at de 22 banker, der fik flest penge, udgjorde et kritisk forbundet netværk, hvor hver enkelt aktør bogstaveligt talt havde en kniv på struben på alle andre. Kortvarigt havde de en så høj DebtRank, at en mindre insolvens kunne have udraderet dem alle i én lang kaskade af krak, som figurerne her på siden viser. En DebtRank på 1 betyder, at man er i stand til at udslette den økonomiske værdi af hele netværket, hvorimod en DebtRank på 0 betyder, at man er komplet afkoblet fra netværket.
I begyndelsen af krisen, dvs. i slutningen af 2007 og i starten af 2008, havde disse 22 banker en relativt lav DebtRank på under 0,3, og ville have kunnet modstå flere nabo-bankers krak uden selv at blive destabiliseret. Men allerede i november 2008 var situationen en helt anden. Flertallet af dem havde en DebtRank på over 0,5, og kombineret med deres øgede skrøbelighed (defineret som gælden divideret med egenkapitalen) ville de, hvis de var gået fallit, have kunnet udradere over halvdelen af netværkets økonomi.
Bemærkelsesværdigt er det også, at selvom USA’s centralbank på det tidspunkt havde hældt 900 milliarder dollars i systemet, var disse bankers gæld stadig seks gange større end deres samlede markedsværdi.
Åbenhed – ingen interesse
Med hundreder af millioner af arbejdspladser, valutakrige og statsbankerotter på spil, er det en gåde, at algoritmen ikke for længst er implementeret i centralbankernes overvågningssystemer. Endnu bedre ville det være, hvis de nødvendige data til at beregne DebtRank var offentligt tilgængelige, for så kunne man som bank vælge at handle med mindre risikable modparter og gøre sig selv mere modstandsdygtig – uden ekstra omkostninger.
I sidste ende er de store globaliserede finansinstitutioner dog ikke interesserede i åbenhed, for hvis de skulle fortælle, hvilke aktiver de holder, og hvilke de sælger, ville de jo vise deres pokerhånd og dermed give konkurrenter mulighed for at vædde imod dem.
I et nyt paper på arxiv.org fra januar 2013 foreslår Stefan Thurner fra Santa Fe Institute og Sebastian Poledna fra Wiens universitet et kompromis: Gør bankernes og finanshusenes DebtRank synlig for enhver uden at afsløre de underliggende positioner, som ligger til grund for beregningen. På den måde vil man kunne vurdere risikoen – uden at se deres pokerhånd. Det ville få den samlede systemiske risiko til at falde drastisk, og markedet ville ikke miste sin effektivitet af den grund, fordi pengene altid også vil kunne findes andre steder i netværket.
Under alle omstændigheder burde det som minimum være muligt for centralbankerne at overvåge flowet i realtid, og sikre, at systemiske fejl undgås. En kaskade af krak på det globale finansmarked er nemlig mindst lige så alvorlig som en atomkraftulykke.
Det smukke ved et frit samfund er, at det ikke forhindrer folk i at organisere sig under alternative former.
Enhedslistens medlemmer kan allerede nu begynde at udleve deres foretrukne samfundsform. De skal bare organisere sig i en forsikringskasse, hvor medlemmerne indsender deres selvangivelser. Jo mere det enkelte medlem tjener, des mere skal vedkommende også betale i kontingent.
Pengene, som indbetales til EL-forsikring, udbetales så i omvendt proportionalt forhold til medlemmerne, sådan at dem, der har mindst, får mest, og omvendt.
På den måde vil Enhedslistens medlemmer allerede nu, helt uden tvang og revolution, have organiseret sig i et lukket velfærdskredsløb, hvor dem, der tjener mest, helt friviligt giver til dem, der har mindst, og hvor der nydes efter evne og modtages efter behov.
Mit gæt er dog, at når årsregnskabet i EL-forsikring gøres op, så vil det vise sig, at der var en del større behov, end der var evner.
Vi bruger cookies. Mere information
The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.